europaeiskeundertekster.dk

europæiske undertekster

brudstykker til en samlet fortælling

Du er her: Forside / Arkiv for Nutid

Nutid

På sporet af Centraleuropa

By

BOGANMELDELSE : Hidtil har læsere af Information og Weekendavisen nydt godt af Vibe Termansens journalistiske pen. I bogen ‘Kampen om Centraleuropa’ øser hun nu tilligemed gavmildt af sin viden fra det historiske værksted. Hun kombinerer det med en løftet demokratisk pegefinger. I solidaritet med de demokratiske kræfter i Polen og Ungarn. Vil man blive bedre til at navigere rundt i Europa, så er bogen et uundværligt kompas på rejsen.

2019 – et sted i nærheden af Centraleuropa

Tillad mig at indlede denne anmeldelse ad nogle østtyske omveje:

I 2019 er det 30 år siden Muren faldt. Allerede få uger senere – og før Tysklands formelle genforening – blev borgerne i Rostock, Erfurt og Dresden ikke længere betragtet som “østeuropæere”. Nu var de “blot” tyskere. Ovenikøbet vores naboer.

De umiddelbare begivenheder der førte til DDRs opløsning blev igangsat i to andre “østeuropæiske” lande henover sommeren i 1989. Nemlig i Polen (delvist frie valg) og Ungarn (gigantiske demokratiske manifestationer og klip i grænsehegnene). To lande der gerne ville med i den “europæiske familie”. I det mindste som “centraleuropæere”.

2019 byder på lokalvalg i tre østtyske forbundslande. Alt tyder på at vælgerne her vil gøre AfD – Alternative für Deutschland – til det største eller næststørste parti. Blandt de største partier vil man også finde Die Linke. Politiske partier der kan sammenlignes med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten har med andre ord vind i sejlene i det område, der engang var det hedengangne “østeuropæiske” DDR. Så måske er de alligevel anderledes disse “Ossis”? Eller er det tilhængerne af det liberale demokrati i både vest og øst – nord og syd for den sags skyld også – der har misforstået noget og evt handlet forkert efter Murens fald?

“Nationalistisk Internationale”

Som i 1989 er Polen og Ungarn igen “forud” for en sandsynlig udvikling i det østlige Tyskland. Begge lande regeres for tiden som bekendt af stærkt nationalkonservative regeringer. Begge lande ses som spydspidser i den paradoksale al-europæiske kamp for et “nationernes Europa”. Som noget der forekommer at være en indre modsætning, forsøger en lang række nationalistiske partier at samle sig til en slags “nationalistisk internationale”. Ungarns Viktor Orbán optræder side om side med Italiens Matteo Salvini. Sidstnævnte side om side med AfD, Dansk Folkeparti og De Sande Finner. Og Marine Le Pen sender appeller om samarbejde til Polens stærke mand, partilederen Jarosław Kaczyński. Udviklingen i Warszawa og Budapest har givet nationalkonservative i alle europæiske lande blod på tanden. Og – potentielt – en reel chance for Orbán og Kaczyński til at udskifte rollen som pariaer i EU med rollen som katalysatorer for et “nationernes Europa”. Thi indtil videre ved vi kun, hvad der måtte gemme sig bag dette begreb, hvis vi kigger inden for i det nuværende Polen og Ungarn.

Kyndig rejseleder

Med på rejsen til Warszawa og Budapest kan man kun anbefale historikeren og journalisten, Vibe Termansen, som rejseleder. Med begge faglige baggrunde – som to der danser tango – udfolder hun i fuld flor selvoplevet øjenvidneberetninger og væver dem sammen med det allestedsnærværende nødvendige historiske bagtæppe.

Vibe Termansen har i bogen bevidst fravalgt at tage udgangspunkt i den traditionelt fortalte historie om de kommunistiske samfunds nedtur og det liberale demokratis sejrrige gang. Thi noget er jo helt klart gået anderledes end i de dage, da liberalismen vandt guld i verdenshistorien. Og for at forstå årsagerne skal der i følge Termansen søges længere tilbage i historien. Eller det skal der i hvert fald også. I det mindste længere tilbage i det 20. århundrede. Til især tiden før, under og efter 1. Verdenskrig. Men der kan sagtens søges endnu længere tilbage. Det gør forfatteren så også, hvor det er yderst relevant. Thi historien spiller en større rolle i de to lande end vi er vant til i Danmark. Den er en kampplads.

Fra mellemkrigstid til samtid

Den korte mellemkrigstid var perioden med de mange nye – og til dels genopstandne europæiske nationer, der fulgte i kølvandet på det habsburgske dobbeltmonarki, kejsertidens Tyskland og zarens Rusland. Det var i denne periode, at begrebet “Centraleuropa” blev vakt til live og havde potentialet til at blive indbegrebet af en magtfaktor i europæisk politik. Første halvdel af Termansens bog beskæftiger sig med de tre væsentligste “centraleuropæiske” visioner fra dengang.

Historien ville det som bekendt anderledes, men fra 1980’erne bankede flere og flere ‘østeuropæere’ på Vesteuropas døre og bekendtgjorde, at de var “centraleuropæere”. For ligesom at gøre både os i vest og ‘dem’ i Moskva opmærksom på, at man ikke havde fået lov til – og mulighed for frit at videreudvikle de nationer, der trods svære fødselsveer, blev ofret og nedslagtet i deres historisk set spæde vorden i perioden 1938- 1949. En af de væsentligste grunde til anskaffe sig Vibe Termansens bog er netop, at hun – som desværre alt for få – ser en direkte sammenhæng mellem udviklingen i mellemkrigstiden og i årene efter 1989.

Kurre på tråden

I 2004 åbnede Vesteuropa – forstået som EU – endelig dørene for “centraleuropæerne”. Nu skulle alle bare være ‘europæere’. Nu skulle det, der retteligen hørte sammen også vokse sammen (som Willy Brandt med grådkvalt euforisk stemme allerede havde proklameret i Berlin, november 1989). I dag er der mildt sagt kurre på de tråde, der gnidningsløst skulle forbinde Warszawa og Budapest med Paris og Berlin. I selve Polen og Ungarn vokser de indre konflikter.

Orbán og Kaczyński slår sig op som de sande kristne riddere, der er garanter for Europas overlevelse. EUs liberal-demokratiske værdier har i følge d’herrer medført et knæfald for kosmopolitiske ideer, der vil fordærve europæernes sunde sjæle med “multi-kulti”, “anormale kønsforestillinger” og mange andre fortrædeligheder. Bag sig hævder de begge at have deres respektive “nationer” – deres knap så beskedne betegnelse for den del af vælgerne, der har stemt på dem. Fjenderne er populært og polemisk sagt enhver “politisk korrekt kulturmarxist”. En kategori der hertillands sågar ville omfatte gode liberale og konservative som Søren Pind og Per Stig Møller.

