Toner

 

Torsdag d. 13. april 1967 dannede Warszawas Kulturpalads rammen om to legendariske optrædener med Rolling Stones

Knap 6.000 unge fik deres livs oplevelse

Tusinder måtte gå forgæves

 

Det blev hurtigt forbundet med en vis anseelse at bekendtgøre sin tilstedeværelse på rette sted denne solskinsrige forårsdag for 50 år siden. Betydeligt flere end det faktiske antal koncertgængere har gennem årene påstået, at de også var der. Jeg erindrer selv en pudsig episode fra min skoletid, hvor en klassekammerat hårdnakket hævdede, at han havde overværet den gratis Stones-koncert i Hyde Park, 1969. Han vidste udmærket, at jeg var stor fan af gruppen. Med sin påstand forsøgte han givetvis både at skabe opmærksomhed og nok også en pæn portion misundelse. Billet kunne han jo dårligt fremvise. Det samme gør sig gældende i forbindelse med koncerterne i Warszawa, da de hverken var påtrykt artistnavne eller præcis dato.

Udover billeder og filmoptagelser samt få presseomtaler er det småt med tilgængelige kilder. De polske partistyrede medier gjorde ikke noget stort nummer ud af koncerterne. Kulørte tabloidaviser eksisterede ikke. Der var ingen snurrende kameraer i hælene på de fem musikere. Yderst få håndholdte mikrofoner under et kort pressemøde, der bagefter kun refereredes til. Kontrakten med Rolling Stones blev i starten af 1990’erne makuleret sammen med alle øvrige dokumenter fra det statslige kulturagentur, der blev lukket i forbindelse med systemskiftet i Polen. Vi er derfor stort set udelukkende henvist til at lytte til de mange mundtlige beretninger.

Efter 45 år: Ultimativ bogudgivelse

I anledning af 45-årsdagen for koncerterne udkom der i 2012 en bog (se billederne øverst og nederst) med interviews af en lang række mere eller mindre prominente polakker, der havde overværet en af koncerterne. En række af dem med forbindelser til selve organiseringen af denne ekstraordinære begivenhed i Den Polske Folkerepubliks historie. Bogen er imponerende rigt illustreret og indeholder en lang række gengivelser af artikler fra datidens polske medier samt en enkelt fra New Musical Express. Citeret er ligeledes senere udtalelser fra Keith Richards og den nu fhv. bassist i Rolling Stones, Bill Wyman. Bogen er både udgivet i almindelig udgave og i en luksusudgave med engelsk oversættelse af teksten samt kopi af miniplakaten (se billedet herunder). Der medfølger endvidere en række særtryk af billeder fra gruppens ophold i Warszawa.

 

 

Gennemgående slår det læseren, at næsten alle detaljer vedrørende Stones-besøget gengives yderst forskelligt. Det er et typisk problem for en historiker, at erindringer stort set altid er særdeles modsætningsfyldte. Bogens styrke er dog, at den evner at skelne mellem det sandsynlige og mere fantasifulde. Et vist kendskab hos læseren til tressernes Polen skader naturligvis heller ikke, men det er jo ej alle forundt at besidde sådan en viden. Denne artikel vil i al beskedenhed forsøge at kaste lidt mere lys over, hvad der rent faktisk foregik i de to dage, hvor Rolling Stones fik hejst jerntæppet en anelse højere op end hidtil.

Billetsalget

Alene den måde, som billetterne blev solgt på, har givet anledning til en del myter. Pressen i Polen anno 1967 bidrog dengang ikke med oplysninger om,  hvordan det i det hele taget blev til virkelighed, at Rolling Stones skulle optræde i Polen. Primært via mund til mund metoden blev det overhovedet kendt, at gruppen ville ankomme til Warszawa. Der var ingen annoncering af tid, sted og billetsalg. Dvs. ikke før stort set alle havde hørt om det. Og da alle billetter på nær yderst få var blevet solgt. Først da kunne man læse en lille bekræftende notits i det ungkommunistiske dagblad. Til gengæld vidste langt de fleste ægte fans, hvem man kunne stole på,  når det gjaldt om at få nys om begivenheden og især om, hvordan man kunne få fat i de eftertragtede billetter.

