holocaust

I hvor høj grad var litauerne selv skyldige i massemordet på deres egne jødiske medborgere under 2. verdenskrig?

Ny kontroversiel bog stiller spørgsmålet og kunderne strømmer til i stor stil.

For 16 år siden blev den polske landsby, Jedwabne, føjet til det store verdenhistoriske atlas. Her skulle byens jøder angiveligt været gennet ind i en lade d. 10. juli 1941 af deres polske naboer, som efterfølgende satte ild til laden. Sådan blev forløbet i hvert fald beskrevet i bogen “Sąsiedzi” – “Naboer” forfattet af Jan Tomasz Gross. Det er nærmest umuligt at overdrive omfanget af debatten, der fulgte i kølvandet på udgivelsen i Polen.

I disse måneder oplever Litauen en lignende heftig debat. Årsagen er bogen
“Mūsiškiai” “Vores egne”. Underforstået som: “Os litauere. Bødler og ofre”. Forfatteren er Rūta Vanagaitė. Kulturpolitiker, teaterleder, tv-vært og på det seneste forfatter til bestseller om et aktivt kvindeliv efter de 50 år. Bogen udkom i begyndelsen af året.

“Mūsiškiai” er den første samlede og sprogligt let tilgængelige fremstilling, der stiller skarpt på litauisk medvirken og skyld i holocaust. Første oplag blev revet væk på lidt over 24 timer. Ialt er bogen nu trykt i 19.000 eksemplarer. Over ti gange flere end et normaltoplag i landet med 2.8 mio indbyggere. En årtier lang tavshed er dermed ved at blive opblødt. Selv om Rūta Vanagaitės bog ikke som sådan afslører forhold, der overordnet set er ukendte.

Rūta Vanagaitė fik færden af, at der i hendes egen familie var personer, der var involveret i mord på jøder under krigen. Hun kontaktede nazijægeren og lederen af Simon Wiesenthal Centret, Efraim Zuroff, der i årevis har beskæftiget sig med jødernes skæbne i især Litauen. Som hun selv udtaler: ”Jeg spurgte mig selv om mit gamle vægur og sågar mit hus var erhvervet på retmæssig vis”.

Sammen med Zuroff kiggede forfatteren historikere over skuldrene og opsøgte nye vidnesbyrd og bevismaterialer. Besøgte over 30 steder, hvor der har fundet massehenrettelser sted. Man regner med, at der i alt findes over 200 steder med jødiske massegrave. Endelig undersøgte de fremstillingen af holocaust på diverse litauiske museer. For at kunne vurdere omfanget af Litauens aktive medvirken i holocaust. For mord på naboerne.

Siden 1990 har det officielle Litauen anerkendt, at ”nogle” litauere deltog i likvidering af jøder. Udadtil har det officielle Litauen tilkendegivet litaueres andel i mord på egne jødiske medborgere. I 1995 undskyldte Præsident Algirdas Brazauskas i generelle vendinger i det israelske Knesset for litaueres medskyld i mord på jøder. En tale der mødte kraftig kritik i Litauen, men ikke igangsatte en debat som den igangværende.

I selve Litauen er emnet derimod nærmest tabuiseret. Især det faktum, at litauere på egen hånd – uden tyskernes tilstedeværelse – myrdede tusinder. Rūta Vanagaitė nævner selv i interviews, at hun fra høj til lav konstant mødte en mur af tavshed, når det kom til dette prekære emne. Selv historikere frygter afskedigelser, hvis de åbent står frem med deres viden. I et tv-interview med forfatteren afkrævede værten endog, hun skulle fremvise sin fødselsattest for at bevise, at hun ikke var jøde.
Den officielle litauiske fremstilling – stadfæstet ved lov i 1991 – om det “dobbelte folkemord” står reelt for skud. Efter denne opfattelse medførte anden verdenskrig to folkemord på litauere. Et begået af russerne mod litauerne. Et begået af tyskerne mod fortrinsvis jøderne. Erkendelsen af at “vores egne” selvstændigt og i stort omfang slog “vores” ihjel er indtil nu lidet udbredt og anerkendt. Thi var jøderne nu i  virkeligheden “vores”? Og bærer jøderne ikke på en – sågar afgørende – medskyld i deportationer af litauere til Gulag? Samtidig understreges det fra officiel side, at man i Litauen både før og under krigen forsøgte at beskytte mange jøder.

Mindet og erindringerne om den sovjetrussiske undertrykkelse fylder mere end holocaust i Litauen. Problemet er blot, at mange antisovjetiske helte agerede bødler over for deres jødisk-litauiske medborgere. Som forfatterens egen bedstefar. Som hævn for Stalins terror. I håbet om at vinde tyskernes gunst. Samt af den helt simple og primitive grund: At berige sig. I alt er der kendskab til 2055 navngivne personer, der potentielt bærer på et direkte ansvar for mord på jøder.

Man antager, at der ialt blev dræbt 212.000 litauiske jøder i krigen. Ud af et anslået antal på ca. 220.000. Dermed den højeste procentandel dræbte blandt de største jødiske samfund i førkrigstids Europa. Ca. 8.000 overlevede. Alene fra juni til december 1941 døde 137.000 jøder. Resten døde i ghettoer og kz-lejre. Vilnius havde før krigen (hvor byen lå i Polen) tilnavnet “Nordens Jerusalem”. Ca. 800 jøder var der tilbage i byen, da kamphandlingerne stoppede.

Der er kan ikke herske tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til både bog og emne. Den er ved at blive oversat til – og udgivet på engelsk. Mr. East vender naturligvis tilbage, når konkrete information foreligger. Indtil videre kan man holde sig løbende opdateret om artikler og debatter via bl.a. dette link.

Rūta Vanagaitė: Mūsiškiai. 304 sider. Ugivet af forlaget Alma Littera, januar 2016. ISBN: 9786090122082 Kan bl.a. købes online her : https://www.knygos.lt/lt/knygos/musiskiai/

Man besøge museer i Vilnius og her selv vurdere, hvordan ”det dobbelte folkemord” fremstilles. Størst er Museet for Folkemords Ofre.  De jødiske museer kan findes her. 

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 29. maj 2016 på mreast.dk)

© Kim Halling Mortensen