Belgien

 

Hvad mon optager nederlandske børn og voksne allermest i november og december?

Sinterklaas og Zwarte Piet er svaret. Ikke julen.

Festen begynder den første weekend efter Mortensdag.

Europæiske Undertekster præsenterer her årets vigtigste nederlandske begivenhed i fire kapitler.

De historiske rødder. Festens forløb set gennem personlige erindringer.

Anklager om racisme.  En ung børnefamilies tanker om festen. 

 

Kapitel 1: En fiktiv dansk-nederlandsk samtale om de historiske rødder

‘Hvorfor fejrer hollænderne jul i starten af december?’

‘De hedder ikke ‘hollændere’ og det er ikke jul, der fejres om aftenen d. 5. eller 6. december om morgenen i Nederlandene. Navnet Holland indgår blot i to ud af Nederlandenes 12 provinser: Noord (nord) Holland og Zuid (syd) Holland. Før Belgiens dannelse i 1830 var belgierne en del af Nederlandene. I Flandern taler de nederlandsk, mens de snakker fransk i Vallonien. Men det er en lang historie. I Julen fejrer vi først og fremmest Jesu fødsel. Vi danser ikke rundt om juletræet og gaver gives ikke i alle hjem.’

‘Jamen, der er da både julemand og gaver i starten af december’

‘Nej, det er ikke nogen julemand. Det er selveste Sinterklaas. Ham der blev til Santa Claus ovre i Amerika. Men Sinterklaas har ikke noget med julen at gøre. Ikke noget at gøre med fejring af Jesu fødsel. Sinterklaas er lig med Sint Niklaas, som er den nederlandske betegnelse for Sankt Nikolaus. Eller Sankt Nikolaj på dansk. Sankt Nikolaus døde d. 6. december og er siden blevet mindet og fejret på denne dato. Eller aftenen før i nogle regioner. Han optræder altid i biskopdragt, med bispestav i hånden og mitra som hovedbeklædning.

‘Det er da godt nok forvirrende. Hvorfor skal man være så anderledes i Nederlandene’?

‘Det er vi skam heller ikke. Man kan ovenikøbet hævde, at det er Jer i Danmark og USA, der skiller Jer ud. Sinterklaas-traditionen kan føres tilbage til den tidlige kristendom. Jeres jul kan ganske vist spores tilbage til hedensk tid, men den måde I holder jul på i dag har flere rødder i vores tradition end i Jeres egen gamle julestue-festligheder. Og vi er langt fra alene i Europa med fejring af Sankt Nikolaus. Til gengæld er det nok primært i vores nederlandske område, at netop den fejring er større end julen’.

‘Ok. Men hvorfor kommer Jeres Sankt Nikolaus – Sinterklaas – fra Spanien? Han blev jo født, levede og døde i Lilleasien. I et område der i dag er en del af Tyrkiet’.

‘Ja det er rigtigt, at Nikolaus stammer fra Patara. Han levede fra ca. år 270 til 343. Både året for hans fødsel og død er usikkert. Han hjalp de fattige og blev biskop af Myra, der i dag hedder Demre. Som århundrederne gik tog de muslimske erobringer til i området. Derfor flyttede – nogle siger stjal – kristne købmænd hans knogler og tog dem med til Bari, hvor der blev opført en basilika ovenpå hans jordiske rester. Det område af det nuværende Italien kom senere under den spanske krones magt. Derfor har man bildt sig ind, at Sankt Nikolaus kom fra Spanien. Altså i vores nederlandske fortælling. I virkeligheden ved vi godt, at det ikke helt passer. Der findes også en del andre historier. En af dem går ud på, at Nikolaus tager til Spanien for at skaffe sig appelsiner, som han kan forære børn i Nederlandene. Troende i al almindelighed valfarter dog fortsat til Bari, når de vil være tæt på den helligkårne Nikolaus. Thi Sinterklaas har ingen kendt adresse i Spanien. I alle de andre lande, der fejrer Sankt Nikolaus, kommer han ikke fra Spanien. Men sådan er det nu engang her i Nederlandene og i Belgien samt i Luxembourg og dele af Nordfrankrig.’

