• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer

europaeiskeundertekster.dk

europæiske undertekster

brudstykker til en samlet fortælling

  • Forside
  • Toner
  • Nutid
  • Ord
  • Blod
  • Billeder
  • Datid
  • Om
  • Privatlivspolitik
Du er her: Forside / Arkiv for Sverige

Sverige

Philemon Arthur and The Dung: Udødelig svensk kult

25. marts 2018 By Europæiske Undertekster

 

PHILEMON ARTHUR AND THE DUNG. Svensk kultduo. I 1972 vandt deres første skive prisen som ’Årets grupproduktion’ ved den svenske Grammis-uddeling. Hverken Philemon Arthur eller The Dung dukkede op for at modtage prisen. I 1987 udgav de deres andet og hidtil sidste album. Kun på kassettebånd. Indlagt i en konservesdåse, der på de yderst få tilgængelige billeder minder om en sardindåse. Påklistret en mærkat med to numser, artistnavnet og påtegnelsen ‘Äkta Skånska Naturlivd’. Titlen på udgivelsen var ‘Skisser över 1914 års badmössor’. Den første skive bar blot duoens navn.

Prisen i 1972 skabte voldsom røre i den svenske musikindustri. Faktisk så meget, at Grammis-uddelingen blev nedlagt og først blev genetableret i 1987.

Musikken

Det hele begyndte med, at Philemon Arthur and The Dung i 1971 fremsendte et demobånd til P3-programmet ‘Bandet Går – Programmet för dig med bandspelera’. Pladeselskabet Silence fattede interesse og udgav numrene på lp.

Philemon Arthur and the Dungs inspirationskilder er mangfoldige, men man går ikke galt i byen, hvis man hævder, at de først og fremmest fremfører deres sange med pæne portioner af rødder i blues og svensk visetradition. Decideret skønsang er der ikke tale om, men for det meste synges der rent og sågar undervejs tostemmigt. Sangene er gennemgående meget melodiske og oftest rytmisk medrivende.

Bagsideomslaget til den første lp

Musikken er indspillet på båndoptagere af mærkerne revox (stereo) og dux bandola (mono). ”I soveværelset på loftet i Skåne”, som det hævdes på omslaget til den første lp. Mikrofonerne knaser en smule og instrumenterne er både ustemte – og nedstemte guitarer, harmonika og alskens husholdningsudstyr, som var inden for rækkevidde i det skånske hus. Dåser, radiator, stegepander, stole, gryde(låg) og andet godt. Selv har duoen i et e-post interview med Sydsvenskan i 2002 forklaret situationen på følgende vis:

– När man inte har råd att köpa några instrument får man använda vad man har. The Dung hade en gitarr han inte kunde spela på, den la Philemon beslag på. Ibland fäste han papper mellan strängarna fцr att få till nån slags fuzz-ljud. Philemon hade också gеtt en dragspelskurs, vilket han omedelbart förträngde. Men han kom på att man kunde spela lite annorlunda på dragspelet, lite släpig bas och så riff på dom svarta knapparna. The Dung å sin sida ville gärna spela trummor. I brist på annat blev det serveringsbrickor, karamellburkar, kakburkar mm, som ofta ställdes på bordet nära inspelningsmikrofonen. Ett “virvelkaggestativ” byggdes av mekano. Vi spelade in sittande vid ett bord mittemot varandra. Vi höjde upp mikrofonen med lämpligt antal böcker: Textbladet lutades mot böckerna. Ibland spelade the Dung på ett gult kinesiskt leksakspiano eller cittra. Vi turades om att mer eller mindre sjunga.   

De fik følgende tillægsspørgsmål, der her gengives med deres svar:

‘Musiken är skenbart primitiv, men lyssnar man noga så märker man en rytmisk uppfinningsrikedom. Är det svеrt att spela på värmeelement och kakburkar?’ 

– Man gör vad man kan för att spela som Charlie Watts.

In kommer Gösta

in kommer gösta

och hälsar

goddag!

har ni kaffe?

nej, det har vi inte

då går jag

adjö

ut går gösta

Såre banalt, ikke sandt? Men lyt nu her. Nummeret er ren kult i Sverige. Og denne artikels forfatter forstår så sandelig godt hvorfor.

