Nutid

Roman: “Den Uperfekte Flugt – Wroclaw 97”

15. juni 2022 By Europæiske Undertekster

De fleste forbinder givetvis kommunismens fald med ‘frihedens sejr’ over det totalitære. Med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. For individets ret til selv at bestemme over egen skæbne.
Nu her knap 33 år senere er der fortsat god grund til at nuancere ovenstående billede. I Polens tilfælde bør man således øve sig i at stille skarpt på den langvarige proces landet og dets borgere skulle igennem før konturerne om et ‘bedre’ Polen så småt kunne anes i horisonten.

I ‘Den Uperfekte Flugt’ følger vi Bjørn Madsens ankomst til Polen midt i brydningsprocessen fra et system til et andet. Til et land hvor liberale fra 1989/90 havde indført markedsøkonomiske ‘chokterapier’. Princippet om at ‘enhver er sin egen lykkes smed’ havde kronede dage. På mange måder herskede de samme principper, som havde gjort det muligt at overleve kommunismens mangler og absurditeter. Eneste afgørende forskel var, at staten (og partiet) ikke længere kastede en form for sikkerhedsnet ud for dem, der intet havde at sælge/bytte med eller manglede afgørende forbindelser.

Romanens danske hovedperson er hurtigt nødt til at anskaffe sig en omfattende indsigt i regler, forventninger, væremåder og forbindelser, hvis han vil forfølge sine mål om at opbygge en forretning i Polen. Uden forudgående sproglige kundskaber. I et land hvor bankvæsen og toldetat langt fra minder om det han kom fra. På et tidspunkt hvor polsk og russisk mafia spiller en rolle, når der er penge og ejendom i spil. Hvor korruption er et dagligdags udbredt fænomen på stort set samtlige institutionelle niveauer. At blive en brik i dette sammensurium er hvad Hardenfelt udsætter Bjørn Madsen for. På blændende vis.

Romanen er mere krimi end plat splatter. Selv om der slås på tæven og flyder blod. Læseren føres rundt i Wrocław og omegn, så man føler sig tilstede. Vigtigst af alt er dog, at persongalleriet består af personer, der portrætteres med alle de modsatrettede egenskaber, der nu engang er kendetegnende for ethvert individ. Selv om man – måske? – kan forudse eller gennemskue visse handlinger, så er forfatteren konstant i stand til at tilføje nye psykologiske og kulturelle aspekter, der gør læsningen til en både barsk og smuk fortælling. Intet og ingen er sort/hvidt. Nuancerne af grå, der ofte associeres med et fhv kommunistisk land, eroderer for øjnene af læseren.

Bogens hovedperson famler sig frem i det ukendte landskab. Får i begyndelsen tvivlsom hjælp fra en fhv klassekammerat inden han vælger at stå på egne ben. Med sig i bagagen har han erfaringer, der sætter ham i stand til at handle. På finurlig vis foregår det parallelt med hele det Polen, der ligeledes famler sig frem gennem forhindringer mens det prøver at anvende erfaringer og uforløste evner.

Som det skete i virkelighedens verden, så indtræffer en altødelæggende – nærmest apokalyptisk – hændelse, der frembringer et menneskeligt sammenhold i et hårdt plaget samfund, hvor jagten på individuel succes også har medført kiv og trøstesløshed. Selv det erotiske får et skær af gensidighed.

Jeg kom selv til Polen for første gang lige før Solidaritets-strejkerne på den polske Østersø-kyst i 1980. Under mit faste ophold 1986-88 bestod mit polske netværk af dygtige mennesker, der kun i yderst begrænset omfang kunne omsætte deres viden og kunnen til en reel levevej. Privat foretagsomhed var allestedsnærværende, men i den officielle økonomi var der lagt så mange dæmpere på, så der ikke levnedes plads til egentlig iværksætteri. Langsomt men sikkert løsnede de hidtidige magthavere de snærende bånd. Først tog de selv for sig af retterne. Sidenhen mistede de selv førertrøjen og de nyvalgte politikere gjorde det muligt at handle frit på gader og stræder. Polske byers fortove og pladser blev fyldt til bristepunktet med ‘drømmesengskapitalisme’. På mange måder en fortsættelse af de utallige markeder og bazarer, der allerede var et etableret billede under kommunismen. Forskellen var nu at stort set alle og enhver frit kunne være med. Og at pornografi nu officielt var tilladt…

I min egen familie var der både en vis kapital og erfaringer med (legal) småhandel. For knap to årtier siden blev de millionærer og havde skabt arbejde til flere hundrede. Altsammen på legal vis uden mafiøse forbindelser og uden brug af korrupte tiltag. For de dygtige, arbejdsomme og innovative åbnede det nye Polen op for nye muligheder. Men der var også en stor del for hvem det ikke lykkedes. En endnu større del af befolkningen, der måtte døje med arbejdsløshed og kummerlige forhold i disse dramatiske omstillingsår. Først med medlemskabet af EU i 2004 begynder stadig bredere dele af den polske befolkning at få del i markedsøkonomiens velsignelser. Hvis det nu skal siges ultrakort….

Der var få øjeblikke, hvor jeg selv spejdede efter at etablere en form for forretning i Polen. Modsat bogens forfatter og hovedperson blev tankerne i hovedet og på skrivebordet. Til gengæld har jeg aldrig sluppet landet sidenhen. Jeg kan derfor stå fuldt og fast inde for det, man som læser bliver præsenteret for i romanen. Ja, faktisk vil jeg vove den påstand, at Hardenfelt leverer et suverænt og sylespidst portræt af 90’ernes Polen. Af et samfund i opbrud. Af mennesker der søger og agerer i de nye tider. Mellem nyt og gammelt. Navigation i ukendte og kendte farvande. Præget af fortidens vaner og nutidens udfordringer.

Romanen er imidlertid mere end et portræt af en given periode i et givent land. Den har så absolut universel værdi. Intet samfund ændrer sig radikalt selv om et system afløses af et nyt. Politiske og økonomiske omvæltninger kan blive budt velkomne, men derfra og så til at opnå en vis konsensus om de stier, der skal føre til fremtidens fjerne mål, er der unægtelig lange og trange veje.

Overalt foregår der veritable kulturkampe og intense debatter om fortidens synder. Uenigheder og konflikter om fremtiden splitter familier og skaber åbne sår. Sådan var det også i det genopstandne Polen i mellemkrigstiden. Sidenhen under kommunismen. Intet tyder foreløbig på, at Polen bevæger sig imod stabile og roligere forhold.

‘Den Uperfekte Flugt’ indeholder et informativt efterskrift om nutidens Wrocław. Historikerne Norman Davies og Roger Moorhouse udgav allerede i 2002 et mammutværk om byens omskiftelige historie. I de seneste årtier har Wroclaw gennemgået en forvandling, så den i dag fremstår som en levende europæisk metropol. Det er lykkedes for polske Wrocław at istandsætte ej blot resterne af det krigshærgede Breslau, men flere århundredes historie. En bemærkelsesværdig proces i en by, hvor befolkningen blev udskiftet efter 1945. Og hvor de nytilkomne i årtier udviklede en apatisk forestilling om en by, de nok alligevel en dag ville miste, når den igen ville blive tysk. Det skete som bekendt ikke.

Vil man før afrejsen til Wroclaw danne sig et indblik i, hvordan byens utallige arkitektoniske perler i disse år undergår en veritabel forvandling til fordoms skønhed, så er der mange før/efter billeder på denne side

Jeg besøgte Wrocław kort i august 1997. Efter et længere ophold i det sydlige Polen. Erindrer de hjerteskærende billeder man som læser vil blive konfronteret med. Mere end nogensinde blev jeg sur, når jeg hørte c’et i byens navn udtalt som et ‘k’. Det gør jeg fortsat. Så meget desto mere er der grund til at anbefale Michael Hardenfelts nye bog. Forfatterens egen blog – “Hardenfelts Polen” – bidrager med regelmæssige alsidige indblik i nutidens Polen. Hans historiske værk, ‘Hvordan Polen blev Polen’, er tidligere blevet anmeldt her. Med ‘Den Uperfekte Flugt’ bliver læseren klædt suverænt og nuanceret på til mødet med polakker, der er vokset op i et turbulent årti. Romanen er medrivende. Kun yderst få ‘vestlige’ øjne formår at indfange Polen som Michael Hardenfelts.

