Ord

Roman: “Den Uperfekte Flugt – Wroclaw 97”

15. juni 2022 By Europæiske Undertekster

De fleste forbinder givetvis kommunismens fald med ‘frihedens sejr’ over det totalitære. Med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. For individets ret til selv at bestemme over egen skæbne.
Nu her knap 33 år senere er der fortsat god grund til at nuancere ovenstående billede. I Polens tilfælde bør man således øve sig i at stille skarpt på den langvarige proces landet og dets borgere skulle igennem før konturerne om et ‘bedre’ Polen så småt kunne anes i horisonten.

I ‘Den Uperfekte Flugt’ følger vi Bjørn Madsens ankomst til Polen midt i brydningsprocessen fra et system til et andet. Til et land hvor liberale fra 1989/90 havde indført markedsøkonomiske ‘chokterapier’. Princippet om at ‘enhver er sin egen lykkes smed’ havde kronede dage. På mange måder herskede de samme principper, som havde gjort det muligt at overleve kommunismens mangler og absurditeter. Eneste afgørende forskel var, at staten (og partiet) ikke længere kastede en form for sikkerhedsnet ud for dem, der intet havde at sælge/bytte med eller manglede afgørende forbindelser.

Romanens danske hovedperson er hurtigt nødt til at anskaffe sig en omfattende indsigt i regler, forventninger, væremåder og forbindelser, hvis han vil forfølge sine mål om at opbygge en forretning i Polen. Uden forudgående sproglige kundskaber. I et land hvor bankvæsen og toldetat langt fra minder om det han kom fra. På et tidspunkt hvor polsk og russisk mafia spiller en rolle, når der er penge og ejendom i spil. Hvor korruption er et dagligdags udbredt fænomen på stort set samtlige institutionelle niveauer. At blive en brik i dette sammensurium er hvad Hardenfelt udsætter Bjørn Madsen for. På blændende vis.

Romanen er mere krimi end plat splatter. Selv om der slås på tæven og flyder blod. Læseren føres rundt i Wrocław og omegn, så man føler sig tilstede. Vigtigst af alt er dog, at persongalleriet består af personer, der portrætteres med alle de modsatrettede egenskaber, der nu engang er kendetegnende for ethvert individ. Selv om man – måske? – kan forudse eller gennemskue visse handlinger, så er forfatteren konstant i stand til at tilføje nye psykologiske og kulturelle aspekter, der gør læsningen til en både barsk og smuk fortælling. Intet og ingen er sort/hvidt. Nuancerne af grå, der ofte associeres med et fhv kommunistisk land, eroderer for øjnene af læseren.

Bogens hovedperson famler sig frem i det ukendte landskab. Får i begyndelsen tvivlsom hjælp fra en fhv klassekammerat inden han vælger at stå på egne ben. Med sig i bagagen har han erfaringer, der sætter ham i stand til at handle. På finurlig vis foregår det parallelt med hele det Polen, der ligeledes famler sig frem gennem forhindringer mens det prøver at anvende erfaringer og uforløste evner.

Som det skete i virkelighedens verden, så indtræffer en altødelæggende – nærmest apokalyptisk – hændelse, der frembringer et menneskeligt sammenhold i et hårdt plaget samfund, hvor jagten på individuel succes også har medført kiv og trøstesløshed. Selv det erotiske får et skær af gensidighed.

Jeg kom selv til Polen for første gang lige før Solidaritets-strejkerne på den polske Østersø-kyst i 1980. Under mit faste ophold 1986-88 bestod mit polske netværk af dygtige mennesker, der kun i yderst begrænset omfang kunne omsætte deres viden og kunnen til en reel levevej. Privat foretagsomhed var allestedsnærværende, men i den officielle økonomi var der lagt så mange dæmpere på, så der ikke levnedes plads til egentlig iværksætteri. Langsomt men sikkert løsnede de hidtidige magthavere de snærende bånd. Først tog de selv for sig af retterne. Sidenhen mistede de selv førertrøjen og de nyvalgte politikere gjorde det muligt at handle frit på gader og stræder. Polske byers fortove og pladser blev fyldt til bristepunktet med ‘drømmesengskapitalisme’. På mange måder en fortsættelse af de utallige markeder og bazarer, der allerede var et etableret billede under kommunismen. Forskellen var nu at stort set alle og enhver frit kunne være med. Og at pornografi nu officielt var tilladt…