‘Hvad er egentlig grunden til at Nikolaus blev til en helgen?’

‘Nikolaus var søn af velhavende forældre, men brugte sin formue til at gøre gode gerninger med. En de kendteste fortællinger fra hans virke handler om en familie, der en gang var kommet i økonomisk uføre, og derfor ingen anden udvej så end at sælge deres døtre som prostituerede. Nikolaus opfordrede familiens overhoved til at bede og styrke sin tro. Tre nætter i træk sneg Nikolaus sig hen til familiens hus, og kastede hver nat guldstykker ind i huset. På den vis undgik døtrene at havne i prostitution. Nikolaus udvirkede en lang række andre mirakler og blev derfor meget populær. Som helgen for især søfolk og børn, men han optræder fortsat som skytshelgen for en lang række andre. Alt fra elskende til fængslede. Overalt i verden finder man et utal af kirker, der er opkaldt efter Nikolaus. Han opnåede sin status som helgen før bruddet mellem Byzans og Rom. Han er derfor fortsat helgen i både de katolske og ortodokse kirker. På Liverpool’s John Moores University præsenterede man 2014 i deres Face Lab – laboratorium for ansigtsidentifikation – et billede af, hvordan det menes at Nikolaus rent faktisk så ud:

 

‘Hvornår startede Nikolaus-festerne i Nederlandene?’

‘De første vidnesbyrd om festerne er fra Middelalderen, hvor de fandt sted i klosterskoler. Her blev de flittige studerende belønnet og de dovne fik formaninger. Efterhånden brød festlighederne ud af klostrets mure. Det centrale element blev indsamling til fattige. Senere tilføjedes gaver til børn. Vel at mærke dem, der opførte sig ordentligt. De uvorne risikerede at blev straffet af Nikolaus. Udviklingen fik med tiden karakter af regulære folkefester. Druk, hor og almen forstyrrelse af den offentlige orden ledsagede festerne i en grad, der kan minde om de samtidige danske julestuer (der var forbudte fra 1629 frem til midten af det 18. århundrede).

Med reformationen og især den calvinistiske indflydelse blev der generelt slået hårdt ned på de katolske skikke med at tilbede helgener. Det gik naturligvis også ud over Nikolaus-festlighederne. I mange nederlandske byer blev festerne direkte forbudt. Visse protestantiske præster i de nordlige dele af Nederlandene forsøgte uden held at transformere og reducere Nikolaus til en folkloristisk trold, der skræmte livet af små børn. Festlighederne fortsatte dog ufortrødent inden for i de små hjem. Også blandt protestanterne.

Fra ca. midten af det 19. århundrede bliver det gradvist igen muligt at fejre Nikolaus offentligt i Nederlandene. Myndighederne føjer sig for de folkelige traditioner. Overensstemmende kilder peger på, at især en billedbog med vers fra 1850 skrevet af læreren Jan Schenkman med titlen ”Sint Nicolaas en zijn knecht” – ”Sankt Nikolaus og hans tjener” – er medvirkende til at popularisere festen samt give den dens nuværende form. Forfatteren præsenterede læseren for både kendte og nye elementer. Den over tage ridende og gavegivende Sankt Nikolaus var tro mod traditionen. Nyt var at han ankom på et dampskib og medbragte en sort hjælper – Zwarte Piet (Sorte Peter)’.

‘Ja, Sinterklaas er jo tydeligvis ikke alene på dampskibet. Man kan jo få øje på en masse medpassagerer med sorte ansigter’.

