• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer

europaeiskeundertekster.dk

europæiske undertekster

brudstykker til en samlet fortælling

  • Forside
  • Toner
  • Nutid
  • Ord
  • Blod
  • Billeder
  • Datid
  • Om
  • Privatlivspolitik
Du er her: Forside / Arkiv for Toner

Toner

‘Engang blev solen så træt’: 58 års morgenrøde med Omega

23. december 2020 By Europæiske Undertekster

 

Denne artikel nydes bedst med både musikanlæg og tv tilsluttet.
Det er altid dybt uretfærdigt at reducere en rockgruppes rige lange liv til en enkelt sang. Især når gruppen har eksisteret i 58 år.
Når de har udgivet utallige fremragende albums, der har solgt i over 50 millioner eksemplarer verden over.
Når deres repertoire spænder over en musikalsk alsidighed i absolut verdensklasse.
Når vi taler om den historisk set mest populære og kendteste gruppe, der nogensinde har eksisteret i hele det øst – og centraleuropæiske område.

På den anden side set. Et sted skal historien jo starte. Og tro mig: Du kender ikke Ungarn, hvis du ikke kender denne sang. Du kender ikke Ungarn, hvis du ikke kender bandet Omega.

Gyöngyhajú lány er sangen – og her er den i en af de utallige udgaver, der ligger på youtube. En sang der får mange ikke-ungarere til at ønske de kunne ungarsk. En sang lavet i coverversioner af Scorpions (elendig udgave) og en lang række polske, tjekkiske, rumænske, jugoslaviske, bulgarske og litauiske kunstnere samt anvendt (delvis ulovligt) af Kanya West og Wiz Khalifa (i Buss Down). Gyöngyhajú lány er sangen om pigen med det perlende hår. The girl with pearly hair eller på tysk Perlenhaarmädchen. Teksten er skrevet af den ungarske multikunstner Anna Adamis. Og det var teksten til denne sang fra 1968, der igangsatte hendes lange kunstneriske liv.

Der er ikke enighed derude på det store net om den helt korrekte – eller bedste oversættelse. Alene de to tyske oversættelser der findes i lyrikrubrikken på denne Omega fanside vidner om forskelligartede professionelle gendigtninger.  En ungarer ude på nettet har selv forsøgt sig med denne engelske oversættelse – men gør også opmærksom på, at tekstens poetiske karakter selv kan volde vanskeligheder for indfødte ungarere:

Once, the Sun got so tired, It fell asleep in the lap of a deep, green lake. The darkness gave people pain, So she felt sorry for us, and came among us. Yes, a pearl-haired girl came, Was I dreaming, or was it true? This way the earth and the sky Became green and blue, as before.

The dawn broke, she went home Behind a blue mountain, among flowers. Little blue elephant told tales (about her), The light is sleeping on her beautiful pearl-hair. Yes, there lives a pearl-haired girl, Was I dreaming, or was it true? Since that, pearl-hair Lives in the deep see, long ago.

When you are very alone, A little star will fall near you. May snow-white pearls lead you, As white stones lead the good pilgrim. Yes, a pearl-haired girl is calling me, Was I dreaming, or was it true? She waits for me behind her pearls, Between the sky and the earth.

I anledning af Omegas 55. år lavede de selv en kort billedintro, der illustrerer deres historiske liv på scenen. Tilsat egen komposition.

Alle musikerne har en konservatorieuddannelse bag sig. Det var et obligatorisk krav i de socialistiske lande for at kunne få tilladelse til at optræde offentligt. Denne klassiske dannelse kan tydeligt spores i gruppens evne til at komponere. Selv de mest hårdtslående – eller poppede numre emmer af evnen til at tilføje sangene nogle ekstra musikalske dimensioner. I de senere år har Omega da også optrådt ved adskillige lejligheder med klassiske musikere og sangere. Deres musikalsk set mest sprudlende periode var nok i 70’erne, hvor vægten var lagt på det, der generelt betegnes som ”progressiv rock”. Herefter går det noget ned ad bakke på den musikalske front frem til 1987, hvor Omega da også vælger at holde en pause, der kommer til at vare hele syv år. Musikken kommer i dette årti simpelthen til at minde for meget om den tids technoinspireret metervare. Glimtvis formåede de dog også at brillere med en portion høj kvalitet i denne slanke periode. Budapest er i disse 80’ere valfartsstedet for rockfans fra hele den europæiske socialistiske verden. Det er byen hvor de store koncerter med megastjerner fra vesten kan opleves. Det rummer ikke megen plads til nationens egne helte. Længslen efter forgangne ungdomstider vender dog stærkt tilbage i 90’erne. I Ungarn som i mange andre af landene i Øst – og Centraleuropa. Omegas genfødsel åbner med i dobbelt forstand et brag af en koncert på Népstadion (det nuværende Ferenc Puskás Stadion) i Budapest. Lyn og torden truer nemlig koncertens afholdelse, men i sidste ende fejrer Omega en sand triumf på scenen. Der er udgivet både cd og dvd fra denne koncert, men det er yderst vanskeligt at få fat på filmversionen. Den kan dog ses her i noget nær fuld længde med glimrende lyd. I det hele taget er denne koncert et fornemt bevis på gruppens alsidighed. Det er også en af første optrædener med gruppens nuværende leadguitarist, Tamás Szekeres, der forekommer mig at være en af verdens bedste på sit instrument.

Nu skal man jo ikke tro, at Omega bare var og er et fænomen, der kun gav genlyd i den socialistiske lejr. Allerede i 1968 fik en engelsk manager øjne og øren op for Omegas kvaliteter, da de var opvarmning ved en koncert med Stevie Winwood’s daværende gruppe, Traffic. Det blev til en pladekontrakt med selveste Decca og faktisk er alle Omegas skiver fra 70’erne udgivet i engelske versioner, der tilligemed blev mixet i London. Det var dengang temmelig enestående. De kommunistiske myndigheder så til med en vis skepsis, men krævede blot, at Omega altid først udgav deres skiver i Ungarn med ungarsk sang. Den vestlige pladekontrakt åbnede dørene for en lang række koncerter i mange vestlige lande. Omega har således optrådt ved koncerter med navne som The Who, Queen, AC/DC og Rolling Stones. Kontrakten åbnede i øvrigt også dørene for andre kunstnere, hvor en anden ungarsk gruppe, jazzrockerne Locomotiv GT, især skal nævnes. Denne gruppe berigedes i parentes bemærket i en kortere periode af enkelte af Omegas originale medlemmer, der dog sidenhen vendte tilbage til udgangspunktet. Siden 1992 er hele Omegas bagkatalog blevet udgivet i Ungarn. Man får nu både den originale ungarske udgivelse og den engelske dobbeltgænger med i købet. Begge i restaureret udgaver.

2012 var 50-året for gruppens fødsel. Hvad der startede som et skoleorkester skulle nu fejres med skiven ”Omega Rhapsody”, hvor nyt og gammelt fremføres af både bandet og klassiske musikere. Dette projekt blev efterfulgt af konceptet ”Omega Oratorium”. Med både klassiske musikere og kor. Som Omega Oratorium afholdtes en række koncerter i mindre rum. Typisk i kirker. Primært i Tyskland og i Ungarn. Resultatet kan her ses i denne officielle video. Billedkvaliteten er måske ikke den bedste, men musikken fejler absolut intet. Tværtimod bevidner den, at bandet på ingen måde hviler på laurbærene. Det er storslået og smukt samt først og fremmest et uimodståeligt musikalsk bevis på Omegas kvaliteter.

2017 var Omega så igen på turné for at markere deres 55. år. Der var stort set fulde huse overalt til koncerter i Tyskland, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Rumænien, Schweiz og Polen. Årets sidste koncert afholdes i Budapest d. 28. december. Et delvist nyt album er det også blevet til: Omega 55 – Volt egyszer egy Vadkelet (Once Upon A Time in the East). Skiven, der er udgivet sammen med et magasin om Omega, indeholder nye versioner af kendte Omega-numre samt indspilninger sammen med polske Józef Skrzek (se nedenfor) , Petr Janda fra legendariske Olympic i Tjekkiet, Scorpions og Dieter ‘Machine’ Birr fra Puhdys, DDRs største rockband gennem tiderne. Opstanden i 1956 og Radio Luxembourg er genstande for nogle af pladens nye numre. De fleste numre synges på engelsk, men der er også sang på ungarsk, polsk, tysk og tjekkisk.