Michael Hardenfelt : ‘Den Uperfekte Flugt”
Saxo Publish, 2022
ISBN: 9788740483901

© Kim Halling Mortensen

Alsidig og indsigtsfuld bog om Polen

18. april 2020 By Europæiske Undertekster

Michael Hardenfelt har skrevet en blændende bog om Polen. Jeg tager næppe fejl, hvis jeg fastslår, at det her i april, 2020, er det eneste værk (globalt set), der tegner et portræt af landet fra omvæltningerne i 1989 og helt frem til 2020. I tilgift kan læseren nyde godt af, at forfatteren spinder en lang række væsentlige røde tråde mellem nutid og fortid.

Illustrationerne her i artiklen er dels fra forlagets omtale, dels fra kulturelle stoppesteder i bogen. Håber de pirrer.

Forfatteren har slået sine rødder i Polen siden 1994 med forskellig foretagsomhed, som man kan læse mere om på hans hjemmeside. Et ganske imponerende cv der i sig selv nok er en del af forklaringen på hjemmesidens lettere retro-udseende. Hos Hardenfelt er det indholdet og ikke formen, der tæller. Hvis man vil få et indtryk af hans jævnlige større eller mindre formidling fra og om Polen, så bør facebook-siden, ‘Hardenfelts Polen‘, følges. Især er det her værd at lægge mærke til de længere indlæg om ‘året der gik i polsk politik’. Dem kan man også finde h er.

En personlig beretning

Nu er det jo på ingen måde givet, at man bliver ‘ekspert’ udi et andet land blot fordi man bor og arbejder i det. Det rækker nødvendigvis heller ikke, at man behersker det lokale sprog flydende. Det er naturligvis potentielt gode forudsætninger, men hos Hardenfelt mærker man derudover en uudtømmelig lyst til at forstå Polen og polakkerne. I alt hvad der forener og adskiller nationen og dens befolkning.

Med bogen forærer han os et sjældent indblik i vores sydøstlige nabos holdninger og genvordigheder. Hvordan de kommer til udtryk. Og hvordan de er blevet formet af historiens gang. Han lægger vægt på, at det mere er en personlig beretning frem for et egentlig akademisk værk. Det er både korrekt og på sin vis beskedent. Visse akademikere præsenterer sig mindre ydmygt, selv om de måske slet ikke når ud i alle de krinkelkroge, som Hardenfelt boltrer sig i. Vel er der knaster undervejs i nogle af Hardenfelts historiske fortællinger, men når han bevæger sig rundt i samtidens mange komplekse emner flyder sproget og læseren oplyses detaljeret som kun få formår. Heldigvis fylder denne samtid mest i bogen.

Jeg har selv boet i Polen. Interesseret mig for landets omskiftelige historie og udvikling i samtiden. Under mit to-årige ophold blev jeg vidne til det kommunistiske systems sidste krampetrækninger. På utallige besøg – især i 90’erne – fulgte jeg den til tider besværlige og konfliktfyldte overgang til markedsøkonomien. På første parket så jeg både succes og nederlag. – Nøjagtig som Hardenfelt levende beskriver det i bogen, så blev jeg også tit konfronteret med polakkers undrende og overbærende blikke, når man konfronterede dem med, hvad de betegnede som ‘typiske vesterlandske’ spørgsmål. Svaret var som regel noget i retning af: ‘Gør selv en indsats for at få dine svar’. Sagt på anden vis: ‘Lær os at kende. Lyt efter. Når vi samtaler. Når vi digter’.

Sidste sommer mødte jeg Michael Hardenfelt for første gang. Sammen konsumerede vi mere end en enkelt polsk fadøl af højeste kvalitet indenfor i gården omkranset af det fhv polske kommunistpartis hovedkvarter i Warszawa. Først og fremmest snakkede vi dog i timevis om livet og Polen. Undervejs i samtalen tænkte jeg flere gange i mit indre, at den mand om nogen burde skrive en bog om det Polen, der i dag befinder sig midt i en kulturkamp og i det hele taget i indædt infight mellem tilhængere og modstandere af det liberale demokrati. Inden jeg fik omsat tanken til ord bekendtgjorde Michael, at han rent faktisk allerede var igang med at skrive det, der nu er blevet til ‘Hvordan Polen blev Polen‘!

Bogens struktur og indhold

Undervejs i skriveprocessen fik jeg den ære at læse det første udkast til bogen. Da det var forholdsvis tæt på en deadline, valgte jeg derfor primært at koncentrere mig om sproglige raptusser og enkelte udvalgte emner, hvor jeg mente Michael gik galt i byen. Retfærdigvis må jeg jo så her blankt indrømme, at min nedenstående kritik af nogle af afsnittene i bogen ikke var nær så tydeligt formuleret, da Michael bad mig gennemlæse første udkast. Han har således ikke haft en chance for at reagere på den her fremførte kritik før bogen blev trykt. Det må man godt lige have in mente! – Decideret forsøg på at redigere valgte jeg bevidst at afholde mig fra, selv om det forekom mig at være nærliggende, da bogen er sammensat på en for læseren (eller nogle læsere) måske udfordrende måde. Kronologi er flettet sammen med diverse temaer på underfundig vis. Til det er der blot at sige: Man behøver ikke nødvendigvis at læse denne bog, som forfatteren har sat den op. Dog skal man begynde med den forrygende indledning!

Bogen giver først og fremmest et dyberegående indblik i Polen siden parlamentsvalget i 2015. Centralt står også en længere fremstilling af udviklingen siden omvæltningerne i 1989. For at forstå de seneste årtier har Hardenfelt valgt at krydre værket med forskellige historiske tilbageblik og udvalgte centrale emner. Meningen er dels, at fremhæve de røde tråde, der knytter nutidens problemstillinger sammen med fortiden, dels at oplyse læseren om forløb, der ledte frem til skelsættende begivenheder i polsk historie. Forfatteren plæderer altså for, at man sagtens kan finde en kontinuitet i Polens udvikling siden ‘længere og langt tilbage’ i polsk historie. Man kommer simpelthen hen ikke udenom et grundigt kendskab til
fortiden, hvis man vil forstå nutiden. Måske en universel sandhed, men i polsk sammenhæng skal den i den grad understreges med fede røde streger.

Kritik 1: Den Polske Folkerepublik

Set i det lys bliver det jo bl a uomgængeligt at beskæftige sig med kommunisttiden. Den Polske Folkerepublik fylder således sammenlagt ca ti procent af bogen. Selve gennemgangen af denne periode forekommer mig imidlertid ikke at være fuldt ud integreret i resten af bogen. De røde tråde fortoner sig, når der i dette afsnit i for ringe grad fokuseres på, hvordan den langt overvejende del af den polske befolkning på alle mulige og umulige måder – dag ud og dag ind – forsøgte at omgå stort set alle regler og forordninger i det sovjetisk inspirerede landskab af dominerende luftkasteller og potemkinkulisser. De kendte eksempler på arbejder – og studenterprotester – kulminerende med Solidaritet i 1980-81 – omtales i bogen, men det ville efter min mening have klædt bogen at belyse befolkningens evne til f eks at