Landsforrædere og rollemodeller

På deres veje fejer Orbán og Kaczyński retsstaten til side. Magtens tredeling må vige for “nationens vilje”. Oppositionelle (sandsynligvis mindst halvdelen af befolkningerne) udskriges dagligt i de statslige medier som “nationens fjender” og “landsforrædere”. Vibe Termansen tager i bogen læseren med ned på de gader, hvor der demonstreres højtråbende mod den dekadente del af Europa. Mod de indre “fjender”. Mod den “forkerte slags ungarer og polakker”. Hun trækker trådene tilbage i historien og fremviser, hvem der er påtænkt rollen som rollemodeller for fremtidens polakker og ungarere. Og måske fremtidens europæere, hvis den “nationalistiske internationale” får yderligere vind i sejlene.

Tilbage står spørgsmålet om det liberale demokratis modsvar. Og tilbage står velsagtens også om det overhovedet er muligt at etablere et samarbejde mellem f eks de nuværende magthavere i Polen og et parti som det tyske AfD. Kaczyńskis regeringsparti kræver således tyske krigsskadeerstatninger i billion-klassen (ja, ‘billioner’). Et krav der med statsgaranti vil skabe grobund for lidet kammeratlige samtaler. For nu at formulere det så mildt som muligt. Vibe Termansen holder sig klogt nok til sobre overvejelser om det nuværende europæiske modsvar inden det evt går helt grassat.

En nødvendig bog

“Kampen om Centraleuropa” er både en læseværdig og nødvendig bog. Den handler i den grad om vor fælles fremtid. Vores fælles europæiske fremtid. Forfatteren formidler en kompleks verden på gennemgående finurlig vis, hvor det for denne anmelder er tydeligt, at hun har hentet fortælleinspiration hos en stor historiker som Norman Davies. Bare vent til du læser om Casanovas hæmorider. Bare vent til du møder Termansens bittesmå underfundige og bidende ironiske bemærkninger undervejs i bogen. Midt i den dybe alvor giver hun løbende læseren tiltrængte muligheder for at trække på smilebåndet. Historien og historierne præsenteres uden et konstant anstrengt flow af fodnoter, men læseren efterlades aldrig med tvivl om, hvor forfatteren har gravet efter kilderne. Prisværdigt hvis man vil have fat i et bredere publikum, hvilket bogen absolut fortjener.

Små hår i suppen

Malurt i bægeret? Åh, jo. Lidt skal der jo traditionen tro være plads til i en anmeldelse. Finansmanden George Soros – de nationalkonservatives altoverskyggende syndebuk – nævnes undervejs som en, der har betegnet Orbáns Ungarn som en “mafiastat”. Det er ikke decideret forkert, men måske er det lidt synd for den/de ungarere, der efter lang tids studier nåede frem til at karakterisere landet som “en postkommunistisk mafiastat”. De havde nok i højere grad fortjent at blive nævnt. Eller også at blive nævnt. Men man kan da læse om begrebet her. 

En anden og måske mere principiel kritik kunne være, at forfatteren – efter min smag – lægger for lidt vægt på de reelle og mulige fejltagelser, som blev begået af de regeringer, der måtte vige scenen til fordel for Orbán og Kaczyński. Der er antydninger og enkelte eksempler, men det emnekompleks kunne nu godt have fyldt en kende mere. Man skal jo helst lære af fortidens synder. Vibe Termansen påpeger selv, at Kaczyński f.eks. aldrig var kommet til magten uden også at love penge til visse socialt udsatte grupper i Polen. En væsentlig pointe som kunne have givet læseren en større forståelse for, hvorfor de nationalkonservative får mange stemmer. Måske en idé til en lettere revideret udgave? Eller en ny bog? Denne kritik skal dog på ingen måde forhindre, at jeg på det varmeste anbefaler bogen til enhver med et europæisk udsyn. Og for dem der sætter pris på at være up to date er bogen ajourført med kilder og referencer helt op til februar 2019. Bedre kan det ikke gøres.

Supplement I

Her i maj måned skrev Vibe Termansen en artikel til Zetland, som sagtens kunne have været med i bogen, hvis der nu engang ikke var en deadline hos forlag og trykker. Læs den som et supplement her


Supplement II

Skulle læseren mod forventning ikke straks stryge ud og købe bogen, så er der mulighed for at opleve forfatteren “live” på, hvad der i mine øjne ligner en særdeles spændende tur til Polen i august, 2019. Du kan se programmet her . Jeg kan berette fra andre rejsende, at DEOs rejser generelt er nogle af de mest lærerige overhovedet på markedet. Man bliver simpelthen klogere. Meget klogere.



“Kampen om Centraleuropa”
Af: Vibe Termansen 
1. udgave 2019 
ISBN: 9788712058946 
Antal sider: 216 sider 
Udgiver: Gads Forlag




© Kim Halling Mortensen




Det måtte gå galt i Polen. Podcast med David Ost

By

 

Hvor gik det galt for det liberale demokrati i Polen? Hvad er det for en ‘størrelse’, der nu er kommet til magten i Warszawa?

Den amerikanske politolog og professor, David Ost, forudså allerede i 2005, at udviklingen i Polen siden 1989 på sigt kunne føre til en sejr for (hvad nogle almindeligvis omtaler som) nationalkonservative kræfter. Det der blev til virkelighed ved både præsident – og parlamentsvalget i 2015. Det som kun få tilhængere og fortalere for det liberale demokrati havde fantasi til at forestille sig.

Forudsigelserne fra David Ost fremkom i bogen “The Defeat of Solidarity: Anger and Politics in Postcommunist Europe”. Nu 13 år senere kombinerer han i nedenstående podcast analyserne fra dengang med en beskrivelse af – og bud på, hvad der kendetegner Polens nuværende magthavere.

Alene af den grund er det væsentligt at lytte til David Ost, der de seneste årtier har været på længerevarende forskningsophold i Polen. Og som desuden med tiden er blevet en efterspurgt samfundsdebattør i selve Polen.

Teksten her er blot et særdeles groft og summarisk rids af både Osts foredrag og hans bog. En længere og mere nuanceret gennemgang af Ost og andres analyser af årsagerne til det liberale demokratis – i det mindste midlertidige – skibbrud i Polen (og andre steder) vil følge hen ad vejen her på Europæiske Undertekster.

