Der er parlamentsvalg i Ungarn d. 8. april i år. Viktor Orbáns parti, Fidesz, vinder uden tvivl valget. Spørgsmålet er blot om partiet kan genvinde det essentielle to tredjedeles flertal, som det opnåede ved valgene i 2010 og 2014. Et flertal det i løbet af 2015 mistede pga nederlag ved nogle suppleringsvalg. Orbán agter at vinde de afgørende stemmer ved at spille på frygten for ‘invasion af illegale indvandrere’ påtvunget udefra via EUs kvotesystem for flygtninge. Et system der hævdes iscenesat af den 88 årige ungarskfødte finansmand George Soros og hans liberale venstreorienterede lakajer i Brussel. Inden for EU har Orbán opbakning fra Polen, Tjekkiet og Slovakiet i dette spørgsmål. For oppositionen i Ungarn drejer valget sig i højere grad om de af Orbán opbyggede magtstrukturer, der påstås at tilsidesætte demokratiske spilleregler til fordel for en snæver elites uhindret adgang til at tage af statskassen og få fingre i de mange milliarder fra EU.
Dette blogindlæg handler hverken om – eller tager stilling til ungarske grænsehegn. En nyere bog fortæller nemlig den turbulente historie om udviklingen i Ungarn siden kommunismens sidste dage og frem til dagens illiberale demokrati. Et samfundssystem ingen liberale demokrater havde set udkrystallisere sig i et EU-land i det 21. århundrede, men som nu i høj grad også forsøges kopieret i Polen. Det er historien om Orbáns vej fra barndommens trænge kår på landet til en position som den ubestridte leder af det illiberale Ungarn. Om hans politiske hamskifte fra glødende liberalist til national-konservativ illiberalist. Fra modtager af støtte fra George Soros til udskamning af selv samme Soros.
Paul Lendvai
Bogen er udgivet på tysk (2016) med titlen Orbáns Ungarn og på engelsk med titlen Orbán – Europe’s New Strongman (2017). Den er skrevet af den ungarskfødte østrigske journalist og professor, Paul Lendvai. Den nu 88-årige forfatter flygtede fra Ungarn i 1956 og har siden udgivet bøger og rapporteret om Ungarn. Lige indtil valget i 2010 var han dus med Orban. Få måneder senere udgav han en kritisk bog om Orbán. Siden har han konstant været udskældt af de ungarske myndigheder. Han har bl.a arbejdet for Financial Times og østrigsk tv, hvor han otte gange årligt toner frem som programleder af ORF 2s magasin ”Europastudio”- Lendvai udgav i 1999 en rost bog om Ungarns historie. Den blev udgivet på engelsk i 2002.
Illiberalisme som skalkesjul?
Orbáns Ungarn/ Orbán – Europe’s New Strongman er først og fremmest interessant læsning, fordi den tager den opmærksomme læser med ind bag Orbáns ”illiberale kulisser”. Der hvor de centrale spørgsmål om grundpillerne i et demokratisk samfund trænger sig på. Orbáns berømte tale fra 2014 om det ”illiberale demokrati” er alfa og omega, hvis man vil forstå hans grundlæggende politiske holdninger. Hele talen kan læses her på engelsk. Til gengæld bliver det mere komplekst, når man skal fortolke det lighedstegn han i talen antyder mellem det (af Orbán selvudråbte) statsbærende Fidesz-parti og nationens interesser. Her må man som iagttager forholde sig til de konkrete politiske og institutionelle tiltag, der har præget Ungarn siden 2010. Man må spørge sig selv om den national-konservative verdensanskuelse overhovedet er forenelig med en demokratisk styreform. Eller overveje om talen om det illiberale demokrati blot er et skalkeskjul for at tilrane sig magt og samtidig skabe en ny økonomisk elite. På baggrund af udviklingen i selve Ungarn bør Lendvais bog appellere til alle demokrater i Europa (og i hele verden for den sags skyld). Bogen åbner op for en mere dybdeborende debat, der bevæger sig længere ud end ordkløverier og endeløse debatter om begrebet ‘populisme’.