opretholde en grå-sort økonomi på markedsvilkår, dens evne til at undervise sig selv i polsk historie fritaget for Moskvas fordrejninger og fortielser samt alle de øvrige mulige og umulige måder, hvormed polakkerne legede kispus med systemet. På godt og ondt slæbtes alle disse folkelige erfaringer med ind i det Polen, der voksede frem efter 1989. Tilbageskuende kan man endog hævde, at disse udtryk for trods og overlevelsesevner havde rødder tilbage til krigens tid (og delvist til de 123 år uden en polsk stat) hvor ‘polskheden’ ligeledes overlevede bl a vha selvorganisering og omgåelse af magthaveres luner. Et større fokusering på disse historiske pendanter ville samtidig have åbnet dørene for en grundigere behandling af andre røde tråde. Nemlig dem der ville åbenbare, at uenighederne om vejene til – og udformningen af et selvstændigt og uafhængigt Polen også prægede debatterne i de mere bevidst oppositionelle miljøer under kommunismen. Som de gjorde under delingerne, i mellemkrigstiden og som de fortsat til en vis grad gør. Solidaritet var resultatet af et historisk kompromis mellem flere (normalt modsatrettede) holdninger. Selv de 21 postulater fra 1980-strejkerne var udtryk for meget mere end blot “utopisk socialisme” (noget Hardenfelt på side 85 lemfældigt afviser punkt 5-21 som). Der er antydninger undervejs om de interne debatter i oppositionen, men det burde nok have fyldt mere. Især på bekostning af spekulationer om, hvorvidt en “kommunistisk teknokrat” ville have været i stand til at redde landets økonomi og dermed konsolidere kommunismen (se side 86 og gentagelse heraf i anden sammenhæng på side 113). Her nærmer vi os noget, der kort kan sammenfattes som en contradiction in terms. Og dermed omsonst.

Ovennævnte kritik skal på ingen måde afholde nogen fra at købe bogen. Hardenfelt indsnævrer trods alt ikke historien om Den Polske Folkerepublik til udelukkende at omhandle konflikten mellem magthaverne og den organiserede opposition. Fremstillingen krydres med eksempler fra kulturens verden og understreger iøvrigt også, at alt ikke var den rene elendighed under socialismen. Den slags nuancer er generelt et stort plus i bogen. Til gengæld skulle forfatteren have hældt flere godter ud over læseren fra det omfattende kildehav om dagliglivet. Se note.

Kommunismens dødskamp blev en langstrakt affære i den polske version. Hardenfelt bringer her en pæn portion spekulationer om hovedaktørernes ageren i spil. Måske endda i unødvendig overdreven grad. Her savner jeg en beskrivelse af Solidaritets udvikling fra massebevægelse til elitær politisk kraft. Mere specifikt om transformationen fra at være en bevægelse, der organiserede arbejderne, til primært at blive en politisk organisation, der nedtonede nødvendigheden af organiseret lønmodtagerinteresser. Måske en uundgåelig proces, men ikke desto mindre en udvikling, der efter min mening på sigt åbnede en ladeport for populisters og nationalkonservatives voksende vind i sejlene.

Kritik 2: Sovjets angreb på Polen, 1939

Decideret uenig er jeg sjældent i Hardenfelts mange betragtninger, der hele tiden engagerer og udfordrer læseren. Flere steder nævnes polakkernes mistro (og had) til russerne. Enkelte steder flirter han med tanker om, at antipatien til tider kan forekomme delvis grundløs eller overdrevet. En legitim problematisering. Her vil jeg dog gerne anholde en udlægning, der kommer til udtryk på siderne 278-80, hvor forfatteren indirekte afviser at kalde de nazityske og sovjetiske angreb på Polen i september 1939 for en deling af landet – populært kaldet “Polens fjerde deling”. Nazisterne udnævnes i bogen til hovedaggressoren, mens det fremføres, at Sovjets brud på aftaler med Polen bør (eller kan) ses i lyset af sovjetiske ønsker om at kunne modstå et fremtidigt tysk angreb. Uden at påpege, at Stalin selv via mord, udrensninger og degraderinger havde bidraget til den røde hærs sårbarhed. Nuvel. Man kan (og bør) naturligvis gøre sig disse overvejelser, men det betyder jo ikke, at man kan se bort fra, at Stalin med sin skånselsløse fremfærd bevidst gik efter at sønderknuse ethvert element af polsk statsmagt.

Med massakren i Katyn og diverse deportationer knækkede man systematisk og bevidst den polske nations rygsøjle. Nøjagtig på samme vis som Sovjets nazistiske alliancepartner. Det var kort sagt et kalkuleret angreb fra en imperialistisk magt uden iøvrigt blot skyggen af hensyntagen til de lokale indbyggeres ret til selvbestemmelse. Ingen bød russerne velkommen. Et angreb der skulle vise sig at bære frugt helt frem til 1991. Et angreb på det Polen, som den sovjetiske udenrigsminister, Molotov, omtalte som ‘Versailles-fredens monstrøse bastard’. Jeg tror godt man kan konkludere, at Sovjets optræden i september 1939 ikke just var befordrende for den senere så højt besungne 45 år lange propaganda om det ubrydelige (og historiske) venskab mellem det polske og sovjetrussiske folk. Tværtimod må man vel slå fast, at Sovjet med tæt på 50 års løgne om Katyn-likvideringerne i den grad bidrog med at fastholde og cementere de anti-russiske sentimenter i den polske befolkning. Tyskerne fik i det mindste sagt oprigtigt undskyld mere end en enkelt gang siden krigens afslutning. I dag hylder Ruslands Putin pagten med nazisterne og håner i samme åndedrag Polen. Han ærgrer sig åbenlyst over indskrumpningen af det russiske imperium. Dermed bekræftes polakkerne forståeligt nok i deres lange historiske mistro til magthaverne østpå. En mistro de iøvrigt deler med andre af Ruslands naboer.

Hardenfelts kontroversielle betragtninger

Bogen byder læseren på en lang række andre mere eller mindre kontroversielle betragtninger. Polen som en lidelseshistorie og Polen som kolonimagt er emner, der med garanti kan få den gennemsnitlige Kowalski til at slå korsets tegn for sig mere end en enkelt gang. Hardenfelt lægger klar afstand til den gængse historie om Polen som et evigt offer for brutale naboer. Landet optrådte selv i århundreder i rollen som bøddel overfor især mange folkeslag østpå. Det er en ilde hørt sandhed i Polen uden for snævre akademiske og intellektuelle kredse, konstaterer forfatteren. Jeg er sikker på, at en del danske læsere også vil blive overrumplet over disse udlægninger af polsk historie og polsk selvforståelse. Bedre sent end aldrig – vil jeg så blot tilføje. Hardenfelts refleksioner er i den grad relevante og bidrager til en mere nuanceret forståelse af Polen og polakkerne.

Prisen for at komme til bogtrykkeren til aftalte tid er desværre gået en del udover den endegyldige korrekturlæsning. 3. Maj Forfatningen bliver et sted til Første Maj og November-opstanden 1830-31 dateres i en overskrift et århundrede frem i tid. Dumme sprogfejl og gentagelser kan bogen heller ikke sige sig helt fri for. Altsammen ærgerlige pletter i en bog, der havde fortjent bedre. Men den slags sker nu engang og mon ikke læserne nøjes med lettere suk frem for at harcelere.

Jeg vil til sidst blot nøjes med at gentage mig selv: Michael Hardenfelt har skrevet en blændende bog. Køb den! Læs den! Kritiser den! Som Michael selv indledningsvis opfordrer læserne til at gøre. Det være hermed gjort.

Forfatteren læser her afsnittet om, hvordan PiS vandt magten i 2015

Michael Hardenfelt : Hvordan Polen blev til Polen – myter og antimyter
Mr East Forlag, 2020
351 sider, ill. og inkl. kort og navnefortegnelse
ISBN 9788799884285 (trykt bog)
ISBN 9788799884292 (ebog)

Note:

I Polen blev der i 80’erne og 90’erne lavet en glimrende serie-pendant til vores danske ‘Matador’. ‘Dom‘ (‘Hjemmet’ eller mere frit “Opgangen”) er titlen. I 25 afsnit følges dagliglivet hos familierne i en lejlighedsopgang i Warszawa. Nøjagtig som i ‘Matador’ afspejler serien fuldt ud samfundsudviklingens påvirkning af de enkelte individers personlige dramaer. Tidsintervallet er årene 1945-80. Serien findes på dvd med engelske undertekster og kan stærkt anbefales.