‘Ja. Med sig har han altid Zwarte Piet. Fra gammel tid kender vi en lang række eksempler på, at den gode barmhjertige Sankt Nikolaus optræder side om side med personager, der repræsenterer ondskaben. Rundt om i Europa holdes disse traditioner fortsat i hævd. Krampus i Østrig, Slovenien, Ungarn og Kroatien. Schmutzli i Schweiz. Knecht Ruprecht i Tyskland og Père Fouettard i Vallonien og dele af Nordfrankrig. Mange flere kunne nævnes. Alle sammen figurer der enten bogstaveligt eller overført straffer frække børn og unge.  I Nederlandene er der imidlertid kun få antydninger af, at Nikolaus fremtonede med slige onde skikkelser ved sin side. Kilderne henviser dog til, at der tidligere har eksisteret djævlelignende sortfarvede skabninger, der havde til formål at skræmme børn til lydighed. Den sorte farve havde disse typer fået, når de smed godter ned gennem skorstene.  Først i det 18. århundrede er der eksempler på, at han ved sin side har en tjener. I det tidlige 19. århundrede bliver denne tjener til en sort figur. En neger. Med navnet Zwarte Piet. Senere i samme århundrede får Sinterklaas to sorte hjælpere. I 1934 ankommer han for første gang til Amsterdam med hele seks Zwarte Pieten (Pieten er den nederlandske flertalsform). Ved en Sinterklaas-fest arrangeret af canadiske soldater lige efter 2. verdenskrig optræder et utal af de sortfarvede medhjælpere. Nu om dage er det almindeligt med flere hundrede Zwarte Pieten, der både kan være mænd og kvinder.

 

Kapitel 2: Festens forløb. Ingrid Beijk* mindes og beretter.

Jeg troede på Sinterklaas indtil jeg var 8 år gammel. Det var i slutningen af november 1968.

Det var dagen før Sinterklaas skulle besøge vores skole. Sammen med et par Zwarte Pieten selvfølgelig.  Han ville komme ind i hvert eneste klasselokale. Vi ville synge nogle Sinterklaas-sange og bagefter ville han bede os om at komme op til ham, en ad gangen, for at trykke ham i hånden. Han vidste alt, så hvis ikke man havde gjort sig umage nok i matematiktimen, fik man besked om at anstrenge sig lidt mere. Hold da op hvor blev man glad, når det bare var det man fik at vide. Og at det ikke var mere alvorlige ting, som han kunne afsløre,  at man havde forbrudt sig imod.

De to Zwarte Pieten stod mere eller mindre truende på hver side af Sinterklaas. Selvom de smilede, så de alligevel farlige ud.  Vi kendte alle sammen til risikoen for at komme ned i deres sække og blive bortført  til Spanien, hvis vi havde været MEGET uartige i årets løb. Men dog var det netop disse lidt ”farlige” Zwarte Pieten som altid stod for uddelingen af en lille godtepose. Den fik vi nemlig efter at have givet Sinterklaas hånd og hørt hans formanende ord.

Ved middagsbordet i mit barndomshjem fortalte jeg om et par forfærdelige drenge fra min klasse, som hårdnakket påstod at Sinterklaas ”ikke fandtes”, at det var pjat det hele, at hans skæg ikke var ægte og at de ville hive i skægget i morgen for at bevise at de havde ret. Jeg var forarget og meddelte mine forældre og søskende at jeg ville tage diskussionen og kampen med drengene i fuld offentlighed. At jeg ville håne dem, skælde dem ud og sladre til Sinterklaas!!

Mine forældre kastede et par alvorlige blikke på hinanden. Så blev jeg bedt om at følge med dem ind på soveværelset. De mente at tiden var kommet til at jeg skulle høre Sandheden.  For at spare mig for at gøre mig selv til grin i min klasse.

Chokket var ubeskriveligt og dybt smertefuldt: Ikke nok med at mine forældre havde løjet for mig hele mit liv, men det havde samtlige voksne jeg kendte. Mine bedsteforældre og hele min familie, alle lærere i skolen og børnehaven, borgmesteren i min landsby, som hvert år stod på balkonen på rådhuset og officielt bød Sinterklaas velkommen til vores by. Sågar de voksne i nyhedsudsendelsen i fjernsynet. Her var ankomsten af Sinterklaas til landet en årlig nyhed, som blev seriøst behandlet på lige fod med ankomsten af ethvert andet vigtigt statshoved som besøgte landet.

Det gjorde ondt at miste troen på Sinterklaas og samtidig blev en del af barndommen afsluttet, fordi det føltes som om man ikke længere helt kunne stole på de voksne.