Årets første koncert blev afholdt d. 25 marts. Som udendørskoncert. I polske Piotrków Trybunalski. I anledning af byens 800 års jubilæum samt som fejring den årlige polsk-ungarske venskabsdag. Tusindevis af fans trodsede de kølige martsvinde og blev i flg. alle rapporter vidner til en yderst mindeværdig koncert.  Ikke mindst fordi Omega optrådte sammen med Polens legendariske keyboardspiller og komponist, Józef Skrzek fra gruppen SBB. Et band der fortsat lever i bedste velgående. Naturligvis var der ikke et tørt øje, da de sammen afsluttede koncerten med sangen om pigen, som denne artikel startede med. Ikke mindre bevægende var modtagelsen af en til lejligheden fremført version af Czesław Niemens gamle megahit Dziwny jest ten świat. Niemen døde for 13 år siden. Enhver med blot en smule kendskab til Øst – og Centraleuropas musik vil vide, at vi her taler om en af de helt store udødelige kunstnere inden for den rytmiske musik. Det eneste officielle klip fra koncerten er netop med denne sang. Levende nostalgi for fuld udblæsning. Nummeret findes også på Omegas nyeste skive (se ovenfor).

En komplet liste over alle Omegas medlemmer gennem tiderne samt en diskografi kan ses på en af de mere seriøse fansider. Udgivelser med gruppen fås bedst via denne butik i Budapest. Lad dig ikke skræmme af, at siden kun er på ungarsk. Man kan sagtens sende dem en mail med ønsker og bestillinger. Få dage senere ligger herlighederne parat i dit hjem. Musik fra flere årtier. Og det hele startede nogenlunde sådan her. I en tid hvor du enten ikke var født eller blot en lille purk. Måske en fræk teenager. Eller måske hende pigen med perler i håret.

TESTAMENTUM – opdatering, december 2020

Efter fortsatte koncerter i løbet af 2018 og 2019 blev 2020 et skæbnesvangert år for Omega. Gruppen havde siden 2016 arbejdet på et nyt album. Planlagt til udgivelse i foråret. Efterfulgt af talrige koncerter i bl a Ungarn, Slovakiet og Tyskland. Sådan skulle det ikke gå.

D. 26. november, 2020, blev albummet imidlertid udsendt i Ungarn. Skivens titel – ‘Testamentum‘ – mere end antyder, at det er gruppens sidste. Efter 58 år.

Under alle omstændigheder kommer Omega aldrig mere til at optræde med keyboard-spilleren, László Benkő. Efter flere års kamp mod kræft tabte han endegyldigt kampen d. 18. november, 2020. Han var med fra gruppens spæde start i 1962. Modtager af fornemme æresbevisninger og prestigefyldte musikpriser.

Omegas bassist i årene 1967-2014, Tamás Mihály, døde to dage efter László Benkő. Alvorlig sygdom indhentede også ham til sidst. Siden 2014 optrådte han kun sammen med Omega ved særlige lejligheder.

Allerede d. 12. november, 2020, døde produceren og road manageren, László Nemes, af covid-19. Han var i årtier tilknyttet bl a Omega, men også mange andre store ungarske rocknavne. Sammen med János Kóbor, Omegas sanger, etablerede han landets første lydstudie.

Albummet ‘Testamentum‘ viser flere af Omegas musikalske dyder. Der er både symfonisk – og hård rock i absolut verdensklasse. Enkelte numre er nyfortolkninger af gammelt materiale. En enkelt af sangene fremføres med den tekst, som blev bortcensureret af de kommunistiske myndigheder for snart seks årtier siden.

Fire dage efter László Benkős død gav Janós Kóbor et telefoninterview på tysk til grundlæggeren af Omegas tyske fanklubs. I løbet af deres 22 minutter lange samtale afslører Kóbor, at der i foråret 2021 kan forventes en både engelsk – og tysksproget udgave af ‘Testamentum‘. Hele interviewet kan høres her. Af indlysende grunde er den sørgende sanger ikke i stand til at forudse, hvad fremtiden evt vil bringe for Omega. ‘Testamentum‘ slutter til lyden af kirkeklokker og tordenskrald….

Hele ‘Testamentum‘ kan streames på diverse platforme. Man kan desuden lytte til albummet via YouTube 

I foråret 2021 forventes ‘Testamentum‘ også at blive udgivet på vinyl. Med yderligere tre numre. Indtil da kan den ungarske cd-udgave erhverves fysisk for knap 70 kr. (inkl fragt) ved at skrive til pladeselskabet, GrundRecords – info@grundrecords.hu – Lyt til den storslåede musik på et ordentligt anlæg.

(denne artikel er senest opdateret december, 2020 – tidligere opdatering medio oktober, 2017 – den oprindelige tekst blev offentliggjort på mreast.dk d. 2. april 2017)

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Toner Tags: Omega, Ungarn

Philemon Arthur and The Dung: Udødelig svensk kult

25. marts 2018 By Europæiske Undertekster

 

PHILEMON ARTHUR AND THE DUNG. Svensk kultduo. I 1972 vandt deres første skive prisen som ’Årets grupproduktion’ ved den svenske Grammis-uddeling. Hverken Philemon Arthur eller The Dung dukkede op for at modtage prisen. I 1987 udgav de deres andet og hidtil sidste album. Kun på kassettebånd. Indlagt i en konservesdåse, der på de yderst få tilgængelige billeder minder om en sardindåse. Påklistret en mærkat med to numser, artistnavnet og påtegnelsen ‘Äkta Skånska Naturlivd’. Titlen på udgivelsen var ‘Skisser över 1914 års badmössor’. Den første skive bar blot duoens navn.

Prisen i 1972 skabte voldsom røre i den svenske musikindustri. Faktisk så meget, at Grammis-uddelingen blev nedlagt og først blev genetableret i 1987.

Musikken

Det hele begyndte med, at Philemon Arthur and The Dung i 1971 fremsendte et demobånd til P3-programmet ‘Bandet Går – Programmet för dig med bandspelera’. Pladeselskabet Silence fattede interesse og udgav numrene på lp.

Philemon Arthur and the Dungs inspirationskilder er mangfoldige, men man går ikke galt i byen, hvis man hævder, at de først og fremmest fremfører deres sange med pæne portioner af rødder i blues og svensk visetradition. Decideret skønsang er der ikke tale om, men for det meste synges der rent og sågar undervejs tostemmigt. Sangene er gennemgående meget melodiske og oftest rytmisk medrivende.

Bagsideomslaget til den første lp

Musikken er indspillet på båndoptagere af mærkerne revox (stereo) og dux bandola (mono). ”I soveværelset på loftet i Skåne”, som det hævdes på omslaget til den første lp. Mikrofonerne knaser en smule og instrumenterne er både ustemte – og nedstemte guitarer, harmonika og alskens husholdningsudstyr, som var inden for rækkevidde i det skånske hus. Dåser, radiator, stegepander, stole, gryde(låg) og andet godt. Selv har duoen i et e-post interview med Sydsvenskan i 2002 forklaret situationen på følgende vis:

– När man inte har råd att köpa några instrument får man använda vad man har. The Dung hade en gitarr han inte kunde spela på, den la Philemon beslag på. Ibland fäste han papper mellan strängarna fцr att få till nån slags fuzz-ljud. Philemon hade också gеtt en dragspelskurs, vilket han omedelbart förträngde. Men han kom på att man kunde spela lite annorlunda på dragspelet, lite släpig bas och så riff på dom svarta knapparna. The Dung å sin sida ville gärna spela trummor. I brist på annat blev det serveringsbrickor, karamellburkar, kakburkar mm, som ofta ställdes på bordet nära inspelningsmikrofonen. Ett “virvelkaggestativ” byggdes av mekano. Vi spelade in sittande vid ett bord mittemot varandra. Vi höjde upp mikrofonen med lämpligt antal böcker: Textbladet lutades mot böckerna. Ibland spelade the Dung på ett gult kinesiskt leksakspiano eller cittra. Vi turades om att mer eller mindre sjunga.   