Her i Danmark publicerede Forlaget Mr East, der udgiver Hardenfelts bog, sidste år Ota Tiefenböcks selvbiografiske værk om opvæksten i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. En i sandhed sjælden perle, der bringer læseren helt ind i den tilværelse og de rammer den enkelte borger måtte agere i – og var underlagt – under den “virkeliggjorte socialisme”. Det er en bog, der bør være pligtlæsning for enhver, der ønsker at vide mere end det de traditionelle danske (og vestlige) fremstillinger om de socialistiske lande som regel byder på. Selv om diverse historiske bøger og film kan være nok så oplysende og seriøse, så er det typisk, at de overvejende nøjes med at tegne sort-hvide billeder, der helt neglicerer de enkelte borgeres daglige bestræbelser på at føre et “normalt” liv med dets op – og nedture. De præges ofte af en tendens til udelukkende at kigge på konflikterne mellem magthaverne og den organiserede opposition. Endelig lider mange af disse fremstillinger iøvrigt også under, at de skærer alle de socialistiske lande over en kam. Tiefenböcks bog ville med garanti modtage mange genkendende nik fra en polak eller en østtysker. Men de ville også flere steder undervejs bemærke, “at sådan var det ikke i Polen eller DDR”. Både i Polen, Tyskland og i andre af de fhv ‘østblok’-lande findes lignende udgivelser. – Ota Tiefenböck: På den anden side af jerntæppet (Mr East Forlag, 2019 – fås som trykt bog, ebog og lydbog – kan købes i enhver boghandel)

© Kim Halling Mortensen

På sporet af Centraleuropa

13. maj 2019 By Europæiske Undertekster

BOGANMELDELSE : Hidtil har læsere af Information og Weekendavisen nydt godt af Vibe Termansens journalistiske pen. I bogen ‘Kampen om Centraleuropa’ øser hun nu tilligemed gavmildt af sin viden fra det historiske værksted. Hun kombinerer det med en løftet demokratisk pegefinger. I solidaritet med de demokratiske kræfter i Polen og Ungarn. Vil man blive bedre til at navigere rundt i Europa, så er bogen et uundværligt kompas på rejsen.

2019 – et sted i nærheden af Centraleuropa

Tillad mig at indlede denne anmeldelse ad nogle østtyske omveje:

I 2019 er det 30 år siden Muren faldt. Allerede få uger senere – og før Tysklands formelle genforening – blev borgerne i Rostock, Erfurt og Dresden ikke længere betragtet som “østeuropæere”. Nu var de “blot” tyskere. Ovenikøbet vores naboer.

De umiddelbare begivenheder der førte til DDRs opløsning blev igangsat i to andre “østeuropæiske” lande henover sommeren i 1989. Nemlig i Polen (delvist frie valg) og Ungarn (gigantiske demokratiske manifestationer og klip i grænsehegnene). To lande der gerne ville med i den “europæiske familie”. I det mindste som “centraleuropæere”.

2019 byder på lokalvalg i tre østtyske forbundslande. Alt tyder på at vælgerne her vil gøre AfD – Alternative für Deutschland – til det største eller næststørste parti. Blandt de største partier vil man også finde Die Linke. Politiske partier der kan sammenlignes med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten har med andre ord vind i sejlene i det område, der engang var det hedengangne “østeuropæiske” DDR. Så måske er de alligevel anderledes disse “Ossis”? Eller er det tilhængerne af det liberale demokrati i både vest og øst – nord og syd for den sags skyld også – der har misforstået noget og evt handlet forkert efter Murens fald?

“Nationalistisk Internationale”

Som i 1989 er Polen og Ungarn igen “forud” for en sandsynlig udvikling i det østlige Tyskland. Begge lande regeres for tiden som bekendt af stærkt nationalkonservative regeringer. Begge lande ses som spydspidser i den paradoksale al-europæiske kamp for et “nationernes Europa”. Som noget der forekommer at være en indre modsætning, forsøger en lang række nationalistiske partier at samle sig til en slags “nationalistisk internationale”. Ungarns Viktor Orbán optræder side om side med Italiens Matteo Salvini. Sidstnævnte side om side med AfD, Dansk Folkeparti og De Sande Finner. Og Marine Le Pen sender appeller om samarbejde til Polens stærke mand, partilederen Jarosław Kaczyński. Udviklingen i Warszawa og Budapest har givet nationalkonservative i alle europæiske lande blod på tanden. Og – potentielt – en reel chance for Orbán og Kaczyński til at udskifte rollen som pariaer i EU med rollen som katalysatorer for et “nationernes Europa”. Thi indtil videre ved vi kun, hvad der måtte gemme sig bag dette begreb, hvis vi kigger inden for i det nuværende Polen og Ungarn.

Kyndig rejseleder

Med på rejsen til Warszawa og Budapest kan man kun anbefale historikeren og journalisten, Vibe Termansen, som rejseleder. Med begge faglige baggrunde – som to der danser tango – udfolder hun i fuld flor selvoplevet øjenvidneberetninger og væver dem sammen med det allestedsnærværende nødvendige historiske bagtæppe.

Vibe Termansen har i bogen bevidst fravalgt at tage udgangspunkt i den traditionelt fortalte historie om de kommunistiske samfunds nedtur og det liberale demokratis sejrrige gang. Thi noget er jo helt klart gået anderledes end i de dage, da liberalismen vandt guld i verdenshistorien. Og for at forstå årsagerne skal der i følge Termansen søges længere tilbage i historien. Eller det skal der i hvert fald også. I det mindste længere tilbage i det 20. århundrede. Til især tiden før, under og efter 1. Verdenskrig. Men der kan sagtens søges endnu længere tilbage. Det gør forfatteren så også, hvor det er yderst relevant. Thi historien spiller en større rolle i de to lande end vi er vant til i Danmark. Den er en kampplads.

Fra mellemkrigstid til samtid

Den korte mellemkrigstid var perioden med de mange nye – og til dels genopstandne europæiske nationer, der fulgte i kølvandet på det habsburgske dobbeltmonarki, kejsertidens Tyskland og zarens Rusland. Det var i denne periode, at begrebet “Centraleuropa” blev vakt til live og havde potentialet til at blive indbegrebet af en magtfaktor i europæisk politik. Første halvdel af Termansens bog beskæftiger sig med de tre væsentligste “centraleuropæiske” visioner fra dengang.

Historien ville det som bekendt anderledes, men fra 1980’erne bankede flere og flere ‘østeuropæere’ på Vesteuropas døre og bekendtgjorde, at de var “centraleuropæere”. For ligesom at gøre både os i vest og ‘dem’ i Moskva opmærksom på, at man ikke havde fået lov til – og mulighed for frit at videreudvikle de nationer, der trods svære fødselsveer, blev ofret og nedslagtet i deres historisk set spæde vorden i perioden 1938- 1949. En af de væsentligste grunde til anskaffe sig Vibe Termansens bog er netop, at hun – som desværre alt for få – ser en direkte sammenhæng mellem udviklingen i mellemkrigstiden og i årene efter 1989.

Kurre på tråden

I 2004 åbnede Vesteuropa – forstået som EU – endelig dørene for “centraleuropæerne”. Nu skulle alle bare være ‘europæere’. Nu skulle det, der retteligen hørte sammen også vokse sammen (som Willy Brandt med grådkvalt euforisk stemme allerede havde proklameret i Berlin, november 1989). I dag er der mildt sagt kurre på de tråde, der gnidningsløst skulle forbinde Warszawa og Budapest med Paris og Berlin. I selve Polen og Ungarn vokser de indre konflikter.