Den postkommunistiske mafiastat
Flere af bogens kapitler beskæftiger sig med beskrivelsen af Orbáns overtagelse af samtlige statsinstitutioner, offentlige virksomheder og retssystemet. Hertil skal lægges et konstant pres mod oppositionelle medier, uafhængige (af staten) uddannelsesinstitutioner og diverse ngo’er. Endelig viser bogen, hvordan en lang række tiltag gennemføres med det mål at tilgodese Orbán-støtters økonomiske interesser. Der er utallige familiemedlemmer, venner og bekendte, der i rekordfart er gået fra beskedne kår til et liv i sus og dus. Læseren præsenteres for en kontinuerlig udvikling, der har givet grobund for begrebet ”postkommunistisk mafiastat”. En betegnelse Europæiske Undertekster tidligere indgående har behandlet her.
Et partis fødsel og forvandling
Fidesz blev stiftet som parti i 1988. Dengang et akronym for “De Unge Demokrater” (på ungarsk Fiatal Demokraták Szövetsége). Det opstod blandt studerende på et studenterkollegium i Budapest og allerede fra starten var Viktor Orbán partiets ledende personlighed. Frem til 1993 optog man kun medlemmer under 35 år. De fleste af studiekammeraterne fra dengang holder fortsat sammen og udgør nu en væsentlig del af kernen i det ungarske samfunds politiske og økonomiske elite. Enkelte har dog vendt partiet ryggen og er i dag arge modstandere. Orbán erklærede under valgkampen i 2010, at han ønskede at gøre Fidesz til landets statsbærende parti i mange år fremover. Mindst i 15-20 år. En på mange måder radikal ændring fra den yngre liberale Orbán, der i begyndelsen af 1990’erne tordnede mod politiske kræfter, der ifølge ham handlede som om de satte lighedstegn mellem den ungarske nation og egne partipolitiske mål. I dag citeres Orbáns taler fra dengang ofte af oppositionelle kræfter. I 1996 tilføjedes ”Den ungarske borgerunion” til navnet Fidesz. Fra at have været et liberalt parti omformede Orbán det i national-konservativ illiberal retning efter nogle pauvre valgresultater.
‘Fülkeforradalom’
‘Fülkeforradalom’ – ”Revolutionen i stemmeboksen” – er betegnelsen man i Ungarn har givet valgresultatet i 2010. Det gav partiet Fidesz næsten 53% af stemmerne og – endnu vigtigere – et to tredjedeles flertal i det ungarske parlament. Det samme forholdsvise parlamentariske flertal blev igen opnået efter valget i 2014, selv om Orbáns parti mistede knap 8% af stemmerne. Svarende til godt 440.000 vælgere. Inden valget havde Fidesz fået ændret valgssystemet, så man kunne være (næsten) sikker på at opnå den ønskede fordeling i parlamentet. En indgående analyse af ændringerne i valgsystemet leveres her (OBS: åbner i pdf 780 kb).
Det opnåede parlamentariske flertal har været midlet hvormed en omfattende omstrukturering af det ungarske samfundssystem har kunnet gennemføres. Det har åbnet vejene for en – hastigt vedtaget – ny forfatning, der løbende modificeres med en lang række tillægslove, der kun kan ændres med et to tredjedeles flertal. Det betyder i praksis, at love om begrænsede emner eller af midlertidig aktuel karakter (f.eks. økonomiske stabilitetspakker) ofte ophøjes til forfatningsmæssig status.
Tilhængere af Orbán – eller folk med et positivt syn på demokratiets vilkår i Ungarn – vil altid fremhæve, at oppositionen frit kan udtale sig og forsøge at vinde næste valg til parlamentet. I praksis kan det dog vise sig at blive endog meget svært at ændre politikken ligegyldigt hvem der vinder de næste mange valg i Ungarn. Med mindre nye konstellationer kan skrabe to tredjedeles parlamentarisk flertal sammen. De utallige forfatningsmæssige tillægslove og diverse institutionelle ændringer udgør på forhånd alvorlige hindringer for evt. nye magthavere. F.eks kan en ny finanslov fremsat af evt ny regering med blot et almindeligt flertal bag sig blokeres af et finansråd, som består af medlemmer udpeget af Fidesz. En sådan blokade vil nærmest pr. automatik føre til udskrivelse af nyvalg.
