Ungarn

På sporet af Centraleuropa

13. maj 2019 By Europæiske Undertekster

BOGANMELDELSE : Hidtil har læsere af Information og Weekendavisen nydt godt af Vibe Termansens journalistiske pen. I bogen ‘Kampen om Centraleuropa’ øser hun nu tilligemed gavmildt af sin viden fra det historiske værksted. Hun kombinerer det med en løftet demokratisk pegefinger. I solidaritet med de demokratiske kræfter i Polen og Ungarn. Vil man blive bedre til at navigere rundt i Europa, så er bogen et uundværligt kompas på rejsen.

2019 – et sted i nærheden af Centraleuropa

Tillad mig at indlede denne anmeldelse ad nogle østtyske omveje:

I 2019 er det 30 år siden Muren faldt. Allerede få uger senere – og før Tysklands formelle genforening – blev borgerne i Rostock, Erfurt og Dresden ikke længere betragtet som “østeuropæere”. Nu var de “blot” tyskere. Ovenikøbet vores naboer.

De umiddelbare begivenheder der førte til DDRs opløsning blev igangsat i to andre “østeuropæiske” lande henover sommeren i 1989. Nemlig i Polen (delvist frie valg) og Ungarn (gigantiske demokratiske manifestationer og klip i grænsehegnene). To lande der gerne ville med i den “europæiske familie”. I det mindste som “centraleuropæere”.

2019 byder på lokalvalg i tre østtyske forbundslande. Alt tyder på at vælgerne her vil gøre AfD – Alternative für Deutschland – til det største eller næststørste parti. Blandt de største partier vil man også finde Die Linke. Politiske partier der kan sammenlignes med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten har med andre ord vind i sejlene i det område, der engang var det hedengangne “østeuropæiske” DDR. Så måske er de alligevel anderledes disse “Ossis”? Eller er det tilhængerne af det liberale demokrati i både vest og øst – nord og syd for den sags skyld også – der har misforstået noget og evt handlet forkert efter Murens fald?

“Nationalistisk Internationale”

Som i 1989 er Polen og Ungarn igen “forud” for en sandsynlig udvikling i det østlige Tyskland. Begge lande regeres for tiden som bekendt af stærkt nationalkonservative regeringer. Begge lande ses som spydspidser i den paradoksale al-europæiske kamp for et “nationernes Europa”. Som noget der forekommer at være en indre modsætning, forsøger en lang række nationalistiske partier at samle sig til en slags “nationalistisk internationale”. Ungarns Viktor Orbán optræder side om side med Italiens Matteo Salvini. Sidstnævnte side om side med AfD, Dansk Folkeparti og De Sande Finner. Og Marine Le Pen sender appeller om samarbejde til Polens stærke mand, partilederen Jarosław Kaczyński. Udviklingen i Warszawa og Budapest har givet nationalkonservative i alle europæiske lande blod på tanden. Og – potentielt – en reel chance for Orbán og Kaczyński til at udskifte rollen som pariaer i EU med rollen som katalysatorer for et “nationernes Europa”. Thi indtil videre ved vi kun, hvad der måtte gemme sig bag dette begreb, hvis vi kigger inden for i det nuværende Polen og Ungarn.

Kyndig rejseleder

Med på rejsen til Warszawa og Budapest kan man kun anbefale historikeren og journalisten, Vibe Termansen, som rejseleder. Med begge faglige baggrunde – som to der danser tango – udfolder hun i fuld flor selvoplevet øjenvidneberetninger og væver dem sammen med det allestedsnærværende nødvendige historiske bagtæppe.

Vibe Termansen har i bogen bevidst fravalgt at tage udgangspunkt i den traditionelt fortalte historie om de kommunistiske samfunds nedtur og det liberale demokratis sejrrige gang. Thi noget er jo helt klart gået anderledes end i de dage, da liberalismen vandt guld i verdenshistorien. Og for at forstå årsagerne skal der i følge Termansen søges længere tilbage i historien. Eller det skal der i hvert fald også. I det mindste længere tilbage i det 20. århundrede. Til især tiden før, under og efter 1. Verdenskrig. Men der kan sagtens søges endnu længere tilbage. Det gør forfatteren så også, hvor det er yderst relevant. Thi historien spiller en større rolle i de to lande end vi er vant til i Danmark. Den er en kampplads.

Fra mellemkrigstid til samtid

Den korte mellemkrigstid var perioden med de mange nye – og til dels genopstandne europæiske nationer, der fulgte i kølvandet på det habsburgske dobbeltmonarki, kejsertidens Tyskland og zarens Rusland. Det var i denne periode, at begrebet “Centraleuropa” blev vakt til live og havde potentialet til at blive indbegrebet af en magtfaktor i europæisk politik. Første halvdel af Termansens bog beskæftiger sig med de tre væsentligste “centraleuropæiske” visioner fra dengang.

Historien ville det som bekendt anderledes, men fra 1980’erne bankede flere og flere ‘østeuropæere’ på Vesteuropas døre og bekendtgjorde, at de var “centraleuropæere”. For ligesom at gøre både os i vest og ‘dem’ i Moskva opmærksom på, at man ikke havde fået lov til – og mulighed for frit at videreudvikle de nationer, der trods svære fødselsveer, blev ofret og nedslagtet i deres historisk set spæde vorden i perioden 1938- 1949. En af de væsentligste grunde til anskaffe sig Vibe Termansens bog er netop, at hun – som desværre alt for få – ser en direkte sammenhæng mellem udviklingen i mellemkrigstiden og i årene efter 1989.

Kurre på tråden

I 2004 åbnede Vesteuropa – forstået som EU – endelig dørene for “centraleuropæerne”. Nu skulle alle bare være ‘europæere’. Nu skulle det, der retteligen hørte sammen også vokse sammen (som Willy Brandt med grådkvalt euforisk stemme allerede havde proklameret i Berlin, november 1989). I dag er der mildt sagt kurre på de tråde, der gnidningsløst skulle forbinde Warszawa og Budapest med Paris og Berlin. I selve Polen og Ungarn vokser de indre konflikter.

Orbán og Kaczyński slår sig op som de sande kristne riddere, der er garanter for Europas overlevelse. EUs liberal-demokratiske værdier har i følge d’herrer medført et knæfald for kosmopolitiske ideer, der vil fordærve europæernes sunde sjæle med “multi-kulti”, “anormale kønsforestillinger” og mange andre fortrædeligheder. Bag sig hævder de begge at have deres respektive “nationer” – deres knap så beskedne betegnelse for den del af vælgerne, der har stemt på dem. Fjenderne er populært og polemisk sagt enhver “politisk korrekt kulturmarxist”. En kategori der hertillands sågar ville omfatte gode liberale og konservative som Søren Pind og Per Stig Møller.

Landsforrædere og rollemodeller

På deres veje fejer Orbán og Kaczyński retsstaten til side. Magtens tredeling må vige for “nationens vilje”. Oppositionelle (sandsynligvis mindst halvdelen af befolkningerne) udskriges dagligt i de statslige medier som “nationens fjender” og “landsforrædere”. Vibe Termansen tager i bogen læseren med ned på de gader, hvor der demonstreres højtråbende mod den dekadente del af Europa. Mod de indre “fjender”. Mod den “forkerte slags ungarer og polakker”. Hun trækker trådene tilbage i historien og fremviser, hvem der er påtænkt rollen som rollemodeller for fremtidens polakker og ungarere. Og måske fremtidens europæere, hvis den “nationalistiske internationale” får yderligere vind i sejlene.