Orbán og Kaczyński slår sig op som de sande kristne riddere, der er garanter for Europas overlevelse. EUs liberal-demokratiske værdier har i følge d’herrer medført et knæfald for kosmopolitiske ideer, der vil fordærve europæernes sunde sjæle med “multi-kulti”, “anormale kønsforestillinger” og mange andre fortrædeligheder. Bag sig hævder de begge at have deres respektive “nationer” – deres knap så beskedne betegnelse for den del af vælgerne, der har stemt på dem. Fjenderne er populært og polemisk sagt enhver “politisk korrekt kulturmarxist”. En kategori der hertillands sågar ville omfatte gode liberale og konservative som Søren Pind og Per Stig Møller.

Landsforrædere og rollemodeller

På deres veje fejer Orbán og Kaczyński retsstaten til side. Magtens tredeling må vige for “nationens vilje”. Oppositionelle (sandsynligvis mindst halvdelen af befolkningerne) udskriges dagligt i de statslige medier som “nationens fjender” og “landsforrædere”. Vibe Termansen tager i bogen læseren med ned på de gader, hvor der demonstreres højtråbende mod den dekadente del af Europa. Mod de indre “fjender”. Mod den “forkerte slags ungarer og polakker”. Hun trækker trådene tilbage i historien og fremviser, hvem der er påtænkt rollen som rollemodeller for fremtidens polakker og ungarere. Og måske fremtidens europæere, hvis den “nationalistiske internationale” får yderligere vind i sejlene.

Tilbage står spørgsmålet om det liberale demokratis modsvar. Og tilbage står velsagtens også om det overhovedet er muligt at etablere et samarbejde mellem f eks de nuværende magthavere i Polen og et parti som det tyske AfD. Kaczyńskis regeringsparti kræver således tyske krigsskadeerstatninger i billion-klassen (ja, ‘billioner’). Et krav der med statsgaranti vil skabe grobund for lidet kammeratlige samtaler. For nu at formulere det så mildt som muligt. Vibe Termansen holder sig klogt nok til sobre overvejelser om det nuværende europæiske modsvar inden det evt går helt grassat.

En nødvendig bog

“Kampen om Centraleuropa” er både en læseværdig og nødvendig bog. Den handler i den grad om vor fælles fremtid. Vores fælles europæiske fremtid. Forfatteren formidler en kompleks verden på gennemgående finurlig vis, hvor det for denne anmelder er tydeligt, at hun har hentet fortælleinspiration hos en stor historiker som Norman Davies. Bare vent til du læser om Casanovas hæmorider. Bare vent til du møder Termansens bittesmå underfundige og bidende ironiske bemærkninger undervejs i bogen. Midt i den dybe alvor giver hun løbende læseren tiltrængte muligheder for at trække på smilebåndet. Historien og historierne præsenteres uden et konstant anstrengt flow af fodnoter, men læseren efterlades aldrig med tvivl om, hvor forfatteren har gravet efter kilderne. Prisværdigt hvis man vil have fat i et bredere publikum, hvilket bogen absolut fortjener.

Små hår i suppen

Malurt i bægeret? Åh, jo. Lidt skal der jo traditionen tro være plads til i en anmeldelse. Finansmanden George Soros – de nationalkonservatives altoverskyggende syndebuk – nævnes undervejs som en, der har betegnet Orbáns Ungarn som en “mafiastat”. Det er ikke decideret forkert, men måske er det lidt synd for den/de ungarere, der efter lang tids studier nåede frem til at karakterisere landet som “en postkommunistisk mafiastat”. De havde nok i højere grad fortjent at blive nævnt. Eller også at blive nævnt. Men man kan da læse om begrebet her.

En anden og måske mere principiel kritik kunne være, at forfatteren – efter min smag – lægger for lidt vægt på de reelle og mulige fejltagelser, som blev begået af de regeringer, der måtte vige scenen til fordel for Orbán og Kaczyński. Der er antydninger og enkelte eksempler, men det emnekompleks kunne nu godt have fyldt en kende mere. Man skal jo helst lære af fortidens synder. Vibe Termansen påpeger selv, at Kaczyński f.eks. aldrig var kommet til magten uden også at love penge til visse socialt udsatte grupper i Polen. En væsentlig pointe som kunne have givet læseren en større forståelse for, hvorfor de nationalkonservative får mange stemmer. Måske en idé til en lettere revideret udgave? Eller en ny bog? Denne kritik skal dog på ingen måde forhindre, at jeg på det varmeste anbefaler bogen til enhver med et europæisk udsyn. Og for dem der sætter pris på at være up to date er bogen ajourført med kilder og referencer helt op til februar 2019. Bedre kan det ikke gøres.

Supplement I

Her i maj måned skrev Vibe Termansen en artikel til Zetland, som sagtens kunne have været med i bogen, hvis der nu engang ikke var en deadline hos forlag og trykker. Læs den som et supplement her

Supplement II

Skulle læseren mod forventning ikke straks stryge ud og købe bogen, så er der mulighed for at opleve forfatteren “live” på, hvad der i mine øjne ligner en særdeles spændende tur til Polen i august, 2019. Du kan se programmet her . Jeg kan berette fra andre rejsende, at DEOs rejser generelt er nogle af de mest lærerige overhovedet på markedet. Man bliver simpelthen klogere. Meget klogere.

“Kampen om Centraleuropa”
Af: Vibe Termansen
1. udgave 2019
ISBN: 9788712058946
Antal sider: 216 sider
Udgiver: Gads Forlag

© Kim Halling Mortensen

Det måtte gå galt i Polen. Podcast med David Ost

22. april 2018 By Europæiske Undertekster

Hvor gik det galt for det liberale demokrati i Polen? Hvad er det for en ‘størrelse’, der nu er kommet til magten i Warszawa?

Den amerikanske politolog og professor, David Ost, forudså allerede i 2005, at udviklingen i Polen siden 1989 på sigt kunne føre til en sejr for (hvad nogle almindeligvis omtaler som) nationalkonservative kræfter. Det der blev til virkelighed ved både præsident – og parlamentsvalget i 2015. Det som kun få tilhængere og fortalere for det liberale demokrati havde fantasi til at forestille sig.

Forudsigelserne fra David Ost fremkom i bogen “The Defeat of Solidarity: Anger and Politics in Postcommunist Europe”. Nu 13 år senere kombinerer han i nedenstående podcast analyserne fra dengang med en beskrivelse af – og bud på, hvad der kendetegner Polens nuværende magthavere.

Alene af den grund er det væsentligt at lytte til David Ost, der de seneste årtier har været på længerevarende forskningsophold i Polen. Og som desuden med tiden er blevet en efterspurgt samfundsdebattør i selve Polen.

Teksten her er blot et særdeles groft og summarisk rids af både Osts foredrag og hans bog. En længere og mere nuanceret gennemgang af Ost og andres analyser af årsagerne til det liberale demokratis – i det mindste midlertidige – skibbrud i Polen (og andre steder) vil følge hen ad vejen her på Europæiske Undertekster.

Rødder i fascismen

David Ost karakteriserer det aktuelle polske regeringsparti, PiS (Lov og Retfærdighedspartiet), for grundlæggende at være inspireret af både nationalistisk og socialistisk tankegods. Et idegrundlag han fører tilbage til de helt oprindelige nationalsocialistiske ideer fra anden halvdel af det 19. århundrede (der ikke må forveksles med det som den tyske nazisme udviklede sig til). Man kan måske her tilføje, at PiS’ samfundsopfattelse kan minde en del om den italienske fascismes oprindelige tanker om korporatisme. Det kan man være enig eller uenig med Ost i. Under alle omstændigheder mener David Ost IKKE, at Polen på nuværende tidspunkt kan betegnes som et fascistisk land. Centralt for denne karakteristik er det faktum, at PiS som den eneste betydningsfulde politiske kraft i Polen har formået at fremstå som talerør for en relativ stor del af befolkningen. Den del der udgøres af (enkelt formuleret) ‘taberne’ i de økonomiske omvæltninger siden 1989. Og at PiS-regeringen rent faktisk gør noget for disse mennesker. Samtidig med at den forholder sig kritisk til den udenlandske kapitals indflydelse i Polen. Dette skal så kædes sammen med, at partiet konstant hævder at tale på ‘nationens’ vegne, hvilket pr. automatik fratager oppositionen retten til at kalde sig ”polsk”. De tidligere liberale magthavere fremstilles af PiS og dette partis medier til blot at være ”polsktalende antipolske” kræfter.