Det var imidlertid kutyme ved den slags begivenheder, at en pæn del af billetsalget foregik ved at distribuere billetter til et ikke nærmere angivet antal virksomheder og institutioner. I dette tilfælde skulle det dog vise sig at være langt hovedparten. Det gjaldt derfor om hurtigst muligt at få spurgt især forældre og venners forældre om der var billetter til salg på deres  – eller bekendtes arbejdspladser. Derudover var der naturligvis også et vist antal billetter, der pr. automatik blev tildelt diverse avis – og magasinredaktioner.

Priserne på billetterne lå på mellem ca 30 og 110 złoty. Umiddelbart ikke en komplet uoverskuelig udgift med en gennemsnitlig månedsløn på ca 2000 złoty. Efterspørgslen var dog i den grad større end udbuddet. Stones-billetterne blev derfor helt naturligt en oplagt kilde for mange til at tjene nogle ekstra skejser. Som det var tilfældet med en lang række andre varer og tjenesteydelser i det socialistiske mangelsamfund. Sortbørshandel med koncertbilletter var – og er – naturligvis også en god gesjæft i alle andre samfund, men chancen for at se Stones live forekom i datidens Warszawa i den grad som en once in a lifetime mulighed. Priserne eksploderede derfor op i nærheden af en god ugeløn på det sorte marked. Og der var ingen problemer med at få dem afsat. Utallige falske billetter var ligeledes i omløb. Især tilrejsende fans fra Ungarn og Tjekkoslovakiet blev ofre for kriminelles ublu transaktioner. Til gengæld kom mange ind i Kulturpaladset ved at bestikke vagter og kontrollører. Derfor nåede samlet ca 6000 at se gruppen selv om der kun var siddepladser til ca. 5500 og officielt ingen ståpladser.

Således har proceduren vedrørende billetsalget sammenholdt med en tillukket polsk partipresse kunnet bidrage til skabelsen af myter om hvem, der egentlig havde fået fat i billetterne. Overfor en godtroende vestlig læserskare kunne Stones egen kronikør, Bill Wyman, senere påstå at pladserne i Kulturpaladsets koncertsal – Sala Kongresowa – var besat af partiloyale. Senest blev det hævdet i hans i øvrigt fremragende bog ‘Rolling with the Stones’ fra 2002. Her skriver han bl.a:

”Once inside , we found that the tickets for our shows had not been put on sale. They were given to loyal party members. This meant that all real fans were outside, unable to get tickets, but the audience seemed to get into it as we went along”

Den 19. august 1971 udkommer magasinet Rolling Stone med et særdeles langt Keith Richards-interview. Her omtales opholdet i Polen også:

”We get there, behind the Iron Curtain, do the whole bit, all very uptight. There’s army at the airport. Get to the hotel which is very jail-like. Lots of security people about, a lot like America. And it gets even more like America as it goes along. We’re invited by the Minister of Culture, on a cultural visit, and we’re playing in the Palace of Culture. We get there to do our gig. We go on. Honksi-de-boyski, boysk. Zee Rolling Stones-ki. And who’s got the best seats in the house right down front? The sons and daughters of the hierarchy of the Communist Party. They’re sitting there with their diamonds and their pearls… and their fingers in their ears.

 About 3 numbers, and I say, Fuckin’ stop playing, Charlie. You fuckin’ lot, get out and let those bastards in the back down front. So they went. About 4 rows just walked out. All the mamma and daddy’s boys. Outside, they’ve got water cannons… All the cops had white helmets and the big long batons… There were 2000 kids that couldn’t get in because of the sons and daughters. They wouldn’t have had a riot there if they’d let the kids in. Only later I found out Poland is one of the most corrupt countries in the world. There can’t be many bands that have played behind the Iron Curtain.”

