I 1993 stod en ung 20 årig pige på Karlsbroen i Praha. Med sin guitar.
En dag blev hun blev opdaget af en kendt sangerinde.
Tre dage efter optrådte hun til koncerten “Konec České Kultury – ne!” (: “Nej til tjekkisk kulturs endeligt”).
Samme år begyndte hun på at studere populærmusik på konservatoriet.
Og en skønne dag blev hun forelsket. I en smuk harmonika.
Tillad mig at introducere læseren til Radka Vrankova. Med kunstnernavnet Radůza. I hendes selskab befinder man sig ved en stille rislende bjergbæk, der svulmer på uhæmmet vis. De første toner og ord sender os i retning af chansons, litterære – og poetisk sange. Udødeliggjort af Edith Piaf, Jacques Brel, Vladimir Vysotskij og et langt stykke henad vejen også af Tom Waits. Herfra føres man ind i et sjældent afvekslende musikalsk univers. Fremført med en hjerteskærende glød.
I 2012 udgives live-optagelsen Ocelový Město (: Byen af Stål), både på cd og dvd. På mange måder det bedste bud på alt, hvad den utroligt alsidige kunstner formår. Ikke en kavalkade over tidligere indspilninger, men derimod fortrinsvis nye originale sange. Hun spiller selv klaver, harmonika, guitar, fløjte, waldhorn, mundharmonika og sækkepibe under koncerten. Tre særdeles habile musikere lægger på de fleste af numrene den musikalske tyngde i et tæt sammenspil med bas, kontrabas, guitar, steel guitar, violin og diverse slagtøjsinstrumenter. Genremæssigt bevæger musikken sig gennem folkemusik, chanson, blues, rock, reggae og latinamerikansk uden på noget tidspunkt at ende med at være en rodet forestilling. Radůza binder nemlig selv det hele sammen til hudløs ærlig stemningsmættede poetiske udtryk.
Radůza har til sine albums selv på nær enkelte undtagelser skrevet al musik og tekster. Tjekkisk er det foretrukne sprog, men da hun taler polsk, russisk, fransk, italiensk, engelsk og en smule tyrkisk udover modersmålet, så viger det tjekkiske i enkelte tilfælde. Få af sangene er fortolkede udgaver. Af f.eks. Vladimir Vysotskij. På Ocelový Město har hun komponeret musik til en tekst af Jan Neruda(tjekkisk poet og feuilletonist i d. 19. århundrede). En af sangene fremføres sågar på bantusproget nyanja. En anden på et islandsk inspireret ikke-eksisterende sprog.Som en anden Bob Dylan delte vandene i 1965 ved at sætte elektricitet til guitaren, så findes der også enkelte puritanere, der synes at Radůza ikke er den de oprindeligt faldt for. I de første mange år optrådte hun nemlig næsten udelukkende solo. Sang og spillede på harmonika, guitar eller klaver. I de år faldt jeg selv pladask for Radůza. Personligt kan jeg dog sagtens finde den røde tråd hos en kunstner, der aldrig går på kompromis med kvalitet. Selv når hendes stemme maler i stadig flere farver og klangbilledet forøges med flere instrumenter efterlades lytteren altid med indtrykket af en umådelig intens kunstner. Med sange fortrinsvis i mol. Hendes krop og sjæl er fyldt til bristepunktet af kogende poetisk musikalsk lava.
Tro mig kære læser: Der er en endog stor chance for, at du straks vil fornemme konturerne og dybderne i Radůzas univers efter blot få lytninger. Selv uden kendskab til tjekkisk (som overtegnede heller ikke har i tilstrækkelig grad). Jeg vil næsten love, at selv den mest kræsne musikelsker vil overgive sig undervejs, når vedkommende ser koncert-dvd’en. Radůza optræder yderst sjældent for mere end et par hundrede mennesker ad gangen. Selv om anmeldere falder i svime og hendes plader sælger stort. Selv om hun har vundet mange af musikindustriens trofæer i sit hjemland. Hun foretrækker simpelthen at være steder, hvor hun kan mærke og se alle de tilstedeværende. På Ocelový Město er man selv vidne til en intim sal fyldt med publikums forventninger, længsler og de følelser Radůza øser af i ord og musik.Radůzas tekstunivers kredser om kærligheden i alle dens smukke længselsfulde og bedrøvelige øjeblikke. Som den uundgåelige ledsager på livets uransalige og virkelige veje. Vi møder skæbner hærget og hærdet af varme og kulde. Med lommer tynget af opsamlet og indsamlet liv. I sammenstyrtende bibelske bjerge, hvorfra kærlighedens gløder funkler hos den der leder og søger. I byen af stål hvor dagdrømme faldbydes. Lytteren konfronteres med sange, hvor tilværelsens glæder og smerter aldrig viger til fordel for en utopisk harmoni uden emotionelle udsving. En tilværelse på det knivsæg, der enten frelser eller dræber. Hun evner finurligt at lege med sproget. I en grad som igen og igen bemærkes af de tjekkiske anmeldere. I sproglige lege hvor der også levnes plads til forløsende smil. Langt fra traditionel fællessang, men ofte med fængende melodier.
Den smukke harmonika hos musikforhandleren i Praha vandt hendes hjerte. Det var usædvanligt, at en kvinde begyndte at spille harmonika i et land, som i flere årtier havde forbundet dette instrument med sovjetiske soldatersange. I dag ejer hun den eneste tjekkiske sækkepibe ombygget til mol. Hun spiller klaver med den ene hånd, mens hun med den anden spiller waldhorn. Hun har lavet musik til teater og film. Skrevet børnebøger. Er mor til to børn. Ugift. Forleden optrådte hun sammen med Plzeň Filharmonikerne. En ny cd er på vej. Den seneste udgivelse fra i fjor omhandlede menneskedens konflikter og kampe fra slaget ved Marathon til uddrivelsen af tyskere fra Sudeterlandet efter 2. verdenskrig. Udgivet i bogform med både musik – og oplæsnings-cd’er.
Radůza har høstet bifald og vundet hjerter i Frankrig, Italien og Polen. Hun tjente sine første penge på en skoleudflugt til Moskva som 15-årig ved at spille guitar på gaden. Nok til at købe et ur. Som hun siden tabte i Vltava. Radůza er tidløs.
Besøg Radůzas hjemmeside for bl.a. diskografiske oplysninger, tekster, enkelte videoklip og en introduktion på engelsk.
Hvis du ikke lige er på vej til Tjekkiet, så kan dvd’er og cd’er kan bestilles online bl.a. her.
Du kan også streame de fleste af hendes cd’er via de mest gængse tjenester.
(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 16. juni 2016 på mreast.dk)
© Kim Halling Mortensen
