Hvor gik det galt for det liberale demokrati i Polen? Hvad er det for en ‘størrelse’, der nu er kommet til magten i Warszawa?
Den amerikanske politolog og professor, David Ost, forudså allerede i 2005, at udviklingen i Polen siden 1989 på sigt kunne føre til en sejr for (hvad nogle almindeligvis omtaler som) nationalkonservative kræfter. Det der blev til virkelighed ved både præsident – og parlamentsvalget i 2015. Det som kun få tilhængere og fortalere for det liberale demokrati havde fantasi til at forestille sig.
Forudsigelserne fra David Ost fremkom i bogen “The Defeat of Solidarity: Anger and Politics in Postcommunist Europe”. Nu 13 år senere kombinerer han i nedenstående podcast analyserne fra dengang med en beskrivelse af – og bud på, hvad der kendetegner Polens nuværende magthavere.
Alene af den grund er det væsentligt at lytte til David Ost, der de seneste årtier har været på længerevarende forskningsophold i Polen. Og som desuden med tiden er blevet en efterspurgt samfundsdebattør i selve Polen.
Teksten her er blot et særdeles groft og summarisk rids af både Osts foredrag og hans bog. En længere og mere nuanceret gennemgang af Ost og andres analyser af årsagerne til det liberale demokratis – i det mindste midlertidige – skibbrud i Polen (og andre steder) vil følge hen ad vejen her på Europæiske Undertekster.
Rødder i fascismen
David Ost karakteriserer det aktuelle polske regeringsparti, PiS (Lov og Retfærdighedspartiet), for grundlæggende at være inspireret af både nationalistisk og socialistisk tankegods. Et idegrundlag han fører tilbage til de helt oprindelige nationalsocialistiske ideer fra anden halvdel af det 19. århundrede (der ikke må forveksles med det som den tyske nazisme udviklede sig til). Man kan måske her tilføje, at PiS’ samfundsopfattelse kan minde en del om den italienske fascismes oprindelige tanker om korporatisme. Det kan man være enig eller uenig med Ost i. Under alle omstændigheder mener David Ost IKKE, at Polen på nuværende tidspunkt kan betegnes som et fascistisk land. Centralt for denne karakteristik er det faktum, at PiS som den eneste betydningsfulde politiske kraft i Polen har formået at fremstå som talerør for en relativ stor del af befolkningen. Den del der udgøres af (enkelt formuleret) ‘taberne’ i de økonomiske omvæltninger siden 1989. Og at PiS-regeringen rent faktisk gør noget for disse mennesker. Samtidig med at den forholder sig kritisk til den udenlandske kapitals indflydelse i Polen. Dette skal så kædes sammen med, at partiet konstant hævder at tale på ‘nationens’ vegne, hvilket pr. automatik fratager oppositionen retten til at kalde sig ”polsk”. De tidligere liberale magthavere fremstilles af PiS og dette partis medier til blot at være ”polsktalende antipolske” kræfter.
Økonomisk succes og social uro
Polens udvikling siden 1989 er på mange måder imponerende, hvis man udelukkende anskuer de økonomiske nøgletal. Bortset fra enkelte valgperioder har landet været regeret af fortalere for en liberal markedsøkonomi inspireret af, hvad nogle (herunder Ost selv) betegner som ‘neoliberalisme’. I højere eller mindre grad ligeledes af politisk liberale kræfter. Forskellen mellem regeringer af kristdemokratiske liberale og postkommunistiske selvudnævnte socialdemokrater har i det store billede været svære at få øje på. De få undtagelser besad ikke det solide parlamentariske flertal, som den nuværende PiS-regering har bag sig og blev ædt op indefra af interne magtkampe.
Under den tilsyneladende velfungerende overflade har hele perioden siden kommunismens fald dog været præget af konstant ulmende sociale konflikter. Fra midten af 90erne drog det postkommunistiske parti fordel heraf ved i det mindste at anerkende eksistensen af omfattende utilfredshed med stor arbejdsløshed og udhuling af reallønnen. Anerkendelsen førte dog aldrig til reelle handlinger. I dag er partiet endog ikke repræsenteret i det polske parlament.
Tidligere ledende venstreintellektuelle fra Solidarność forvandledes allerede ved systemskiftet i 1988-90 til fortalere for en liberal markedsøkonomi uden plads til – som det ofte blev formuleret – ‘uansvarlige og bagstræberiske fagforeninger’, der i flg denne liberale linje kun kunne besværliggøre overgangen til det ‘nødvendige frie marked’. Enkelte af disse intellektuelle fyrtårne indså dog relativt hurtigt, at de sociale uligheder voksede i en for dem uforudset – og bekymrende grad. Deres svar var ikke at organisere en voksende vrede og frustration, men derimod at appellere til en almen kristen social solidaritet (med lille s), hvis rødder kunne findes inden for den katolske kirkes sociallære. Uden at sætte magt bag blev disse appeller ikke til så meget andet end tomme ord i forholdsvis snævre intellektuelle kredse.