Her bliver der for alvor smurt ekstra på. At Polen anno 1967 var et korrupt land kan der ikke herske to delte meninger om. Man var af indlysende grunde ofte nødt til at improvisere og kombinere sig gennem livet, hvis man ville have del i nogle af de goder, som det socialistiske fædreland officielt brystede sig af. Det indebar, at man måtte være i stand til at handle, når det var nødvendigt. Måske er det dog mere retvisende at henvise til en altomfattende bytteøkonomi eller naturalieøkonomi. Vittigheden var jo, at systemet lod som om de udbetalte løn og arbejderne lod som om de arbejdede. Det hjalp at være i besiddelse af penge og varer man umuligt kunne have erhvervet sig på normal vis. Man har ikke forstået livet under socialismen, hvis man ikke forstår baggrunden for, at en pæn stor del af befolkningen – både i og uden for partiet – var i besiddelse af flere penge end de på nogen måde kunne have tjent på deres arbejde. Naturligvis spillede gode forbindelser også en rolle. Derimod er det helt forkert, at publikum bestod af nomenklaturarens sønner og døtre. I hvert fald langt fra udelukkende. Ingen polske beretninger kan verificere dette. Ingen af billederne fra koncerterne tyder på, at de bedste pladser var optaget af de typer Keith Richards omtaler. Endelig er historien om, at han skulle have foranlediget de første fire rækker til at vige deres pladser, ren og skær fantasi. Der var dømt fest fra start til slut. Hele vejen rundt. Mange skulle naturligvis først lige komme sig over chokket over at se de farverigt klædte rullesten optræde på en måde, som ingen blandt publikum før havde oplevet i levende live. En chokbølge der også var gået igennem mangen et vestligt publikum tidligere i 60’erne.

En enkelt polsk journalist, Roman Waschko, påpegede dog i forholdsvis skarpe vendinger, at det ikke var god maner først at igangsætte annoncering af koncerter efter billetterne var solgt.  De kritiske ord blev trykt efter koncerterne i hans sin ugentlige rubrik, “Muzyka Nie-poważna” (:”Den ikke-klassiske musik”) i det ungkommunistiske dagblad Sztandar Mlodych.

Big Beat i Polen

Rock and roll var ikke et ukendt fænomen i datidens Polen. Kort efter stalinismens værste periode frem til ca. 1955 blomstrede kulturlivet i Polen på alle leder og kanter. Jazzen kom op fra undergrunden og blev en indbringende eksportartikel for det valutahungrende socialistiske Polen. De første spæde forsøg på at etablere en rock-scene blev mødt med en pæn portion skepsis af myndighederne. På typisk polsk vis fandt man dog ud af, at kalde det noget andet end rock and roll – der jo mindede for meget om vestlig påvirkning. Resultatet blev ironisk nok den engelsksprogede betegnelse ”Big Beat”. Simultant anvendtes også den polske sproglige ækvivalent ”stærke stød” (på polsk ”mocne uderzenie” – der senere blev titlen på en polsk musikalsk filmkomedie fra 1966 med medvirken af nogle kendte polske big beat-grupper).

Mange mennesker i Vesten tror fortsat, at den slags musik var bandlyst under socialismen. Intet er mere forkert. Nok havde den til at starte med svære vilkår i lande som DDR og Sovjetunionen, men i Polen (samt i Tjekkoslovakiet  og Ungarn) havde man et mere liberalt syn på musikken. Myndighederne var udmærket klar over, at ungdommen – som i Danmark – lyttede til Radio Luxembourg, der dengang var hovedkilden for de nye rytmer i æteren. Selv om man stolt promoverede landets egne grupper under overskriften ”Polsk ungdom synger polske sange”, så var man godt klar over, at det var de store navne vestpå, der ruskede mest i de unge kroppe og sjæle. Rolling Stones var således ikke det første vestlige rockband, der optrådte i Den Polske Folkerepublik. The Animals, The Hollies, Cliff Richard and the Shadows og Lulu havde alle været på besøg i årene op til de legendariske Stones-koncerter. Det altoverskyggende problem var dog, at systemet ikke havde råd til import af plader fra Vesten. De nyeste skiver med Beatles og Rolling Stones skulle derfor tilvejebringes af kontakter vestpå. Prisen for sådan en skive kunne løbe op i en hel månedsløn. Derfor samledes man i diverse ungdomsklubber og lyttede intenst til hver en tone. Var man i besiddelse af en rimelig østtysk båndoptager, kunne man få overspillet de eftertragtede udgivelser. Hvis man vel at mærke var en del af de rigtige netværk. Det hævdedes dengang i et polsk blad, at gruppen efter koncerterne uddelte eksemplarer af deres plader til de hungrende masser. Bill Wyman påstår også, at det var tilfældet. Ingen i Polen kan dog huske, at de nogensinde har hørt om en eneste, der fik fat i sådan en skive.