Der er således ”årene før” og ”årene efter” den skæbnesvangre dag i slutningen af november 1968.

”Årene før” var Sinterklaas-tiden en fantastisk og mystisk tid, hvor man hele tiden gik rundt med en slags forventningsfuld spænding i maven. Man var både lidt bange, for Sinterklaas kunne godt skælde lidt ud og man risikerede jo slet ikke at få nogen gaver d. 6. december, hvis man havde lavet nogle ulykker. Men samtidig var man også helt op at køre af glæde, for om nogle uger fik man jo nogle fantastiske gaver. Håbede man. Og så var der alt det der med de Zwarte Pieten, som både delte slik ud og hoppede og lavede sjov Selv om de samtidig lige pludselig kunne finde på at  ”fange” en og putte en i en sæk. Man var aldrig helt sikker, så for en sikkerheds skyld prøvede man at være artig og flittig det meste af tiden. Lige fra de ankom til landet og helt frem til d. 6. december.

Der var flere højdepunkter i Sinterklaas-tiden. Det første højdepunkt var selvfølgelig når Sinterklaas og hans Pieten ankom til landet, som vi så i fjernsynets nyhedsprogram kl. 20. Derefter talte man dagene indtil de ankom til ens egen landsby. Fra den dag af kunne man om aftenen, inden man gik i seng, sætte sin ene sko ved kaminen (hvis man havde en sådan en) eller under et vindue. For Sinterklaas (eller en af hans utallige Pieten) klatrede gerne ned igennem en skorsten, men hvis ikke man havde en sådan ”indgang” til hjemmet, klatrede de også igennem et vindue.

I skoen lagde man sine tegninger og noget føde til Amerigo – navnet på Sinterklaas’ hest. Gerne en gulerod eller noget hø. Og så skulle der synges nogle Sinterklaas-sange. Næste morgen var hestefoderet og tegningerne borte, og så lå der et lille stykke slik i skoen. Hvorefter man sang en speciel  Sinterklaas-takkesang.

Sinterklaas’ besøg i skolen var også et højdepunkt, for så fik man lov til at komme helt tæt på Sinterklaas og Zwarte Piet og give ham hånden. Selvom denne handling for mange mindre børn var SÅ spændende at de udbrød i gråd og ikke turde gå hen til trioen forrest i klassen.

Når Sinterklaas var ankommet til byen, kunne man sætte sig sammen om aftenen og synge Sinterklaas-sange. Hvis man var heldig blev der lige pludselig banket på døren, hvorefter en hånd med en sort handske på blev stukket ind i stuen for at smide pebernødder og andet Sinterklaas-slik rundt i stuen. Fællesskabet hvor både voksne og børn sang sammen i op til en halv time før der skete noget – i kombination med den forventningsfulde kildren i maven – gjorde denne begivenhed til en total spændende oplevelse.

I min barndom så jeg kun Sinterklaas og hans Pieten i levende live ved ankomsten til byen og i skolen.  Sidenhen har man udvidet konceptet, så han også kommer på besøg, i idrætsforeninger, shoppingcentre, på forældres arbejdspladser etc.

I de 3 uger hvor Sinterklaas var i landet talte man dagene til hans fødselsdag d. 6. december. Den stooore dag hvor man kom ned om morgenen (sammen med resten af familien), åbnede døren til stuen, tændte lyset og så…… var hele spisebordet fyldt med gaver!! Aftenen før havde hvert eneste familiemedlem sat en tallerken på spisebordet, hvorpå der blev lagt en seddel med ens navn på, plus selvfølgelig noget hestefoder. Og næste morgen lå der alle disse – uindpakkede – gaver på bordet. Et overdådigt syn når nu vores familie bestod af 7 børn og 2 voksne. Igen sang vi vores takkesang til Sinterklaas, som var den sidste bedrift i hele Sinterklaas-traditionen. Mærkeligt nok blev der aldrig talt om hvornår og hvordan Sinterklaas og hans Pieten forlod landet igen. Ingen farvel, ingen afsked i fjernsynet, intet. De var bare lige pludselig væk…. men kom jo heldigvis igen året efter.

