
Michael Hardenfelt har skrevet en blændende bog om Polen. Jeg tager næppe fejl, hvis jeg fastslår, at det her i april, 2020, er det eneste værk (globalt set), der tegner et portræt af landet fra omvæltningerne i 1989 og helt frem til 2020. I tilgift kan læseren nyde godt af, at forfatteren spinder en lang række væsentlige røde tråde mellem nutid og fortid.
Illustrationerne her i artiklen er dels fra forlagets omtale, dels fra kulturelle stoppesteder i bogen. Håber de pirrer.
Forfatteren har slået sine rødder i Polen siden 1994 med forskellig foretagsomhed, som man kan læse mere om på hans hjemmeside. Et ganske imponerende cv der i sig selv nok er en del af forklaringen på hjemmesidens lettere retro-udseende. Hos Hardenfelt er det indholdet og ikke formen, der tæller. Hvis man vil få et indtryk af hans jævnlige større eller mindre formidling fra og om Polen, så bør facebook-siden, ‘Hardenfelts Polen‘, følges. Især er det her værd at lægge mærke til de længere indlæg om ‘året der gik i polsk politik’. Dem kan man også finde her.
En personlig beretning
Nu er det jo på ingen måde givet, at man bliver ‘ekspert’ udi et andet land blot fordi man bor og arbejder i det. Det rækker nødvendigvis heller ikke, at man behersker det lokale sprog flydende. Det er naturligvis potentielt gode forudsætninger, men hos Hardenfelt mærker man derudover en uudtømmelig lyst til at forstå Polen og polakkerne. I alt hvad der forener og adskiller nationen og dens befolkning.
Med bogen forærer han os et sjældent indblik i vores sydøstlige nabos holdninger og genvordigheder. Hvordan de kommer til udtryk. Og hvordan de er blevet formet af historiens gang. Han lægger vægt på, at det mere er en personlig beretning frem for et egentlig akademisk værk. Det er både korrekt og på sin vis beskedent. Visse akademikere præsenterer sig mindre ydmygt, selv om de måske slet ikke når ud i alle de krinkelkroge, som Hardenfelt boltrer sig i. Vel er der knaster undervejs i nogle af Hardenfelts historiske fortællinger, men når han bevæger sig rundt i samtidens mange komplekse emner flyder sproget og læseren oplyses detaljeret som kun få formår. Heldigvis fylder denne samtid mest i bogen.
Jeg har selv boet i Polen. Interesseret mig for landets omskiftelige historie og udvikling i samtiden. Under mit to-årige ophold blev jeg vidne til det kommunistiske systems sidste krampetrækninger. På utallige besøg – især i 90’erne – fulgte jeg den til tider besværlige og konfliktfyldte overgang til markedsøkonomien. På første parket så jeg både succes og nederlag. – Nøjagtig som Hardenfelt levende beskriver det i bogen, så blev jeg også tit konfronteret med polakkers undrende og overbærende blikke, når man konfronterede dem med, hvad de betegnede som ‘typiske vesterlandske’ spørgsmål. Svaret var som regel noget i retning af: ‘Gør selv en indsats for at få dine svar’. Sagt på anden vis: ‘Lær os at kende. Lyt efter. Når vi samtaler. Når vi digter’.

Sidste sommer mødte jeg Michael Hardenfelt for første gang. Sammen konsumerede vi mere end en enkelt polsk fadøl af højeste kvalitet indenfor i gården omkranset af det fhv polske kommunistpartis hovedkvarter i Warszawa. Først og fremmest snakkede vi dog i timevis om livet og Polen. Undervejs i samtalen tænkte jeg flere gange i mit indre, at den mand om nogen burde skrive en bog om det Polen, der i dag befinder sig midt i en kulturkamp og i det hele taget i indædt infight mellem tilhængere og modstandere af det liberale demokrati. Inden jeg fik omsat tanken til ord bekendtgjorde Michael, at han rent faktisk allerede var igang med at skrive det, der nu er blevet til ‘Hvordan Polen blev Polen‘!