De fik følgende tillægsspørgsmål, der her gengives med deres svar:

‘Musiken är skenbart primitiv, men lyssnar man noga så märker man en rytmisk uppfinningsrikedom. Är det svеrt att spela på värmeelement och kakburkar?’ 

– Man gör vad man kan för att spela som Charlie Watts.

In kommer Gösta

in kommer gösta

och hälsar

goddag!

har ni kaffe?

nej, det har vi inte

då går jag

adjö

ut går gösta

Såre banalt, ikke sandt? Men lyt nu her. Nummeret er ren kult i Sverige. Og denne artikels forfatter forstår så sandelig godt hvorfor.

Teksterne

Philemon Arthur and the Dungs tekstunivers er alsidigt. Her er alt fra samfundskritiske skildringer til såre simple underfundige kærlighedssange. Man finder nonsens, humor og alvor gemt i stort set al deres lyrik. Finurlige dybsindigheder optræder side om side med barsk satire. Det er den lille svenske mands verden. Ude i det lille samfund på landet. Eller i hvert fald med en længsel til naturen. Fyldt med trange vilkår i en verden præget af beton, forurening, ulighed, jagt og sågar hjemløshed. Men teksterne kan såmænd også have et skær af surrealisme over sig.

Sangene repræsenterer på mange måder skæve eksistensers tanker og handlinger. Vi kender alle en Gösta, der storsmilende vender tilbage til det samme sted hver dag og stiller det samme uskyldige spørgsmål. Som høfligt finder sig i ikke at kunne få, hvad han ønsker sig. Eller måske slet ikke ønsker sig? Det kunne vel endda være os selv, når vi er mere eller mindre snalrede. Men Philemon Arthur and the Dung hævder dog hårdnakket, at de kun indtog kaffe og toscakage under indspilningerne.

Her er Henning i sin presenning (: hjemløshed), en magtliderlig spejderleder, to ældre der ikke kan se hinanden før de sammen får drukket ”fodsved” på dåse, en vals om ægteskabets skæbnefulde karakter, den eneste ven man alligevel ikke har, rigmanden med ingenting i sin hjerne, naturen der betoneres og alligevel markedsføres som natur, sangen om fyren der har købt en blomma (blomst) i Lomma og endelig endnu en (forudsigelig) kultagtig sang om at ’låt den hänga ute”.

Philemon Arthur and the Dung blev i førnævnte interview spurgt om de troede på musikkens magt til at forandre samfundet. De svarede:

– “Felspelad” musik får folk att reagera och musik ger gemenskap. Samhället har i alla fall ingen makt över musiken.

Eksempler på sange

Det er umådeligt svært at udvælge blot nogle få sange til denne artikel. Det ville dog ikke være helt retfærdigt, hvis læseren ikke fik blot en lillebitte chance for at lægge ører til Philemon Arthur and the Dung før jagten går på cd’er eller videre på streamingtjenester. Enkelte vil måske være advaret én gang for alle. Vi har jo næppe alle en forkærlighed for primitive musikalske udgivelser. Nogle af os finder dem geniale. Andre forarges.

Blomman – her med første vers:

Jag har en liten blomma,

den ska jag ge till dig

Den har jag köpt i Lomma,

och den är till dig

Naturen – teksten findes i linket

Men va fanken  – her med de to første vers og omkvæd

1. Jag kan inte se vem du e

Å du kan inte se vem jag e

Men va fanken gör det

Så trevligt som de e

2. Du kan inte se vem jag e

Å jag kan inte se du e

Men va fanken gör det

När vi inte e tre

(omkvæd:) Det var en underbar väska

Jag köpte af Stig

Den har jag använt

Till att bära grönsakar i

Den store hemmelighed

Nu 46 år senere ved man fortsat ikke, hvem der indspillede de herostratisk berømte numre. På det svenske net-forum Flashback foregår der nu på 15. (femtende)  år en lidenskabelig debat om, hvem Philemon Arthur and The Dung egentlig er – eller var. I det hele taget har vores svenske naboer spekuleret sig gule og blå i hovederne lige siden udgivelsen af duoens første skive. Få kender svaret. Og de har holdt det hemmeligt i snart fem årtier.

Udgivelse nummer to

Næsten alle er enige om, at de kom fra det nordlige Skåne. Men om det er fra nord-vest eller nord-øst hersker der en vis tvivl. De fleste hælder til nord-øst. De kan naturligvis også bare have imiteret dialekten, men det påstås at være svært og dermed lidet sandsynligt.

I alle årene har især brødrene Mikael og Thomas Wiehe gang på gang måtte afvise, at det er dem, der står bag Philemon Arthur and the Dung. Sangen ’In kommer Gösta’ blev første gang spillet live af gruppen Träd, Gräs och Stenar ved en festival i 1970. De præsenterede den som ”en hilsen fra Torekov i Skåne”. Og så ikke mere. Senere i 1987 indspilledes sangen af den svenske rocksanger Magnus Uggla. Her krediteredes den som bærende komponeret af en M. Larsson. Ihærdige amatørdetektiver har siden fundet frem til, at der skulle have boet to Larsson-brødre i netop Torekov. Den ene med fornavnet Mats, som jeg så passer fint med det krediterede navn. Den historie holder imidlertid heller ikke vand.

I 2010 lavede de to instruktører Jonas Johannesson og Martin Snygg en 42 minutter lang doku om duoen med titlen ‘Philemon Arthur – orkestern utan ansikte’. Et ca. fire minutters langt uddrag kan ses her. Titlen mere end antyder, at de heller ikke fik knækket koden.

Philemon Arthur and the Dung optrådte i 2012 på svensk-finske Hedningarnas skive ’&’ med nummeret ’Hejsan Svejsan”. Bandet Bob Hund slog i tidernes morgen igennem takket været den hemmelige duo, der fremsendte et demobånd til pladeselskabet Silence. Og så skulle man måske tro….men nej….

Philemon Arthur and the Dung på cd og streaming

Sangene fra den første skive tilføjet en pæn del fra kassette-udgivelsen findes på cd’en ”Musikens historie del 1 och 2”, der blev udgivet af selskabet Silence i 1992. Den kan naturligvis stadigvæk købes eller streames, da efterspørgslen er konstant. De fleste vil nok foretrække cd-udgivelsens medfølgende teksthæfte, men man kan naturligvis med en vis ihærdig indsats givetvis nok finde de fleste tekster på nettet. Link til shoppen hos pladeselskabet Silence her. Bemærk at selskabet har gravet dybt i arkiverne og i 2002 gav det sig udslag i udgivelsen af ‘The Very Pest Of – Får jag spy i ditt paraply?’ En blandet landhandel som man nok i første omgang bør lytte til via en streamingtjeneste. 

 

Kilder til denne artikel:

  • Sydsvenskan/Sydsvenska Dagbladet, interview af Håkan Engström 13. december 2002 med titlen “Bakom scenen med Philemon”
  • Discogs
  • Pladeselskabet Silence’ hjemmeside
  • Flashback – svensk internetforum
  • Wikipedia
  • Svensk filmdatabas
  • diverse blogs

 

© Kim Halling Mortensen

 

Skrevet i: Toner Tags: Philemon Arthur and the Dung, Skåne, Sverige

For 50 år siden: Rolling Stones i Warszawa

19. november 2017 By Europæiske Undertekster

Marcin Jacobson: The Rolling Stones Warszawa ’67 ISBN 978-83-63037-06-2

 

Torsdag d. 13. april 1967 dannede Warszawas Kulturpalads rammen om to legendariske optrædener med Rolling Stones
Knap 6.000 unge fik deres livs oplevelse
Tusinder måtte gå forgæves
 
Det blev hurtigt forbundet med en vis anseelse at bekendtgøre sin tilstedeværelse på rette sted denne solskinsrige forårsdag for 50 år siden. Betydeligt flere end det faktiske antal koncertgængere har gennem årene påstået, at de også var der. Jeg erindrer selv en pudsig episode fra min skoletid, hvor en klassekammerat hårdnakket hævdede, at han havde overværet den gratis Stones-koncert i Hyde Park, 1969. Han vidste udmærket, at jeg var stor fan af gruppen. Med sin påstand forsøgte han givetvis både at skabe opmærksomhed og nok også en pæn portion misundelse. Billet kunne han jo dårligt fremvise. Det samme gør sig gældende i forbindelse med koncerterne i Warszawa, da de hverken var påtrykt artistnavne eller præcis dato.