”Årene efter” man havde mistet troen og snart blev en teenager, blev man del af en anden Sinterklaas-tradition, som fandtes i flere variationer i de forskellige hjem. I mit barndomshjem gik vi ”all-in”, som betød at ens kreative evner skulle bruges på flere fronter. I starten af november trak man et navn af et familiemedlem, som blev den person man skulle lave en ”surprise-pakke” til. Først skulle man finde noget som man kunne drille personen med. Det kunne være en uheldig handling vedkommende havde været udsat for i årets løb, eller noget stort som var sket/skulle ske. Når man havde fundet et emne, skulle der laves et langt digt, hvor sætningerne rimede. Digtet havde altid Sinterklaas som afsender og var skrevet som om Sinterklaas talte til vedkommende. Nøjagtig som han gjorde da man var barn: formaninger (nu pakket ind i drillerier) og til slut nogle forsonende ord. Digtet hang sammen med en håndlavet gave, som ikke måtte koste noget. Ikke andet end det materiale som der skulle bruges.

Den 5. december om aftenen sad man sammen og nød speculaas samt varm kakao. Og så skulle man på skift læse det digt højt som ”en eller anden” havde skrevet til en. Herefter skulle man pakke sin drillegave ud.

Det var en ret krævende tradition, for man skulle både skrive et digt og lave en gave, og samtidig var det en afbalanceret kunst at være drillende uden at være sårende. Men det blev til nogle utroligt hyggelige og grinefulde aftener i årenes løb.

En del sider af denne Sinterklaas-tradition lever stadigvæk i bedste velgående i mit moderland. Omend i en noget anden udformning. Børnene ser i modsætning til 1960’erne nu Sinterklaas betydeligt flere gange. Både i levende live og i det daglige Sinterklaas-nyhedsprogram i fjernsynet. Det giver en meget stærkere visuel prægning af Sinterklaas og hans Pieten, men det fjerner samtidig også lidt af mystikken. Supermarkedskæderne har møvet sig ind  på skosætnings-traditionen. Thi i de sidste mange år har man kunnet aflevere sin ene sko i et stort opsat sko-stativ i det lokale supermarked frem til d. 5. december, hvor man så kan afhente skoen igen. Nu med en indlagt gave.  I det hele taget er gaverne generelt blevet både større og flere. Den lille beskedne godtepose er i mange tilfælde blevet erstattet af flere små gaver. 

Den største forskel fra 60erne til nu er dog diskussionen om fænomenet Zwarte Piet. I min barndom var der ingen der satte spørgsmålstegn ved Zwarte Piets udseende. Først som voksen er det gået op for mig, at Zwarte Piets udseende  faktisk er ret problematisk. Men det er en hel anden historie.

Kapitel 3: Anklager om racisme

Det er ikke svært at få øje på, at Zwarte Piet mest af alt ligner en fortidig karikatur af en afrikaner. En noget dum af slagsen tilligemed. Han fik sit nuværende udtryk mens Nederlandene stadigvæk både var en kolonialmagt og bedrev slavehandel. To væsentlige kilder til Nederlandenes rigdom og udvikling lige siden det hhv. 16. og 17. århundrede. Mange kilder henviser til, at Zwarte Piet er fremstillet som de sorte nordafrikanske maurere. Tilhængerne af Zwarte Piet påpeger, at han oprindelig er sort pga sod fra skorstene. Overfor det spørger en række kritikere, hvordan det kan være, at nederlandske skorstene er så anderledes, at en hvid mand kan gå ned i dem og komme ud igen som en afrikaner.

De første gryende protester mod Zwarte Piet-figuren begyndte så småt i 1960’erne. Inden for de seneste år har de for alvor fået vind i sejlene. Der er samtidig opstået stigende international opmærksomhed om Zwarte Piet. FN’s Komite for Eliminering af Racediskrimination, CERD, udtalte i en rapport fra 2015, at Zwarte Piet-karakteren til tider er portrætteret på en måde, der reflekterer negative stereotyper om mennesker med afrikansk afstamning. Endvidere at figuren af mange mennesker med afrikansk herkomst opleves som et levn fra slavetiden. Komiteen opfordrede Nederlandene til at promovere elimineringen af racistiske stereotyper.