Teksterne

Philemon Arthur and the Dungs tekstunivers er alsidigt. Her er alt fra samfundskritiske skildringer til såre simple underfundige kærlighedssange. Man finder nonsens, humor og alvor gemt i stort set al deres lyrik. Finurlige dybsindigheder optræder side om side med barsk satire. Det er den lille svenske mands verden. Ude i det lille samfund på landet. Eller i hvert fald med en længsel til naturen. Fyldt med trange vilkår i en verden præget af beton, forurening, ulighed, jagt og sågar hjemløshed. Men teksterne kan såmænd også have et skær af surrealisme over sig.

Sangene repræsenterer på mange måder skæve eksistensers tanker og handlinger. Vi kender alle en Gösta, der storsmilende vender tilbage til det samme sted hver dag og stiller det samme uskyldige spørgsmål. Som høfligt finder sig i ikke at kunne få, hvad han ønsker sig. Eller måske slet ikke ønsker sig? Det kunne vel endda være os selv, når vi er mere eller mindre snalrede. Men Philemon Arthur and the Dung hævder dog hårdnakket, at de kun indtog kaffe og toscakage under indspilningerne.

Her er Henning i sin presenning (: hjemløshed), en magtliderlig spejderleder, to ældre der ikke kan se hinanden før de sammen får drukket ”fodsved” på dåse, en vals om ægteskabets skæbnefulde karakter, den eneste ven man alligevel ikke har, rigmanden med ingenting i sin hjerne, naturen der betoneres og alligevel markedsføres som natur, sangen om fyren der har købt en blomma (blomst) i Lomma og endelig endnu en (forudsigelig) kultagtig sang om at ’låt den hänga ute”.

Philemon Arthur and the Dung blev i førnævnte interview spurgt om de troede på musikkens magt til at forandre samfundet. De svarede:

– “Felspelad” musik får folk att reagera och musik ger gemenskap. Samhället har i alla fall ingen makt över musiken.

Eksempler på sange

Det er umådeligt svært at udvælge blot nogle få sange til denne artikel. Det ville dog ikke være helt retfærdigt, hvis læseren ikke fik blot en lillebitte chance for at lægge ører til Philemon Arthur and the Dung før jagten går på cd’er eller videre på streamingtjenester. Enkelte vil måske være advaret én gang for alle. Vi har jo næppe alle en forkærlighed for primitive musikalske udgivelser. Nogle af os finder dem geniale. Andre forarges.

Blomman – her med første vers:

Jag har en liten blomma,

den ska jag ge till dig

Den har jag köpt i Lomma,

och den är till dig

Naturen – teksten findes i linket

Men va fanken  – her med de to første vers og omkvæd

1. Jag kan inte se vem du e

Å du kan inte se vem jag e

Men va fanken gör det

Så trevligt som de e

2. Du kan inte se vem jag e

Å jag kan inte se du e

Men va fanken gör det

När vi inte e tre

(omkvæd:) Det var en underbar väska

Jag köpte af Stig

Den har jag använt

Till att bära grönsakar i

Den store hemmelighed

Nu 46 år senere ved man fortsat ikke, hvem der indspillede de herostratisk berømte numre. På det svenske net-forum Flashback foregår der nu på 15. (femtende)  år en lidenskabelig debat om, hvem Philemon Arthur and The Dung egentlig er – eller var. I det hele taget har vores svenske naboer spekuleret sig gule og blå i hovederne lige siden udgivelsen af duoens første skive. Få kender svaret. Og de har holdt det hemmeligt i snart fem årtier.

Udgivelse nummer to

Næsten alle er enige om, at de kom fra det nordlige Skåne. Men om det er fra nord-vest eller nord-øst hersker der en vis tvivl. De fleste hælder til nord-øst. De kan naturligvis også bare have imiteret dialekten, men det påstås at være svært og dermed lidet sandsynligt.

I alle årene har især brødrene Mikael og Thomas Wiehe gang på gang måtte afvise, at det er dem, der står bag Philemon Arthur and the Dung. Sangen ’In kommer Gösta’ blev første gang spillet live af gruppen Träd, Gräs och Stenar ved en festival i 1970. De præsenterede den som ”en hilsen fra Torekov i Skåne”. Og så ikke mere. Senere i 1987 indspilledes sangen af den svenske rocksanger Magnus Uggla. Her krediteredes den som bærende komponeret af en M. Larsson. Ihærdige amatørdetektiver har siden fundet frem til, at der skulle have boet to Larsson-brødre i netop Torekov. Den ene med fornavnet Mats, som jeg så passer fint med det krediterede navn. Den historie holder imidlertid heller ikke vand.