Tilbage står spørgsmålet om det liberale demokratis modsvar. Og tilbage står velsagtens også om det overhovedet er muligt at etablere et samarbejde mellem f eks de nuværende magthavere i Polen og et parti som det tyske AfD. Kaczyńskis regeringsparti kræver således tyske krigsskadeerstatninger i billion-klassen (ja, ‘billioner’). Et krav der med statsgaranti vil skabe grobund for lidet kammeratlige samtaler. For nu at formulere det så mildt som muligt. Vibe Termansen holder sig klogt nok til sobre overvejelser om det nuværende europæiske modsvar inden det evt går helt grassat.

En nødvendig bog

“Kampen om Centraleuropa” er både en læseværdig og nødvendig bog. Den handler i den grad om vor fælles fremtid. Vores fælles europæiske fremtid. Forfatteren formidler en kompleks verden på gennemgående finurlig vis, hvor det for denne anmelder er tydeligt, at hun har hentet fortælleinspiration hos en stor historiker som Norman Davies. Bare vent til du læser om Casanovas hæmorider. Bare vent til du møder Termansens bittesmå underfundige og bidende ironiske bemærkninger undervejs i bogen. Midt i den dybe alvor giver hun løbende læseren tiltrængte muligheder for at trække på smilebåndet. Historien og historierne præsenteres uden et konstant anstrengt flow af fodnoter, men læseren efterlades aldrig med tvivl om, hvor forfatteren har gravet efter kilderne. Prisværdigt hvis man vil have fat i et bredere publikum, hvilket bogen absolut fortjener.

Små hår i suppen

Malurt i bægeret? Åh, jo. Lidt skal der jo traditionen tro være plads til i en anmeldelse. Finansmanden George Soros – de nationalkonservatives altoverskyggende syndebuk – nævnes undervejs som en, der har betegnet Orbáns Ungarn som en “mafiastat”. Det er ikke decideret forkert, men måske er det lidt synd for den/de ungarere, der efter lang tids studier nåede frem til at karakterisere landet som “en postkommunistisk mafiastat”. De havde nok i højere grad fortjent at blive nævnt. Eller også at blive nævnt. Men man kan da læse om begrebet her.

En anden og måske mere principiel kritik kunne være, at forfatteren – efter min smag – lægger for lidt vægt på de reelle og mulige fejltagelser, som blev begået af de regeringer, der måtte vige scenen til fordel for Orbán og Kaczyński. Der er antydninger og enkelte eksempler, men det emnekompleks kunne nu godt have fyldt en kende mere. Man skal jo helst lære af fortidens synder. Vibe Termansen påpeger selv, at Kaczyński f.eks. aldrig var kommet til magten uden også at love penge til visse socialt udsatte grupper i Polen. En væsentlig pointe som kunne have givet læseren en større forståelse for, hvorfor de nationalkonservative får mange stemmer. Måske en idé til en lettere revideret udgave? Eller en ny bog? Denne kritik skal dog på ingen måde forhindre, at jeg på det varmeste anbefaler bogen til enhver med et europæisk udsyn. Og for dem der sætter pris på at være up to date er bogen ajourført med kilder og referencer helt op til februar 2019. Bedre kan det ikke gøres.

Supplement I

Her i maj måned skrev Vibe Termansen en artikel til Zetland, som sagtens kunne have været med i bogen, hvis der nu engang ikke var en deadline hos forlag og trykker. Læs den som et supplement her

Supplement II

Skulle læseren mod forventning ikke straks stryge ud og købe bogen, så er der mulighed for at opleve forfatteren “live” på, hvad der i mine øjne ligner en særdeles spændende tur til Polen i august, 2019. Du kan se programmet her . Jeg kan berette fra andre rejsende, at DEOs rejser generelt er nogle af de mest lærerige overhovedet på markedet. Man bliver simpelthen klogere. Meget klogere.

“Kampen om Centraleuropa”
Af: Vibe Termansen
1. udgave 2019
ISBN: 9788712058946
Antal sider: 216 sider
Udgiver: Gads Forlag

© Kim Halling Mortensen

Amputeret demokrati i Orbans Ungarn. Ny bog og links

25. februar 2018 By Europæiske Undertekster

Plakat fra Jobbik-partiet med teksten: “Du arbejder. De stjæler”. Billede fra bloggen Hungarian Spectrum, maj 2017. Portrætteret er Lőrinc Mészáros (se video nederst i indlægget) og Viktor Orban

Der er parlamentsvalg i Ungarn d. 8. april i år. Viktor Orbáns parti, Fidesz, vinder uden tvivl valget. Spørgsmålet er blot om partiet kan genvinde det essentielle to tredjedeles flertal, som det opnåede ved valgene i 2010 og 2014. Et flertal det i løbet af 2015 mistede pga nederlag ved nogle suppleringsvalg. Orbán agter at vinde de afgørende stemmer ved at spille på frygten for ‘invasion af illegale indvandrere’ påtvunget udefra via EUs kvotesystem for flygtninge. Et system der hævdes iscenesat af den 88 årige ungarskfødte finansmand George Soros og hans liberale venstreorienterede lakajer i Brussel. Inden for EU har Orbán opbakning fra Polen, Tjekkiet og Slovakiet i dette spørgsmål. For oppositionen i Ungarn drejer valget sig i højere grad om de af Orbán opbyggede magtstrukturer, der påstås at tilsidesætte demokratiske spilleregler til fordel for en snæver elites uhindret adgang til at tage af statskassen og få fingre i de mange milliarder fra EU.

Dette blogindlæg handler hverken om – eller tager stilling til ungarske grænsehegn. En nyere bog fortæller nemlig den turbulente historie om udviklingen i Ungarn siden kommunismens sidste dage og frem til dagens illiberale demokrati. Et samfundssystem ingen liberale demokrater havde set udkrystallisere sig i et EU-land i det 21. århundrede, men som nu i høj grad også forsøges kopieret i Polen. Det er historien om Orbáns vej fra barndommens trænge kår på landet til en position som den ubestridte leder af det illiberale Ungarn. Om hans politiske hamskifte fra glødende liberalist til national-konservativ illiberalist. Fra modtager af støtte fra George Soros til udskamning af selv samme Soros.

Paul Lendvai

Bogen er udgivet på tysk (2016) med titlen Orbáns Ungarn og på engelsk med titlen Orbán – Europe’s New Strongman (2017). Den er skrevet af den ungarskfødte østrigske journalist og professor, Paul Lendvai. Den nu 88-årige forfatter flygtede fra Ungarn i 1956 og har siden udgivet bøger og rapporteret om Ungarn. Lige indtil valget i 2010 var han dus med Orban. Få måneder senere udgav han en kritisk bog om Orbán. Siden har han konstant været udskældt af de ungarske myndigheder. Han har bl.a arbejdet for Financial Times og østrigsk tv, hvor han otte gange årligt toner frem som programleder af ORF 2s magasin ”Europastudio”- Lendvai udgav i 1999 en rost bog om Ungarns historie. Den blev udgivet på engelsk i 2002.