Rødder i fascismen

David Ost karakteriserer det aktuelle polske regeringsparti, PiS (Lov og Retfærdighedspartiet), for grundlæggende at være inspireret af både nationalistisk og socialistisk tankegods. Et idegrundlag han fører tilbage til de helt oprindelige nationalsocialistiske ideer fra anden halvdel af det 19. århundrede (der ikke må forveksles med det som den tyske nazisme udviklede sig til). Man kan måske her tilføje, at PiS’ samfundsopfattelse kan minde en del om den italienske fascismes oprindelige tanker om korporatisme. Det kan man være enig eller uenig med Ost i. Under alle omstændigheder mener David Ost IKKE, at Polen på nuværende tidspunkt kan betegnes som et fascistisk land. Centralt for denne karakteristik er det faktum, at PiS som den eneste betydningsfulde politiske kraft i Polen har formået at fremstå som talerør for en relativ stor del af befolkningen. Den del der udgøres af (enkelt formuleret) ‘taberne’ i de økonomiske omvæltninger siden 1989. Og at PiS-regeringen rent faktisk gør noget for disse mennesker. Samtidig med at den forholder sig kritisk til den udenlandske kapitals indflydelse i Polen. Dette skal så kædes sammen med, at partiet konstant hævder at tale på ‘nationens’ vegne, hvilket pr. automatik fratager oppositionen retten til at kalde sig ”polsk”. De tidligere liberale magthavere fremstilles af PiS og dette partis medier til blot at være ”polsktalende antipolske” kræfter.

Økonomisk succes og social uro

Polens udvikling siden 1989 er på mange måder imponerende, hvis man udelukkende anskuer de økonomiske nøgletal. Bortset fra enkelte valgperioder har landet været regeret af fortalere for en liberal markedsøkonomi inspireret af, hvad nogle (herunder Ost selv) betegner som ‘neoliberalisme’. I højere eller mindre grad ligeledes af politisk liberale kræfter. Forskellen mellem regeringer af kristdemokratiske liberale og postkommunistiske selvudnævnte socialdemokrater har i det store billede været svære at få øje på. De få undtagelser besad ikke det solide parlamentariske flertal, som den nuværende PiS-regering har bag sig og blev ædt op indefra af interne magtkampe.

Under den tilsyneladende velfungerende overflade har hele perioden siden kommunismens fald dog været præget af konstant ulmende sociale konflikter. Fra midten af 90erne drog det postkommunistiske parti fordel heraf ved i det mindste at anerkende eksistensen af omfattende utilfredshed med stor arbejdsløshed og udhuling af reallønnen. Anerkendelsen førte dog aldrig til reelle handlinger. I dag er partiet endog ikke repræsenteret i det polske parlament.

Karneval i Düsseldorf, februar 2018. Kilde: @infozentrale wikimedia commons

Tidligere ledende venstreintellektuelle fra Solidarność forvandledes allerede ved systemskiftet i 1988-90 til fortalere for en liberal markedsøkonomi uden plads til – som det ofte blev formuleret – ‘uansvarlige og bagstræberiske fagforeninger’, der i flg denne liberale linje kun kunne besværliggøre overgangen til det ‘nødvendige frie marked’. Enkelte af disse intellektuelle fyrtårne indså dog relativt hurtigt, at de sociale uligheder voksede i en for dem uforudset – og bekymrende grad. Deres svar var ikke at organisere en voksende vrede og frustration, men derimod at appellere til en almen kristen social solidaritet (med lille s), hvis rødder kunne findes inden for den katolske kirkes sociallære. Uden at sætte magt bag blev disse appeller ikke til så meget andet end tomme ord i forholdsvis snævre intellektuelle kredse.

David Ost påpeger, at organiseringen af enhver form for protest mod de sociale uligheder i Polen næsten udelukkende blev igangsat af landets nationaltsindede kræfter. Den udviklede sig til en slagkraftig politisk bevægelse mod hvad der betegnedes som den ‘postkommunistiske elites udsalg af nationale polske interesser’. Sagt på anden – og ultrakort – vis: Problemer i samfundet og på arbejdspladser hævdedes at eksistere fordi arbejdsgivere og politiske ledere ikke opførte sig som sande polske patrioter. Udenlandsk kapitals relativt store tilstedeværelse kritiseredes i samme åndedrag. De liberale politikere og ditto medier for at stå i ledtog med disse udenlandske interesser.

Fraværet af et socialdemokrati

Grundlæggende ønsker David Ost at fremhæve konsekvenserne for et land uden skyggen af en traditionel (socialdemokratisk indstillet) arbejderbevægelse og ditto politisk kraft. Thi for Ost er udviklingen i Polen en noget nær naturlig konsekvens af, at det liberale demokratis fortalere helt og holdent har negligeret at tilvejebringe og aktivt bidrage til nødvendige kompromisser og overenskomster mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

I sin bog bringer Ost flere – nærmest anekdotiske – eksempler på, at store internationale koncerner fandt det underligt og sågar unaturligt end ikke at have samtalepartnere på arbejderside. I nogle tilfælde måtte disse udenlandske arbejdsgivere selv forsøge at få organiseret arbejderne. For i det mindste at vide, hvad de forventede af deres arbejdsforhold. Andre firmaer – både polske og udenlandske – kunne så til gengæld drage umiddelbare fordele af uorganiseret arbejdskraft, der kunne spises af med korttidskontrakter eller alment elendige løn – og arbejdsforhold. Organiseret modstand mødte de blot sporadisk.

PiS kontra ‘den nødvendige politik’

PiS-styret i Polen har i følge David Ost vist både polakkerne og omverdenen, at der findes andre veje end ‘den nødvendige økonomiske politik’. Forudsigelser om polsk økonomis sammenbrud som følge af øgede sociale udgifter er indtil videre blevet gjort til skamme. Stigende lønninger – bl.a. som resultat af PiS’ politik – hæmmer tilsyneladende hverken konkurrenceevnen eller landets kreditvurdering. Til gengæld trædes demokratiet under fode af et stærkt nationalistisk parti, der gør krav på at være ene om at udtrykke den polske nations sande og historiske aspirationer. Indre modsætninger kan dog vise sig at blive fatale for den nationalistiske lejr. Thi i de kredse hersker der ikke enighed om prioriteringen mellem den sociale og nationale profilering. Det kan åbne vejen for den del af den demokratiske opposition, der bedst forstår at tackle ulighederne i det polske samfund. David Ost understreger, at Polen fortsat har stærkt brug for et socialt engageret parti, der forpligter sig til overholdelse af demokratiets spilleregler. Men findes det overhovedet endnu? Eller er Polen fanget i en udvikling, hvor vi endnu har det værste i vente?

Polen og resten af Europa

Der er mange særegne polske årsager til, at den politiske udvikling i Polen har taget den drejning vi pt er vidner til. Polen fejrer i år 100-året for sin genopstandelse som selvstændig stat. I sandhed turbulente hundrede år. Præget af gryende demokrati, autoritært styre, krig, kommunisme og de seneste årtiers forsøg på at transformere landet til et velfungerende markedsøkonomisk baseret liberalt demokrati. Man kan dog ikke se helt bort fra, at de senere års udvikling i Polen er udtryk for en større politisk bevægelse i det europæiske rum. Udviklingen i Ungarn siden 2010 har været en inspirationskilde for polske PiS. David Ost understreger imidlertid, at der er forskelle mellem Orbáns og Kaczyńskis politik. Ligeledes understreger Ost, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem typer som Trump og Le Pen og udviklingen i Polen og Ungarn. Overordnet set er der dog ingen tvivl om, at David Ost ønsker at fremhæve en sammenhæng mellem – hvad han kalder – den herskende neoliberale politik og fremkomsten af diverse højrenationale partier i Europa. Eller formuleret på anden vis af Ost: For store doser af økonomisk liberalisme truer den politiske liberalisme. Den slags generaliserende teser kan dog først for alvor forstås, når man kender til den aktuelle situation – og baggrundene herfor – i hvert enkelt europæisk land.