I 2010 lavede de to instruktører Jonas Johannesson og Martin Snygg en 42 minutter lang doku om duoen med titlen ‘Philemon Arthur – orkestern utan ansikte’. Et ca. fire minutters langt uddrag kan ses her. Titlen mere end antyder, at de heller ikke fik knækket koden.

Philemon Arthur and the Dung optrådte i 2012 på svensk-finske Hedningarnas skive ’&’ med nummeret ’Hejsan Svejsan”. Bandet Bob Hund slog i tidernes morgen igennem takket været den hemmelige duo, der fremsendte et demobånd til pladeselskabet Silence. Og så skulle man måske tro….men nej….

Philemon Arthur and the Dung på cd og streaming

Sangene fra den første skive tilføjet en pæn del fra kassette-udgivelsen findes på cd’en ”Musikens historie del 1 och 2”, der blev udgivet af selskabet Silence i 1992. Den kan naturligvis stadigvæk købes eller streames, da efterspørgslen er konstant. De fleste vil nok foretrække cd-udgivelsens medfølgende teksthæfte, men man kan naturligvis med en vis ihærdig indsats givetvis nok finde de fleste tekster på nettet. Link til shoppen hos pladeselskabet Silence her. Bemærk at selskabet har gravet dybt i arkiverne og i 2002 gav det sig udslag i udgivelsen af ‘The Very Pest Of – Får jag spy i ditt paraply?’ En blandet landhandel som man nok i første omgang bør lytte til via en streamingtjeneste. 

 

Kilder til denne artikel:

  • Sydsvenskan/Sydsvenska Dagbladet, interview af Håkan Engström 13. december 2002 med titlen “Bakom scenen med Philemon”
  • Discogs
  • Pladeselskabet Silence’ hjemmeside
  • Flashback – svensk internetforum
  • Wikipedia
  • Svensk filmdatabas
  • diverse blogs

 

© Kim Halling Mortensen

 

Skrevet i: Toner Tags: Philemon Arthur and the Dung, Skåne, Sverige

Primær Sidebar

Seneste indlæg

  • Roman: “Den Uperfekte Flugt – Wroclaw 97”
  • ‘Engang blev solen så træt’: 58 års morgenrøde med Omega
  • Alsidig og indsigtsfuld bog om Polen
  • På sporet af Centraleuropa
  • Det måtte gå galt i Polen. Podcast med David Ost
  • Philemon Arthur and The Dung: Udødelig svensk kult
  • Amputeret demokrati i Orbans Ungarn. Ny bog og links
  • Mini-guide til debat om ny polsk lov vedrørende nazisternes dødslejre
  • Volhynien 1943: Film, folkedrab og kontroverser
  • Større end julen: Sinterklaas, Sorte Peter, Speculaas. Tilsat bismag

Tags

Anmeldelse Armia Krajowa Belgien Blue Effect Budapest Centraleuropa City David Ost DDR EU Fidesz holocaust illiberalt demokrati Israel Kaczynski Karat Litauen Mafiastat Michael Hardenfelt Modry Efekt Omega Orban OUN Paul Lendvai Philemon Arthur and the Dung Pilsudski PiS Polen Puhdys Radim Hladek Radůza Rock Legenden Roman Sinterklaas Skåne sporvogne Stepan Bandera Sverige Tjekkiet Ungarn UPA Vibe Termansen Wojciech Smarzowski Wolyn Wroclaw

Facebook

  • Facebook

Footer

Redaktør

Kim Halling Mortensen - BA i Historie. Studier ved Københavns Universitet og Uniwersytet Warszawski. Rødder i Sønderjylland og København. Har undervist i nyere polsk historie. Fhv. boghandler på KU og dataredaktør i Boghandlerforeningen. Forfatter til alle artikler med mindre andet er angivet.

Copyright : Kim Halling Mortensen - https://europaeiskeundertekster.dk
sponsored