Boganmeldelse :
Bálint Magyar : Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary
Man kan ikke forstå udviklingen i det ungarske samfund siden 2010 uden at have læst denne bog.
Punktum.
Der er god grund til at være på vagt, hvis man ejer rettigheder til at hænge reklamer op i Budapests lygtepæle. Som markedsførende bør man holde sig til den herskende politiske korrekthed. Man modtager først et ”godt tilbud” om at sælge sin business til en konkurrent og ven af den herskende elite. Dernæst følger besøg af skattemyndighederne. Til sidst vedtager parlamentet en lov der forbyder reklameskiltning inden for de første fem meter fra fortovskante. Naturligvis for at højne trafiksikkerheden. Det var, hvad der skete for et af Ungarns største firmaer udi lygtepælsreklamering, da Orbán kom til magten. Og det var skidt for omsætningen. For konkurrenten var det imidlertid så heldigt, at hans firma fik dispensation for reglen om de fem meter.
En stor gratisavis, Metropol, løb ind i andre problemer. Her stoppede det offentlige uden varsel al annoncering i bladet og samtidig lod man diskret sive, at private annoncører bør undlade at reklamere i avisen. Derefter forbød man uddeling af avisen på visse centrale pladser og metrostationer i Budapest. Så gik det op for ejerne, at de ikke længere var ønsket i Ungarn. Avisejernes udenlandske herkomst kom dem dog til gode, så det lykkedes dem at afhænde avisen på markedsvilkår for at undgå diplomatiske forviklinger.
Disse og lignende historier fortælles på siderne i Bálint Magyars bog. Tilsammen illustrerer de, hvordan der ledes og fordeles i Orbáns Ungarns. De lukrative lygtepæle udgør naturligvis blot en mere kuriøs del af virkeligheden.
Lad det være slået fast med det samme: Forfatteren, sociologen Bálint Magyar, har en vestlig social-liberal forståelse af, hvad et demokrati grundlæggende bør være. Han mener, at man i Ungarn tilstræbte en demokratisk udvikling i tiden efter 1989. Vel at mærke med alvorlige og katastrofale mankoer. Derimod beskrives og analyseres tiden efter Fidesz‘ (Den Ungarske Medborgerunion) valgsejr og etablering af to tredjedels majoritet i parlamentet 2010 som en gradvis afmontering af demokratiet.
Bálint Magyars ærinde er primært et originalt forsøg på at begrebsliggøre det samfundssystem, der opbygges – og er opbygget – under Viktor Orbáns ledelse. Det gør han dels ved at introducere læseren til et begrebsapparat, dels vha. en minutiøs gennemgang af stort set alle led i det ungarske samfundsmaskineri. Læseren udsættes for lige dele teoretiske betragtninger og et væld af eksempler på den førte politiks konsekvenser under Orbán.
Den postkommunistiske mafiastat
Beskrivelsen af Ungarn som en postkommunistisk mafiastat er efterhånden et accepteret begreb blandt liberale oppositionelle i landet. Begrebets fødsel stammer fra Bálint Magyar selv. Helt tilbage fra tiden under den første Fidesz-regering, 1998-2002. Det postkommunistiske skal ikke blot forstås som en tidsfæstelse. Her refererer det dels til graden af demokratisk udvikling ift. til det tidligere kommunistiske diktatur, dels til privatiseringsgrad og – proces ift. den tidligere stats ejendomsmonopol. Begrebet mafiastat er ikke et impulsivt opfundet udtryk, der blot søger at dramatisere. Derimod er det den traditionelle mafias metoder vendt på hovedet. Fra organiseret undergrund til “the organized upperworld”.
Den ungarske postkommunistiske mafiastat karakteriseres i bogen som en autokratisk styret stat, hvor det liberale demokratis institutioner kun består som fernis og ikke som levende organismer. Det er imidlertid ikke et diktatur. Ikke en tro kopi af Putins kleptokratiske Rusland. Hertil er den historiske udvikling i Ungarn afgørende forskellig fra udviklingen i Rusland. Ej heller “neokommunistisk” eller “neofeudalt”. Det kan ikke reduceres til en hybrid mellem et vestligt demokrati og et autokrati. Slet ikke betegnes som et fascistisk styre. Til gengæld er der træk, der kan give mindelser om alle disse systemer. Ligesom der er karakteristika, der kan føres tilbage til det autoritære Horthy-regime, 1920-1944. Der er derimod tale om en stat, hvor en politisk bevægelse indledningsvis erobrer magten over staten. Hvorefter bevægelsens ledere dernæst anvender denne magt – i diverse uformelle strukturer – til at gøre statens organer til ekspeditionskontorer for den ønskede magt – og ejendomskonstellation i landet.
Forfatteren går dybere ned i det ungarske samfund for at give et kvalitativt bud på, hvilket samfund vi har med at gøre. I følge Magyar kommer man aldrig til bunds, hvis Orbáns samfundssystem blot skal beskrives som noget, der minder om dette og hint. Der er ikke to ens demokratier. Men der hersker en vis konsensus om, hvad et liberalt vestligt demokrati er. Orbáns Ungarn er ikke længere et sådant demokrati, hævder forfatteren. Hermed åbner forfatteren for en gennemgribende forståelse af de seneste års udvikling i Ungarn.