Der var dog een markant undtagelse, der skilte Polen fra den øvrige socialistiske blok. Radiostationen ” Rozgłośnia Harcerska” – ”Spejdernes Radiostation”. Den blev grundlagt i 1957 og var som den eneste radiostation ikke direkte underlagt den statslige partistruktur. Dermed ikke sagt at den frit kunne sende alt ud i æteren, men den blev i løbet af 60’erne stedet hvor ungdommens musik blev spillet. Også Rolling Stones. Der var med andre ord en vis plads at bevæge sig på for de mennesker, der dyrkede den vestlige populærkultur. Det blev efterhånden normalt, at radiostationen afspillede vestlige lp’er i deres fulde længde uden afbrydelser. Noget den polske statsradio tredje program også senere begyndte at praktisere. Endnu en kærkommen lejlighed for alle med en spolebåndoptager.

Længere oppe i systemet herskede det statslige kulturagentur – Pagart – suverænt over hvem der kunne få tilladelse til at spille i udlandet og hvem der kunne inviteres til at give koncerter i Polen. Sådan var det helt frem til socialismens endeligt i slutningen af 80’erne.  Et mammutorgan hvor der herskede en pæn portion korruption. På den anden side også en institution, der havde en lang række dygtige mennesker ansat. Personer der rent faktisk brændte for at få internationalt kendte kunstnere til Polen. Tilligemed mennesker der evnede at lytte til ungdommens ønsker. Nok udviklede det polske kommunistiske system sig i en temmelig bornert retning i løbet af 60’erne. Censuren blev gradvist strammet efter den mere liberale tid i årene efter partitoppens udskiftning i 1956, hvor der for alvor blev gjort op med stalinismens mørkemænd. Under overfladen legede man dog kispus med systemet i det omfang det kunne lade sig gøre. Der blev i hele den polske folkerepubliks historie udviklet en fintfølende fornemmelse for, hvad der på et givet tidspunkt kunne være muligt. Problemet med at præsentere eftertragtede vestlige artister var dog også her af pekuniær karakter. Man havde simpelthen ikke de nødvendige valutamidler til at kunne honorere de vestlige kunstneres krav i særligt stort omfang. Man var dog klar over, at bl.a. Rolling Stones ønskede at spille bag jerntæppet. Så hvorfor ikke bare gøre forsøget?

Forhandlinger om koncerten

Forhandlinger med Stones management påbegyndtes via kontakter i Storbritannien. Hvornår vides ikke præcist. Alt peger på at det polske koncertagentur benyttede den ukrainskfødte (og senere britiske baron) Lew Grade som mellemmand. Der har i tidens løb været mange forlydender om, at Stones først og fremmest ønskede at spille i Moskva, men om der overhovedet har været forhandlinger desangående er yderst tvivlsomt. Til gengæld har disse spekulationer givet anledning til flere fantasifulde historier. F.eks. at koncerterne i Warszawa i sidste øjeblik blev presset ned over polakkerne af de sovjetiske myndigheder, da sidstnævnte på den ene side alligevel ikke selv ønskede at arrangere en optræden, men på den anden side heller ikke ønskede, at det skulle hedde sig, at det kommunistiske system ikke var åben over for den slags arrangementer. Så sent som i 2016 kunne man således stadig i en af Polens største aviser – Gazeta Wyborcza – genlæse den gamle skrøne om, at Rolling Stones landede i Warszawa direkte fra Moskva, hvor deres koncerter netop var blevet aflyst. Det rene vrøvl. De ankom fra Paris, hvor de to dage før havde givet koncerter i Olympia.