Bogens struktur og indhold
Undervejs i skriveprocessen fik jeg den ære at læse det første udkast til bogen. Da det var forholdsvis tæt på en deadline, valgte jeg derfor primært at koncentrere mig om sproglige raptusser og enkelte udvalgte emner, hvor jeg mente Michael gik galt i byen. Retfærdigvis må jeg jo så her blankt indrømme, at min nedenstående kritik af nogle af afsnittene i bogen ikke var nær så tydeligt formuleret, da Michael bad mig gennemlæse første udkast. Han har således ikke haft en chance for at reagere på den her fremførte kritik før bogen blev trykt. Det må man godt lige have in mente! – Decideret forsøg på at redigere valgte jeg bevidst at afholde mig fra, selv om det forekom mig at være nærliggende, da bogen er sammensat på en for læseren (eller nogle læsere) måske udfordrende måde. Kronologi er flettet sammen med diverse temaer på underfundig vis. Til det er der blot at sige: Man behøver ikke nødvendigvis at læse denne bog, som forfatteren har sat den op. Dog skal man begynde med den forrygende indledning!
Bogen giver først og fremmest et dyberegående indblik i Polen siden parlamentsvalget i 2015. Centralt står også en længere fremstilling af udviklingen siden omvæltningerne i 1989. For at forstå de seneste årtier har Hardenfelt valgt at krydre værket med forskellige historiske tilbageblik og udvalgte centrale emner. Meningen er dels, at fremhæve de røde tråde, der knytter nutidens problemstillinger sammen med fortiden, dels at oplyse læseren om forløb, der ledte frem til skelsættende begivenheder i polsk historie. Forfatteren plæderer altså for, at man sagtens kan finde en kontinuitet i Polens udvikling siden ‘længere og langt tilbage’ i polsk historie. Man kommer simpelthen hen ikke udenom et grundigt kendskab til
fortiden, hvis man vil forstå nutiden. Måske en universel sandhed, men i polsk sammenhæng skal den i den grad understreges med fede røde streger.
Kritik 1: Den Polske Folkerepublik
Set i det lys bliver det jo bl a uomgængeligt at beskæftige sig med kommunisttiden. Den Polske Folkerepublik fylder således sammenlagt ca ti procent af bogen. Selve gennemgangen af denne periode forekommer mig imidlertid ikke at være fuldt ud integreret i resten af bogen. De røde tråde fortoner sig, når der i dette afsnit i for ringe grad fokuseres på, hvordan den langt overvejende del af den polske befolkning på alle mulige og umulige måder – dag ud og dag ind – forsøgte at omgå stort set alle regler og forordninger i det sovjetisk inspirerede landskab af dominerende luftkasteller og potemkinkulisser. De kendte eksempler på arbejder – og studenterprotester – kulminerende med Solidaritet i 1980-81 – omtales i bogen, men det ville efter min mening have klædt bogen at belyse befolkningens evne til f eks at

opretholde en grå-sort økonomi på markedsvilkår, dens evne til at undervise sig selv i polsk historie fritaget for Moskvas fordrejninger og fortielser samt alle de øvrige mulige og umulige måder, hvormed polakkerne legede kispus med systemet. På godt og ondt slæbtes alle disse folkelige erfaringer med ind i det Polen, der voksede frem efter 1989. Tilbageskuende kan man endog hævde, at disse udtryk for trods og overlevelsesevner havde rødder tilbage til krigens tid (og delvist til de 123 år uden en polsk stat) hvor ‘polskheden’ ligeledes overlevede bl a vha selvorganisering og omgåelse af magthaveres luner. Et større fokusering på disse historiske pendanter ville samtidig have åbnet dørene for en grundigere behandling af andre røde tråde. Nemlig dem der ville åbenbare, at uenighederne om vejene til – og udformningen af et selvstændigt og uafhængigt Polen også prægede debatterne i de mere bevidst oppositionelle miljøer under kommunismen. Som de gjorde under delingerne, i mellemkrigstiden og som de fortsat til en vis grad gør. Solidaritet var resultatet af et historisk kompromis mellem flere (normalt modsatrettede) holdninger. Selv de 21 postulater fra 1980-strejkerne var udtryk for meget mere end blot “utopisk socialisme” (noget Hardenfelt på side 85 lemfældigt afviser punkt 5-21 som). Der er antydninger undervejs om de interne debatter i oppositionen, men det burde nok have fyldt mere. Især på bekostning af spekulationer om, hvorvidt en “kommunistisk teknokrat” ville have været i stand til at redde landets økonomi og dermed konsolidere kommunismen (se side 86 og gentagelse heraf i anden sammenhæng på side 113). Her nærmer vi os noget, der kort kan sammenfattes som en contradiction in terms. Og dermed omsonst.