Orbáns Ungarn kan i følge bogen kun overfladisk set karakteriseres som et nationalkonservativt land. Der slås på trommer for Gud, fædreland og familie, når det er opportunt. Der ageres i udstrakt grad med populistisk retorik via anvendelse af krigsmetaforer. Til syvende og sidst er der dog ingen sammenhængende ideologi bag den førte politik. Det handler i bund og grund om evnen til at fastholde og udbygge magten for den regerende “politiske familie”. Om at skabe et nyt ungarsk borgerskab og en ny ungarsk middelklasse, der er loyale over for den herskende ledelse. Om at blive adopteret af den herskende politiske familie, som forfatteren vælger at udtrykke det. Der opnås kun magt gennem ejendom og kun ejendom gennem magt. Der er intet til fals for illoyale højestbydende. I det såkaldte ”nationale fællesskab” er der ikke plads til dem, der stiller sig på bagbenene. Og slet ikke til dem, der ikke kan finde et arbejde. Disse elementer gør sig simpelthen ikke fortjent til betegnelsen ”ungarer”. Forfatteren selv betegnes som anti-ungarsk. Demokratisk dialog er ikke et anvendt begreb i den offentlige debat.
Alt efter temperament kan man naturligvis forbande begrebsapparater langt væk. Men man længes efter en systematisk måde at beskrive dagens Ungarn på, som Magyar leverer, når man har erfaret, hvilke konsekvenser den førte politik har haft for de anslået 3-400 virksomheder, der under Orbáns ledelse har været udsat for påtvungen ejerskifte og andre former for omstruktureringer. Typisk (men ikke udelukkende) via nationaliseringer og reprivatiseringer. Når man ser på, hvem der har vundet diverse suspekte udbudsrunder samt på de fatale følger for hundredetusindevis af ungarer inden for diverse frie erhverv og i den offentlige sektor. Med mindre man naturligvis kan nøjes med at anskue alle politiske tiltag som værende i overensstemmelse med Orbáns selvproklamerede “nationale frihedskamp” inden for rammerne af “det institutionaliserede nationale samarbejde” i den “illiberale stat” med nationer som Singapore, Kina, Tyrkiet og Rusland som potentielle forbilleder.
Orbán, oppositionen og EU
Det kan tænkes, at Orbáns Fidesz en skønne dag mister regeringsmagten efter et parlamentsvalg. Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Men vil det indebære tab af den reelle magt? I et land hvor samtlige statsorganer er besat med Orbán-loyale, magten centraliseret og hvor markedskræfterne er stækket? Hvor selve grundloven sætter snævre grænser for hvilken økonomisk politik, der kan føres? Hvor valgloven er skruet sammen på en for Fidesz fordelagtig vis?
Man skal ikke lede længe efter kritikere, der mener, at Orbán har rykket Ungarn afgørende væk fra det demokrati, der er konsensus om at stå last og brast om i EU. Det optager øjensynligt også mange kræfter i EU (og i Europarådet) løbende at evaluere og kontrollere dels de overordnede demokratiske vilkår i Ungarn, dels mere konkret forudsætningerne for – og anvendelsen af EU- finansierede projekter i Ungarn. Man kan med god ret hævde, at både Orbán og EU sonderer terrænet for hvad der er muligt og umuligt. Den EU-kritiske Orbán drømmer dog ikke om at forlade EU. Dertil er indtægterne fra EU-fonde simpelthen essentielle for den ungarske økonomi. Heller ikke at fremprovokere en gennemgribende konfrontation ved de jure at afskaffe demokratiet. Døren står stadig åben for den opposition, der en dag kan vinde flertal ved et ungarsk parlamentsvalg. EU kan blot køre enkeltsager på irregulære forhold i Ungarn. F.eks. i forbindelse med tildeling af EU-midler. For den ungarske politiske familie udgør evt. bøder dog ingen trussel. Regningen sendes blot videre til skatteyderne. Overordnet set har EU dog reelt ingen muligheder for at juridisk at anklage Ungarn for misligholdelse af Unionens fælles værdigrundlag. At EU en dag skulle kunne få sådanne beføjelser er naturligvis noget Orbán bekæmper med næb og klør ved at forsvare nationernes suverænitet. Bogens forfatter mener her, at EU sandsynligvis vil vægte den geopolitiske situation højere end demokratiets vilkår i Ungarn. Faren for at miste landet til Putins Rusland er en for stor risiko.