 

 

Denne podcast kan også høres via bl a itunes. Som bonus – og hvis man foretrækker at se David Ost i levende billeder – kan man desuden vælge at se følgende foredrag fra februar 2018. Emnet er stort set det samme, men ordene er ikke identiske :

© Kim Halling Mortensen

Amputeret demokrati i Orbans Ungarn. Ny bog og links

By

Plakat fra Jobbik-partiet med teksten: “Du arbejder. De stjæler”. Billede fra bloggen Hungarian Spectrum, maj 2017. Portrætteret er Lőrinc Mészáros (se video nederst i indlægget) og Viktor Orban

 

Der er parlamentsvalg i Ungarn d. 8. april i år. Viktor Orbáns parti, Fidesz, vinder uden tvivl valget. Spørgsmålet er blot om partiet kan genvinde det essentielle to tredjedeles flertal, som det opnåede ved valgene i 2010 og 2014. Et flertal det i løbet af 2015 mistede pga nederlag ved nogle suppleringsvalg. Orbán agter at vinde de afgørende stemmer ved at spille på frygten for ‘invasion af illegale indvandrere’ påtvunget udefra via EUs kvotesystem for flygtninge. Et system der hævdes iscenesat af den 88 årige ungarskfødte finansmand George Soros og hans liberale venstreorienterede lakajer i Brussel. Inden for EU har Orbán opbakning fra Polen, Tjekkiet og Slovakiet i dette spørgsmål. For oppositionen i Ungarn drejer valget sig i højere grad om de af Orbán opbyggede magtstrukturer, der påstås at tilsidesætte demokratiske spilleregler til fordel for en snæver elites uhindret adgang til at tage af statskassen og få fingre i de mange milliarder fra EU.

Dette blogindlæg handler hverken om – eller tager stilling til ungarske grænsehegn. En nyere bog fortæller nemlig den turbulente historie om udviklingen i Ungarn siden kommunismens sidste dage og frem til dagens illiberale demokrati. Et samfundssystem ingen liberale demokrater havde set udkrystallisere sig i et EU-land i det 21. århundrede, men som nu i høj grad også forsøges kopieret i Polen. Det er historien om Orbáns vej fra barndommens trænge kår på landet til en position som den ubestridte leder af det illiberale Ungarn. Om hans politiske hamskifte fra glødende liberalist til national-konservativ illiberalist. Fra modtager af støtte fra George Soros til udskamning af selv samme Soros.

Paul Lendvai

Bogen er udgivet på  tysk (2016) med titlen Orbáns Ungarn og på engelsk med titlen  Orbán – Europe’s New Strongman  (2017). Den er skrevet af den ungarskfødte østrigske journalist og professor, Paul Lendvai. Den nu 88-årige forfatter flygtede fra Ungarn i 1956 og har siden udgivet bøger og rapporteret om Ungarn. Lige indtil valget i 2010 var han dus med Orban. Få måneder senere udgav han en kritisk bog om Orbán.  Siden har han konstant været udskældt af de ungarske myndigheder. Han har bl.a arbejdet for Financial Times og østrigsk tv, hvor han otte gange årligt toner frem som programleder af ORF 2s magasin ”Europastudio”- Lendvai udgav i 1999 en rost bog om Ungarns historie.  Den blev udgivet på engelsk i 2002.

Illiberalisme som skalkesjul?

Orbáns Ungarn/ Orbán – Europe’s New Strongman  er først og fremmest interessant læsning, fordi den tager den opmærksomme læser med ind bag Orbáns ”illiberale kulisser”. Der hvor de centrale spørgsmål om grundpillerne i et demokratisk samfund trænger sig på. Orbáns berømte tale fra 2014 om det ”illiberale demokrati” er alfa og omega, hvis man vil forstå hans grundlæggende politiske holdninger. Hele talen kan læses her på engelsk. Til gengæld bliver det mere komplekst, når man skal fortolke det lighedstegn han i talen antyder mellem det (af  Orbán selvudråbte) statsbærende Fidesz-parti og nationens interesser. Her må man som iagttager forholde sig til de konkrete politiske og institutionelle tiltag, der har præget Ungarn siden 2010. Man må spørge sig selv om den national-konservative verdensanskuelse overhovedet er forenelig med en demokratisk styreform. Eller overveje om talen om det illiberale demokrati blot er et skalkeskjul for at tilrane sig magt og samtidig skabe en ny økonomisk elite. På baggrund af udviklingen i selve Ungarn bør Lendvais bog appellere til alle demokrater i Europa (og i hele verden for den sags skyld). Bogen åbner op for en mere dybdeborende debat, der bevæger sig længere ud end ordkløverier og endeløse debatter om begrebet ‘populisme’.

Den postkommunistiske mafiastat

Flere af bogens kapitler beskæftiger sig med beskrivelsen af Orbáns overtagelse af samtlige statsinstitutioner, offentlige virksomheder og retssystemet. Hertil skal lægges et konstant pres mod oppositionelle medier, uafhængige (af staten) uddannelsesinstitutioner og diverse ngo’er. Endelig viser bogen, hvordan en lang række tiltag gennemføres med det mål at tilgodese Orbán-støtters økonomiske interesser. Der er utallige familiemedlemmer, venner og bekendte, der i rekordfart er gået fra beskedne kår til et liv i sus og dus. Læseren præsenteres for en kontinuerlig udvikling, der har givet grobund for begrebet ”postkommunistisk mafiastat”. En betegnelse Europæiske Undertekster tidligere indgående har behandlet her.

Et partis fødsel og forvandling

Fidesz blev stiftet som parti i 1988. Dengang et akronym for “De Unge Demokrater” (på ungarsk Fiatal Demokraták Szövetsége). Det opstod blandt studerende på et studenterkollegium i Budapest og allerede fra starten var Viktor Orbán partiets ledende personlighed. Frem til 1993 optog man kun medlemmer under 35 år. De fleste af studiekammeraterne fra dengang holder fortsat sammen og udgør nu en væsentlig del af kernen i det ungarske samfunds politiske og økonomiske elite. Enkelte har dog vendt partiet ryggen og er i dag arge modstandere. Orbán erklærede under valgkampen i 2010, at han ønskede at gøre Fidesz til landets statsbærende parti i mange år fremover. Mindst i 15-20 år. En på mange måder radikal ændring fra den yngre liberale Orbán, der i begyndelsen af 1990’erne  tordnede mod politiske kræfter, der ifølge ham handlede som om de satte lighedstegn mellem den ungarske nation og egne partipolitiske mål. I dag citeres Orbáns taler fra dengang ofte af oppositionelle kræfter. I 1996 tilføjedes ”Den ungarske borgerunion” til navnet Fidesz. Fra at have været et liberalt parti omformede Orbán det i national-konservativ illiberal retning efter nogle pauvre valgresultater.