Illiberalisme som skalkesjul?

Orbáns Ungarn/ Orbán – Europe’s New Strongman er først og fremmest interessant læsning, fordi den tager den opmærksomme læser med ind bag Orbáns ”illiberale kulisser”. Der hvor de centrale spørgsmål om grundpillerne i et demokratisk samfund trænger sig på. Orbáns berømte tale fra 2014 om det ”illiberale demokrati” er alfa og omega, hvis man vil forstå hans grundlæggende politiske holdninger. Hele talen kan læses her på engelsk. Til gengæld bliver det mere komplekst, når man skal fortolke det lighedstegn han i talen antyder mellem det (af Orbán selvudråbte) statsbærende Fidesz-parti og nationens interesser. Her må man som iagttager forholde sig til de konkrete politiske og institutionelle tiltag, der har præget Ungarn siden 2010. Man må spørge sig selv om den national-konservative verdensanskuelse overhovedet er forenelig med en demokratisk styreform. Eller overveje om talen om det illiberale demokrati blot er et skalkeskjul for at tilrane sig magt og samtidig skabe en ny økonomisk elite. På baggrund af udviklingen i selve Ungarn bør Lendvais bog appellere til alle demokrater i Europa (og i hele verden for den sags skyld). Bogen åbner op for en mere dybdeborende debat, der bevæger sig længere ud end ordkløverier og endeløse debatter om begrebet ‘populisme’.

Den postkommunistiske mafiastat

Flere af bogens kapitler beskæftiger sig med beskrivelsen af Orbáns overtagelse af samtlige statsinstitutioner, offentlige virksomheder og retssystemet. Hertil skal lægges et konstant pres mod oppositionelle medier, uafhængige (af staten) uddannelsesinstitutioner og diverse ngo’er. Endelig viser bogen, hvordan en lang række tiltag gennemføres med det mål at tilgodese Orbán-støtters økonomiske interesser. Der er utallige familiemedlemmer, venner og bekendte, der i rekordfart er gået fra beskedne kår til et liv i sus og dus. Læseren præsenteres for en kontinuerlig udvikling, der har givet grobund for begrebet ”postkommunistisk mafiastat”. En betegnelse Europæiske Undertekster tidligere indgående har behandlet her.

Et partis fødsel og forvandling

Fidesz blev stiftet som parti i 1988. Dengang et akronym for “De Unge Demokrater” (på ungarsk Fiatal Demokraták Szövetsége). Det opstod blandt studerende på et studenterkollegium i Budapest og allerede fra starten var Viktor Orbán partiets ledende personlighed. Frem til 1993 optog man kun medlemmer under 35 år. De fleste af studiekammeraterne fra dengang holder fortsat sammen og udgør nu en væsentlig del af kernen i det ungarske samfunds politiske og økonomiske elite. Enkelte har dog vendt partiet ryggen og er i dag arge modstandere. Orbán erklærede under valgkampen i 2010, at han ønskede at gøre Fidesz til landets statsbærende parti i mange år fremover. Mindst i 15-20 år. En på mange måder radikal ændring fra den yngre liberale Orbán, der i begyndelsen af 1990’erne tordnede mod politiske kræfter, der ifølge ham handlede som om de satte lighedstegn mellem den ungarske nation og egne partipolitiske mål. I dag citeres Orbáns taler fra dengang ofte af oppositionelle kræfter. I 1996 tilføjedes ”Den ungarske borgerunion” til navnet Fidesz. Fra at have været et liberalt parti omformede Orbán det i national-konservativ illiberal retning efter nogle pauvre valgresultater.

‘Fülkeforradalom’

‘Fülkeforradalom’ – ”Revolutionen i stemmeboksen” – er betegnelsen man i Ungarn har givet valgresultatet i 2010. Det gav partiet Fidesz næsten 53% af stemmerne og – endnu vigtigere – et to tredjedeles flertal i det ungarske parlament. Det samme forholdsvise parlamentariske flertal blev igen opnået efter valget i 2014, selv om Orbáns parti mistede knap 8% af stemmerne. Svarende til godt 440.000 vælgere. Inden valget havde Fidesz fået ændret valgssystemet, så man kunne være (næsten) sikker på at opnå den ønskede fordeling i parlamentet. En indgående analyse af ændringerne i valgsystemet leveres her (OBS: åbner i pdf 780 kb).

Det opnåede parlamentariske flertal har været midlet hvormed en omfattende omstrukturering af det ungarske samfundssystem har kunnet gennemføres. Det har åbnet vejene for en – hastigt vedtaget – ny forfatning, der løbende modificeres med en lang række tillægslove, der kun kan ændres med et to tredjedeles flertal. Det betyder i praksis, at love om begrænsede emner eller af midlertidig aktuel karakter (f.eks. økonomiske stabilitetspakker) ofte ophøjes til forfatningsmæssig status.

Tilhængere af Orbán – eller folk med et positivt syn på demokratiets vilkår i Ungarn – vil altid fremhæve, at oppositionen frit kan udtale sig og forsøge at vinde næste valg til parlamentet. I praksis kan det dog vise sig at blive endog meget svært at ændre politikken ligegyldigt hvem der vinder de næste mange valg i Ungarn. Med mindre nye konstellationer kan skrabe to tredjedeles parlamentarisk flertal sammen. De utallige forfatningsmæssige tillægslove og diverse institutionelle ændringer udgør på forhånd alvorlige hindringer for evt. nye magthavere. F.eks kan en ny finanslov fremsat af evt ny regering med blot et almindeligt flertal bag sig blokeres af et finansråd, som består af medlemmer udpeget af Fidesz. En sådan blokade vil nærmest pr. automatik føre til udskrivelse af nyvalg.

Kritik fra Ungarns forfatningsdomstol og EU

I hele den praktiserede lovgivningproces udfordrer Orbán bestandigt det liberale demokratis støtter i de øvrige EU-lande. På nær Polen der siden Kaczynskis valgsejr er slået ind på samme illiberale kurs. Et demokratisk samfund består normalt af institutioner, der kan holde magthaverne i skak. Der må som minimum være uafhængige domstole, retsbeskyttelse af borgerne og en fri presse. Helt essentielt må det være muligt for et hvilket som helst parlamentarisk flertal at ændre landets politik. Det fremgår tydeligt i bogen , at ingen af disse elementer længere kan siges at være intakte i Ungarn. I 2013 stillede Venedigkommissionen spørgsmålstegn ved om fremtidige parlamentsvalg i Ungarn overhovedet giver nogen mening, hvis et nyvalgt parlament med en anden flertalskonstellation end den nuværende fra starten er bundet af tidligere beslutninger. Disse betænkeligheder blev luftet i forbindelse med en lang række konkrete tillægslove til den ungarske grundlov. Ungarns regering valgte at sidde stort set samtlige kritikpunkter overhørig. Selv om de blev femført af landets egen forfatningsdomstol, Europa Parlamentet og Venedigkommissionen. De to sidstnævnte instanser skulle høres, da den ungarske grundlov foreskriver Ungarn at overholde de traktatmæssige forpligtelser som følge af EU-medlemskabet. Lendvais bog refererer hele forløbet, men det lønner sig at gå dybere ned i hele dette kompleks, hvis man for alvor vil forstå, hvad der er på spil. Følgende link fører frem til en særdeles interessant artikel forfattet af Imre Vörös, tidligere medlem af den ungarske forfatningsdomstol og af det ungarske videnskabernes akademi.