I min egen familie var der både en vis kapital og erfaringer med (legal) småhandel. For knap to årtier siden blev de millionærer og havde skabt arbejde til flere hundrede. Altsammen på legal vis uden mafiøse forbindelser og uden brug af korrupte tiltag. For de dygtige, arbejdsomme og innovative åbnede det nye Polen op for nye muligheder. Men der var også en stor del for hvem det ikke lykkedes. En endnu større del af befolkningen, der måtte døje med arbejdsløshed og kummerlige forhold i disse dramatiske omstillingsår. Først med medlemskabet af EU i 2004 begynder stadig bredere dele af den polske befolkning at få del i markedsøkonomiens velsignelser. Hvis det nu skal siges ultrakort….

Der var få øjeblikke, hvor jeg selv spejdede efter at etablere en form for forretning i Polen. Modsat bogens forfatter og hovedperson blev tankerne i hovedet og på skrivebordet. Til gengæld har jeg aldrig sluppet landet sidenhen. Jeg kan derfor stå fuldt og fast inde for det, man som læser bliver præsenteret for i romanen. Ja, faktisk vil jeg vove den påstand, at Hardenfelt leverer et suverænt og sylespidst portræt af 90’ernes Polen. Af et samfund i opbrud. Af mennesker der søger og agerer i de nye tider. Mellem nyt og gammelt. Navigation i ukendte og kendte farvande. Præget af fortidens vaner og nutidens udfordringer.

Romanen er imidlertid mere end et portræt af en given periode i et givent land. Den har så absolut universel værdi. Intet samfund ændrer sig radikalt selv om et system afløses af et nyt. Politiske og økonomiske omvæltninger kan blive budt velkomne, men derfra og så til at opnå en vis konsensus om de stier, der skal føre til fremtidens fjerne mål, er der unægtelig lange og trange veje.

Overalt foregår der veritable kulturkampe og intense debatter om fortidens synder. Uenigheder og konflikter om fremtiden splitter familier og skaber åbne sår. Sådan var det også i det genopstandne Polen i mellemkrigstiden. Sidenhen under kommunismen. Intet tyder foreløbig på, at Polen bevæger sig imod stabile og roligere forhold.

‘Den Uperfekte Flugt’ indeholder et informativt efterskrift om nutidens Wrocław. Historikerne Norman Davies og Roger Moorhouse udgav allerede i 2002 et mammutværk om byens omskiftelige historie. I de seneste årtier har Wroclaw gennemgået en forvandling, så den i dag fremstår som en levende europæisk metropol. Det er lykkedes for polske Wrocław at istandsætte ej blot resterne af det krigshærgede Breslau, men flere århundredes historie. En bemærkelsesværdig proces i en by, hvor befolkningen blev udskiftet efter 1945. Og hvor de nytilkomne i årtier udviklede en apatisk forestilling om en by, de nok alligevel en dag ville miste, når den igen ville blive tysk. Det skete som bekendt ikke.

Vil man før afrejsen til Wroclaw danne sig et indblik i, hvordan byens utallige arkitektoniske perler i disse år undergår en veritabel forvandling til fordoms skønhed, så er der mange før/efter billeder på denne side

Jeg besøgte Wrocław kort i august 1997. Efter et længere ophold i det sydlige Polen. Erindrer de hjerteskærende billeder man som læser vil blive konfronteret med. Mere end nogensinde blev jeg sur, når jeg hørte c’et i byens navn udtalt som et ‘k’. Det gør jeg fortsat. Så meget desto mere er der grund til at anbefale Michael Hardenfelts nye bog. Forfatterens egen blog – “Hardenfelts Polen” – bidrager med regelmæssige alsidige indblik i nutidens Polen. Hans historiske værk, ‘Hvordan Polen blev Polen’, er tidligere blevet anmeldt her. Med ‘Den Uperfekte Flugt’ bliver læseren klædt suverænt og nuanceret på til mødet med polakker, der er vokset op i et turbulent årti. Romanen er medrivende. Kun yderst få ‘vestlige’ øjne formår at indfange Polen som Michael Hardenfelts.

Michael Hardenfelt : ‘Den Uperfekte Flugt”
Saxo Publish, 2022
ISBN: 9788740483901

© Kim Halling Mortensen

Orbans politiske familie

1. januar 2017 By Europæiske Undertekster

Boganmeldelse :

Bálint Magyar : Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary

Man kan ikke forstå udviklingen i det ungarske samfund siden 2010 uden at have læst denne bog.