‘Fülkeforradalom’

‘Fülkeforradalom’ – ”Revolutionen i stemmeboksen” – er betegnelsen man i Ungarn har givet valgresultatet i 2010. Det gav partiet Fidesz næsten 53% af stemmerne og – endnu vigtigere – et to tredjedeles flertal i det ungarske parlament. Det samme forholdsvise parlamentariske flertal blev igen opnået efter valget i 2014, selv om Orbáns parti mistede knap 8% af stemmerne. Svarende til godt 440.000 vælgere. Inden valget havde Fidesz fået ændret valgssystemet, så man kunne være (næsten) sikker på at opnå den ønskede fordeling i parlamentet. En indgående analyse af ændringerne i valgsystemet leveres her  (OBS: åbner i pdf 780 kb).

Det opnåede parlamentariske flertal har været midlet hvormed en omfattende omstrukturering af det ungarske samfundssystem har kunnet gennemføres. Det har åbnet vejene for en – hastigt vedtaget – ny forfatning, der løbende modificeres med en lang række tillægslove, der kun kan ændres med et to tredjedeles flertal. Det betyder i praksis, at love om begrænsede emner eller af midlertidig aktuel karakter (f.eks. økonomiske stabilitetspakker) ofte ophøjes til forfatningsmæssig status.

Tilhængere af Orbán – eller folk med et positivt syn på demokratiets vilkår i Ungarn – vil altid fremhæve, at oppositionen frit kan udtale sig og forsøge at vinde næste valg til parlamentet. I praksis kan det dog vise sig at blive endog meget svært at ændre politikken ligegyldigt hvem der vinder de næste mange valg i Ungarn. Med mindre nye konstellationer kan skrabe to tredjedeles parlamentarisk flertal sammen. De utallige forfatningsmæssige tillægslove og diverse institutionelle ændringer udgør på forhånd alvorlige hindringer for evt. nye magthavere. F.eks kan en ny finanslov fremsat af evt ny regering med blot et almindeligt flertal bag sig blokeres af et finansråd, som består af medlemmer udpeget af Fidesz. En sådan blokade vil nærmest pr. automatik føre til udskrivelse af nyvalg.

Kritik fra Ungarns forfatningsdomstol og EU

I hele den praktiserede lovgivningproces udfordrer Orbán bestandigt det liberale demokratis støtter i de øvrige EU-lande. På nær Polen der siden Kaczynskis valgsejr er slået ind på samme illiberale kurs. Et demokratisk samfund består normalt af institutioner, der kan holde magthaverne i skak. Der må som minimum være uafhængige domstole, retsbeskyttelse af borgerne og en fri presse. Helt essentielt må det være muligt for et hvilket som helst parlamentarisk flertal at ændre landets politik. Det fremgår tydeligt i bogen , at ingen af disse elementer længere kan siges at være intakte i Ungarn.  I 2013 stillede Venedigkommissionen spørgsmålstegn ved om fremtidige parlamentsvalg i Ungarn overhovedet giver nogen mening, hvis et nyvalgt parlament med en anden flertalskonstellation end den nuværende fra starten er bundet af tidligere beslutninger. Disse betænkeligheder blev luftet i forbindelse med en lang række konkrete tillægslove til den ungarske grundlov. Ungarns regering valgte at sidde stort set samtlige kritikpunkter overhørig. Selv om de blev femført af landets egen forfatningsdomstol, Europa Parlamentet og Venedigkommissionen. De to sidstnævnte instanser skulle høres, da den ungarske grundlov foreskriver Ungarn at overholde de traktatmæssige forpligtelser som følge af EU-medlemskabet. Lendvais bog refererer hele forløbet, men det lønner sig at gå dybere ned i hele dette kompleks, hvis man for alvor vil forstå, hvad der er på spil. Følgende link fører frem til en særdeles interessant artikel forfattet af Imre Vörös, tidligere medlem af den ungarske forfatningsdomstol og af det ungarske videnskabernes akademi.

Det ungarske parlament, Budapest. Foto: Andrew Shiva / Wikipedia

En skurk på størrelse med Orban

Bogens helt store skurkerolle tilfalder dog ikke ene og alene Orbán. Den ære må han dele med de politikere, der regerede Ungarn i perioderne 1989-1998 og 2002-2010. Især Ferenc Gyurcsány, der var premierminister i perioden 2002-2009. Det var ham, der på et lukket partimøde efter sit socialistiske partis valgsejr i 2006 fortalte, at både regering og parti havde løjet uafbrudt morgen, middag og aften  om landets økonomiske tilstand. Båndoptagelsen fra mødet kom Fidesz i hænde og blev i den grad udnyttet fuldt ud af Orbáns parti frem til valget i 2010. Lendvai giver følgende skudsmål af Gyurcsánys parti: “the Socialist party was not one of common convictions, but rather a disgusting snake pit of old Communists and left-wing careerists posing as Social Democrats.” Socialisterne regerede i en koalition med det liberale parti SZDSZ, der afgik ved døden i 2013 efter noget nær udradering ved valget i 2010.  Lendvai har i sin bog mange henvisninger til politikeren og publicisten József Debreczeni, der bl. a. har skrevet den mest omfattende biografi om Orbán. Han var selv en af Orbáns personlige rådgivere i 1990’erne, men er i dag i opposition til Fidesz. I et opdateret tillæg til den polske udgave (2015) af Orbán-biografien hævder Debreczeni, at de socialistisk-liberale regeringer var mestre i at dræne de offentlige kasser til fordel for deres politiske venner. Men – tilføjer Debreczeni – i sammenligning hermed er Orbáns Fidesz-parti de rene virtuoser.

En splittet opposition

Alternativet til Fidesz står hen i det uvisse. Således også i Lendvais bog. Fortidens spøgelser og fejltrin hæmmer et come back for oppositionen. Oppositionen er indbyrdes splittet i to lejre bestående af det yderliggående højreparti Jobbik og mere centrum-venstre orienterede partier. Sidstnævnte gruppe er endog også indbyrdes splittet, som de har været det uafbrudt siden 2010. Der findes enkelte prominente intellektuelle – internationalt kendte Agnes Heller er en af dem – der ligefrem opfordrer til et valgsamarbejde mellem Jobbik og partierne til venstre for Fidesz. Det ungarske valgsystem lægger da også umiddelbart op til et sådant samarbejde for at undgå stemmespild. Og det er endda tidligere ved lokalvalg og suppleringsvalg blevet noteret, at selv venstreorienterede kan finde på at stemme på Jobbik blot for at forhindre Fidesz i at få flertal. Det siger en del om det betændte politiske klima i Ungarn, når en liberal eller en socialist kan finde på at afgive sin stemme på en kandidat for et parti, de anser for at være mere eller mindre fascistisk.