Udover billeder og filmoptagelser samt få presseomtaler er det småt med tilgængelige kilder. De polske partistyrede medier gjorde ikke noget stort nummer ud af koncerterne. Kulørte tabloidaviser eksisterede ikke. Der var ingen snurrende kameraer i hælene på de fem musikere. Yderst få håndholdte mikrofoner under et kort pressemøde, der bagefter kun refereredes til. Kontrakten med Rolling Stones blev i starten af 1990’erne makuleret sammen med alle øvrige dokumenter fra det statslige kulturagentur, der blev lukket i forbindelse med systemskiftet i Polen. Vi er derfor stort set udelukkende henvist til at lytte til de mange mundtlige beretninger.

Efter 45 år: Ultimativ bogudgivelse

I anledning af 45-årsdagen for koncerterne udkom der i 2012 en bog (se billederne øverst og nederst) med interviews af en lang række mere eller mindre prominente polakker, der havde overværet en af koncerterne. En række af dem med forbindelser til selve organiseringen af denne ekstraordinære begivenhed i Den Polske Folkerepubliks historie. Bogen er imponerende rigt illustreret og indeholder en lang række gengivelser af artikler fra datidens polske medier samt en enkelt fra New Musical Express. Citeret er ligeledes senere udtalelser fra Keith Richards og den nu fhv. bassist i Rolling Stones, Bill Wyman. Bogen er både udgivet i almindelig udgave og i en luksusudgave med engelsk oversættelse af teksten samt kopi af miniplakaten (se billedet herunder). Der medfølger endvidere en række særtryk af billeder fra gruppens ophold i Warszawa.

 

Miniplakat der annoncerede koncerterne

 

Gennemgående slår det læseren, at næsten alle detaljer vedrørende Stones-besøget gengives yderst forskelligt. Det er et typisk problem for en historiker, at erindringer stort set altid er særdeles modsætningsfyldte. Bogens styrke er dog, at den evner at skelne mellem det sandsynlige og mere fantasifulde. Et vist kendskab hos læseren til tressernes Polen skader naturligvis heller ikke, men det er jo ej alle forundt at besidde sådan en viden. Denne artikel vil i al beskedenhed forsøge at kaste lidt mere lys over, hvad der rent faktisk foregik i de to dage, hvor Rolling Stones fik hejst jerntæppet en anelse højere op end hidtil.

Billetsalget

Alene den måde, som billetterne blev solgt på, har givet anledning til en del myter. Pressen i Polen anno 1967 bidrog dengang ikke med oplysninger om,  hvordan det i det hele taget blev til virkelighed, at Rolling Stones skulle optræde i Polen. Primært via mund til mund metoden blev det overhovedet kendt, at gruppen ville ankomme til Warszawa. Der var ingen annoncering af tid, sted og billetsalg. Dvs. ikke før stort set alle havde hørt om det. Og da alle billetter på nær yderst få var blevet solgt. Først da kunne man læse en lille bekræftende notits i det ungkommunistiske dagblad. Til gengæld vidste langt de fleste ægte fans, hvem man kunne stole på,  når det gjaldt om at få nys om begivenheden og især om, hvordan man kunne få fat i de eftertragtede billetter.

Det var imidlertid kutyme ved den slags begivenheder, at en pæn del af billetsalget foregik ved at distribuere billetter til et ikke nærmere angivet antal virksomheder og institutioner. I dette tilfælde skulle det dog vise sig at være langt hovedparten. Det gjaldt derfor om hurtigst muligt at få spurgt især forældre og venners forældre om der var billetter til salg på deres  – eller bekendtes arbejdspladser. Derudover var der naturligvis også et vist antal billetter, der pr. automatik blev tildelt diverse avis – og magasinredaktioner.

Priserne på billetterne lå på mellem ca 30 og 110 złoty. Umiddelbart ikke en komplet uoverskuelig udgift med en gennemsnitlig månedsløn på ca 2000 złoty. Efterspørgslen var dog i den grad større end udbuddet. Stones-billetterne blev derfor helt naturligt en oplagt kilde for mange til at tjene nogle ekstra skejser. Som det var tilfældet med en lang række andre varer og tjenesteydelser i det socialistiske mangelsamfund. Sortbørshandel med koncertbilletter var – og er – naturligvis også en god gesjæft i alle andre samfund, men chancen for at se Stones live forekom i datidens Warszawa i den grad som en once in a lifetime mulighed. Priserne eksploderede derfor op i nærheden af en god ugeløn på det sorte marked. Og der var ingen problemer med at få dem afsat. Utallige falske billetter var ligeledes i omløb. Især tilrejsende fans fra Ungarn og Tjekkoslovakiet blev ofre for kriminelles ublu transaktioner. Til gengæld kom mange ind i Kulturpaladset ved at bestikke vagter og kontrollører. Derfor nåede samlet ca 6000 at se gruppen selv om der kun var siddepladser til ca. 5500 og officielt ingen ståpladser.

Bill Wyman med en kopi af bl.a. bogen om koncerterne

Således har proceduren vedrørende billetsalget sammenholdt med en tillukket polsk partipresse kunnet bidrage til skabelsen af myter om hvem, der egentlig havde fået fat i billetterne. Overfor en godtroende vestlig læserskare kunne Stones egen kronikør, Bill Wyman, senere påstå at pladserne i Kulturpaladsets koncertsal – Sala Kongresowa – var besat af partiloyale. Senest blev det hævdet i hans i øvrigt fremragende bog ‘Rolling with the Stones’ fra 2002. Her skriver han bl.a:

”Once inside , we found that the tickets for our shows had not been put on sale. They were given to loyal party members. This meant that all real fans were outside, unable to get tickets, but the audience seemed to get into it as we went along”

Den 19. august 1971 udkommer magasinet Rolling Stone med et særdeles langt Keith Richards-interview. Her omtales opholdet i Polen også:

”We get there, behind the Iron Curtain, do the whole bit, all very uptight. There’s army at the airport. Get to the hotel which is very jail-like. Lots of security people about, a lot like America. And it gets even more like America as it goes along. We’re invited by the Minister of Culture, on a cultural visit, and we’re playing in the Palace of Culture. We get there to do our gig. We go on. Honksi-de-boyski, boysk. Zee Rolling Stones-ki. And who’s got the best seats in the house right down front? The sons and daughters of the hierarchy of the Communist Party. They’re sitting there with their diamonds and their pearls… and their fingers in their ears.

 About 3 numbers, and I say, Fuckin’ stop playing, Charlie. You fuckin’ lot, get out and let those bastards in the back down front. So they went. About 4 rows just walked out. All the mamma and daddy’s boys. Outside, they’ve got water cannons… All the cops had white helmets and the big long batons… There were 2000 kids that couldn’t get in because of the sons and daughters. They wouldn’t have had a riot there if they’d let the kids in. Only later I found out Poland is one of the most corrupt countries in the world. There can’t be many bands that have played behind the Iron Curtain.”

Her bliver der for alvor smurt ekstra på. At Polen anno 1967 var et korrupt land kan der ikke herske to delte meninger om. Man var af indlysende grunde ofte nødt til at improvisere og kombinere sig gennem livet, hvis man ville have del i nogle af de goder, som det socialistiske fædreland officielt brystede sig af. Det indebar, at man måtte være i stand til at handle, når det var nødvendigt. Måske er det dog mere retvisende at henvise til en altomfattende bytteøkonomi eller naturalieøkonomi. Vittigheden var jo, at systemet lod som om de udbetalte løn og arbejderne lod som om de arbejdede. Det hjalp at være i besiddelse af penge og varer man umuligt kunne have erhvervet sig på normal vis. Man har ikke forstået livet under socialismen, hvis man ikke forstår baggrunden for, at en pæn stor del af befolkningen – både i og uden for partiet – var i besiddelse af flere penge end de på nogen måde kunne have tjent på deres arbejde. Naturligvis spillede gode forbindelser også en rolle. Derimod er det helt forkert, at publikum bestod af nomenklaturarens sønner og døtre. I hvert fald langt fra udelukkende. Ingen polske beretninger kan verificere dette. Ingen af billederne fra koncerterne tyder på, at de bedste pladser var optaget af de typer Keith Richards omtaler. Endelig er historien om, at han skulle have foranlediget de første fire rækker til at vige deres pladser, ren og skær fantasi. Der var dømt fest fra start til slut. Hele vejen rundt. Mange skulle naturligvis først lige komme sig over chokket over at se de farverigt klædte rullesten optræde på en måde, som ingen blandt publikum før havde oplevet i levende live. En chokbølge der også var gået igennem mangen et vestligt publikum tidligere i 60’erne.