Punktum.

Der er god grund til at være på vagt, hvis man ejer rettigheder til at hænge reklamer op i Budapests lygtepæle. Som markedsførende bør man holde sig til den herskende politiske korrekthed. Man modtager først et ”godt tilbud” om at sælge sin business til en konkurrent og ven af den herskende elite. Dernæst følger besøg af skattemyndighederne. Til sidst vedtager parlamentet en lov der forbyder reklameskiltning inden for de første fem meter fra fortovskante. Naturligvis for at højne trafiksikkerheden. Det var, hvad der skete for et af Ungarns største firmaer udi lygtepælsreklamering, da Orbán kom til magten. Og det var skidt for omsætningen. For konkurrenten var det imidlertid så heldigt, at hans firma fik dispensation for reglen om de fem meter.

En stor gratisavis, Metropol, løb ind i andre problemer. Her stoppede det offentlige uden varsel al annoncering i bladet og samtidig lod man diskret sive, at private annoncører bør undlade at reklamere i avisen. Derefter forbød man uddeling af avisen på visse centrale pladser og metrostationer i Budapest. Så gik det op for ejerne, at de ikke længere var ønsket i Ungarn. Avisejernes udenlandske herkomst kom dem dog til gode, så det lykkedes dem at afhænde avisen på markedsvilkår for at undgå diplomatiske forviklinger.

Disse og lignende historier fortælles på siderne i Bálint Magyars bog. Tilsammen illustrerer de, hvordan der ledes og fordeles i Orbáns Ungarns. De lukrative lygtepæle udgør naturligvis blot en mere kuriøs del af virkeligheden.

Lad det være slået fast med det samme: Forfatteren, sociologen Bálint Magyar, har en vestlig social-liberal forståelse af, hvad et demokrati grundlæggende bør være. Han mener, at man i Ungarn tilstræbte en demokratisk udvikling i tiden efter 1989. Vel at mærke med alvorlige og katastrofale mankoer. Derimod beskrives og analyseres tiden efter Fidesz‘ (Den Ungarske Medborgerunion) valgsejr og etablering af to tredjedels majoritet i parlamentet 2010 som en gradvis afmontering af demokratiet.

Bálint Magyars ærinde er primært et originalt forsøg på at begrebsliggøre det samfundssystem, der opbygges – og er opbygget – under Viktor Orbáns ledelse. Det gør han dels ved at introducere læseren til et begrebsapparat, dels vha. en minutiøs gennemgang af stort set alle led i det ungarske samfundsmaskineri. Læseren udsættes for lige dele teoretiske betragtninger og et væld af eksempler på den førte politiks konsekvenser under Orbán.

Den postkommunistiske mafiastat

Beskrivelsen af Ungarn som en postkommunistisk mafiastat er efterhånden et accepteret begreb blandt liberale oppositionelle i landet. Begrebets fødsel stammer fra Bálint Magyar selv. Helt tilbage fra tiden under den første Fidesz-regering, 1998-2002. Det postkommunistiske skal ikke blot forstås som en tidsfæstelse. Her refererer det dels til graden af demokratisk udvikling ift. til det tidligere kommunistiske diktatur, dels til privatiseringsgrad og – proces ift. den tidligere stats ejendomsmonopol. Begrebet mafiastat er ikke et impulsivt opfundet udtryk, der blot søger at dramatisere. Derimod er det den traditionelle mafias metoder vendt på hovedet. Fra organiseret undergrund til “the organized upperworld”.

Den ungarske postkommunistiske mafiastat karakteriseres i bogen som en autokratisk styret stat, hvor det liberale demokratis institutioner kun består som fernis og ikke som levende organismer. Det er imidlertid ikke et diktatur. Ikke en tro kopi af Putins kleptokratiske Rusland. Hertil er den historiske udvikling i Ungarn afgørende forskellig fra udviklingen i Rusland. Ej heller “neokommunistisk” eller “neofeudalt”. Det kan ikke reduceres til en hybrid mellem et vestligt demokrati og et autokrati. Slet ikke betegnes som et fascistisk styre. Til gengæld er der træk, der kan give mindelser om alle disse systemer. Ligesom der er karakteristika, der kan føres tilbage til det autoritære Horthy-regime, 1920-1944. Der er derimod tale om en stat, hvor en politisk bevægelse indledningsvis erobrer magten over staten. Hvorefter bevægelsens ledere dernæst anvender denne magt – i diverse uformelle strukturer – til at gøre statens organer til ekspeditionskontorer for den ønskede magt – og ejendomskonstellation i landet.