Det ungarske parlament, Budapest. Foto: Andrew Shiva / Wikipedia

En skurk på størrelse med Orban

Bogens helt store skurkerolle tilfalder dog ikke ene og alene Orbán. Den ære må han dele med de politikere, der regerede Ungarn i perioderne 1989-1998 og 2002-2010. Især Ferenc Gyurcsány, der var premierminister i perioden 2002-2009. Det var ham, der på et lukket partimøde efter sit socialistiske partis valgsejr i 2006 fortalte, at både regering og parti havde løjet uafbrudt morgen, middag og aften om landets økonomiske tilstand. Båndoptagelsen fra mødet kom Fidesz i hænde og blev i den grad udnyttet fuldt ud af Orbáns parti frem til valget i 2010. Lendvai giver følgende skudsmål af Gyurcsánys parti: “the Socialist party was not one of common convictions, but rather a disgusting snake pit of old Communists and left-wing careerists posing as Social Democrats.” Socialisterne regerede i en koalition med det liberale parti SZDSZ, der afgik ved døden i 2013 efter noget nær udradering ved valget i 2010. Lendvai har i sin bog mange henvisninger til politikeren og publicisten József Debreczeni, der bl. a. har skrevet den mest omfattende biografi om Orbán. Han var selv en af Orbáns personlige rådgivere i 1990’erne, men er i dag i opposition til Fidesz. I et opdateret tillæg til den polske udgave (2015) af Orbán-biografien hævder Debreczeni, at de socialistisk-liberale regeringer var mestre i at dræne de offentlige kasser til fordel for deres politiske venner. Men – tilføjer Debreczeni – i sammenligning hermed er Orbáns Fidesz-parti de rene virtuoser.

En splittet opposition

Alternativet til Fidesz står hen i det uvisse. Således også i Lendvais bog. Fortidens spøgelser og fejltrin hæmmer et come back for oppositionen. Oppositionen er indbyrdes splittet i to lejre bestående af det yderliggående højreparti Jobbik og mere centrum-venstre orienterede partier. Sidstnævnte gruppe er endog også indbyrdes splittet, som de har været det uafbrudt siden 2010. Der findes enkelte prominente intellektuelle – internationalt kendte Agnes Heller er en af dem – der ligefrem opfordrer til et valgsamarbejde mellem Jobbik og partierne til venstre for Fidesz. Det ungarske valgsystem lægger da også umiddelbart op til et sådant samarbejde for at undgå stemmespild. Og det er endda tidligere ved lokalvalg og suppleringsvalg blevet noteret, at selv venstreorienterede kan finde på at stemme på Jobbik blot for at forhindre Fidesz i at få flertal. Det siger en del om det betændte politiske klima i Ungarn, når en liberal eller en socialist kan finde på at afgive sin stemme på en kandidat for et parti, de anser for at være mere eller mindre fascistisk.

OPDATERING mandag d. 26. februar 2018 :

Suppleringsvalg søndag d. 25. februar i ungarsk kommune viser, at en enig opposition – i det mindste på lokalt niveau – kan vinde over Fidesz. Se her.

Her med perspektiverne i forhold til det kommende nationale valg d. 8. april 2018.

Hvorfor stemmer et flertal på Orbán?

Udover det faktum, at Orbáns politiske modstandere spillede fallit og indtil nu ikke har vist noget politisk format, er det småt med bud i bogen på, hvorfor vælgerne ved gentagne valg har gjort Fidesz til sejrherrer. Man kan – og skal – naturligvis pege på flygtninge – og migrantkrisen, men den stod jo ikke øverst på dagsordenen ved valgene i 2010 og 2014. Ungarns historie kan ligeledes være en anden årsag. Ungarerne ser sig ifølge Lendvais bog som et udvalgt folk, der har modstået udefrakommende overgreb af mongoler, tyrkere, habsburgere og russere. Når Orbán forsøger at fremstille EU som værende en trussel mod den ungarske nation, så skal man være opmærksom på, at det møder en vis historisk funderet genklang i befolkningen. Når alt kommer til alt er det dog nok mest plausibelt at hævde, at det liberale demokratis vogtere ikke formåede at kende deres besøgelsestid siden kommunismens fald i 1989. Det er muligvis også en lektie, der skal læres af andre liberale i øvrige europæiske lande. Demokratiet og alle dens institutioner er ikke givet en gang for alle. Det er endda slet ikke sikkert, at vælgerne en dag vælter Orbán, fordi de er blevet overbeviste demokrater. Spørgsmålet er måske i højere grad om Orbán kan holde sammen på sin ”politiske familie” i den ”postkommunistiske mafiastat”. I 2015 kom det til et alvorligt brud med en af de gamle kollegievenner fra 1989. Lajos Simicska er navnet. En af dem der for alvor profiterede af de nære personlige bånd i toppen af Fidesz. I dag er han tilknyttet Jobbik, som på store valgplakater kører valgkamp under parolen ”Du arbejder. De stjæler” (se billedet øverst). Han om nogen – må det formodes – ved sikkert, hvad der er på spil i Ungarn.

TILLÆG:

LINKS TIL VIDERE LÆSNING

Der er mange gode grunde til at være opmærksom på følgende engelsksprogede sider, når man læser bogen. Eller hvis man i det hele taget vil holde sig ajour med i udviklingen i Ungarn.

En af de mest omfattende og informative er siden ”The Orange Files”. Den bliver ikke opdateret så ofte, som man kunne ønske sig, men den indeholder et væld af væsentlige informationer om de helt centrale aspekter vedrørende det ungarske samfund og historie. I mange af artiklerne finder man desuden links til mangen en interessant artikel.

En mere traditionel ungarsk nyhedskilde kunne være denne.

Ønsker man sig ”The inside source. Direct from the International Communications Office of the Cabinet Office of the Prime Minister.” – ja, så skal man klikke sig ind her.

Følgende Fidesz-kritiske sider er helt uundværlige. I det mindste som modvægt til ovenfor anførte officielle regeringside. Her kan man også følge uoverensstemmelserne i oppositionen.

The Hungarian Spectrum og The Budapest Beacon.

I begge tilfælde kan man også her finde interessante links samt søge i det efterhånden omfattende arkivmateriale. Siderne opdateres løbende og har også sider på facebook. The Budapest Beacon krydrer de mange artikler med informative videoindslag. Her om hvordan pengene havner i de “politisk korrekte” lommer:

© Kim Halling Mortensen

‘Engang blev solen så træt’: 55 års morgenrøde med Omega

7. november 2017 By Europæiske Undertekster

Denne artikel nydes bedst med både musikanlæg og tv tilsluttet.

Det er altid dybt uretfærdigt at reducere en rockgruppes rige lange liv til en enkelt sang. Især når gruppen har eksisteret i 55 år.