Kritik fra Ungarns forfatningsdomstol og EU
I hele den praktiserede lovgivningproces udfordrer Orbán bestandigt det liberale demokratis støtter i de øvrige EU-lande. På nær Polen der siden Kaczynskis valgsejr er slået ind på samme illiberale kurs. Et demokratisk samfund består normalt af institutioner, der kan holde magthaverne i skak. Der må som minimum være uafhængige domstole, retsbeskyttelse af borgerne og en fri presse. Helt essentielt må det være muligt for et hvilket som helst parlamentarisk flertal at ændre landets politik. Det fremgår tydeligt i bogen , at ingen af disse elementer længere kan siges at være intakte i Ungarn. I 2013 stillede Venedigkommissionen spørgsmålstegn ved om fremtidige parlamentsvalg i Ungarn overhovedet giver nogen mening, hvis et nyvalgt parlament med en anden flertalskonstellation end den nuværende fra starten er bundet af tidligere beslutninger. Disse betænkeligheder blev luftet i forbindelse med en lang række konkrete tillægslove til den ungarske grundlov. Ungarns regering valgte at sidde stort set samtlige kritikpunkter overhørig. Selv om de blev femført af landets egen forfatningsdomstol, Europa Parlamentet og Venedigkommissionen. De to sidstnævnte instanser skulle høres, da den ungarske grundlov foreskriver Ungarn at overholde de traktatmæssige forpligtelser som følge af EU-medlemskabet. Lendvais bog refererer hele forløbet, men det lønner sig at gå dybere ned i hele dette kompleks, hvis man for alvor vil forstå, hvad der er på spil. Følgende link fører frem til en særdeles interessant artikel forfattet af Imre Vörös, tidligere medlem af den ungarske forfatningsdomstol og af det ungarske videnskabernes akademi.
En skurk på størrelse med Orban
Bogens helt store skurkerolle tilfalder dog ikke ene og alene Orbán. Den ære må han dele med de politikere, der regerede Ungarn i perioderne 1989-1998 og 2002-2010. Især Ferenc Gyurcsány, der var premierminister i perioden 2002-2009. Det var ham, der på et lukket partimøde efter sit socialistiske partis valgsejr i 2006 fortalte, at både regering og parti havde løjet uafbrudt morgen, middag og aften om landets økonomiske tilstand. Båndoptagelsen fra mødet kom Fidesz i hænde og blev i den grad udnyttet fuldt ud af Orbáns parti frem til valget i 2010. Lendvai giver følgende skudsmål af Gyurcsánys parti: “the Socialist party was not one of common convictions, but rather a disgusting snake pit of old Communists and left-wing careerists posing as Social Democrats.” Socialisterne regerede i en koalition med det liberale parti SZDSZ, der afgik ved døden i 2013 efter noget nær udradering ved valget i 2010. Lendvai har i sin bog mange henvisninger til politikeren og publicisten József Debreczeni, der bl. a. har skrevet den mest omfattende biografi om Orbán. Han var selv en af Orbáns personlige rådgivere i 1990’erne, men er i dag i opposition til Fidesz. I et opdateret tillæg til den polske udgave (2015) af Orbán-biografien hævder Debreczeni, at de socialistisk-liberale regeringer var mestre i at dræne de offentlige kasser til fordel for deres politiske venner. Men – tilføjer Debreczeni – i sammenligning hermed er Orbáns Fidesz-parti de rene virtuoser.
En splittet opposition
Alternativet til Fidesz står hen i det uvisse. Således også i Lendvais bog. Fortidens spøgelser og fejltrin hæmmer et come back for oppositionen. Oppositionen er indbyrdes splittet i to lejre bestående af det yderliggående højreparti Jobbik og mere centrum-venstre orienterede partier. Sidstnævnte gruppe er endog også indbyrdes splittet, som de har været det uafbrudt siden 2010. Der findes enkelte prominente intellektuelle – internationalt kendte Agnes Heller er en af dem – der ligefrem opfordrer til et valgsamarbejde mellem Jobbik og partierne til venstre for Fidesz. Det ungarske valgsystem lægger da også umiddelbart op til et sådant samarbejde for at undgå stemmespild. Og det er endda tidligere ved lokalvalg og suppleringsvalg blevet noteret, at selv venstreorienterede kan finde på at stemme på Jobbik blot for at forhindre Fidesz i at få flertal. Det siger en del om det betændte politiske klima i Ungarn, når en liberal eller en socialist kan finde på at afgive sin stemme på en kandidat for et parti, de anser for at være mere eller mindre fascistisk.