OPDATERING mandag d. 26. februar 2018 :

Suppleringsvalg søndag d. 25. februar i ungarsk kommune viser, at en enig opposition – i det mindste på lokalt niveau – kan vinde over Fidesz. Se her.

Her med perspektiverne i forhold til det kommende nationale valg d. 8. april 2018.

 

Hvorfor stemmer et flertal på Orbán? 

Udover det faktum, at Orbáns politiske modstandere spillede fallit og indtil nu ikke har vist noget politisk format, er det småt med bud i bogen på, hvorfor vælgerne ved gentagne valg har gjort Fidesz til sejrherrer. Man kan – og skal – naturligvis pege på flygtninge – og migrantkrisen, men den stod jo ikke øverst på dagsordenen ved valgene i 2010 og 2014. Ungarns historie kan ligeledes være en anden årsag. Ungarerne ser sig ifølge Lendvais bog som et udvalgt folk, der har modstået udefrakommende overgreb af mongoler, tyrkere, habsburgere og russere. Når Orbán forsøger at fremstille EU som værende en trussel mod den ungarske nation, så skal man være opmærksom på, at det møder en vis historisk funderet genklang i befolkningen. Når alt kommer til alt er det dog nok mest plausibelt at hævde, at det liberale demokratis vogtere ikke formåede at kende deres besøgelsestid siden kommunismens fald i 1989. Det er muligvis også en lektie, der skal læres af andre liberale i øvrige europæiske lande. Demokratiet og alle dens institutioner er ikke givet en gang for alle. Det er endda slet ikke sikkert, at vælgerne en dag vælter Orbán, fordi de er blevet overbeviste demokrater. Spørgsmålet er måske i højere grad om Orbán kan holde sammen på sin ”politiske familie” i den ”postkommunistiske mafiastat”. I 2015 kom det til et alvorligt brud med en af de gamle kollegievenner fra 1989. Lajos Simicska er navnet. En af dem der for alvor profiterede af de nære personlige bånd i toppen af Fidesz. I dag er han tilknyttet Jobbik, som på store valgplakater kører valgkamp under parolen ”Du arbejder. De stjæler” (se billedet øverst). Han om nogen – må det formodes – ved sikkert, hvad der er på spil i Ungarn.

 

TILLÆG:

LINKS TIL VIDERE LÆSNING

Der er mange gode grunde til at være opmærksom på følgende engelsksprogede sider, når man læser bogen. Eller hvis man i det hele taget vil holde sig ajour med i udviklingen i Ungarn.

En af de mest omfattende og informative er siden ”The Orange Files”. Den bliver ikke opdateret så ofte, som man kunne ønske sig, men den indeholder et væld af væsentlige informationer om de helt centrale aspekter vedrørende det ungarske samfund og historie. I mange af artiklerne finder man desuden links til mangen en interessant artikel.

En mere traditionel ungarsk nyhedskilde kunne være denne.

Ønsker man sig ”The inside source. Direct from the International Communications Office of the Cabinet Office of the Prime Minister.” – ja, så skal man klikke sig ind her.

Følgende Fidesz-kritiske sider er helt uundværlige. I det mindste som modvægt til ovenfor anførte officielle regeringside. Her kan man også følge uoverensstemmelserne i oppositionen.

The Hungarian Spectrum og The Budapest Beacon. 

I begge tilfælde kan man også her finde interessante links samt søge i det efterhånden omfattende arkivmateriale. Siderne opdateres løbende og har også sider på facebook. The Budapest Beacon krydrer de mange artikler med informative videoindslag. Her om hvordan pengene havner i de “politisk korrekte” lommer:

 

© Kim Halling Mortensen

 

 

 

 

 

Mini-guide til debat om ny polsk lov vedrørende nazisternes dødslejre

By

 

Illustration fra siden http://www.en.truthaboutcamps.eu/

 

I danske og internationale medier omtales og diskuteres ny lov i Polen vedrørende ‘korrekt’ betegnelse for bl.a. nazistiske dødslejre i Polen under 2. verdenskrig.

Loven har skabt kurrer på tråden mellem Israel og Polen.

Grundlæggende rejser loven spørgsmålet om, der skal være statsligt sanktioneret versioner af historien. Skal man kunne idømmes fængsel for ‘forkerte’ udtalelser eller er dialogens veje vigtigere at betræde? Udelukker de to indgange hinanden?

Europæiske Undertekster giver dig her en mini-guide til hvor du kan følge med i debatten, som den pt. foregår i Polen og mellem Polen og Israel. På mange måder er debatten en fortsættelse af årtiers heftige diskussioner om, hvorvidt nazisterne var eneansvarlige for holocaust. En debat der ikke blot vedrører Polen, men også en lang række andre lande i Øst – og Centraleuropa. Et emne der tidligere bl.a. har været berørt her på siden.

Om staters officielle udlægninger af historien kan bl.a. henvises til artiklen om ansvaret for massemord begået af ukrainske nationalister på polakker.

Den glimrende side, ‘Hardenfelts Polen’, har her på udmærket vis kort redegjort for loven.

Loven har ført til endnu en omgang skarp debat i selve Polen om polsk-jødiske forhold. En række polske videnskabsfolk, journalister, kunstnere og politikere har protesteret mod loven. Deres argumenter kan ses her – klik på “List po angielsku” for at se den engelske version.

Polens pt officielle syn på, hvordan historien skal udlægges kan ses på disse to engelsksprogede sider her og her.

Debatten mellem Polen og Israel kan bl.a. følges på den statslige (regeringsvenlige) polske radios engelske hjemmeside samt via det engelsksprogede israelske nyhedsmedie Haaretz.

Debatten i Polen kan ligeledes løbende følges via facebook-siden Notes from Poland, der også har egen hjemmeside, hvor følgende kommentar sætter hele problematikken ind i en større international kontekst. Yderligere kan man holde øje med den officielle polske udlægning af historien via IPN – Det Nationale Institut for Historisk Erindrings hjemmeside. Her på engelsk.

Link til selve loven og arbejdet med loven kan ses her. Indtil videre kan kun den polsksprogede lovtekst ses, men man må formode, at en engelsksproget version dukker op inden for overskuelig fremtid. Bemærk at loven først endelig kan træde i kraft, når den polske præsident har underskrevet den.

Det sidste ord bliver næppe nogensinde sagt og skrevet i denne debat. Vil man for alvor dykke dybt ned i det polsk-jødiske spørgsmål gennem historien kan man begynde her. Der er nok at gå igang med.