Når de har udgivet utallige fremragende albums, der har solgt i over 50 millioner eksemplarer verden over.

Når deres repertoire spænder over en musikalsk alsidighed i absolut verdensklasse.

Når vi taler om den historisk set mest populære og kendteste gruppe, der nogensinde har eksisteret i hele det øst – og centraleuropæiske område.

På den anden side set. Et sted skal historien jo starte. Og tro mig: Du kender ikke Ungarn, hvis du ikke kender denne sang. Du kender ikke Ungarn, hvis du ikke kender bandet Omega.

Gyöngyhajú lány er sangen – og her er den i en af de utallige udgaver, der ligger på youtube. En sang der får mange ikke-ungarere til at ønske de kunne ungarsk. En sang lavet i coverversioner af Scorpions (elendig udgave) og en lang række polske, tjekkiske, rumænske, jugoslaviske, bulgarske og litauiske kunstnere samt anvendt (delvis ulovligt) af Kanya West og Wiz Khalifa (i Buss Down). Gyöngyhajú lány er sangen om pigen med det perlende hår. The girl with pearly hair eller på tysk Perlenhaarmädchen. Teksten er skrevet af den ungarske multikunstner Anna Adamis. Og det var teksten til denne sang fra 1968, der igangsatte hendes lange kunstneriske liv.

Der er ikke enighed derude på det store net om den helt korrekte – eller bedste oversættelse. Alene de to tyske oversættelser der findes i lyrikrubrikken på denne Omega fanside vidner om forskelligartede professionelle gendigtninger. En ungarer ude på nettet har selv forsøgt sig med denne engelske oversættelse – men gør også opmærksom på, at tekstens poetiske karakter selv kan volde vanskeligheder for indfødte ungarere:

Once, the Sun got so tired, It fell asleep in the lap of a deep, green lake. The darkness gave people pain, So she felt sorry for us, and came among us. Yes, a pearl-haired girl came, Was I dreaming, or was it true? This way the earth and the sky Became green and blue, as before.

The dawn broke, she went home Behind a blue mountain, among flowers. Little blue elephant told tales (about her), The light is sleeping on her beautiful pearl-hair. Yes, there lives a pearl-haired girl, Was I dreaming, or was it true? Since that, pearl-hair Lives in the deep see, long ago.

When you are very alone, A little star will fall near you. May snow-white pearls lead you, As white stones lead the good pilgrim. Yes, a pearl-haired girl is calling me, Was I dreaming, or was it true? She waits for me behind her pearls, Between the sky and the earth.Her i Omegas 55. år har de selv lavet en kort billedintro, der illustrerer deres historiske liv på scenen. Tilsat egen komposition.

Her i Omegas 55. år har de selv lavet en kort billedintro, der illustrerer deres historiske liv på scenen. Tilsat egen komposition.

Alle musikerne har en konservatorieuddannelse bag sig. Det var et obligatorisk krav i de socialistiske lande for at kunne få tilladelse til at optræde offentligt. Denne klassiske dannelse kan tydeligt spores i gruppens evne til at komponere. Selv de mest hårdtslående – eller poppede numre emmer af evnen til at tilføje sangene nogle ekstra musikalske dimensioner. I de senere år har Omega da også optrådt ved adskillige lejligheder med klassiske musikere og sangere. Deres musikalsk set mest sprudlende periode var nok i 70’erne, hvor vægten var lagt på det, der generelt betegnes som ”progressiv rock”. Herefter går det noget ned ad bakke på den musikalske front frem til 1987, hvor Omega da også vælger at holde en pause, der kommer til at vare hele syv år. Musikken kommer i dette årti simpelthen til at minde for meget om den tids technoinspireret metervare. Glimtvis formåede de dog også at brillere med en portion høj kvalitet i denne slanke periode. Budapest er i disse 80’ere valfartsstedet for rockfans fra hele den europæiske socialistiske verden. Det er byen hvor de store koncerter med megastjerner fra vesten kan opleves. Det rummer ikke megen plads til nationens egne helte. Længslen efter forgangne ungdomstider vender dog stærkt tilbage i 90’erne. I Ungarn som i mange andre af landene i Øst – og Centraleuropa. Omegas genfødsel åbner med i dobbelt forstand et brag af en koncert på Népstadion (det nuværende Ferenc Puskás Stadion) i Budapest. Lyn og torden truer nemlig koncertens afholdelse, men i sidste ende fejrer Omega en sand triumf på scenen. Der er udgivet både cd og dvd fra denne koncert, men det er yderst vanskeligt at få fat på filmversionen. Den kan dog ses her i noget nær fuld længde med glimrende lyd. I det hele taget er denne koncert et fornemt bevis på gruppens alsidighed. Det er også en af første optrædener med gruppens nuværende leadguitarist, Tamás Szekeres, der forekommer mig at være en af verdens bedste på sit instrument.

Nu skal man jo ikke tro, at Omega bare var og er et fænomen, der kun gav genlyd i den socialistiske lejr. Allerede i 1968 fik en engelsk manager øjne og øren op for Omegas kvaliteter, da de var opvarmning ved en koncert med Stevie Winwood’s daværende gruppe, Traffic. Det blev til en pladekontrakt med selveste Decca og faktisk er alle Omegas skiver fra 70’erne udgivet i engelske versioner, der tilligemed blev mixet i London. Det var dengang temmelig enestående. De kommunistiske myndigheder så til med en vis skepsis, men krævede blot, at Omega altid først udgav deres skiver i Ungarn med ungarsk sang. Den vestlige pladekontrakt åbnede dørene for en lang række koncerter i mange vestlige lande. Omega har således optrådt ved koncerter med navne som The Who, Queen, AC/DC og Rolling Stones. Kontrakten åbnede i øvrigt også dørene for andre kunstnere, hvor en anden ungarsk gruppe, jazzrockerne Locomotiv GT, især skal nævnes. Denne gruppe berigedes i parentes bemærket i en kortere periode af enkelte af Omegas originale medlemmer, der dog sidenhen vendte tilbage til udgangspunktet. Siden 1992 er hele Omegas bagkatalog blevet udgivet i Ungarn. Man får nu både den originale ungarske udgivelse og den engelske dobbeltgænger med i købet. Begge i restaureret udgaver.

2012 var 50-året for gruppens fødsel. Hvad der startede som et skoleorkester skulle nu fejres med skiven ”Omega Rhapsody”, hvor nyt og gammelt fremføres af både bandet og klassiske musikere. Dette projekt blev efterfulgt af konceptet ”Omega Oratorium”. Med både klassiske musikere og kor. Som Omega Oratorium afholdtes en række koncerter i mindre rum. Typisk i kirker. Primært i Tyskland og i Ungarn. Resultatet kan her ses i denne officielle video. Billedkvaliteten er måske ikke den bedste, men musikken fejler absolut intet. Tværtimod bevidner den, at bandet på ingen måde hviler på laurbærene. Det er storslået og smukt samt først og fremmest et uimodståeligt musikalsk bevis på Omegas kvaliteter.