Flyselskabet, der bragte dem til den polske hovedstad, var det polske LOT. En af forudsætningerne for at man kunne betale sig fra at hyre gruppen var nemlig, at så mange omkostninger som muligt kunne dækkes ved udgifter i polske zloty. Udover at få flybilletterne betalt i zloty indvilgede man af simpel nød også i at betale samtlige omkostninger i forbindelser med selve besøget. Både til musikerne og hele deres følge. På den måde kunne man ifølge pålidelige kilder efter sigende nøjes med at anvende ca. 2000 US-dollars frem for at betale et honorar på mellem fem og titusinde dollars. Tilbage stod man dog med det problem, at en del af honoraret måtte udbetales i de polske zloty, der dengang ikke måtte udføres fra Polen. Og her er vi så ved en af de mest farverige og sejlivede myter, der opstod i kølvandet på opholdet i Polen. Mick Jagger skulle efter sigende have efterspurgt muligheden for at købe et større parti sweatre og pelse. Desværre måtte de polske arrangører fortælle ham, at den nærmeste butik lå flere hundrede kilometer sydpå i Zakopane. Jagger skulle derefter havde udtrykt et ønske om at få udbetalt resthonoraret i polsk vodka, hvilket man så skulle have enedes om. Pagart skulle herefter have indkøbt vodkaen, der fyldte en hel godsvogn, og afsendt den mod London. Da den ankom til Storbritannien gik det dog op for Stones’ management, at der skulle betales uhyrlige summer i told. Derfor blev godsvognen returneret og i de efterfølgende mange år kunne man få tilbudt et særligt glas Stones-vodka på kontorene i Warszawa. Herlig historie naturligvis. Men uden hold i virkeligheden. Der var andre muligheder og gruppen har helt sikkert modtaget et eller andet brugbart fra Polen. Ingen ved dog med sikkerhed hvad. Selv har Stones fortalt, at de absolut intet tjente ved besøget i Warszawa. Men deres management eller den ukrainskfødte impresario, der formidlede og underskrev kontrakten, gjorde sikkert.

Grå hovedstad med en ungdom fuld af farver.  

Koncerterne i Warszawa var en del af hvad der skulle vise at blive den sidste Rolling Stones turné med Brian Jones. Den begyndte i Helsingborg d. 25 marts og sluttede 17. april i Athen. I februar samme år var både Jagger og Richards blevet arresteret for besiddelse af narkotika. I mange lande blev de derfor udsat for en ekstra kontrol ved ankomsten. Ifølge diverse fantasifulde beretninger foregik det også i Warszawa, hvor politi og toldere efter sigende skulle have tilbageholdt dem i lufthavnen og endevendt alt i deres bagage. Selv deres tuber med tandpasta. Faktum er imidlertid, at de fik lov til at passere VIP-indgangen uden at blive antastet af en eneste uniformeret person. Der var nemlig ikke en eneste i det daværende Polen, der havde viden om hvad de skulle lede efter. LSD og lignende var ikke just på mode under socialismen.

Koncerterne i Warszawa var uden tvivl en både noget nær surrealistisk og fortryllende oplevelse for de polske fans  der fik adgang. På mange måder nøjagtig som for alle de fans, der så gruppen for første gang i Vesten. Hvordan det må have været at overvære gruppen dengang i Kulturpaladset kan man kun tilnærmelsesvis sætte sig ind i. Det Vesten man så gerne ville være en del af landede som en anden ufo pludselig i ens egen by. Den ungdommelige indre uro blev endelig forløst. Hvad der kun forekom at være en fjern drøm blev for enkelt dag til virkelighed.

 

 

Selv for Rolling Stones var besøget i Polen en særegen oplevelse. Selv om de ovenstående citater fra Bill Wyman og Keith Richards vidner om, at visse ting med tiden fik et ekstra twist, så var mødet med Warszawa også et møde med en dengang ukendt og lukket del af Europa. Et møde mellem de længselsfulde og de nysgerrige. Nogle forestillinger blev bekræftet. Der var gråt og ingen Swinging Sixties over Polens hovedstad. Natteliv var der intet af udover natklubber a la den, der lå i forbindelse med Hotel Europejski, hvor bandet boede under opholdet. En natklub der normalt frekventeredes af ludere og sortbørshajer. Et hotel omringet af politi og uden tv på værelserne. Med en bar uden tequila, men med rigelige mængder af Wódka Wyborowa, der klart løftede stemningen. Til gengæld vidnede koncerterne om en ungdom i levende live. Ungdommen var fuld af farver.