Ovennævnte kritik skal på ingen måde afholde nogen fra at købe bogen. Hardenfelt indsnævrer trods alt ikke historien om Den Polske Folkerepublik til udelukkende at omhandle konflikten mellem magthaverne og den organiserede opposition. Fremstillingen krydres med eksempler fra kulturens verden og understreger iøvrigt også, at alt ikke var den rene elendighed under socialismen. Den slags nuancer er generelt et stort plus i bogen. Til gengæld skulle forfatteren have hældt flere godter ud over læseren fra det omfattende kildehav om dagliglivet. Se note.
Kommunismens dødskamp blev en langstrakt affære i den polske version. Hardenfelt bringer her en pæn portion spekulationer om hovedaktørernes ageren i spil. Måske endda i unødvendig overdreven grad. Her savner jeg en beskrivelse af Solidaritets udvikling fra massebevægelse til elitær politisk kraft. Mere specifikt om transformationen fra at være en bevægelse, der organiserede arbejderne, til primært at blive en politisk organisation, der nedtonede nødvendigheden af organiseret lønmodtagerinteresser. Måske en uundgåelig proces, men ikke desto mindre en udvikling, der efter min mening på sigt åbnede en ladeport for populisters og nationalkonservatives voksende vind i sejlene.
Kritik 2: Sovjets angreb på Polen, 1939
Decideret uenig er jeg sjældent i Hardenfelts mange betragtninger, der hele tiden engagerer og udfordrer læseren. Flere steder nævnes polakkernes mistro (og had) til russerne. Enkelte steder flirter han med tanker om, at antipatien til tider kan forekomme delvis grundløs eller overdrevet. En legitim problematisering. Her vil jeg dog gerne anholde en udlægning, der kommer til udtryk på siderne 278-80, hvor forfatteren indirekte afviser at kalde de nazityske og sovjetiske angreb på Polen i september 1939 for en deling af landet – populært kaldet “Polens fjerde deling”. Nazisterne udnævnes i bogen til hovedaggressoren, mens det fremføres, at Sovjets brud på aftaler med Polen bør (eller kan) ses i lyset af sovjetiske ønsker om at kunne modstå et fremtidigt tysk angreb. Uden at påpege, at Stalin selv via mord, udrensninger og degraderinger havde bidraget til den røde hærs sårbarhed. Nuvel. Man kan (og bør) naturligvis gøre sig disse overvejelser, men det betyder jo ikke, at man kan se bort fra, at Stalin med sin skånselsløse fremfærd bevidst gik efter at sønderknuse ethvert element af polsk statsmagt.

Med massakren i Katyn og diverse deportationer knækkede man systematisk og bevidst den polske nations rygsøjle. Nøjagtig på samme vis som Sovjets nazistiske alliancepartner. Det var kort sagt et kalkuleret angreb fra en imperialistisk magt uden iøvrigt blot skyggen af hensyntagen til de lokale indbyggeres ret til selvbestemmelse. Ingen bød russerne velkommen. Et angreb der skulle vise sig at bære frugt helt frem til 1991. Et angreb på det Polen, som den sovjetiske udenrigsminister, Molotov, omtalte som ‘Versailles-fredens monstrøse bastard’. Jeg tror godt man kan konkludere, at Sovjets optræden i september 1939 ikke just var befordrende for den senere så højt besungne 45 år lange propaganda om det ubrydelige (og historiske) venskab mellem det polske og sovjetrussiske folk. Tværtimod må man vel slå fast, at Sovjet med tæt på 50 års løgne om Katyn-likvideringerne i den grad bidrog med at fastholde og cementere de anti-russiske sentimenter i den polske befolkning. Tyskerne fik i det mindste sagt oprigtigt undskyld mere end en enkelt gang siden krigens afslutning. I dag hylder Ruslands Putin pagten med nazisterne og håner i samme åndedrag Polen. Han ærgrer sig åbenlyst over indskrumpningen af det russiske imperium. Dermed bekræftes polakkerne forståeligt nok i deres lange historiske mistro til magthaverne østpå. En mistro de iøvrigt deler med andre af Ruslands naboer.