Økonomisk succes og social uro

Polens udvikling siden 1989 er på mange måder imponerende, hvis man udelukkende anskuer de økonomiske nøgletal. Bortset fra enkelte valgperioder har landet været regeret af fortalere for en liberal markedsøkonomi inspireret af, hvad nogle (herunder Ost selv) betegner som ‘neoliberalisme’. I højere eller mindre grad ligeledes af politisk liberale kræfter. Forskellen mellem regeringer af kristdemokratiske liberale og postkommunistiske selvudnævnte socialdemokrater har i det store billede været svære at få øje på. De få undtagelser besad ikke det solide parlamentariske flertal, som den nuværende PiS-regering har bag sig og blev ædt op indefra af interne magtkampe.

Under den tilsyneladende velfungerende overflade har hele perioden siden kommunismens fald dog været præget af konstant ulmende sociale konflikter. Fra midten af 90erne drog det postkommunistiske parti fordel heraf ved i det mindste at anerkende eksistensen af omfattende utilfredshed med stor arbejdsløshed og udhuling af reallønnen. Anerkendelsen førte dog aldrig til reelle handlinger. I dag er partiet endog ikke repræsenteret i det polske parlament.

Karneval i Düsseldorf, februar 2018. Kilde: @infozentrale wikimedia commons

Tidligere ledende venstreintellektuelle fra Solidarność forvandledes allerede ved systemskiftet i 1988-90 til fortalere for en liberal markedsøkonomi uden plads til – som det ofte blev formuleret – ‘uansvarlige og bagstræberiske fagforeninger’, der i flg denne liberale linje kun kunne besværliggøre overgangen til det ‘nødvendige frie marked’. Enkelte af disse intellektuelle fyrtårne indså dog relativt hurtigt, at de sociale uligheder voksede i en for dem uforudset – og bekymrende grad. Deres svar var ikke at organisere en voksende vrede og frustration, men derimod at appellere til en almen kristen social solidaritet (med lille s), hvis rødder kunne findes inden for den katolske kirkes sociallære. Uden at sætte magt bag blev disse appeller ikke til så meget andet end tomme ord i forholdsvis snævre intellektuelle kredse.

David Ost påpeger, at organiseringen af enhver form for protest mod de sociale uligheder i Polen næsten udelukkende blev igangsat af landets nationaltsindede kræfter. Den udviklede sig til en slagkraftig politisk bevægelse mod hvad der betegnedes som den ‘postkommunistiske elites udsalg af nationale polske interesser’. Sagt på anden – og ultrakort – vis: Problemer i samfundet og på arbejdspladser hævdedes at eksistere fordi arbejdsgivere og politiske ledere ikke opførte sig som sande polske patrioter. Udenlandsk kapitals relativt store tilstedeværelse kritiseredes i samme åndedrag. De liberale politikere og ditto medier for at stå i ledtog med disse udenlandske interesser.

Fraværet af et socialdemokrati

Grundlæggende ønsker David Ost at fremhæve konsekvenserne for et land uden skyggen af en traditionel (socialdemokratisk indstillet) arbejderbevægelse og ditto politisk kraft. Thi for Ost er udviklingen i Polen en noget nær naturlig konsekvens af, at det liberale demokratis fortalere helt og holdent har negligeret at tilvejebringe og aktivt bidrage til nødvendige kompromisser og overenskomster mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

I sin bog bringer Ost flere – nærmest anekdotiske – eksempler på, at store internationale koncerner fandt det underligt og sågar unaturligt end ikke at have samtalepartnere på arbejderside. I nogle tilfælde måtte disse udenlandske arbejdsgivere selv forsøge at få organiseret arbejderne. For i det mindste at vide, hvad de forventede af deres arbejdsforhold. Andre firmaer – både polske og udenlandske – kunne så til gengæld drage umiddelbare fordele af uorganiseret arbejdskraft, der kunne spises af med korttidskontrakter eller alment elendige løn – og arbejdsforhold. Organiseret modstand mødte de blot sporadisk.

PiS kontra ‘den nødvendige politik’

PiS-styret i Polen har i følge David Ost vist både polakkerne og omverdenen, at der findes andre veje end ‘den nødvendige økonomiske politik’. Forudsigelser om polsk økonomis sammenbrud som følge af øgede sociale udgifter er indtil videre blevet gjort til skamme. Stigende lønninger – bl.a. som resultat af PiS’ politik – hæmmer tilsyneladende hverken konkurrenceevnen eller landets kreditvurdering. Til gengæld trædes demokratiet under fode af et stærkt nationalistisk parti, der gør krav på at være ene om at udtrykke den polske nations sande og historiske aspirationer. Indre modsætninger kan dog vise sig at blive fatale for den nationalistiske lejr. Thi i de kredse hersker der ikke enighed om prioriteringen mellem den sociale og nationale profilering. Det kan åbne vejen for den del af den demokratiske opposition, der bedst forstår at tackle ulighederne i det polske samfund. David Ost understreger, at Polen fortsat har stærkt brug for et socialt engageret parti, der forpligter sig til overholdelse af demokratiets spilleregler. Men findes det overhovedet endnu? Eller er Polen fanget i en udvikling, hvor vi endnu har det værste i vente?

Polen og resten af Europa

Der er mange særegne polske årsager til, at den politiske udvikling i Polen har taget den drejning vi pt er vidner til. Polen fejrer i år 100-året for sin genopstandelse som selvstændig stat. I sandhed turbulente hundrede år. Præget af gryende demokrati, autoritært styre, krig, kommunisme og de seneste årtiers forsøg på at transformere landet til et velfungerende markedsøkonomisk baseret liberalt demokrati. Man kan dog ikke se helt bort fra, at de senere års udvikling i Polen er udtryk for en større politisk bevægelse i det europæiske rum. Udviklingen i Ungarn siden 2010 har været en inspirationskilde for polske PiS. David Ost understreger imidlertid, at der er forskelle mellem Orbáns og Kaczyńskis politik. Ligeledes understreger Ost, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem typer som Trump og Le Pen og udviklingen i Polen og Ungarn. Overordnet set er der dog ingen tvivl om, at David Ost ønsker at fremhæve en sammenhæng mellem – hvad han kalder – den herskende neoliberale politik og fremkomsten af diverse højrenationale partier i Europa. Eller formuleret på anden vis af Ost: For store doser af økonomisk liberalisme truer den politiske liberalisme. Den slags generaliserende teser kan dog først for alvor forstås, når man kender til den aktuelle situation – og baggrundene herfor – i hvert enkelt europæisk land.

Denne podcast kan også høres via bl a itunes. Som bonus – og hvis man foretrækker at se David Ost i levende billeder – kan man desuden vælge at se følgende foredrag fra februar 2018. Emnet er stort set det samme, men ordene er ikke identiske :

Amputeret demokrati i Orbans Ungarn. Ny bog og links

25. februar 2018 By Europæiske Undertekster

Plakat fra Jobbik-partiet med teksten: “Du arbejder. De stjæler”. Billede fra bloggen Hungarian Spectrum, maj 2017. Portrætteret er Lőrinc Mészáros (se video nederst i indlægget) og Viktor Orban

Der er parlamentsvalg i Ungarn d. 8. april i år. Viktor Orbáns parti, Fidesz, vinder uden tvivl valget. Spørgsmålet er blot om partiet kan genvinde det essentielle to tredjedeles flertal, som det opnåede ved valgene i 2010 og 2014. Et flertal det i løbet af 2015 mistede pga nederlag ved nogle suppleringsvalg. Orbán agter at vinde de afgørende stemmer ved at spille på frygten for ‘invasion af illegale indvandrere’ påtvunget udefra via EUs kvotesystem for flygtninge. Et system der hævdes iscenesat af den 88 årige ungarskfødte finansmand George Soros og hans liberale venstreorienterede lakajer i Brussel. Inden for EU har Orbán opbakning fra Polen, Tjekkiet og Slovakiet i dette spørgsmål. For oppositionen i Ungarn drejer valget sig i højere grad om de af Orbán opbyggede magtstrukturer, der påstås at tilsidesætte demokratiske spilleregler til fordel for en snæver elites uhindret adgang til at tage af statskassen og få fingre i de mange milliarder fra EU.