Opdatering d. 4. februar 2018: Her er link til side, hvor diverse kommentarer fra europæiske aviser & magasiner vises

 

© Kim Halling Mortensen

Volhynien 1943: Film, folkedrab og kontroverser

By

 

I december 1991 anerkendte Polen som det første land i verden den nye uafhængige ukrainske stat. Frem til i dag er båndene mellem de to lande kontinuerligt blevet styrket. I Warszawa opfattes det venskabelige forhold overordnet set som et værn mod russiske interesser. I Kyiv som minimum et eksempel på gode naborelationer, der er nødvendige for at sikre Ukraines integritet som selvstændig nation.

Før udbruddet af Anden Verdenskrig og den Røde Hærs invasion af det østlige Polen – det vestlige nutidige Ukraine – forelskede unge polske piger sig i unge ukrainske mænd. Og omvendt. De blev gift. Tæt på 10% af samtlige nye ægteskaber blev indgået mellem polakker og ukrainere.

Filmen ‘Wołyń’ af den polske instruktør Wojciech Smarzowski indledes med en bryllupsfest. Ukrainske og polske familier fejrer en fælles fremtid for de nygifte. Tilligemed forelsker filmens unge polske heltinde sig i en af landsbyens unge ukrainere. Kærligheden er gensidig. Den polske pige snakker ukrainsk med sin tilbeder.

Wołyń er det polske navn for Volhynien. Et område i det daværende Polen, der i dag tilhører Ukraine. 

Med til festlighederne sidder områdets historie, tidens konflikter og forestillinger om fremtiden bænket i form af udefrakommende gæster.

Officiel filmplakat. Teksten øverst betyder: “Om kærlighed i umenneskelige tider”

 

I dette østlige område af Polen anno 1939 er vi ved filmens begyndelse kun få måneder fra først sovjetisk okkupation. Efterfulgt af tysk invasion. Fra deportation af polakker. Gennemført af russerne. Fra masseudryddelse af jøder. Udført af primært de tyske nazister med støtte fra fascistiske ukrainske styrker. Folkedrab på områdets polakker. Eksekveret af fascistiske ukrainske styrker. I området befinder der sig bevæbnede polske, russiske, ukrainske og tyske styrker. Hitlers Tyskland og Stalins Sovjet sætter den overordnede dagsorden. Lokalt forsøger ukrainske oprørsstyrker at skabe grobund for en fremtidig uafhængig og noget nær raceren ukrainsk stat.

I dag er det officielle Polen og skiftende regeringer i Kyiv enige om at være uenige om historiens gang. Både når det drejer sig om disse krigsår og i det hele taget om de seneste århundreders fælles historie. Man er overordnet set enige om både at fordømme den tyske nazisme og sovjetiske kommunisme. Man er enige om, at der er foregået fjendtlige handlinger mellem polakker og ukrainere. Polske og ukrainske historikere har nu i årtier fundet sammen i fora for at debattere landenes indbyrdes fortid. Når det kommer til spørgsmål om årsager og skyld er vandene ofte delte. I en grad der truer det officielt venskabelige forhold mellem nutidens Polen og Ukraine.

Filmen fejer intet ind under gulvtæppet

Filmen kan anskues som et partsindlæg i en til tider ophedet debat mellem polakker og ukrainere. Den er et bevidst forsøg på at se fortidens konflikter i øjnene. Indse at det ikke nytter noget at feje uhyrlige handlinger ind under gulvtæppet. Under fire årtiers kommunisme forsøgte magthaverne i Moskva og Warszawa at tabuisere enhver debat om det polsk-ukrainske forhold. Hertil skal lægges en ensidig russisk dominans i fremstillingen af russisk-ukrainske forhold gennem hele historien. En fremstilling der både rammer polakkerne og ukrainerne.

I Smarzowskis film handler det langt fra kun om onde ukraineres mord på gode polakker. Tværtimod. Man bliver som beskuer vidne til et væld af historisk betingede konflikter, der splitter sjælene i begge nationale lejre. Instruktøren har selv ved flere lejligheder understreget, at han har lavet filmen for at skabe debat og få folk til at reflektere. Det er en hjerteskærende og brutal film. Der kan ikke sættes en finger på filmens omgang med historien om selve folkedrabet. Til gengæld er det ikke en film, hvor alle årsager til den polsk-ukrainske konflikt belyses i detaljer. Den opmærksomme beskuer udsættes for et væld af detaljer, der er med til at tegne et nogenlunde nuanceret billede. Det er ikke filmens hensigt at kaste en kollektiv skyld på ukrainere eller den ukrainske nation. Tværtimod. Ligeledes mere end antyder filmen, at ikke alt var rosenrød uskyld på polsk side.

Jeg har vist filmen for danskere, der stort set intet anede om denne konflikt midt i den store Anden Verdenskrig. Filmen havde premiere i Polen i oktober 2016 og er udgivet på dvd og blu-ray med engelske undertekster. Det hjælper for forståelsen, hvis man som minimum kan få en fornemmelse af, hvornår der snakkes polsk eller ukrainsk. Det er dog ikke et ’must’.

Den umiddelbare menneskelige reaktion vil nok altid være noget i retning af: “Hvordan kan mennesker være så onde og bestialske?”. Vi vil ikke tro på det. Vi magter ikke at forstå det. Selv om de begåede massemord i filmen har oceaner af fortilfælde, samtidige pendanter og ligheder med senere uhyrligheder, så forsøger vi vel alle at holde fast i en tro på, at det ikke må gentage sig. Men tro og håb kan kun flytte bjerge, hvis vi som minimum prøver at sætte os ind i de mange mulige årsager til konflikters opståen. Svarene er altid mange og billedet sjældent sort/hvidt. Det kræver tilligemed en stor indsats for både ofre og bødler at tilgive og undskylde. Om sårene alligevel heles er altid et åbent spørgsmål. Thi der er mange, der vedvarende puster til ilden. Både i Ukraine og Polen er der en vilje og et ønske om forsoning. Men fortidens spøgelser rasler fortsat højlydt.

Denne artikel er blot et forsøg på at opridse nogle af de væsentligste begivenheder og momenter i den polsk-ukrainske konflikt. En konflikt hvis rødder går flere århundreder tilbage i historien. Her er den skåret ned til “kun” at omhandle udvalgte emner fra det 20. og 21. århundrede. Selv med dens længde er og bliver den blot et rids af en særdeles kompleks historie.

For at anskueliggøre de mange geografiske betegnelser er følgende kort blevet udvalgt. Samtlige kort er offentlige tilgængelige på wikipedia uden copyright. Der er ikke foretaget ændringer i selve kortene. 