En enkelt polsk journalist, Roman Waschko, påpegede dog i forholdsvis skarpe vendinger, at det ikke var god maner først at igangsætte annoncering af koncerter efter billetterne var solgt.  De kritiske ord blev trykt efter koncerterne i hans sin ugentlige rubrik, “Muzyka Nie-poważna” (:”Den ikke-klassiske musik”) i det ungkommunistiske dagblad Sztandar Mlodych.

Big Beat i Polen

Rock and roll var ikke et ukendt fænomen i datidens Polen. Kort efter stalinismens værste periode frem til ca. 1955 blomstrede kulturlivet i Polen på alle leder og kanter. Jazzen kom op fra undergrunden og blev en indbringende eksportartikel for det valutahungrende socialistiske Polen. De første spæde forsøg på at etablere en rock-scene blev mødt med en pæn portion skepsis af myndighederne. På typisk polsk vis fandt man dog ud af, at kalde det noget andet end rock and roll – der jo mindede for meget om vestlig påvirkning. Resultatet blev ironisk nok den engelsksprogede betegnelse ”Big Beat”. Simultant anvendtes også den polske sproglige ækvivalent ”stærke stød” (på polsk ”mocne uderzenie” – der senere blev titlen på en polsk musikalsk filmkomedie fra 1966 med medvirken af nogle kendte polske big beat-grupper).

Mange mennesker i Vesten tror fortsat, at den slags musik var bandlyst under socialismen. Intet er mere forkert. Nok havde den til at starte med svære vilkår i lande som DDR og Sovjetunionen, men i Polen (samt i Tjekkoslovakiet  og Ungarn) havde man et mere liberalt syn på musikken. Myndighederne var udmærket klar over, at ungdommen – som i Danmark – lyttede til Radio Luxembourg, der dengang var hovedkilden for de nye rytmer i æteren. Selv om man stolt promoverede landets egne grupper under overskriften ”Polsk ungdom synger polske sange”, så var man godt klar over, at det var de store navne vestpå, der ruskede mest i de unge kroppe og sjæle. Rolling Stones var således ikke det første vestlige rockband, der optrådte i Den Polske Folkerepublik. The Animals, The Hollies, Cliff Richard and the Shadows og Lulu havde alle været på besøg i årene op til de legendariske Stones-koncerter. Det altoverskyggende problem var dog, at systemet ikke havde råd til import af plader fra Vesten. De nyeste skiver med Beatles og Rolling Stones skulle derfor tilvejebringes af kontakter vestpå. Prisen for sådan en skive kunne løbe op i en hel månedsløn. Derfor samledes man i diverse ungdomsklubber og lyttede intenst til hver en tone. Var man i besiddelse af en rimelig østtysk båndoptager, kunne man få overspillet de eftertragtede udgivelser. Hvis man vel at mærke var en del af de rigtige netværk. Det hævdedes dengang i et polsk blad, at gruppen efter koncerterne uddelte eksemplarer af deres plader til de hungrende masser. Bill Wyman påstår også, at det var tilfældet. Ingen i Polen kan dog huske, at de nogensinde har hørt om en eneste, der fik fat i sådan en skive.

Der var dog een markant undtagelse, der skilte Polen fra den øvrige socialistiske blok. Radiostationen ” Rozgłośnia Harcerska” – ”Spejdernes Radiostation”. Den blev grundlagt i 1957 og var som den eneste radiostation ikke direkte underlagt den statslige partistruktur. Dermed ikke sagt at den frit kunne sende alt ud i æteren, men den blev i løbet af 60’erne stedet hvor ungdommens musik blev spillet. Også Rolling Stones. Der var med andre ord en vis plads at bevæge sig på for de mennesker, der dyrkede den vestlige populærkultur. Det blev efterhånden normalt, at radiostationen afspillede vestlige lp’er i deres fulde længde uden afbrydelser. Noget den polske statsradio tredje program også senere begyndte at praktisere. Endnu en kærkommen lejlighed for alle med en spolebåndoptager.

Længere oppe i systemet herskede det statslige kulturagentur – Pagart – suverænt over hvem der kunne få tilladelse til at spille i udlandet og hvem der kunne inviteres til at give koncerter i Polen. Sådan var det helt frem til socialismens endeligt i slutningen af 80’erne.  Et mammutorgan hvor der herskede en pæn portion korruption. På den anden side også en institution, der havde en lang række dygtige mennesker ansat. Personer der rent faktisk brændte for at få internationalt kendte kunstnere til Polen. Tilligemed mennesker der evnede at lytte til ungdommens ønsker. Nok udviklede det polske kommunistiske system sig i en temmelig bornert retning i løbet af 60’erne. Censuren blev gradvist strammet efter den mere liberale tid i årene efter partitoppens udskiftning i 1956, hvor der for alvor blev gjort op med stalinismens mørkemænd. Under overfladen legede man dog kispus med systemet i det omfang det kunne lade sig gøre. Der blev i hele den polske folkerepubliks historie udviklet en fintfølende fornemmelse for, hvad der på et givet tidspunkt kunne være muligt. Problemet med at præsentere eftertragtede vestlige artister var dog også her af pekuniær karakter. Man havde simpelthen ikke de nødvendige valutamidler til at kunne honorere de vestlige kunstneres krav i særligt stort omfang. Man var dog klar over, at bl.a. Rolling Stones ønskede at spille bag jerntæppet. Så hvorfor ikke bare gøre forsøget?

Forhandlinger om koncerten

Forhandlinger med Stones management påbegyndtes via kontakter i Storbritannien. Hvornår vides ikke præcist. Alt peger på at det polske koncertagentur benyttede den ukrainskfødte (og senere britiske baron) Lew Grade som mellemmand. Der har i tidens løb været mange forlydender om, at Stones først og fremmest ønskede at spille i Moskva, men om der overhovedet har været forhandlinger desangående er yderst tvivlsomt. Til gengæld har disse spekulationer givet anledning til flere fantasifulde historier. F.eks. at koncerterne i Warszawa i sidste øjeblik blev presset ned over polakkerne af de sovjetiske myndigheder, da sidstnævnte på den ene side alligevel ikke selv ønskede at arrangere en optræden, men på den anden side heller ikke ønskede, at det skulle hedde sig, at det kommunistiske system ikke var åben over for den slags arrangementer. Så sent som i 2016 kunne man således stadig i en af Polens største aviser – Gazeta Wyborcza – genlæse den gamle skrøne om, at Rolling Stones landede i Warszawa direkte fra Moskva, hvor deres koncerter netop var blevet aflyst. Det rene vrøvl. De ankom fra Paris, hvor de to dage før havde givet koncerter i Olympia.