2017 var Omega så igen på turné for at markere deres 55. år. Der var stort set fulde huse overalt til koncerter i Tyskland, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Rumænien, Schweiz og Polen. Årets sidste koncert afholdes i Budapest d. 28. december. Et delvist nyt album er det også blevet til: Omega 55 – Volt egyszer egy Vadkelet (Once Upon A Time in the East). Skiven, der er udgivet sammen med et magasin om Omega, indeholder nye versioner af kendte Omega-numre samt indspilninger sammen med polske Józef Skrzek (se nedenfor) , Petr Janda fra legendariske Olympic i Tjekkiet, Scorpions og Dieter ‘Machine’ Birr fra Puhdys, DDRs største rockband gennem tiderne. Opstanden i 1956 og Radio Luxembourg er genstande for nogle af pladens nye numre. De fleste numre synges på engelsk, men der er også sang på ungarsk, polsk, tysk og tjekkisk.

Årets første koncert blev afholdt d. 25 marts. Som udendørskoncert. I polske Piotrków Trybunalski. I anledning af byens 800 års jubilæum samt som fejring den årlige polsk-ungarske venskabsdag. Tusindevis af fans trodsede de kølige martsvinde og blev i flg. alle rapporter vidner til en yderst mindeværdig koncert. Ikke mindst fordi Omega optrådte sammen med Polens legendariske keyboardspiller og komponist, Józef Skrzek fra gruppen SBB. Et band der fortsat lever i bedste velgående. Naturligvis var der ikke et tørt øje, da de sammen afsluttede koncerten med sangen om pigen, som denne artikel startede med. Ikke mindre bevægende var modtagelsen af en til lejligheden fremført version af Czesław Niemens gamle megahit Dziwny jest ten świat. Niemen døde for 13 år siden. Enhver med blot en smule kendskab til Øst – og Centraleuropas musik vil vide, at vi her taler om en af de helt store udødelige kunstnere inden for den rytmiske musik. Det eneste officielle klip fra koncerten er netop med denne sang. Levende nostalgi for fuld udblæsning. Nummeret findes også på Omegas nyeste skive (se ovenfor).

En komplet liste over alle Omegas medlemmer gennem tiderne samt en diskografi kan ses på en af de mere seriøse fansider. Udgivelser med gruppen fås bedst via denne butik i Budapest. Lad dig ikke skræmme af, at siden kun er på ungarsk. Man kan sagtens sende dem en mail med ønsker og bestillinger. Få dage senere ligger herlighederne parat i dit hjem. Musik fra flere årtier. Og det hele startede nogenlunde sådan her. I en tid hvor du enten ikke var født eller blot en lille purk. Måske en fræk teenager. Eller måske hende pigen med perler i håret.

(denne artikel er senest opdateret medio oktober 2017 – den oprindelige tekst blev offentliggjort på mreast.dk d. 2. april 2017)

© Kim Halling Mortensen

Budapest har verdens længste sporvogn

1. januar 2017 By Europæiske Undertekster

Den 31. marts 2016 kørte verdens længste sporvogn ud på nye skinner.

Åbnede dørene for tusindevis af passagerer ved udvidede stoppesteder på en 16,6 km lang strækning.

56 m lang. Plads til 562 passagerer.

Til sammenligning er et københavnsk metrotog 39 m langt og har plads til 300 passagerer.

Scenen er Linje 1 i Budapest. Byen med flest sporvognspassagerer i verden. 396 millioner om året. En stigning på 3 millioner bare inden for de seneste fem år. Ca. 100 millioner flere end byens fire metrolinjer. Budapest er et af de utallige eksempler på, at letbaneløsninger er vejen frem, hvis man vil reducere privatbilismen.

I 1990’erne var der ikke meget, der tydede på, at sporvogne ville få en glorværdig fremtid i Budapest. Vognpark og skinner var slidte. Som konsekvens nedlagdes en række linjer. Fornyelsen i Budapest siden kommunismen har indtil for ti år siden primært bestået i indkøb af brugte sporvogne fra Hannover og Den Haag.

Linje 1 er ikke den linje de fleste turister stifter bekendtskab med. På mere turistbesøgte linjer som f.eks. 4 og 6 kører moderne seksleddet 54 m lange sporvogne af typen Siemens-Combino siden 2006. De nye nileddet sporvogne på linje 1 er af typen CAF-Urbos. Der ankommer ialt 12 af denne lange udgave her i 2016. Alle indsættes de på linje 1. Andre udvalgte linjer er fra efteråret 2015 blevet fornyet med 25 kortere femleddet udgaver af denne spanske model. Flere kan være på vej. CAFs egen præsentation kan ses her.

Da sporvogne har en betydelig længere levetid end busser vil der dog fortsat på enkelte linjer være mulighed for en nostalgisk køretur på det ialt 157 km lange skinnenet, hvor linjerne tilsammen pt. tilbagelægger 349 km. Der vil endnu gå en årrække før de gamle ungarnsk byggede Ganz sporvogne fra 60’erne og 70’erne samt de tjekkiske Tatra vogne indkøbt i 80’erne er helt udfaset. Man kan dog altid stå på nogle af byens museumslinjer, hvis det er en nostalgisk sporvognsoplevelse man er på jagt efter.

De overjordiske fornyelser følger i kølvandet på åbningen af den dybt liggende metrolinje, M4, der endelig åbnede i 2015 efter utallige års forsinkelse. Langsomt men sikkert begynder den offentlige transport dermed at hænge bedre sammen i Budapest. Arbejdet er imidlertid ikke færdigt. Linje 1 skal forlænges yderligere frem til Kelenföld banegården. Nord-syd forbindelserne på Buda-siden er et andet godt eksempel på løbende forbedringer. Et aktuelt turistvenlig kort kan ses her.

Opgraderingerne i den offentlige transport i Budapest ville ikke have været mulig uden betydelige EU-midler. Moderniseringsprocessen har i de senere år været knyttet sammen med en ambitiøs helhedsorienteret nytænkning på det trafikale område i Budapest. Til fordel for både den offentlige transport og cyklismen. Medaljens bagside har været en række korruptionssager og en til tider både langsommelig og dårlig planlægning med forsinkelser til følge. Dertil kommer et tiltagende tovtrækkeri mellem lokale og nationale myndigheder mht finansieringen af driften.

Med støtte fra EU er et nyt elektronisk billetsystem nu på vej til Budapest. I mellemtiden kan byen være stolt over at have vundet det netop afholdte EM for sporvognsførere i Berlin, hvor en af disciplinerne var bowling for sporvogne, som det ses her i disse reportager (lang udgave) & (ultrakort udgave).

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort på mreast.dk d. 5. maj 2016)

Orbans politiske familie

1. januar 2017 By Europæiske Undertekster

Boganmeldelse :

Bálint Magyar : Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary

Man kan ikke forstå udviklingen i det ungarske samfund siden 2010 uden at have læst denne bog.

Punktum.

Der er god grund til at være på vagt, hvis man ejer rettigheder til at hænge reklamer op i Budapests lygtepæle. Som markedsførende bør man holde sig til den herskende politiske korrekthed. Man modtager først et ”godt tilbud” om at sælge sin business til en konkurrent og ven af den herskende elite. Dernæst følger besøg af skattemyndighederne. Til sidst vedtager parlamentet en lov der forbyder reklameskiltning inden for de første fem meter fra fortovskante. Naturligvis for at højne trafiksikkerheden. Det var, hvad der skete for et af Ungarns største firmaer udi lygtepælsreklamering, da Orbán kom til magten. Og det var skidt for omsætningen. For konkurrenten var det imidlertid så heldigt, at hans firma fik dispensation for reglen om de fem meter.