Under alle omstændigheder sidder Orbán forholdsvis trygt i sadlen. Fidesz har dog ved nogle suppleringsvalg mistet det (for forfatningsændringer) vigtige to tredjedels flertal i det ungarske parlament. Det er også værd at bemærke, at Fidesz’ valgsejr i 2014 blev tilvejebragt med kun 44,87% af de afgivne stemmer mod 52,83% ved valget i 2010. Den demokratiske opposition er imidlertid mildt sagt stærk splittet og i høj grad marginaliseret. Noget anderledes ser det ud hos det stærkt ideologisk funderet højreparti, Jobbik, der markerer sig som landets næststørste parti. Orbán får dog daglig kamp til stregen i den mest populære nyhedsudsendelse hos tv-stationen, RTL-Klub. Et medie det ikke – trods ihærdige forsøg – er lykkedes at få kontrol over. Fraværet af en organiseret og samlet opposition kan i følge forfatteren måske betyde, at en omsiggribende utilfredshed mod den herskende elite evt. kan munde ud i et oprør, der kan minde om opstandene i Ukraine.
Epokegørende bog
Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary er udgivet af CEUP – Central European University Press. En afdeling på universitetet af samme navn. Forfatteren er fhv. minister. Alene disse kendsgerninger foranlediger Orbáns støtter til at affærdige bogen som endnu et forsøg fra kredse i ledtog med finansmanden Georg Soros (en af grundlæggerne af Central European University i Budapest) på at tilsmudse Ungarns omdømme i verden. Dette på trods af at Orbán selv i parentes bemærket har modtaget pengemidler fra selv samme Soros i sin tidlige politiske karriere. Som endnu et forsøg på at legitimere de kompromitterede kræfter, der styrede Ungarn siden 1989 – bortset fra årene 1998-2002, hvor Fidesz dannede regering. Forfatteren har således selv i to perioder været undervisningsminister. 1996-1998 & 2002-2006. Repræsenterende Alliancen af Frie Demokrater. Et social-liberalt parti han selv var leder af 1998-2000. Partiet opløste sig selv i 2013 efter flere års katastrofale valgresultater og indre uro. Bl.a. forårsaget af det belastende regeringssamarbejde med det korruptions – og kriseplagede Socialistparti ( MSZP – de fhv. kommunister). Ikke et ubetinget lykkeligt CV, som han i bogens indledende afsnit da heller ikke forsøger at løbe fra.
Der er ingen tvivl om, at Orbáns succes kan tilskrives en kombination af uduelige socialistisk-ledede regeringer og en særdeles militant oppositionel optræden både i parlamentet og uden for. Under parolen “Fædrelandet kan ikke være i mindretal” opbyggede Orbán billedet af sig selv som den jævne rene repræsentant for ungarerne. Magten i Fidesz opnåede han selv fuld kontrol over, da vendepunktet indtraf ved valget i 2010. Resten er både historie og i den grad nutid. En nutid med potentielt uoverskuelige konsekvenser for både Ungarn og resten af Europa.
Bogen er epokegørende, da den er det første gennemgribende forsøg på at karakterisere en udvikling, der kan ende med at omfatte flere Øst – og Centraleuropæiske lande i EU. Et område af Europa præget af ustabile magt – og ejendomsforhold i flere generationer. Skæver man til stater som f.eks. Makedonien og Montenegro, der begge forhandler om EU-medlemskab, vil man kunne genkende mangt og meget, der minder om dagens Ungarn. Bogens store force er, at den fører læseren ind bag en nyhedsstrøm, der ikke evner – og ikke har plads til – de dybere analyser. Man kan være enig eller uenig med forfatteren – eller Orbán – om en lang række konkrete standpunkter. Man kan forbande eller hylde det forkætrede grænsehegn. Man er dog nødt til at erkende, at Ungarn i dag ikke længere er et land, der lever op til det vestlige demokratiske værdigrundlag. Ej heller et land, hvis ledelse ønsker, at det skal efterleve dette grundlag. Så man er jo nødt til at kalde det for noget andet. Bogens forfatter forsøger på overbevisende måde at give læserne helt andre og nye begrebsmæssige redskaber.
Bálint Magyar : Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary. 336 sider, 2016. ISBN: 978-615-5513-54-1 – paperback. Central European University Press.
En opfølgning af bogen er udgivet vinteren 2016/17 på samme forlag:
Bálint Magyar and Júlia Vásárhelyi (eds.) : Twenty-Four Sides of a Post-Communist Mafia Stat. 420 sider ISBN: 978-615-5513-62-6
Links:
*En glimrende debat mellem bogens forfatter og Arch Puddington fra Freedom House kan ses her – varighed knap halvanden time og de første få minutter med en dårlig lyd.
*Den ungarske forfatning, landets valglov m.m. analyseres her kritisk i flere artikler af Kim Lane Scheppele, Princeton University.
*Følgende værk nævnes i bogen som væsentlig inspirationskilde for filosofien bag det nuværende ungarske styre: Tilo Schabert: Boston Politics. The Creativity of Power. ISBN 9783110121025. De Gruyter, 1989. Den kan søges og læses (så vidt jeg kan se i fuld længde) på google books. Dele af bogen og andre tekster af Tilo Schabert er udgivet på ungarsk af den Fidesz-tilknyttede tænketank, Századvég Foundation
(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 14. august 2016 på mreast.dk)
© Kim Halling Mortensen