Flyselskabet, der bragte dem til den polske hovedstad, var det polske LOT. En af forudsætningerne for at man kunne betale sig fra at hyre gruppen var nemlig, at så mange omkostninger som muligt kunne dækkes ved udgifter i polske zloty. Udover at få flybilletterne betalt i zloty indvilgede man af simpel nød også i at betale samtlige omkostninger i forbindelser med selve besøget. Både til musikerne og hele deres følge. På den måde kunne man ifølge pålidelige kilder efter sigende nøjes med at anvende ca. 2000 US-dollars frem for at betale et honorar på mellem fem og titusinde dollars. Tilbage stod man dog med det problem, at en del af honoraret måtte udbetales i de polske zloty, der dengang ikke måtte udføres fra Polen. Og her er vi så ved en af de mest farverige og sejlivede myter, der opstod i kølvandet på opholdet i Polen. Mick Jagger skulle efter sigende have efterspurgt muligheden for at købe et større parti sweatre og pelse. Desværre måtte de polske arrangører fortælle ham, at den nærmeste butik lå flere hundrede kilometer sydpå i Zakopane. Jagger skulle derefter havde udtrykt et ønske om at få udbetalt resthonoraret i polsk vodka, hvilket man så skulle have enedes om. Pagart skulle herefter have indkøbt vodkaen, der fyldte en hel godsvogn, og afsendt den mod London. Da den ankom til Storbritannien gik det dog op for Stones’ management, at der skulle betales uhyrlige summer i told. Derfor blev godsvognen returneret og i de efterfølgende mange år kunne man få tilbudt et særligt glas Stones-vodka på kontorene i Warszawa. Herlig historie naturligvis. Men uden hold i virkeligheden. Der var andre muligheder og gruppen har helt sikkert modtaget et eller andet brugbart fra Polen. Ingen ved dog med sikkerhed hvad. Selv har Stones fortalt, at de absolut intet tjente ved besøget i Warszawa. Men deres management eller den ukrainskfødte impresario, der formidlede og underskrev kontrakten, gjorde sikkert.

Grå hovedstad med en ungdom fuld af farver.  

Koncerterne i Warszawa var en del af hvad der skulle vise at blive den sidste Rolling Stones turné med Brian Jones. Den begyndte i Helsingborg d. 25 marts og sluttede 17. april i Athen. I februar samme år var både Jagger og Richards blevet arresteret for besiddelse af narkotika. I mange lande blev de derfor udsat for en ekstra kontrol ved ankomsten. Ifølge diverse fantasifulde beretninger foregik det også i Warszawa, hvor politi og toldere efter sigende skulle have tilbageholdt dem i lufthavnen og endevendt alt i deres bagage. Selv deres tuber med tandpasta. Faktum er imidlertid, at de fik lov til at passere VIP-indgangen uden at blive antastet af en eneste uniformeret person. Der var nemlig ikke en eneste i det daværende Polen, der havde viden om hvad de skulle lede efter. LSD og lignende var ikke just på mode under socialismen.

Koncerterne i Warszawa var uden tvivl en både noget nær surrealistisk og fortryllende oplevelse for de polske fans  der fik adgang. På mange måder nøjagtig som for alle de fans, der så gruppen for første gang i Vesten. Hvordan det må have været at overvære gruppen dengang i Kulturpaladset kan man kun tilnærmelsesvis sætte sig ind i. Det Vesten man så gerne ville være en del af landede som en anden ufo pludselig i ens egen by. Den ungdommelige indre uro blev endelig forløst. Hvad der kun forekom at være en fjern drøm blev for enkelt dag til virkelighed.

 

Ekstase. Fotograf C. Langda. Kilde: iorr.org, Pinterest m.fl.

 

Selv for Rolling Stones var besøget i Polen en særegen oplevelse. Selv om de ovenstående citater fra Bill Wyman og Keith Richards vidner om, at visse ting med tiden fik et ekstra twist, så var mødet med Warszawa også et møde med en dengang ukendt og lukket del af Europa. Et møde mellem de længselsfulde og de nysgerrige. Nogle forestillinger blev bekræftet. Der var gråt og ingen Swinging Sixties over Polens hovedstad. Natteliv var der intet af udover natklubber a la den, der lå i forbindelse med Hotel Europejski, hvor bandet boede under opholdet. En natklub der normalt frekventeredes af ludere og sortbørshajer. Et hotel omringet af politi og uden tv på værelserne. Med en bar uden tequila, men med rigelige mængder af Wódka Wyborowa, der klart løftede stemningen. Til gengæld vidnede koncerterne om en ungdom i levende live. Ungdommen var fuld af farver.

Historisk newsreel

Under koncerterne var der et stort opbud af sikkerhedsfolk. I selve salen og overalt i bygningen. Uden for var kampklædt politi linet op. Måske var det for voldsomt. Eller måske blev koncerterne derfor gennemført uden mange af de kaotiske forhold, som visse koncerter vestover udviklede sig til, hvor især koncerten i Vestberlins Waldbühne i september 1965 udviklede sig til langvarige og voldsomme kampe mellem politi og fans. Helt så galt gik det ikke i Warszawa, men det gik heller ikke stille for sig.

Der opstod optøjer foran Kulturpaladset. Tusindevis uden billet forsøgte et trænge sig ind i Stalins personlige gave til Polen. Der kunne givetvis have været afholdt Stones-koncerter i flere uger, hvis alle polske fans skulle have haft en chance for at opleve gruppen. Ordensmagten var ikke vant til den slags og der opstod stort besvær med at adskille dem uden fra dem med billetter. Der blev trukket politistave og til den sene koncert blev der indhentet forstærkninger i form af vandkanoner.

Enkelte af de polske aviser og magasiner skrev efter koncerterne om, hvad de betegnede som hooliganisme. Andre koncentrerede sig mere om selve koncerten, hvor Stones generelt blev rost for deres optræden. Det var ikke forsidehistorier. De fede typer var udelukkende reserveret til partiets beslutninger. Der eksisterede dengang ikke særskilte magasiner helliget rock – og popmusik i Polen. Men i biograferne kunne folket i ugerne efter se en newsreel om koncerterne i Polen. Stemmen fortæller om undtagelseslignende tilstande uden for Kulturpaladset. Om at der ikke var billetter nok til alle, der ønskede at se Stones. Om at man ikke kunne høre så meget, når man endelig var kommet inden for. Thi musikken skulle ikke først og fremmest høres. Hele begivenheden skulle udleves, som kommentatorstemmen siger. De lidt over to minutter er en unik dokumentation fra de to historiske koncerter. Se selv her.

Denne newsreel beviser vel, at de polske myndigheder havde en vis interesse i at vise ungdommen, at man var ”med på noderne”. Man kan også mene, at de med den slags koncerter bevidst forsøgte at dæmpe utilfredsheden med systemet.  Det er dog en sejlivet myte, at det skulle have været daværende partileder Gomulkas barnebarn, der havde plaget bedstefar om at få Stones til Polen. Karakteristisk for den skrøne er, at ingen angiver hvad hun hed(der). Intet interview forefindes med hende. Hvorom alting er, så optrådte Stones året før, der udbrød store studenterdemonstrationer overalt i Polen mod det kommunistiske regime. En revolte der blev slået ned af myndighederne ved dels at spille arbejdere ud mod de intellektuelle, dels vha omfattende antisemitiske kampagner. Tilført rå vold. Rockmusikken lagde aldrig den dæmper på ungdommen, som man muligvis havde håbet på i de øverste partiorganer. Tværtimod. Som historien skulle vise.

For et utal af polske musikere, der på forunderlig og snedig vis fandt en ledig plads backstage var koncerterne på mange måder også en øjenåbner. Ganske vist lod datidens grej sig stadig en del tilbage at ønske, men for en daværende polsk musikers øjne og ører var der meget både at kigge på og lære af. Nøjagtig som det også var tilfældet i årene forud for mangen en musiker og sanger vestpå. Rolling Stones var i de år – og i mange efterfølgende – selve referencen, når det gjaldt sceneoptræden. Den polske rockmusik udviklede sig stærkt i disse år. Stones-koncerterne gav givetvis endnu flere kunstnere blod på tanden. De blev i hvert fald samtaleemne nummer et blandt musikerne. En af landets helt store rockstjerner indspillede netop i samme uge i april 1967 megahittet Dziwny jest ten świat. Navnet var Czesław Niemen. Han blev kendt langt ud over Polens grænser. Selve nummeret indledes med korte sprøde toner fra et orgel. Komponeret og spillet af Marian Zimiński. Efter sigende lige efter han var blevet afvist med en falsk billet til en af de to Stones-koncerter.