Forfatteren går dybere ned i det ungarske samfund for at give et kvalitativt bud på, hvilket samfund vi har med at gøre. I følge Magyar kommer man aldrig til bunds, hvis Orbáns samfundssystem blot skal beskrives som noget, der minder om dette og hint. Der er ikke to ens demokratier. Men der hersker en vis konsensus om, hvad et liberalt vestligt demokrati er. Orbáns Ungarn er ikke længere et sådant demokrati, hævder forfatteren. Hermed åbner forfatteren for en gennemgribende forståelse af de seneste års udvikling i Ungarn.

Orbáns Ungarn kan i følge bogen kun overfladisk set karakteriseres som et nationalkonservativt land. Der slås på trommer for Gud, fædreland og familie, når det er opportunt. Der ageres i udstrakt grad med populistisk retorik via anvendelse af krigsmetaforer. Til syvende og sidst er der dog ingen sammenhængende ideologi bag den førte politik. Det handler i bund og grund om evnen til at fastholde og udbygge magten for den regerende “politiske familie”. Om at skabe et nyt ungarsk borgerskab og en ny ungarsk middelklasse, der er loyale over for den herskende ledelse. Om at blive adopteret af den herskende politiske familie, som forfatteren vælger at udtrykke det. Der opnås kun magt gennem ejendom og kun ejendom gennem magt. Der er intet til fals for illoyale højestbydende. I det såkaldte ”nationale fællesskab” er der ikke plads til dem, der stiller sig på bagbenene. Og slet ikke til dem, der ikke kan finde et arbejde. Disse elementer gør sig simpelthen ikke fortjent til betegnelsen ”ungarer”. Forfatteren selv betegnes som anti-ungarsk. Demokratisk dialog er ikke et anvendt begreb i den offentlige debat.

Alt efter temperament kan man naturligvis forbande begrebsapparater langt væk. Men man længes efter en systematisk måde at beskrive dagens Ungarn på, som Magyar leverer, når man har erfaret, hvilke konsekvenser den førte politik har haft for de anslået 3-400 virksomheder, der under Orbáns ledelse har været udsat for påtvungen ejerskifte og andre former for omstruktureringer. Typisk (men ikke udelukkende) via nationaliseringer og reprivatiseringer. Når man ser på, hvem der har vundet diverse suspekte udbudsrunder samt på de fatale følger for hundredetusindevis af ungarer inden for diverse frie erhverv og i den offentlige sektor. Med mindre man naturligvis kan nøjes med at anskue alle politiske tiltag som værende i overensstemmelse med Orbáns selvproklamerede “nationale frihedskamp” inden for rammerne af “det institutionaliserede nationale samarbejde” i den “illiberale stat” med nationer som Singapore, Kina, Tyrkiet og Rusland som potentielle forbilleder.

Orbán, oppositionen og EU

Det kan tænkes, at Orbáns Fidesz en skønne dag mister regeringsmagten efter et parlamentsvalg. Det kan i hvert fald ikke udelukkes. Men vil det indebære tab af den reelle magt? I et land hvor samtlige statsorganer er besat med Orbán-loyale, magten centraliseret og hvor markedskræfterne er stækket? Hvor selve grundloven sætter snævre grænser for hvilken økonomisk politik, der kan føres? Hvor valgloven er skruet sammen på en for Fidesz fordelagtig vis?