En stor gratisavis, Metropol, løb ind i andre problemer. Her stoppede det offentlige uden varsel al annoncering i bladet og samtidig lod man diskret sive, at private annoncører bør undlade at reklamere i avisen. Derefter forbød man uddeling af avisen på visse centrale pladser og metrostationer i Budapest. Så gik det op for ejerne, at de ikke længere var ønsket i Ungarn. Avisejernes udenlandske herkomst kom dem dog til gode, så det lykkedes dem at afhænde avisen på markedsvilkår for at undgå diplomatiske forviklinger.

Disse og lignende historier fortælles på siderne i Bálint Magyars bog. Tilsammen illustrerer de, hvordan der ledes og fordeles i Orbáns Ungarns. De lukrative lygtepæle udgør naturligvis blot en mere kuriøs del af virkeligheden.

Lad det være slået fast med det samme: Forfatteren, sociologen Bálint Magyar, har en vestlig social-liberal forståelse af, hvad et demokrati grundlæggende bør være. Han mener, at man i Ungarn tilstræbte en demokratisk udvikling i tiden efter 1989. Vel at mærke med alvorlige og katastrofale mankoer. Derimod beskrives og analyseres tiden efter Fidesz‘ (Den Ungarske Medborgerunion) valgsejr og etablering af to tredjedels majoritet i parlamentet 2010 som en gradvis afmontering af demokratiet.

Bálint Magyars ærinde er primært et originalt forsøg på at begrebsliggøre det samfundssystem, der opbygges – og er opbygget – under Viktor Orbáns ledelse. Det gør han dels ved at introducere læseren til et begrebsapparat, dels vha. en minutiøs gennemgang af stort set alle led i det ungarske samfundsmaskineri. Læseren udsættes for lige dele teoretiske betragtninger og et væld af eksempler på den førte politiks konsekvenser under Orbán.

Den postkommunistiske mafiastat

Beskrivelsen af Ungarn som en postkommunistisk mafiastat er efterhånden et accepteret begreb blandt liberale oppositionelle i landet. Begrebets fødsel stammer fra Bálint Magyar selv. Helt tilbage fra tiden under den første Fidesz-regering, 1998-2002. Det postkommunistiske skal ikke blot forstås som en tidsfæstelse. Her refererer det dels til graden af demokratisk udvikling ift. til det tidligere kommunistiske diktatur, dels til privatiseringsgrad og – proces ift. den tidligere stats ejendomsmonopol. Begrebet mafiastat er ikke et impulsivt opfundet udtryk, der blot søger at dramatisere. Derimod er det den traditionelle mafias metoder vendt på hovedet. Fra organiseret undergrund til “the organized upperworld”.

Den ungarske postkommunistiske mafiastat karakteriseres i bogen som en autokratisk styret stat, hvor det liberale demokratis institutioner kun består som fernis og ikke som levende organismer. Det er imidlertid ikke et diktatur. Ikke en tro kopi af Putins kleptokratiske Rusland. Hertil er den historiske udvikling i Ungarn afgørende forskellig fra udviklingen i Rusland. Ej heller “neokommunistisk” eller “neofeudalt”. Det kan ikke reduceres til en hybrid mellem et vestligt demokrati og et autokrati. Slet ikke betegnes som et fascistisk styre. Til gengæld er der træk, der kan give mindelser om alle disse systemer. Ligesom der er karakteristika, der kan føres tilbage til det autoritære Horthy-regime, 1920-1944. Der er derimod tale om en stat, hvor en politisk bevægelse indledningsvis erobrer magten over staten. Hvorefter bevægelsens ledere dernæst anvender denne magt – i diverse uformelle strukturer – til at gøre statens organer til ekspeditionskontorer for den ønskede magt – og ejendomskonstellation i landet.

Forfatteren går dybere ned i det ungarske samfund for at give et kvalitativt bud på, hvilket samfund vi har med at gøre. I følge Magyar kommer man aldrig til bunds, hvis Orbáns samfundssystem blot skal beskrives som noget, der minder om dette og hint. Der er ikke to ens demokratier. Men der hersker en vis konsensus om, hvad et liberalt vestligt demokrati er. Orbáns Ungarn er ikke længere et sådant demokrati, hævder forfatteren. Hermed åbner forfatteren for en gennemgribende forståelse af de seneste års udvikling i Ungarn.

Orbáns Ungarn kan i følge bogen kun overfladisk set karakteriseres som et nationalkonservativt land. Der slås på trommer for Gud, fædreland og familie, når det er opportunt. Der ageres i udstrakt grad med populistisk retorik via anvendelse af krigsmetaforer. Til syvende og sidst er der dog ingen sammenhængende ideologi bag den førte politik. Det handler i bund og grund om evnen til at fastholde og udbygge magten for den regerende “politiske familie”. Om at skabe et nyt ungarsk borgerskab og en ny ungarsk middelklasse, der er loyale over for den herskende ledelse. Om at blive adopteret af den herskende politiske familie, som forfatteren vælger at udtrykke det. Der opnås kun magt gennem ejendom og kun ejendom gennem magt. Der er intet til fals for illoyale højestbydende. I det såkaldte ”nationale fællesskab” er der ikke plads til dem, der stiller sig på bagbenene. Og slet ikke til dem, der ikke kan finde et arbejde. Disse elementer gør sig simpelthen ikke fortjent til betegnelsen ”ungarer”. Forfatteren selv betegnes som anti-ungarsk. Demokratisk dialog er ikke et anvendt begreb i den offentlige debat.

Alt efter temperament kan man naturligvis forbande begrebsapparater langt væk. Men man længes efter en systematisk måde at beskrive dagens Ungarn på, som Magyar leverer, når man har erfaret, hvilke konsekvenser den førte politik har haft for de anslået 3-400 virksomheder, der under Orbáns ledelse har været udsat for påtvungen ejerskifte og andre former for omstruktureringer. Typisk (men ikke udelukkende) via nationaliseringer og reprivatiseringer. Når man ser på, hvem der har vundet diverse suspekte udbudsrunder samt på de fatale følger for hundredetusindevis af ungarer inden for diverse frie erhverv og i den offentlige sektor. Med mindre man naturligvis kan nøjes med at anskue alle politiske tiltag som værende i overensstemmelse med Orbáns selvproklamerede “nationale frihedskamp” inden for rammerne af “det institutionaliserede nationale samarbejde” i den “illiberale stat” med nationer som Singapore, Kina, Tyrkiet og Rusland som potentielle forbilleder.

Orbán, oppositionen og EU

Det kan tænkes, at Orbáns Fidesz en skønne dag mister regeringsmagten efter et parlamentsvalg. Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Men vil det indebære tab af den reelle magt? I et land hvor samtlige statsorganer er besat med Orbán-loyale, magten centraliseret og hvor markedskræfterne er stækket? Hvor selve grundloven sætter snævre grænser for hvilken økonomisk politik, der kan føres? Hvor valgloven er skruet sammen på en for Fidesz fordelagtig vis?