Historisk newsreel

Under koncerterne var der et stort opbud af sikkerhedsfolk. I selve salen og overalt i bygningen. Uden for var kampklædt politi linet op. Måske var det for voldsomt. Eller måske blev koncerterne derfor gennemført uden mange af de kaotiske forhold, som visse koncerter vestover udviklede sig til, hvor især koncerten i Vestberlins Waldbühne i september 1965 udviklede sig til langvarige og voldsomme kampe mellem politi og fans. Helt så galt gik det ikke i Warszawa, men det gik heller ikke stille for sig.

Der opstod optøjer foran Kulturpaladset. Tusindevis uden billet forsøgte et trænge sig ind i Stalins personlige gave til Polen. Der kunne givetvis have været afholdt Stones-koncerter i flere uger, hvis alle polske fans skulle have haft en chance for at opleve gruppen. Ordensmagten var ikke vant til den slags og der opstod stort besvær med at adskille dem uden fra dem med billetter. Der blev trukket politistave og til den sene koncert blev der indhentet forstærkninger i form af vandkanoner.

Enkelte af de polske aviser og magasiner skrev efter koncerterne om, hvad de betegnede som hooliganisme. Andre koncentrerede sig mere om selve koncerten, hvor Stones generelt blev rost for deres optræden. Det var ikke forsidehistorier. De fede typer var udelukkende reserveret til partiets beslutninger. Der eksisterede dengang ikke særskilte magasiner helliget rock – og popmusik i Polen. Men i biograferne kunne folket i ugerne efter se en newsreel om koncerterne i Polen. Stemmen fortæller om undtagelseslignende tilstande uden for Kulturpaladset. Om at der ikke var billetter nok til alle, der ønskede at se Stones. Om at man ikke kunne høre så meget, når man endelig var kommet inden for. Thi musikken skulle ikke først og fremmest høres. Hele begivenheden skulle udleves, som kommentatorstemmen siger. De lidt over to minutter er en unik dokumentation fra de to historiske koncerter. Se selv her.

Denne newsreel beviser vel, at de polske myndigheder havde en vis interesse i at vise ungdommen, at man var ”med på noderne”. Man kan også mene, at de med den slags koncerter bevidst forsøgte at dæmpe utilfredsheden med systemet.  Det er dog en sejlivet myte, at det skulle have været daværende partileder Gomulkas barnebarn, der havde plaget bedstefar om at få Stones til Polen. Karakteristisk for den skrøne er, at ingen angiver hvad hun hed(der). Intet interview forefindes med hende. Hvorom alting er, så optrådte Stones året før, der udbrød store studenterdemonstrationer overalt i Polen mod det kommunistiske regime. En revolte der blev slået ned af myndighederne ved dels at spille arbejdere ud mod de intellektuelle, dels vha omfattende antisemitiske kampagner. Tilført rå vold. Rockmusikken lagde aldrig den dæmper på ungdommen, som man muligvis havde håbet på i de øverste partiorganer. Tværtimod. Som historien skulle vise.

For et utal af polske musikere, der på forunderlig og snedig vis fandt en ledig plads backstage var koncerterne på mange måder også en øjenåbner. Ganske vist lod datidens grej sig stadig en del tilbage at ønske, men for en daværende polsk musikers øjne og ører var der meget både at kigge på og lære af. Nøjagtig som det også var tilfældet i årene forud for mangen en musiker og sanger vestpå. Rolling Stones var i de år – og i mange efterfølgende – selve referencen, når det gjaldt sceneoptræden. Den polske rockmusik udviklede sig stærkt i disse år. Stones-koncerterne gav givetvis endnu flere kunstnere blod på tanden. De blev i hvert fald samtaleemne nummer et blandt musikerne. En af landets helt store rockstjerner indspillede netop i samme uge i april 1967 megahittet Dziwny jest ten świat. Navnet var Czesław Niemen. Han blev kendt langt ud over Polens grænser. Selve nummeret indledes med korte sprøde toner fra et orgel. Komponeret og spillet af Marian Zimiński. Efter sigende lige efter han var blevet afvist med en falsk billet til en af de to Stones-koncerter.