David Ost påpeger, at organiseringen af enhver form for protest mod de sociale uligheder i Polen næsten udelukkende blev igangsat af landets nationaltsindede kræfter. Den udviklede sig til en slagkraftig politisk bevægelse mod hvad der betegnedes som den ‘postkommunistiske elites udsalg af nationale polske interesser’. Sagt på anden – og ultrakort – vis: Problemer i samfundet og på arbejdspladser hævdedes at eksistere fordi arbejdsgivere og politiske ledere ikke opførte sig som sande polske patrioter. Udenlandsk kapitals relativt store tilstedeværelse kritiseredes i samme åndedrag. De liberale politikere og ditto medier for at stå i ledtog med disse udenlandske interesser.
Fraværet af et socialdemokrati
Grundlæggende ønsker David Ost at fremhæve konsekvenserne for et land uden skyggen af en traditionel (socialdemokratisk indstillet) arbejderbevægelse og ditto politisk kraft. Thi for Ost er udviklingen i Polen en noget nær naturlig konsekvens af, at det liberale demokratis fortalere helt og holdent har negligeret at tilvejebringe og aktivt bidrage til nødvendige kompromisser og overenskomster mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
I sin bog bringer Ost flere – nærmest anekdotiske – eksempler på, at store internationale koncerner fandt det underligt og sågar unaturligt end ikke at have samtalepartnere på arbejderside. I nogle tilfælde måtte disse udenlandske arbejdsgivere selv forsøge at få organiseret arbejderne. For i det mindste at vide, hvad de forventede af deres arbejdsforhold. Andre firmaer – både polske og udenlandske – kunne så til gengæld drage umiddelbare fordele af uorganiseret arbejdskraft, der kunne spises af med korttidskontrakter eller alment elendige løn – og arbejdsforhold. Organiseret modstand mødte de blot sporadisk.
PiS kontra ‘den nødvendige politik’
PiS-styret i Polen har i følge David Ost vist både polakkerne og omverdenen, at der findes andre veje end ‘den nødvendige økonomiske politik’. Forudsigelser om polsk økonomis sammenbrud som følge af øgede sociale udgifter er indtil videre blevet gjort til skamme. Stigende lønninger – bl.a. som resultat af PiS’ politik – hæmmer tilsyneladende hverken konkurrenceevnen eller landets kreditvurdering. Til gengæld trædes demokratiet under fode af et stærkt nationalistisk parti, der gør krav på at være ene om at udtrykke den polske nations sande og historiske aspirationer. Indre modsætninger kan dog vise sig at blive fatale for den nationalistiske lejr. Thi i de kredse hersker der ikke enighed om prioriteringen mellem den sociale og nationale profilering. Det kan åbne vejen for den del af den demokratiske opposition, der bedst forstår at tackle ulighederne i det polske samfund. David Ost understreger, at Polen fortsat har stærkt brug for et socialt engageret parti, der forpligter sig til overholdelse af demokratiets spilleregler. Men findes det overhovedet endnu? Eller er Polen fanget i en udvikling, hvor vi endnu har det værste i vente?
Polen og resten af Europa
Der er mange særegne polske årsager til, at den politiske udvikling i Polen har taget den drejning vi pt er vidner til. Polen fejrer i år 100-året for sin genopstandelse som selvstændig stat. I sandhed turbulente hundrede år. Præget af gryende demokrati, autoritært styre, krig, kommunisme og de seneste årtiers forsøg på at transformere landet til et velfungerende markedsøkonomisk baseret liberalt demokrati. Man kan dog ikke se helt bort fra, at de senere års udvikling i Polen er udtryk for en større politisk bevægelse i det europæiske rum. Udviklingen i Ungarn siden 2010 har været en inspirationskilde for polske PiS. David Ost understreger imidlertid, at der er forskelle mellem Orbáns og Kaczyńskis politik. Ligeledes understreger Ost, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem typer som Trump og Le Pen og udviklingen i Polen og Ungarn. Overordnet set er der dog ingen tvivl om, at David Ost ønsker at fremhæve en sammenhæng mellem – hvad han kalder – den herskende neoliberale politik og fremkomsten af diverse højrenationale partier i Europa. Eller formuleret på anden vis af Ost: For store doser af økonomisk liberalisme truer den politiske liberalisme. Den slags generaliserende teser kan dog først for alvor forstås, når man kender til den aktuelle situation – og baggrundene herfor – i hvert enkelt europæisk land.
Denne podcast kan også høres via bl a itunes. Som bonus – og hvis man foretrækker at se David Ost i levende billeder – kan man desuden vælge at se følgende foredrag fra februar 2018. Emnet er stort set det samme, men ordene er ikke identiske :
© Kim Halling Mortensen