Dette blogindlæg handler hverken om – eller tager stilling til ungarske grænsehegn. En nyere bog fortæller nemlig den turbulente historie om udviklingen i Ungarn siden kommunismens sidste dage og frem til dagens illiberale demokrati. Et samfundssystem ingen liberale demokrater havde set udkrystallisere sig i et EU-land i det 21. århundrede, men som nu i høj grad også forsøges kopieret i Polen. Det er historien om Orbáns vej fra barndommens trænge kår på landet til en position som den ubestridte leder af det illiberale Ungarn. Om hans politiske hamskifte fra glødende liberalist til national-konservativ illiberalist. Fra modtager af støtte fra George Soros til udskamning af selv samme Soros.

Paul Lendvai

Bogen er udgivet på tysk (2016) med titlen Orbáns Ungarn og på engelsk med titlen Orbán – Europe’s New Strongman (2017). Den er skrevet af den ungarskfødte østrigske journalist og professor, Paul Lendvai. Den nu 88-årige forfatter flygtede fra Ungarn i 1956 og har siden udgivet bøger og rapporteret om Ungarn. Lige indtil valget i 2010 var han dus med Orban. Få måneder senere udgav han en kritisk bog om Orbán. Siden har han konstant været udskældt af de ungarske myndigheder. Han har bl.a arbejdet for Financial Times og østrigsk tv, hvor han otte gange årligt toner frem som programleder af ORF 2s magasin ”Europastudio”- Lendvai udgav i 1999 en rost bog om Ungarns historie. Den blev udgivet på engelsk i 2002.

Illiberalisme som skalkesjul?

Orbáns Ungarn/ Orbán – Europe’s New Strongman er først og fremmest interessant læsning, fordi den tager den opmærksomme læser med ind bag Orbáns ”illiberale kulisser”. Der hvor de centrale spørgsmål om grundpillerne i et demokratisk samfund trænger sig på. Orbáns berømte tale fra 2014 om det ”illiberale demokrati” er alfa og omega, hvis man vil forstå hans grundlæggende politiske holdninger. Hele talen kan læses her på engelsk. Til gengæld bliver det mere komplekst, når man skal fortolke det lighedstegn han i talen antyder mellem det (af Orbán selvudråbte) statsbærende Fidesz-parti og nationens interesser. Her må man som iagttager forholde sig til de konkrete politiske og institutionelle tiltag, der har præget Ungarn siden 2010. Man må spørge sig selv om den national-konservative verdensanskuelse overhovedet er forenelig med en demokratisk styreform. Eller overveje om talen om det illiberale demokrati blot er et skalkeskjul for at tilrane sig magt og samtidig skabe en ny økonomisk elite. På baggrund af udviklingen i selve Ungarn bør Lendvais bog appellere til alle demokrater i Europa (og i hele verden for den sags skyld). Bogen åbner op for en mere dybdeborende debat, der bevæger sig længere ud end ordkløverier og endeløse debatter om begrebet ‘populisme’.

Den postkommunistiske mafiastat

Flere af bogens kapitler beskæftiger sig med beskrivelsen af Orbáns overtagelse af samtlige statsinstitutioner, offentlige virksomheder og retssystemet. Hertil skal lægges et konstant pres mod oppositionelle medier, uafhængige (af staten) uddannelsesinstitutioner og diverse ngo’er. Endelig viser bogen, hvordan en lang række tiltag gennemføres med det mål at tilgodese Orbán-støtters økonomiske interesser. Der er utallige familiemedlemmer, venner og bekendte, der i rekordfart er gået fra beskedne kår til et liv i sus og dus. Læseren præsenteres for en kontinuerlig udvikling, der har givet grobund for begrebet ”postkommunistisk mafiastat”. En betegnelse Europæiske Undertekster tidligere indgående har behandlet her.

Et partis fødsel og forvandling

Fidesz blev stiftet som parti i 1988. Dengang et akronym for “De Unge Demokrater” (på ungarsk Fiatal Demokraták Szövetsége). Det opstod blandt studerende på et studenterkollegium i Budapest og allerede fra starten var Viktor Orbán partiets ledende personlighed. Frem til 1993 optog man kun medlemmer under 35 år. De fleste af studiekammeraterne fra dengang holder fortsat sammen og udgør nu en væsentlig del af kernen i det ungarske samfunds politiske og økonomiske elite. Enkelte har dog vendt partiet ryggen og er i dag arge modstandere. Orbán erklærede under valgkampen i 2010, at han ønskede at gøre Fidesz til landets statsbærende parti i mange år fremover. Mindst i 15-20 år. En på mange måder radikal ændring fra den yngre liberale Orbán, der i begyndelsen af 1990’erne tordnede mod politiske kræfter, der ifølge ham handlede som om de satte lighedstegn mellem den ungarske nation og egne partipolitiske mål. I dag citeres Orbáns taler fra dengang ofte af oppositionelle kræfter. I 1996 tilføjedes ”Den ungarske borgerunion” til navnet Fidesz. Fra at have været et liberalt parti omformede Orbán det i national-konservativ illiberal retning efter nogle pauvre valgresultater.

‘Fülkeforradalom’

‘Fülkeforradalom’ – ”Revolutionen i stemmeboksen” – er betegnelsen man i Ungarn har givet valgresultatet i 2010. Det gav partiet Fidesz næsten 53% af stemmerne og – endnu vigtigere – et to tredjedeles flertal i det ungarske parlament. Det samme forholdsvise parlamentariske flertal blev igen opnået efter valget i 2014, selv om Orbáns parti mistede knap 8% af stemmerne. Svarende til godt 440.000 vælgere. Inden valget havde Fidesz fået ændret valgssystemet, så man kunne være (næsten) sikker på at opnå den ønskede fordeling i parlamentet. En indgående analyse af ændringerne i valgsystemet leveres her (OBS: åbner i pdf 780 kb).

Det opnåede parlamentariske flertal har været midlet hvormed en omfattende omstrukturering af det ungarske samfundssystem har kunnet gennemføres. Det har åbnet vejene for en – hastigt vedtaget – ny forfatning, der løbende modificeres med en lang række tillægslove, der kun kan ændres med et to tredjedeles flertal. Det betyder i praksis, at love om begrænsede emner eller af midlertidig aktuel karakter (f.eks. økonomiske stabilitetspakker) ofte ophøjes til forfatningsmæssig status.

Tilhængere af Orbán – eller folk med et positivt syn på demokratiets vilkår i Ungarn – vil altid fremhæve, at oppositionen frit kan udtale sig og forsøge at vinde næste valg til parlamentet. I praksis kan det dog vise sig at blive endog meget svært at ændre politikken ligegyldigt hvem der vinder de næste mange valg i Ungarn. Med mindre nye konstellationer kan skrabe to tredjedeles parlamentarisk flertal sammen. De utallige forfatningsmæssige tillægslove og diverse institutionelle ændringer udgør på forhånd alvorlige hindringer for evt. nye magthavere. F.eks kan en ny finanslov fremsat af evt ny regering med blot et almindeligt flertal bag sig blokeres af et finansråd, som består af medlemmer udpeget af Fidesz. En sådan blokade vil nærmest pr. automatik føre til udskrivelse af nyvalg.