 

Opvarmningsbandet Czerwono-Czarny gjorde ikke synderligt væsen af sig. Nok var de populære i Polen, men de spillede fortrinsvis sødsuppe pop. Tilsyneladende blev de valgt, fordi det var “deres tur” til et job a la dette. Mange andre daværende polske bands kunne nok have sat lidt mere gang i løjerne før Stones tog over. I den ovenfor nævnte artikel af Roman Waschko kritiserede skribenten ligeledes de alment dårlige vilkår for den rytmiske musik i Polen. Han opfordrede lokale myndigheder til at skabe flere steder, hvor ungdommen kunne høre og danse til lokale grupper. “Kun på den måde kunne det påståede problem med beat-musikken måske delvist løses”. En slet skjult kommentar både mht magthavernes valne holdninger til ungdommens musik og samtidig også en indirekte kritik af, at grupperne havde særdeles svært ved at anskaffe sig det nødvendige udstyr. Forhold der kun langsomt og delvist blev bedre med tiden i det kommunistiske Polen.

Setlist og to yderligere polske koncerter

Rolling Stones spillede i ca. 45 minutter. Ca. 20 minutter længere end ved de foregående års koncerter. Ingen kan med sikkerhed huske deres setlist. Men meget tyder på at de spillede følgende:

• The Last Time
• Paint It Black
• 19th Nervous Breakdown
• Lady Jane
• Get Off Of My Cloud-Yesterday’s Papers
• Under My Thumb
• Ruby Tuesday
• Let’s Spend The Night Together
• Goin’ Home
• Satisfaction

Der findes en bootleg med en lydmæssigt fremragende optagelse fra en fransk radiostation, hvor man kan høre, hvordan det lød ved en af koncerterne i Paris få dage før gruppens polske visit. Jeg kan ikke tillade mig at linke direkte til optagelsen her, men kan da hjælpe lidt på vej. Det er absolut værd at lægge ører til. Samme optagelse findes i en elendig udgave på youtube. Den bør undgås.

Der skulle gå 31 år før de igen optrådte i Polen. Denne gang i Chorzów. En koncert jeg selv overværede få meter fra scenen og anmeldte her. I 2007 vendte Rolling Stones tilbage til Warszawa for at give deres tredje og indtil videre sidste koncert i Polen. Få dage inden koncerten havde den polske præsident udråbt tre dages landesorg som følge af 26 polske pilgrimmes død i en busulykke i Frankrig. Det blev overvejet at starte koncerten efter midnat lige efter udløbet af den sidste landesorgsdag. Af logistiske årsager valgte man at gennemføre koncerten som planlagt. Med et minuts stilhed. 45.000 begejstrede fans mødte frem til den udsolgte koncert. Rolling Stones erklærede, at de ville donere et (stort – men ukendt) beløb til den katolske hjælpeorganisation, Caritas. Sidstnævnte nægtede dog at tage imod hvad de kaldte “beskidte” penge. I stedet gik beløbet til en verdslig hjælpefond. Desuden undlod Rolling Stones at spille ‘Sympathy for the Devil’, der ellers var – og er – en del af deres faste repertoire ved de store udendørskoncerter. En sang der har givet anledning til mangen en misforståelse – også uden for Polens grænser.

Rolling Stones besøgte det kommunistiske Jugoslavien i 1976. Kina for første gang i 2006. Cuba blev i 2016 det fjerde kommunistiske land, der fik besøg af gruppen. Til gengæld var Den Polske Folkerepublik flere årtier forud for f.eks. landene i Latinamerika, hvor de først optrådte overfor et ekstatisk publikum i 1995. I Europa har de spillet op til flere gange i de fleste lande. Undtagelserne er Island, Albanien, Moldova, Slovenien, Bosnien, Makedonien, Bulgarien, Hviderusland, Slovakiet (dog i Tjekkoslovakiet), Letland, Litauen, Georgien, Armenien og Cypern.

 

 

© Kim Halling Mortensen