Man skal ikke lede længe efter kritikere, der mener, at Orbán har rykket Ungarn afgørende væk fra det demokrati, der er konsensus om at stå last og brast om i EU. Det optager øjensynligt også mange kræfter i EU (og i Europarådet) løbende at evaluere og kontrollere dels de overordnede demokratiske vilkår i Ungarn, dels mere konkret forudsætningerne for – og anvendelsen af EU- finansierede projekter i Ungarn. Man kan med god ret hævde, at både Orbán og EU sonderer terrænet for hvad der er muligt og umuligt. Den EU-kritiske Orbán drømmer dog ikke om at forlade EU. Dertil er indtægterne fra EU-fonde simpelthen essentielle for den ungarske økonomi. Heller ikke at fremprovokere en gennemgribende konfrontation ved de jure at afskaffe demokratiet. Døren står stadig åben for den opposition, der en dag kan vinde flertal ved et ungarsk parlamentsvalg. EU kan blot køre enkeltsager på irregulære forhold i Ungarn. F.eks. i forbindelse med tildeling af EU-midler. For den ungarske politiske familie udgør evt. bøder dog ingen trussel. Regningen sendes blot videre til skatteyderne. Overordnet set har EU dog reelt ingen muligheder for at juridisk at anklage Ungarn for misligholdelse af Unionens fælles værdigrundlag. At EU en dag skulle kunne få sådanne beføjelser er naturligvis noget Orbán bekæmper med næb og klør ved at forsvare nationernes suverænitet. Bogens forfatter mener her, at EU sandsynligvis vil vægte den geopolitiske situation højere end demokratiets vilkår i Ungarn. Faren for at miste landet til Putins Rusland er en for stor risiko.

Under alle omstændigheder sidder Orbán forholdsvis trygt i sadlen. Fidesz har dog ved nogle suppleringsvalg mistet det (for forfatningsændringer) vigtige to tredjedels flertal i det ungarske parlament. Det er også værd at bemærke, at Fidesz’ valgsejr i 2014 blev tilvejebragt med kun 44,87% af de afgivne stemmer mod 52,83% ved valget i 2010. Den demokratiske opposition er imidlertid mildt sagt stærk splittet og i høj grad marginaliseret. Noget anderledes ser det ud hos det stærkt ideologisk funderet højreparti, Jobbik, der markerer sig som landets næststørste parti. Orbán får dog daglig kamp til stregen i den mest populære nyhedsudsendelse hos tv-stationen, RTL-Klub. Et medie det ikke – trods ihærdige forsøg – er lykkedes at få kontrol over. Fraværet af en organiseret og samlet opposition kan i følge forfatteren måske betyde, at en omsiggribende utilfredshed mod den herskende elite evt. kan munde ud i et oprør, der kan minde om opstandene i Ukraine.

Epokegørende bog

Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary er udgivet af CEUP – Central European University Press. En afdeling på universitetet af samme navn. Forfatteren er fhv. minister. Alene disse kendsgerninger foranlediger Orbáns støtter til at affærdige bogen som endnu et forsøg fra kredse i ledtog med finansmanden Georg Soros (en af grundlæggerne af Central European University i Budapest) på at tilsmudse Ungarns omdømme i verden. Dette på trods af at Orbán selv i parentes bemærket har modtaget pengemidler fra selv samme Soros i sin tidlige politiske karriere. Som endnu et forsøg på at legitimere de kompromitterede kræfter, der styrede Ungarn siden 1989 – bortset fra årene 1998-2002, hvor Fidesz dannede regering. Forfatteren har således selv i to perioder været undervisningsminister. 1996-1998 & 2002-2006. Repræsenterende Alliancen af Frie Demokrater. Et social-liberalt parti han selv var leder af 1998-2000. Partiet opløste sig selv i 2013 efter flere års katastrofale valgresultater og indre uro. Bl.a. forårsaget af det belastende regeringssamarbejde med det korruptions – og kriseplagede Socialistparti ( MSZP – de fhv. kommunister). Ikke et ubetinget lykkeligt CV, som han i bogens indledende afsnit da heller ikke forsøger at løbe fra.

Der er ingen tvivl om, at Orbáns succes kan tilskrives en kombination af uduelige socialistisk-ledede regeringer og en særdeles militant oppositionel optræden både i parlamentet og uden for. Under parolen “Fædrelandet kan ikke være i mindretal” opbyggede Orbán billedet af sig selv som den jævne rene repræsentant for ungarerne. Magten i Fidesz opnåede han selv fuld kontrol over, da vendepunktet indtraf ved valget i 2010. Resten er både historie og i den grad nutid. En nutid med potentielt uoverskuelige konsekvenser for både Ungarn og resten af Europa.