Kritik fra Ungarns forfatningsdomstol og EU

I hele den praktiserede lovgivningproces udfordrer Orbán bestandigt det liberale demokratis støtter i de øvrige EU-lande. På nær Polen der siden Kaczynskis valgsejr er slået ind på samme illiberale kurs. Et demokratisk samfund består normalt af institutioner, der kan holde magthaverne i skak. Der må som minimum være uafhængige domstole, retsbeskyttelse af borgerne og en fri presse. Helt essentielt må det være muligt for et hvilket som helst parlamentarisk flertal at ændre landets politik. Det fremgår tydeligt i bogen , at ingen af disse elementer længere kan siges at være intakte i Ungarn. I 2013 stillede Venedigkommissionen spørgsmålstegn ved om fremtidige parlamentsvalg i Ungarn overhovedet giver nogen mening, hvis et nyvalgt parlament med en anden flertalskonstellation end den nuværende fra starten er bundet af tidligere beslutninger. Disse betænkeligheder blev luftet i forbindelse med en lang række konkrete tillægslove til den ungarske grundlov. Ungarns regering valgte at sidde stort set samtlige kritikpunkter overhørig. Selv om de blev femført af landets egen forfatningsdomstol, Europa Parlamentet og Venedigkommissionen. De to sidstnævnte instanser skulle høres, da den ungarske grundlov foreskriver Ungarn at overholde de traktatmæssige forpligtelser som følge af EU-medlemskabet. Lendvais bog refererer hele forløbet, men det lønner sig at gå dybere ned i hele dette kompleks, hvis man for alvor vil forstå, hvad der er på spil. Følgende link fører frem til en særdeles interessant artikel forfattet af Imre Vörös, tidligere medlem af den ungarske forfatningsdomstol og af det ungarske videnskabernes akademi.

Det ungarske parlament, Budapest. Foto: Andrew Shiva / Wikipedia

En skurk på størrelse med Orban

Bogens helt store skurkerolle tilfalder dog ikke ene og alene Orbán. Den ære må han dele med de politikere, der regerede Ungarn i perioderne 1989-1998 og 2002-2010. Især Ferenc Gyurcsány, der var premierminister i perioden 2002-2009. Det var ham, der på et lukket partimøde efter sit socialistiske partis valgsejr i 2006 fortalte, at både regering og parti havde løjet uafbrudt morgen, middag og aften om landets økonomiske tilstand. Båndoptagelsen fra mødet kom Fidesz i hænde og blev i den grad udnyttet fuldt ud af Orbáns parti frem til valget i 2010. Lendvai giver følgende skudsmål af Gyurcsánys parti: “the Socialist party was not one of common convictions, but rather a disgusting snake pit of old Communists and left-wing careerists posing as Social Democrats.” Socialisterne regerede i en koalition med det liberale parti SZDSZ, der afgik ved døden i 2013 efter noget nær udradering ved valget i 2010. Lendvai har i sin bog mange henvisninger til politikeren og publicisten József Debreczeni, der bl. a. har skrevet den mest omfattende biografi om Orbán. Han var selv en af Orbáns personlige rådgivere i 1990’erne, men er i dag i opposition til Fidesz. I et opdateret tillæg til den polske udgave (2015) af Orbán-biografien hævder Debreczeni, at de socialistisk-liberale regeringer var mestre i at dræne de offentlige kasser til fordel for deres politiske venner. Men – tilføjer Debreczeni – i sammenligning hermed er Orbáns Fidesz-parti de rene virtuoser.

En splittet opposition

Alternativet til Fidesz står hen i det uvisse. Således også i Lendvais bog. Fortidens spøgelser og fejltrin hæmmer et come back for oppositionen. Oppositionen er indbyrdes splittet i to lejre bestående af det yderliggående højreparti Jobbik og mere centrum-venstre orienterede partier. Sidstnævnte gruppe er endog også indbyrdes splittet, som de har været det uafbrudt siden 2010. Der findes enkelte prominente intellektuelle – internationalt kendte Agnes Heller er en af dem – der ligefrem opfordrer til et valgsamarbejde mellem Jobbik og partierne til venstre for Fidesz. Det ungarske valgsystem lægger da også umiddelbart op til et sådant samarbejde for at undgå stemmespild. Og det er endda tidligere ved lokalvalg og suppleringsvalg blevet noteret, at selv venstreorienterede kan finde på at stemme på Jobbik blot for at forhindre Fidesz i at få flertal. Det siger en del om det betændte politiske klima i Ungarn, når en liberal eller en socialist kan finde på at afgive sin stemme på en kandidat for et parti, de anser for at være mere eller mindre fascistisk.

OPDATERING mandag d. 26. februar 2018 :

Suppleringsvalg søndag d. 25. februar i ungarsk kommune viser, at en enig opposition – i det mindste på lokalt niveau – kan vinde over Fidesz. Se her.

Her med perspektiverne i forhold til det kommende nationale valg d. 8. april 2018.

Hvorfor stemmer et flertal på Orbán?

Udover det faktum, at Orbáns politiske modstandere spillede fallit og indtil nu ikke har vist noget politisk format, er det småt med bud i bogen på, hvorfor vælgerne ved gentagne valg har gjort Fidesz til sejrherrer. Man kan – og skal – naturligvis pege på flygtninge – og migrantkrisen, men den stod jo ikke øverst på dagsordenen ved valgene i 2010 og 2014. Ungarns historie kan ligeledes være en anden årsag. Ungarerne ser sig ifølge Lendvais bog som et udvalgt folk, der har modstået udefrakommende overgreb af mongoler, tyrkere, habsburgere og russere. Når Orbán forsøger at fremstille EU som værende en trussel mod den ungarske nation, så skal man være opmærksom på, at det møder en vis historisk funderet genklang i befolkningen. Når alt kommer til alt er det dog nok mest plausibelt at hævde, at det liberale demokratis vogtere ikke formåede at kende deres besøgelsestid siden kommunismens fald i 1989. Det er muligvis også en lektie, der skal læres af andre liberale i øvrige europæiske lande. Demokratiet og alle dens institutioner er ikke givet en gang for alle. Det er endda slet ikke sikkert, at vælgerne en dag vælter Orbán, fordi de er blevet overbeviste demokrater. Spørgsmålet er måske i højere grad om Orbán kan holde sammen på sin ”politiske familie” i den ”postkommunistiske mafiastat”. I 2015 kom det til et alvorligt brud med en af de gamle kollegievenner fra 1989. Lajos Simicska er navnet. En af dem der for alvor profiterede af de nære personlige bånd i toppen af Fidesz. I dag er han tilknyttet Jobbik, som på store valgplakater kører valgkamp under parolen ”Du arbejder. De stjæler” (se billedet øverst). Han om nogen – må det formodes – ved sikkert, hvad der er på spil i Ungarn.

TILLÆG:

LINKS TIL VIDERE LÆSNING

Der er mange gode grunde til at være opmærksom på følgende engelsksprogede sider, når man læser bogen. Eller hvis man i det hele taget vil holde sig ajour med i udviklingen i Ungarn.

En af de mest omfattende og informative er siden ”The Orange Files”. Den bliver ikke opdateret så ofte, som man kunne ønske sig, men den indeholder et væld af væsentlige informationer om de helt centrale aspekter vedrørende det ungarske samfund og historie. I mange af artiklerne finder man desuden links til mangen en interessant artikel.

En mere traditionel ungarsk nyhedskilde kunne være denne.

Ønsker man sig ”The inside source. Direct from the International Communications Office of the Cabinet Office of the Prime Minister.” – ja, så skal man klikke sig ind her.

Følgende Fidesz-kritiske sider er helt uundværlige. I det mindste som modvægt til ovenfor anførte officielle regeringside. Her kan man også følge uoverensstemmelserne i oppositionen.

The Hungarian Spectrum og The Budapest Beacon.

I begge tilfælde kan man også her finde interessante links samt søge i det efterhånden omfattende arkivmateriale. Siderne opdateres løbende og har også sider på facebook. The Budapest Beacon krydrer de mange artikler med informative videoindslag. Her om hvordan pengene havner i de “politisk korrekte” lommer:

Nutid

Footer

Redaktør