OPDATERING mandag d. 26. februar 2018 :
Suppleringsvalg søndag d. 25. februar i ungarsk kommune viser, at en enig opposition – i det mindste på lokalt niveau – kan vinde over Fidesz. Se her.
Her med perspektiverne i forhold til det kommende nationale valg d. 8. april 2018.
Hvorfor stemmer et flertal på Orbán?
Udover det faktum, at Orbáns politiske modstandere spillede fallit og indtil nu ikke har vist noget politisk format, er det småt med bud i bogen på, hvorfor vælgerne ved gentagne valg har gjort Fidesz til sejrherrer. Man kan – og skal – naturligvis pege på flygtninge – og migrantkrisen, men den stod jo ikke øverst på dagsordenen ved valgene i 2010 og 2014. Ungarns historie kan ligeledes være en anden årsag. Ungarerne ser sig ifølge Lendvais bog som et udvalgt folk, der har modstået udefrakommende overgreb af mongoler, tyrkere, habsburgere og russere. Når Orbán forsøger at fremstille EU som værende en trussel mod den ungarske nation, så skal man være opmærksom på, at det møder en vis historisk funderet genklang i befolkningen. Når alt kommer til alt er det dog nok mest plausibelt at hævde, at det liberale demokratis vogtere ikke formåede at kende deres besøgelsestid siden kommunismens fald i 1989. Det er muligvis også en lektie, der skal læres af andre liberale i øvrige europæiske lande. Demokratiet og alle dens institutioner er ikke givet en gang for alle. Det er endda slet ikke sikkert, at vælgerne en dag vælter Orbán, fordi de er blevet overbeviste demokrater. Spørgsmålet er måske i højere grad om Orbán kan holde sammen på sin ”politiske familie” i den ”postkommunistiske mafiastat”. I 2015 kom det til et alvorligt brud med en af de gamle kollegievenner fra 1989. Lajos Simicska er navnet. En af dem der for alvor profiterede af de nære personlige bånd i toppen af Fidesz. I dag er han tilknyttet Jobbik, som på store valgplakater kører valgkamp under parolen ”Du arbejder. De stjæler” (se billedet øverst). Han om nogen – må det formodes – ved sikkert, hvad der er på spil i Ungarn.
TILLÆG:
LINKS TIL VIDERE LÆSNING
Der er mange gode grunde til at være opmærksom på følgende engelsksprogede sider, når man læser bogen. Eller hvis man i det hele taget vil holde sig ajour med i udviklingen i Ungarn.
En af de mest omfattende og informative er siden ”The Orange Files”. Den bliver ikke opdateret så ofte, som man kunne ønske sig, men den indeholder et væld af væsentlige informationer om de helt centrale aspekter vedrørende det ungarske samfund og historie. I mange af artiklerne finder man desuden links til mangen en interessant artikel.
En mere traditionel ungarsk nyhedskilde kunne være denne.
Ønsker man sig ”The inside source. Direct from the International Communications Office of the Cabinet Office of the Prime Minister.” – ja, så skal man klikke sig ind her.
Følgende Fidesz-kritiske sider er helt uundværlige. I det mindste som modvægt til ovenfor anførte officielle regeringside. Her kan man også følge uoverensstemmelserne i oppositionen.
The Hungarian Spectrum og The Budapest Beacon.
I begge tilfælde kan man også her finde interessante links samt søge i det efterhånden omfattende arkivmateriale. Siderne opdateres løbende og har også sider på facebook. The Budapest Beacon krydrer de mange artikler med informative videoindslag. Her om hvordan pengene havner i de “politisk korrekte” lommer:
© Kim Halling Mortensen