Man skal ikke lede længe efter kritikere, der mener, at Orbán har rykket Ungarn afgørende væk fra det demokrati, der er konsensus om at stå last og brast om i EU. Det optager øjensynligt også mange kræfter i EU (og i Europarådet) løbende at evaluere og kontrollere dels de overordnede demokratiske vilkår i Ungarn, dels mere konkret forudsætningerne for – og anvendelsen af EU- finansierede projekter i Ungarn. Man kan med god ret hævde, at både Orbán og EU sonderer terrænet for hvad der er muligt og umuligt. Den EU-kritiske Orbán drømmer dog ikke om at forlade EU. Dertil er indtægterne fra EU-fonde simpelthen essentielle for den ungarske økonomi. Heller ikke at fremprovokere en gennemgribende konfrontation ved de jure at afskaffe demokratiet. Døren står stadig åben for den opposition, der en dag kan vinde flertal ved et ungarsk parlamentsvalg. EU kan blot køre enkeltsager på irregulære forhold i Ungarn. F.eks. i forbindelse med tildeling af EU-midler. For den ungarske politiske familie udgør evt. bøder dog ingen trussel. Regningen sendes blot videre til skatteyderne. Overordnet set har EU dog reelt ingen muligheder for at juridisk at anklage Ungarn for misligholdelse af Unionens fælles værdigrundlag. At EU en dag skulle kunne få sådanne beføjelser er naturligvis noget Orbán bekæmper med næb og klør ved at forsvare nationernes suverænitet. Bogens forfatter mener her, at EU sandsynligvis vil vægte den geopolitiske situation højere end demokratiets vilkår i Ungarn. Faren for at miste landet til Putins Rusland er en for stor risiko.

Under alle omstændigheder sidder Orbán forholdsvis trygt i sadlen. Fidesz har dog ved nogle suppleringsvalg mistet det (for forfatningsændringer) vigtige to tredjedels flertal i det ungarske parlament. Det er også værd at bemærke, at Fidesz’ valgsejr i 2014 blev tilvejebragt med kun 44,87% af de afgivne stemmer mod 52,83% ved valget i 2010. Den demokratiske opposition er imidlertid mildt sagt stærk splittet og i høj grad marginaliseret. Noget anderledes ser det ud hos det stærkt ideologisk funderet højreparti, Jobbik, der markerer sig som landets næststørste parti. Orbán får dog daglig kamp til stregen i den mest populære nyhedsudsendelse hos tv-stationen, RTL-Klub. Et medie det ikke – trods ihærdige forsøg – er lykkedes at få kontrol over. Fraværet af en organiseret og samlet opposition kan i følge forfatteren måske betyde, at en omsiggribende utilfredshed mod den herskende elite evt. kan munde ud i et oprør, der kan minde om opstandene i Ukraine.

Epokegørende bog

Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary er udgivet af CEUP – Central European University Press. En afdeling på universitetet af samme navn. Forfatteren er fhv. minister. Alene disse kendsgerninger foranlediger Orbáns støtter til at affærdige bogen som endnu et forsøg fra kredse i ledtog med finansmanden Georg Soros (en af grundlæggerne af Central European University i Budapest) på at tilsmudse Ungarns omdømme i verden. Dette på trods af at Orbán selv i parentes bemærket har modtaget pengemidler fra selv samme Soros i sin tidlige politiske karriere. Som endnu et forsøg på at legitimere de kompromitterede kræfter, der styrede Ungarn siden 1989 – bortset fra årene 1998-2002, hvor Fidesz dannede regering. Forfatteren har således selv i to perioder været undervisningsminister. 1996-1998 & 2002-2006. Repræsenterende Alliancen af Frie Demokrater. Et social-liberalt parti han selv var leder af 1998-2000. Partiet opløste sig selv i 2013 efter flere års katastrofale valgresultater og indre uro. Bl.a. forårsaget af det belastende regeringssamarbejde med det korruptions – og kriseplagede Socialistparti ( MSZP – de fhv. kommunister). Ikke et ubetinget lykkeligt CV, som han i bogens indledende afsnit da heller ikke forsøger at løbe fra.

Der er ingen tvivl om, at Orbáns succes kan tilskrives en kombination af uduelige socialistisk-ledede regeringer og en særdeles militant oppositionel optræden både i parlamentet og uden for. Under parolen “Fædrelandet kan ikke være i mindretal” opbyggede Orbán billedet af sig selv som den jævne rene repræsentant for ungarerne. Magten i Fidesz opnåede han selv fuld kontrol over, da vendepunktet indtraf ved valget i 2010. Resten er både historie og i den grad nutid. En nutid med potentielt uoverskuelige konsekvenser for både Ungarn og resten af Europa.

Bogen er epokegørende, da den er det første gennemgribende forsøg på at karakterisere en udvikling, der kan ende med at omfatte flere Øst – og Centraleuropæiske lande i EU. Et område af Europa præget af ustabile magt – og ejendomsforhold i flere generationer. Skæver man til stater som f.eks. Makedonien og Montenegro, der begge forhandler om EU-medlemskab, vil man kunne genkende mangt og meget, der minder om dagens Ungarn. Bogens store force er, at den fører læseren ind bag en nyhedsstrøm, der ikke evner – og ikke har plads til – de dybere analyser. Man kan være enig eller uenig med forfatteren – eller Orbán – om en lang række konkrete standpunkter. Man kan forbande eller hylde det forkætrede grænsehegn. Man er dog nødt til at erkende, at Ungarn i dag ikke længere er et land, der lever op til det vestlige demokratiske værdigrundlag. Ej heller et land, hvis ledelse ønsker, at det skal efterleve dette grundlag. Så man er jo nødt til at kalde det for noget andet. Bogens forfatter forsøger på overbevisende måde at give læserne helt andre og nye begrebsmæssige redskaber.

Bálint Magyar : Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary. 336 sider, 2016. ISBN: 978-615-5513-54-1 – paperback. Central European University Press.

En opfølgning af bogen er udgivet vinteren 2016/17 på samme forlag:

Bálint Magyar and Júlia Vásárhelyi (eds.) : Twenty-Four Sides of a Post-Communist Mafia Stat. 420 sider ISBN: 978-615-5513-62-6

Links:

*En glimrende debat mellem bogens forfatter og Arch Puddington fra Freedom House kan ses her – varighed knap halvanden time og de første få minutter med en dårlig lyd.

*Den ungarske forfatning, landets valglov m.m. analyseres her kritisk i flere artikler af Kim Lane Scheppele, Princeton University.

*Følgende værk nævnes i bogen som væsentlig inspirationskilde for filosofien bag det nuværende ungarske styre: Tilo Schabert: Boston Politics. The Creativity of Power. ISBN 9783110121025. De Gruyter, 1989. Den kan søges og læses (så vidt jeg kan se i fuld længde) på google books. Dele af bogen og andre tekster af Tilo Schabert er udgivet på ungarsk af den Fidesz-tilknyttede tænketank, Századvég Foundation

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 14. august 2016 på mreast.dk)