Bogen er epokegørende, da den er det første gennemgribende forsøg på at karakterisere en udvikling, der kan ende med at omfatte flere Øst – og Centraleuropæiske lande i EU. Et område af Europa præget af ustabile magt – og ejendomsforhold i flere generationer. Skæver man til stater som f.eks. Makedonien og Montenegro, der begge forhandler om EU-medlemskab, vil man kunne genkende mangt og meget, der minder om dagens Ungarn. Bogens store force er, at den fører læseren ind bag en nyhedsstrøm, der ikke evner – og ikke har plads til – de dybere analyser. Man kan være enig eller uenig med forfatteren – eller Orbán – om en lang række konkrete standpunkter. Man kan forbande eller hylde det forkætrede grænsehegn. Man er dog nødt til at erkende, at Ungarn i dag ikke længere er et land, der lever op til det vestlige demokratiske værdigrundlag. Ej heller et land, hvis ledelse ønsker, at det skal efterleve dette grundlag. Så man er jo nødt til at kalde det for noget andet. Bogens forfatter forsøger på overbevisende måde at give læserne helt andre og nye begrebsmæssige redskaber.

Bálint Magyar : Post-Communist Mafia State. The Case of Hungary. 336 sider, 2016. ISBN: 978-615-5513-54-1 – paperback. Central European University Press.

En opfølgning af bogen er udgivet vinteren 2016/17 på samme forlag:

Bálint Magyar and Júlia Vásárhelyi (eds.) : Twenty-Four Sides of a Post-Communist Mafia Stat. 420 sider ISBN: 978-615-5513-62-6

Links:

*En glimrende debat mellem bogens forfatter og Arch Puddington fra Freedom House kan ses her – varighed knap halvanden time og de første få minutter med en dårlig lyd.

*Den ungarske forfatning, landets valglov m.m. analyseres her kritisk i flere artikler af Kim Lane Scheppele, Princeton University.

*Følgende værk nævnes i bogen som væsentlig inspirationskilde for filosofien bag det nuværende ungarske styre: Tilo Schabert: Boston Politics. The Creativity of Power. ISBN 9783110121025. De Gruyter, 1989. Den kan søges og læses (så vidt jeg kan se i fuld længde) på google books. Dele af bogen og andre tekster af Tilo Schabert er udgivet på ungarsk af den Fidesz-tilknyttede tænketank, Századvég Foundation

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 14. august 2016 på mreast.dk)

Litauen: Bestseller skaber voldsom debat

1. januar 2017 By Europæiske Undertekster

I hvor høj grad var litauerne selv skyldige i massemordet på deres egne jødiske medborgere under 2. verdenskrig?

Ny kontroversiel bog stiller spørgsmålet og kunderne strømmer til i stor stil.

For 16 år siden blev den polske landsby, Jedwabne, føjet til det store verdenhistoriske atlas. Her skulle byens jøder angiveligt været gennet ind i en lade d. 10. juli 1941 af deres polske naboer, som efterfølgende satte ild til laden. Sådan blev forløbet i hvert fald beskrevet i bogen “Sąsiedzi” – “Naboer” forfattet af Jan Tomasz Gross. Det er nærmest umuligt at overdrive omfanget af debatten, der fulgte i kølvandet på udgivelsen i Polen.

I disse måneder oplever Litauen en lignende heftig debat. Årsagen er bogen
“Mūsiškiai” “Vores egne”. Underforstået som: “Os litauere. Bødler og ofre”. Forfatteren er Rūta Vanagaitė. Kulturpolitiker, teaterleder, tv-vært og på det seneste forfatter til bestseller om et aktivt kvindeliv efter de 50 år. Bogen udkom i begyndelsen af året.

“Mūsiškiai” er den første samlede og sprogligt let tilgængelige fremstilling, der stiller skarpt på litauisk medvirken og skyld i holocaust. Første oplag blev revet væk på lidt over 24 timer. Ialt er bogen nu trykt i 19.000 eksemplarer. Over ti gange flere end et normaltoplag i landet med 2.8 mio indbyggere. En årtier lang tavshed er dermed ved at blive opblødt. Selv om Rūta Vanagaitės bog ikke som sådan afslører forhold, der overordnet set er ukendte.

Rūta Vanagaitė fik færden af, at der i hendes egen familie var personer, der var involveret i mord på jøder under krigen. Hun kontaktede nazijægeren og lederen af Simon Wiesenthal Centret, Efraim Zuroff, der i årevis har beskæftiget sig med jødernes skæbne i især Litauen. Som hun selv udtaler: ”Jeg spurgte mig selv om mit gamle vægur og sågar mit hus var erhvervet på retmæssig vis”.