Hardenfelts kontroversielle betragtninger
Bogen byder læseren på en lang række andre mere eller mindre kontroversielle betragtninger. Polen som en lidelseshistorie og Polen som kolonimagt er emner, der med garanti kan få den gennemsnitlige Kowalski til at slå korsets tegn for sig mere end en enkelt gang. Hardenfelt lægger klar afstand til den gængse historie om Polen som et evigt offer for brutale naboer. Landet optrådte selv i århundreder i rollen som bøddel overfor især mange folkeslag østpå. Det er en ilde hørt sandhed i Polen uden for snævre akademiske og intellektuelle kredse, konstaterer forfatteren. Jeg er sikker på, at en del danske læsere også vil blive overrumplet over disse udlægninger af polsk historie og polsk selvforståelse. Bedre sent end aldrig – vil jeg så blot tilføje. Hardenfelts refleksioner er i den grad relevante og bidrager til en mere nuanceret forståelse af Polen og polakkerne.

Prisen for at komme til bogtrykkeren til aftalte tid er desværre gået en del udover den endegyldige korrekturlæsning. 3. Maj Forfatningen bliver et sted til Første Maj og November-opstanden 1830-31 dateres i en overskrift et århundrede frem i tid. Dumme sprogfejl og gentagelser kan bogen heller ikke sige sig helt fri for. Altsammen ærgerlige pletter i en bog, der havde fortjent bedre. Men den slags sker nu engang og mon ikke læserne nøjes med lettere suk frem for at harcelere.

Jeg vil til sidst blot nøjes med at gentage mig selv: Michael Hardenfelt har skrevet en blændende bog. Køb den! Læs den! Kritiser den! Som Michael selv indledningsvis opfordrer læserne til at gøre. Det være hermed gjort.
- Michael Hardenfelt : Hvordan Polen blev til Polen – myter og antimyter
- Mr East Forlag, 2020
- 351 sider, ill. og inkl. kort og navnefortegnelse
- ISBN 9788799884285 (trykt bog)
- ISBN 9788799884292 (ebog)
Note:
I Polen blev der i 80’erne og 90’erne lavet en glimrende serie-pendant til vores danske ‘Matador’. ‘Dom‘ (‘Hjemmet’ eller mere frit “Opgangen”) er titlen. I 25 afsnit følges dagliglivet hos familierne i en lejlighedsopgang i Warszawa. Nøjagtig som i ‘Matador’ afspejler serien fuldt ud samfundsudviklingens påvirkning af de enkelte individers personlige dramaer. Tidsintervallet er årene 1945-80. Serien findes på dvd med engelske undertekster og kan stærkt anbefales.
Her i Danmark publicerede Forlaget Mr East, der udgiver Hardenfelts bog, sidste år Ota Tiefenböcks selvbiografiske værk om opvæksten i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. En i sandhed sjælden perle, der bringer læseren helt ind i den tilværelse og de rammer den enkelte borger måtte agere i – og var underlagt – under den “virkeliggjorte socialisme”. Det er en bog, der bør være pligtlæsning for enhver, der ønsker at vide mere end det de traditionelle danske (og vestlige) fremstillinger om de socialistiske lande som regel byder på. Selv om diverse historiske bøger og film kan være nok så oplysende og seriøse, så er det typisk, at de overvejende nøjes med at tegne sort-hvide billeder, der helt neglicerer de enkelte borgeres daglige bestræbelser på at føre et “normalt” liv med dets op – og nedture. De præges ofte af en tendens til udelukkende at kigge på konflikterne mellem magthaverne og den organiserede opposition. Endelig lider mange af disse fremstillinger iøvrigt også under, at de skærer alle de socialistiske lande over en kam. Tiefenböcks bog ville med garanti modtage mange genkendende nik fra en polak eller en østtysker. Men de ville også flere steder undervejs bemærke, “at sådan var det ikke i Polen eller DDR”. Både i Polen, Tyskland og i andre af de fhv ‘østblok’-lande findes lignende udgivelser. – Ota Tiefenböck: På den anden side af jerntæppet (Mr East Forlag, 2019 – fås som trykt bog, ebog og lydbog – kan købes i enhver boghandel)
© Kim Halling Mortensen