Den følgende ca 12 minutter lange video fortæller på grundig og glimrende vis om kontroverserne vedrørende Zwarte Piet. Den er lavet af en belgier, men fokuserer primært på debatterne i Nederlandene:

Hvert år ankommer Sinterklaas til en ny by i Nederlandene. I Flandern lægger han derimod altid til i Antwerpen. I år ankom han med hele sit følge til den frisiske by, Dokkum. Det var på forhånd annonceret, at der ville være demonstrationer mod fremstillingen af Zwarte Pieten. Demonstranterne nåede dog aldrig frem til Dokkum. Tilhængerne af festens traditionelle udformning blokerede simpelthen hen tilfaldsvejene indtil byen. I flere timer. Uden at politiet greb ind.

Det førende nederlandske dagblad, NCR Handelsblad havde d. 24. november en opdateret oversigt over de senere års undersøgelser om Sinterklaas-festen. Siden 2014 har Ministeriet for Sociale Anliggender løbende undersøgt holdninger til flere af aspekterne i forbindelse med festlighederne. Hele 88% mente i 2014, at festen skulle forblive som den altid har været. I 2017 var dette tal faldet til 82%. Blandt disse er lidt under halvdelen åben for diverse forandringer. I modsætning hertil viser en aktuel rundspørge foretaget af tv-stationen EenVandaag, at kun 68% mener, at festen skal forblive uden væsentlige – eller visse ændringer. Ca. 22% er begyndt at tænke dybere over Zwarte Piet-figuren. Op mod 20% er derimod modstandere af nogen form for ændringer i Zwarte Piets udseende. Hele 70% er generelt trætte af hele debatten. Kun 1% af de adspurgte finder Zwarte Piet decideret racistisk, men 12% kan godt forstå, at karakteren kan forekomme diskriminerende for ‘andre’.

Kaster man et blik på de sociale medier er der ingen tvivl om, at tilhængerne af den traditionelle Zwarte Piet har vind i sejlene.  Siden Pietitie har således over 1.7 millioner tilhængere. Et anseeligt antal. Siden Zwarte Piet is Racisme har derimod kun lidt over 20.000 likes.

Ved dette års Sinterklaas-optog i Amsterdam var det nye typer Zwarte Pieten, der prægede billedet i kanaler og gader. Zwarte Pieten røde læber og krusede hår var erstattet af sodfarvede ansigter, mere udglattede parykker og knap så store røde læber.  Det er dog langt fra overalt, at disse nye versioner af den Sorte Peter er slået igennem.  Tværtimod må man nok konstatere, at der endog er langt til en egentlig dialog mellem modstandere og tilhængere. 

 

Kapitel 4: Ung nederlandsk børnefamilies tanker i 2017

Europæiske Undertekster har haft kontakt til en børnefamilie i Utrecht-provinsen.  Her bor Anne på 4 år og Karin på 2 år.  Om Zwarte Piet udtaler forældrene:

I Amersfoort (i Utrecht-provinsen, red.) er Zwarte Piet (stadig) uden nogen diskussion simpelthen sort. På grund af følsomheden i debatten forsøger vi at være konsekvente med at omtale ham herhjemme som ‘Piet’ i stedet for ‘Zwarte Piet’. Ved årets nationale Sinterklaasindtog i år (i Dokkum) var der en blanding af helt sorte og såkaldte sodsværtede Pieten, plus en enkelt hvid Piet, ‘der var kommet med fra Spanien for første gang’. (Jeg er spændt på, hvilken slags drejning tv’s Sinterklaas-nyhedsprogram vil give til den hvide Piets historie).