Sammen med Zuroff kiggede forfatteren historikere over skuldrene og opsøgte nye vidnesbyrd og bevismaterialer. Besøgte over 30 steder, hvor der har fundet massehenrettelser sted. Man regner med, at der i alt findes over 200 steder med jødiske massegrave. Endelig undersøgte de fremstillingen af holocaust på diverse litauiske museer. For at kunne vurdere omfanget af Litauens aktive medvirken i holocaust. For mord på naboerne.

Siden 1990 har det officielle Litauen anerkendt, at ”nogle” litauere deltog i likvidering af jøder. Udadtil har det officielle Litauen tilkendegivet litaueres andel i mord på egne jødiske medborgere. I 1995 undskyldte Præsident Algirdas Brazauskas i generelle vendinger i det israelske Knesset for litaueres medskyld i mord på jøder. En tale der mødte kraftig kritik i Litauen, men ikke igangsatte en debat som den igangværende.

I selve Litauen er emnet derimod nærmest tabuiseret. Især det faktum, at litauere på egen hånd – uden tyskernes tilstedeværelse – myrdede tusinder. Rūta Vanagaitė nævner selv i interviews, at hun fra høj til lav konstant mødte en mur af tavshed, når det kom til dette prekære emne. Selv historikere frygter afskedigelser, hvis de åbent står frem med deres viden. I et tv-interview med forfatteren afkrævede værten endog, hun skulle fremvise sin fødselsattest for at bevise, at hun ikke var jøde.
Den officielle litauiske fremstilling – stadfæstet ved lov i 1991 – om det “dobbelte folkemord” står reelt for skud. Efter denne opfattelse medførte anden verdenskrig to folkemord på litauere. Et begået af russerne mod litauerne. Et begået af tyskerne mod fortrinsvis jøderne. Erkendelsen af at “vores egne” selvstændigt og i stort omfang slog “vores” ihjel er indtil nu lidet udbredt og anerkendt. Thi var jøderne nu i virkeligheden “vores”? Og bærer jøderne ikke på en – sågar afgørende – medskyld i deportationer af litauere til Gulag? Samtidig understreges det fra officiel side, at man i Litauen både før og under krigen forsøgte at beskytte mange jøder.

Mindet og erindringerne om den sovjetrussiske undertrykkelse fylder mere end holocaust i Litauen. Problemet er blot, at mange antisovjetiske helte agerede bødler over for deres jødisk-litauiske medborgere. Som forfatterens egen bedstefar. Som hævn for Stalins terror. I håbet om at vinde tyskernes gunst. Samt af den helt simple og primitive grund: At berige sig. I alt er der kendskab til 2055 navngivne personer, der potentielt bærer på et direkte ansvar for mord på jøder.

Man antager, at der ialt blev dræbt 212.000 litauiske jøder i krigen. Ud af et anslået antal på ca. 220.000. Dermed den højeste procentandel dræbte blandt de største jødiske samfund i førkrigstids Europa. Ca. 8.000 overlevede. Alene fra juni til december 1941 døde 137.000 jøder. Resten døde i ghettoer og kz-lejre. Vilnius havde før krigen (hvor byen lå i Polen) tilnavnet “Nordens Jerusalem”. Ca. 800 jøder var der tilbage i byen, da kamphandlingerne stoppede.

Der er kan ikke herske tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til både bog og emne. Den er ved at blive oversat til – og udgivet på engelsk. Mr. East vender naturligvis tilbage, når konkrete information foreligger. Indtil videre kan man holde sig løbende opdateret om artikler og debatter via bl.a. dette link.

Rūta Vanagaitė: Mūsiškiai. 304 sider. Ugivet af forlaget Alma Littera, januar 2016. ISBN: 9786090122082 Kan bl.a. købes online her : https://www.knygos.lt/lt/knygos/musiskiai/

Man besøge museer i Vilnius og her selv vurdere, hvordan ”det dobbelte folkemord” fremstilles. Størst er Museet for Folkemords Ofre. De jødiske museer kan findes her.

Opdatering, juni 2020: Bogen er nu udgivet på engelsk. Se https://rowman.com/9781538133033/Our-People-Discovering-Lithuanias-Hidden-Holocaust

Ord

Footer

Redaktør