 

Opvarmningsbandet Czerwono-Czarny gjorde ikke synderligt væsen af sig. Nok var de populære i Polen, men de spillede fortrinsvis sødsuppe pop. Tilsyneladende blev de valgt, fordi det var “deres tur” til et job a la dette. Mange andre daværende polske bands kunne nok have sat lidt mere gang i løjerne før Stones tog over. I den ovenfor nævnte artikel af Roman Waschko kritiserede skribenten ligeledes de alment dårlige vilkår for den rytmiske musik i Polen. Han opfordrede lokale myndigheder til at skabe flere steder, hvor ungdommen kunne høre og danse til lokale grupper. “Kun på den måde kunne det påståede problem med beat-musikken måske delvist løses”. En slet skjult kommentar både mht magthavernes valne holdninger til ungdommens musik og samtidig også en indirekte kritik af, at grupperne havde særdeles svært ved at anskaffe sig det nødvendige udstyr. Forhold der kun langsomt og delvist blev bedre med tiden i det kommunistiske Polen.

Setlist og to yderligere polske koncerter

Rolling Stones spillede i ca. 45 minutter. Ca. 20 minutter længere end ved de foregående års koncerter. Ingen kan med sikkerhed huske deres setlist. Men meget tyder på at de spillede følgende:

  • The Last Time
  • Paint It Black
  • 19th Nervous Breakdown
  • Lady Jane
  • Get Off Of My Cloud-Yesterday’s Papers
  • Under My Thumb
  • Ruby Tuesday
  • Let’s Spend The Night Together
  • Goin’ Home
  • Satisfaction

Der findes en bootleg med en lydmæssigt fremragende optagelse fra en fransk radiostation, hvor man kan høre, hvordan det lød ved en af koncerterne i Paris få dage før gruppens polske visit. Jeg kan ikke tillade mig at linke direkte til optagelsen her, men kan da hjælpe lidt på vej. Det er absolut værd at lægge ører til. Samme optagelse findes i en elendig udgave på youtube. Den bør undgås.

Positiv – og længste anmeldelse. Fra magasinet Przekroj, april 1967

Der skulle gå 31 år før de igen optrådte i Polen. Denne gang i Chorzów. En koncert jeg selv overværede få meter fra scenen og anmeldte her. I 2007 vendte Rolling Stones tilbage til Warszawa for at give deres tredje og indtil videre sidste koncert i Polen. Få dage inden koncerten havde den polske præsident udråbt tre dages landesorg som følge af 26 polske pilgrimmes død i en busulykke i Frankrig. Det blev overvejet at starte koncerten efter midnat lige efter udløbet af den sidste landesorgsdag. Af logistiske årsager valgte man at gennemføre koncerten som planlagt. Med et minuts stilhed. 45.000 begejstrede fans mødte frem til den udsolgte koncert. Rolling Stones erklærede, at de ville donere et (stort – men ukendt) beløb til den katolske hjælpeorganisation, Caritas. Sidstnævnte nægtede dog at tage imod hvad de kaldte “beskidte” penge. I stedet gik beløbet til en verdslig hjælpefond. Desuden undlod Rolling Stones at spille ‘Sympathy for the Devil’, der ellers var – og er – en del af deres faste repertoire ved de store udendørskoncerter. En sang der har givet anledning til mangen en misforståelse – også uden for Polens grænser.

Rolling Stones besøgte det kommunistiske Jugoslavien i 1976. Kina for første gang i 2006. Cuba blev i 2016 det fjerde kommunistiske land, der fik besøg af gruppen. Til gengæld var Den Polske Folkerepublik flere årtier forud for f.eks. landene i Latinamerika, hvor de først optrådte overfor et ekstatisk publikum i 1995. I Europa har de spillet op til flere gange i de fleste lande. Undtagelserne er Island, Albanien, Moldova, Slovenien, Bosnien, Makedonien, Bulgarien, Hviderusland, Slovakiet (dog i Tjekkoslovakiet), Letland, Litauen, Georgien, Armenien og Cypern.

Specialudgave af bogen. ISBN: 978-83-63037-06-2

 

 

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Datid, Toner Tags: Polen, Rolling Stones, Warszawa

Grænseløst forført af Raduza

1. januar 2017 By Europæiske Undertekster

 

 

I 1993 stod en ung 20 årig pige på Karlsbroen i Praha. Med sin guitar.

En dag blev hun blev opdaget af en kendt sangerinde.

Tre dage efter optrådte hun til koncerten “Konec České Kultury – ne!” (: “Nej til tjekkisk kulturs endeligt”).

Samme år begyndte hun på at studere populærmusik på konservatoriet.

Og en skønne dag blev hun forelsket. I en smuk harmonika.

 

Tillad mig at introducere læseren til Radka Vrankova. Med kunstnernavnet Radůza. I hendes selskab befinder man sig ved en stille rislende bjergbæk, der svulmer på uhæmmet vis. De første toner og ord sender os i retning af chansons, litterære – og poetisk sange. Udødeliggjort af Edith Piaf, Jacques Brel, Vladimir Vysotskij og et langt stykke henad vejen også af Tom Waits. Herfra føres man ind i et sjældent afvekslende musikalsk univers. Fremført med en hjerteskærende glød.

I 2012 udgives live-optagelsen Ocelový Město (: Byen af Stål), både på cd og dvd. På mange måder det bedste bud på alt, hvad den utroligt alsidige kunstner formår. Ikke en kavalkade over tidligere indspilninger, men derimod fortrinsvis nye originale sange. Hun spiller selv klaver, harmonika, guitar, fløjte, waldhorn, mundharmonika og sækkepibe under koncerten. Tre særdeles habile musikere lægger på de fleste af numrene den musikalske tyngde i et tæt sammenspil med bas, kontrabas, guitar, steel guitar, violin og diverse slagtøjsinstrumenter. Genremæssigt bevæger musikken sig gennem folkemusik, chanson, blues, rock, reggae og latinamerikansk uden på noget tidspunkt at ende med at være en rodet forestilling. Radůza binder nemlig selv det hele sammen til hudløs ærlig stemningsmættede poetiske udtryk.


Radůza
har til sine albums selv på nær enkelte undtagelser skrevet al musik og tekster. Tjekkisk er det foretrukne sprog, men da hun taler polsk, russisk, fransk, italiensk, engelsk og en smule tyrkisk udover modersmålet, så viger det tjekkiske i enkelte tilfælde. Få af sangene er fortolkede udgaver. Af f.eks. Vladimir Vysotskij. På Ocelový Město har hun komponeret musik til en tekst af Jan Neruda(tjekkisk poet og feuilletonist i d. 19. århundrede). En af sangene fremføres sågar på bantusproget nyanja. En anden på et islandsk inspireret ikke-eksisterende sprog.Som en anden Bob Dylan delte vandene i 1965 ved at sætte elektricitet til guitaren, så findes der også enkelte puritanere, der synes at Radůza ikke er den de oprindeligt faldt for. I de første mange år optrådte hun nemlig næsten udelukkende solo. Sang og spillede på harmonika, guitar eller klaver. I de år faldt jeg selv pladask for Radůza. Personligt kan jeg dog sagtens finde den røde tråd hos en kunstner, der aldrig går på kompromis med kvalitet. Selv når hendes stemme maler i stadig flere farver og klangbilledet forøges med flere instrumenter efterlades lytteren altid med indtrykket af en umådelig intens kunstner. Med sange fortrinsvis i mol. Hendes krop og sjæl er fyldt til bristepunktet af kogende poetisk musikalsk lava.

Tro mig kære læser: Der er en endog stor chance for, at du straks vil fornemme konturerne og dybderne i Radůzas univers efter blot få lytninger. Selv uden kendskab til tjekkisk (som overtegnede heller ikke har i tilstrækkelig grad). Jeg vil næsten love, at selv den mest kræsne musikelsker vil overgive sig undervejs, når vedkommende ser koncert-dvd’en. Radůza optræder yderst sjældent for mere end et par hundrede mennesker ad gangen. Selv om anmeldere falder i svime og hendes plader sælger stort. Selv om hun har vundet mange af musikindustriens trofæer i sit hjemland. Hun foretrækker simpelthen at være steder, hvor hun kan mærke og se alle de tilstedeværende. På Ocelový Město er man selv vidne til en intim sal fyldt med publikums forventninger, længsler og de følelser Radůza øser af i ord og musik.Radůzas tekstunivers kredser om kærligheden i alle dens smukke længselsfulde og bedrøvelige øjeblikke. Som den uundgåelige ledsager på livets uransalige og virkelige veje. Vi møder skæbner hærget og hærdet af varme og kulde. Med lommer tynget af opsamlet og indsamlet liv. I sammenstyrtende bibelske bjerge, hvorfra kærlighedens gløder funkler hos den der leder og søger. I byen af stål hvor dagdrømme faldbydes. Lytteren konfronteres med sange, hvor tilværelsens glæder og smerter aldrig viger til fordel for en utopisk harmoni uden emotionelle udsving. En tilværelse på det knivsæg, der enten frelser eller dræber. Hun evner finurligt at lege med sproget. I en grad som igen og igen bemærkes af de tjekkiske anmeldere. I sproglige lege hvor der også levnes plads til forløsende smil.  Langt fra traditionel fællessang, men ofte med fængende melodier.