Personligt ser jeg endnu ikke en god løsning på hele konflikten. Modstanderne synes at acceptere intet mindre end den fuldstændige fjernelse af alle Pieten fra Sinterklaasfesten. Den sodsværtede variant bliver for eksempel radikalt afvist af dem. Historien om sorte djævler og at male ansigter sorte i midwinterfester i Europa går meget langt tilbage. Det er således klart, at Zwarte Piet kun er en humanisering af ‘mørket / natten’ eller ‘det onde’. Det kan ikke være racistisk, fordi det ikke påvirker sorte mennesker. I mine øjne burde Piet være helt acceptabel med relativt små ydre justeringer for at fjerne ‘forkerte’ symboler (store røde læber, kruset hår, øreringe). Men jeg har ikke set en fornuftig samtale mellem tilhængere og modstandere om dette i den offentlige debat de seneste år.
Zwarte Piet eller ej. Alle spiller fortsat spillet, udtaler forældrene.

På tv vises ankomsten af Sinterklaas live. Udover selve live-sendingen fra ankomsten er der et dagligt Sinterklaas-nyhedsprogram, som hvert år fortæller en ny spændende Sinterklaashistorie. Historien indeholder gerne elementer af høje bølger, som båden skal betvinge for at nå til Nederlandene. Pakkerne bliver ofte væk (i år faldt en del af pakkerne over bord) eller andre udfordringer, der står i vejen for en afslappet aften. I sidste ende ender alt godt, og generelt forsøger Pieten at holde problemerne væk fra Sinterklaas, indtil de virkelig ikke længere kan finde en løsning, og så spiller Sinterklaas ofte en afgørende rolle i løsningen.

Ud over tv er også indkøbscenteret i Sinterklaas-stemning, og i børnehaven er der forskellige aktiviteter som er relateret til Sinterklaas (Pieten-gymnastik, mitra-lavning, sætte sin sko, mv.) Anne kan tydeligt huske, at Sinterklaas kom på mit arbejde sidste år, og hun spurgte mig allerede for en måned siden, om vi skulle besøge min arbejdsplads igen, og om Sinterklaas ville være der igen. Sidste år sejlede Sinterklaas og hans Pieten på en flod i vores kvarter, hvor de også kom forbi vores baghave. En af de Zwarte Pieten var en pædagog fra børnehaven, som entusiastisk vinkede til os og råbte: “Hey Karin!, Hey Anne!”. Det bidrager selvfølgelig meget til ‘troen’ på den magiske Sinterklaas og Zwarte Piet, at Zwarte Piet kender dit navn, selvom du ikke endnu har præsenteret dig.
Normalt mister børn omkring 7/8 år troen på Sinterklaas. Fra gruppe 5 (året hvor børn bliver 9), forventes børn at vide, at Sinterklaas ikke eksisterer. Jeg kunne ikke forestille mig at man skulle fortælle et lille barn at hele Sinterklaas-cirkuset kun er et spil. Det ville medføre et mindre oprør i børnehaverne og i skolerne.

Jamen, hvad så med julemanden?, spørger jeg forsigtigt…..

“Hvem er julemanden?” er min første reaktion. Julemanden er ikke en nederlandsk tradition, ligesom Sinterklaas ikke er en amerikansk tradition. Jeg er endnu ikke stødt på, at Anne stiller spørgsmål om en julemand på tv (nu ser vi ikke meget fjernsyn med børnene). De eksterne forskelle er ret store (tynd vs tyk, mitra vs hat, Piet vs elve og hest vs rensdyr), så jeg forventer at vi kan forklare, at julemanden er en anden og han kommer ikke til Nederlandene.

*

Juleaften kommer De Kerstman. Trods alt. Der er juletræer i de fleste nederlandske hjem. Julen kan overhovedet ikke måle sig med Sinterklaas. Julen i Nederlandene er en helt anden historie, som læseren må vente spændt på at få fortalt en anden god gang. Her må det række med et lille udsnit af et pyntet nederlandsk juletræ.

 

 

 

*Medskribent på denne artikel: Ingrid Beijk.

Født og opvokset i Limburg-provinsen i det syd-østlige Nederlandene.

Ingrid kom til Danmark i 1985 og er siden blevet fuldt ud integreret efter alle kunstens regler. Dansk statsborger siden 1996.

 

 

© Ingrid Beijk & Kim Halling Mortensen