Den smukke harmonika hos musikforhandleren i Praha vandt hendes hjerte. Det var usædvanligt, at en kvinde begyndte at spille harmonika i et land, som i flere årtier havde forbundet dette instrument med sovjetiske soldatersange. I dag ejer hun den eneste tjekkiske sækkepibe ombygget til mol. Hun spiller klaver med den ene hånd, mens hun med den anden spiller waldhorn. Hun har lavet musik til teater og film. Skrevet børnebøger. Er mor til to børn. Ugift. Forleden optrådte hun sammen med Plzeň Filharmonikerne. En ny cd er på vej. Den seneste udgivelse fra i fjor omhandlede menneskedens konflikter og kampe fra slaget ved Marathon til uddrivelsen af tyskere fra Sudeterlandet efter 2. verdenskrig. Udgivet i bogform med både musik – og oplæsnings-cd’er.

Radůza har høstet bifald og vundet hjerter i Frankrig, Italien og Polen. Hun tjente sine første penge på en skoleudflugt til Moskva som 15-årig ved at spille guitar på gaden. Nok til at købe et ur. Som hun siden tabte i Vltava. Radůza er tidløs.

Besøg Radůzas hjemmeside for bl.a. diskografiske oplysninger, tekster, enkelte videoklip og en introduktion på engelsk.

Hvis du ikke lige er på vej til Tjekkiet, så kan dvd’er og cd’er kan bestilles online bl.a. her.

Du kan også streame de fleste af hendes cd’er via de mest gængse tjenester.

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 16. juni 2016 på mreast.dk)

 

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Toner Tags: Radůza, Tjekkiet

Muren faldt – Musikken lever. DDRs Rock Legenden

1. januar 2017 By Europæiske Undertekster

Rock Legenden 2016

 

 

DDR – Rock Legenden :
Allerede i en tidlig voksenalder vender de fleste tilbage til ungdomsårene og mindes den musik de både blev forelsket i og til.
Er det blot simpel (n)ostalgi, når titusindetallige skarer tropper op til koncerter med rockgrupper fra det hedengangne DDR

 

Karat, City og Puhdys fejrer for tiden triumfer sammen på tur som “Rock Legenden”. Dette fælles projekt blev født i 2014 med 10 koncerter i det gamle DDR. I 2016 omfattede en ny tur 24 stort set udsolgte koncerter. Denne gang også i syv store vesttyske byer.

Rolling Stones gav to koncerter i Warszawa i 1967. Polsk rock og jazz blomstrede på samme tid. Der var forår i Prag og tøvejr i Budapest. Først i de tidlige 70’ere vendte den officielle tommelfinger opad til rocken i DDR.

Puhdys, Karat, City, Silly og Pankow var de største navne i DDR-rockens forholdsvis korte levetid. De fem grupper solgte millioner af plader i øst og vest. De modtog officiel hæder og priser i DDR. Ingen af dem underlagde sig dog ukritisk systemets luner. De indtjente hård valuta til DDRs slukne pengekasse og var med til at forbedre landets renommé. Sammenholdt med deres umådelige popularitet opnåede de en vis magtposition, der gjorde det vanskeligt for DDRs kulturfunktionærer at holde dem i en kort og stram snor.

Grupperne legede konstant kispus med systemet. Udnyttede ethvert hul i den ideologiske mur. De forblev ungdommens talerør ved hjælp af subtile tekster, der gav modvægt til den voksende perspektivløshed i DDR. Disse grupper leverede lydsporet til begyndelsen på enden for DDR-udgaven af den virkeliggjorte socialisme.

Efter Murens fald gennemlevede DDR-rocken en veritabel krise. Publikum kastede sig over den vestlige musik og tog for en stund afsked med deres DDR-rødder. Musikerne stod over for en hidtil ukendt konkurrence i et nyt system, hvor spillereglerne først skulle læres.

Næsten alle de kendte navne fik dog kæmpet sig tilbage og kom for nogles vedkommende til at udgive deres bedste skiver i det genforenede Tyskland. Størst forblev deres popularitet i de østtyske forbundslande, hvor folket efter den første eufori endte med at sidde tilbage med blandede – og mere nuancerede følelser i forhold til fortid, nutid og fremtid.

Så svaret på det indledende spørgsmål er både et ja og et nej. Genhøret og gensynet spiller en rolle. Sangene er imidlertid af så rig lyrisk og universel karakter, at de også taler til nutiden. Dertil kommer så, at de gamle koryfæer skriver nye sange, der binder de skiftende tiders livsvilkår sammen. En særlig dimension i teksterne kan stadig kun afkodes af folk, der har boet i den socialistiske lejr, men ingen er derudover udelukket.

Inden for det seneste år har både City’ s Toni Krahl og Puhdys’ Dieter ‘Maschine’ Birr udgivet deres selvbiografier. Begge sande perler for enhver, der vil erhverve sig et indlik i modsætningsfyldte musikerliv i både DDR og det genforenede Tyskland.

 

Toni Krahls Rocklegenden ISBN 978-3-355-01840-1

Dieter Birr, Wolfgang Martin: Maschine ISBN 978-3-355-01818-0

 

 

 

 

Rock Legenden Live er udgivet på både på cd og dvd. Live-optagelserne kan ses i uddrag på youtube ved at søge på ”Puhdys, City, Karat – Rocklegenden”.

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort på mreast.dk d. 1. april 2016)

 

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Toner Tags: City, DDR, Karat, Puhdys, Rock Legenden

  • Go to page 1
  • Go to page 2
  • Go to Next Page »

Primær Sidebar

Seneste indlæg

  • Roman: “Den Uperfekte Flugt – Wroclaw 97”
  • ‘Engang blev solen så træt’: 58 års morgenrøde med Omega
  • Alsidig og indsigtsfuld bog om Polen
  • På sporet af Centraleuropa
  • Det måtte gå galt i Polen. Podcast med David Ost
  • Philemon Arthur and The Dung: Udødelig svensk kult
  • Amputeret demokrati i Orbans Ungarn. Ny bog og links
  • Mini-guide til debat om ny polsk lov vedrørende nazisternes dødslejre
  • Volhynien 1943: Film, folkedrab og kontroverser
  • Større end julen: Sinterklaas, Sorte Peter, Speculaas. Tilsat bismag

Tags

Anmeldelse Armia Krajowa Belgien Blue Effect Budapest Centraleuropa City David Ost DDR EU Fidesz holocaust illiberalt demokrati Israel Kaczynski Karat Litauen Mafiastat Michael Hardenfelt Modry Efekt Omega Orban OUN Paul Lendvai Philemon Arthur and the Dung Pilsudski PiS Polen Puhdys Radim Hladek Radůza Rock Legenden Roman Sinterklaas Skåne sporvogne Stepan Bandera Sverige Tjekkiet Ungarn UPA Vibe Termansen Wojciech Smarzowski Wolyn Wroclaw

Facebook

  • Facebook

Footer

Redaktør

Kim Halling Mortensen - BA i Historie. Studier ved Københavns Universitet og Uniwersytet Warszawski. Rødder i Sønderjylland og København. Har undervist i nyere polsk historie. Fhv. boghandler på KU og dataredaktør i Boghandlerforeningen. Forfatter til alle artikler med mindre andet er angivet.

Copyright : Kim Halling Mortensen - https://europaeiskeundertekster.dk
sponsored