  • Kort 1: Polens grænser før og efter Anden Verdenskrig
  • Kort 2: Polens administrative inddeling i mellemkrigstiden. Amterne der omtales i artiklen ligger i landets sydøstlige dele: Volhynien, Lwów, Tarnopol, Stanisławów og Lublin.
  • Kort 3: Polens deling i 1939 mellem Tyskland og Sovjetunionen. Klik her for stor visning.
  • Kort 4: Tyskernes administrative inddeling af Polen efter 1941. Klik her for stor visning. 
  • Kort 5: Polens administrative inddeling lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. Omtalte amter i artiklen er Lublin og Rzeszów.

 

Kort 1: Polens grænser før og efter anden verdenskrig

Det store europæiske billede

Jeg har allerede nu begået to fejl ifølge herskende ukrainsk historieopfattelse. Jeg har betegnet området som værende ”polsk”. Og drabet på flere hundrede tusinde polakker som et ”folkedrab”. Jeg har samtidig påkaldt mig nationalistiske polakkers vrede ved ikke at betegne folkedrabet som et ukrainsk folkedrab på polakker. Det er nærmest umuligt ikke at blive angrebet fra mindst en af siderne, når man skal opridse de historiske årsager til de polsk-ukrainske uoverensstemmelser.

Anden Verdenskrig starter med tysk-sovjetisk deling af det Polen, der opstod i 1918 som følge af fredsforhandlingerne i Versailles. Et land hvis østgrænser dels blev sikret via Riga-traktaten med Sovjetunionen i 1921, dels blåstemplet internationalt i 1923. Landets endelige grænser til Tyskland blev fastlagt efter nogle folkeafstemninger.

Som følge af delingen etableredes den polske eksilregering først i Paris og Angers for så at ende i London. I selve Polen var den repræsenteret dels af modstandsbevægelsen AK – Armia Krajowa (: Hjemmehæren) , dels af en politisk administrativ ledelse kaldet delegaturaen. Målet for polakkerne var i udgangspunktet at få befriet og genetableret den 2. Polske Republik. Resultatet blev som bekendt, at Polen mistede sine østlige amter til Sovjetunionen. Polske byer som Wilno og Lwów blev til Vilnius og Lviv i de hhv litauiske og ukrainske sovjetrepublikker. Til gengæld flyttedes landets grænser vestpå , hvor tyske byer som Breslau, Stettin og Allenstein blev til Wrocław, Szczecin og Olsztyn. Fristaden Danzig forvandledes til den polske by, Gdańsk.

Polsk-ukrainske forhold 1918-1939

Polen har i over 1000 år kontinuerligt været tilstede på verdenskortet som en statsdannelse. Med stærkt varierende grænser. Fra 1795 og frem til 1918 var Polen dog delt af Rusland, Prøjsen og Østrig (senere Østrig-Ungarn). Ukraine er derimod historien om en nation, der gennem århundreder forgæves har forsøgt at etablere en levedygtig ukrainsk statsdannelse. Med uafhængigheden i 1991 lykkedes det for første gang at samle alle ukrainere i en uafhængig ukrainsk stat.

Polen fremstilles ofte som et land, der gennem historien har lidt under tyske og russiske hærers hærgen. Det er en sandhed med modifikationer. Polen var frem til delingerne af landet i slutningen af det 18. århundrede selv en stormagt, der bidrog til mange slag – mod især russere og ukrainere – om overherredømmet i det vi i dag kender som Ukraine. Med den endelige deling af Polen i 1795 kom det vestlige Ukraine under både russisk og østrigsk(-ungarsk) administration.

Kort 2: Polens administrative inddeling i mellemkrigstiden

De polsk-ukrainske konflikter frem til – og under anden verdenskrig udspillede sig primært i de sydøstlige områder af Polen. Politiske uoverensstemmelser og etniske udrensninger foregik især i fire amter, Volhynien (polsk: Wołyń), Lwów, Tarnopol og Stanisławów (se kort 2). Folkedrabet på polakker begyndte og antog størst omfang i amtet Volhynien. I juli 1943. Det er her filmen tager os hen.

Der var i det genopstandne Polen overordnet set to fremherskende retninger, når det gjaldt om at definere nationen. Den ene opfattelse var, at Polen skulle være en multinational nation, hvor polakker kunne leve side om side med jøder, ukrainere, tyskere, litauere og hviderussere. For fortalerne af denne retning var det vigtigste, at samtlige nationale grupper svor troskab til den polske stat. De politiske kræfter – med Józef Piłsudski i spidsen – bag denne holdning støttede samtidig, at der blev oprettet en rand af selvstændige stater fra Baltikum i nord til Sortehavets kyst. Stater som skulle fungere som en buffer mellem Polen og Rusland. Vel at mærke stater der respekterede Polens krav på områder, hvor den polske befolkning var i mindretal.

Józef Piłsudski skabte ikke just allierede ved at indlemme Vilnius i Polen. Nok var byen altovervejende polsk, men for litauerne var det deres historiske hovedstad. Den nye litauiske stat var dog efter første verdenskrig ikke i stand til hverken diplomatisk eller militært at gennemtrumfe en ændret status for Vilnius. I det vestlige Ukraine forsøgtes det ad militær vej at få etableret en uafhængig stat. Først forgæves af ukrainerne selv. Omfattende områder som polakkerne (og russerne) anså for deres. Senere uden held med polsk hjælp at etablere en uafhængig ukrainsk stat længere mod øst med Kyiv som hovedstad på russernes bekostning. Selv om der havde udviklet sig en vis ukrainsk nationalfølelse i løbet af det 19. århundrede, så var den ikke stærk nok til for alvor at kunne sætte sig igennem hverken nationalt eller internationalt. Både Polen og Rusland (Sovjetunionen fra 1922) endte dermed – som tidligere i historien – at huse den ukrainske befolkning. For polakkerne skulle det vise sig at få fatale følger, fordi de bedst organiserede ukrainske selvstændighedsbevægelser befandt sig i de østlige polske amter. I området som polakkerne – uanset politisk ståsted – betragtede som deres. Hermed var kimen lagt til en potentiel konflikt mellem ukrainere og polakker.

I begge lande voksede nationalistiske kræfter frem, der ikke delte Piłsudskis tanker om at realisere en multinational polsk stat. I Polen udgjorde den såkaldt  national-demokratiske lejr en betydelig politisk kraft. I disse kredse mente man, at Polen kun kunne eksistere, hvis samtlige mindretal lod sig assimilere. Det var ikke tilstrækkeligt at sværge troskab over for den polske stat. Samme type grundholdninger var fremherskende hos de væsentligste ukrainske politiske partier, der var repræsenteret i det polske parlament. Dog med den afgørende forskel, at man var parat til at indgå kompromisser med polakkerne for at opnå en form for ukrainsk autonomi inden for rammerne af den polske stat. De ukrainske partier støttede således mere eller mindre op om Pilsudskis forestillinger. Også selv om de på sigt nærede ønsker om en selvstændig ukrainsk stat.

Faktum er imidlertid at ukrainerne med tiden fik indskrænket deres muligheder på en lang række områder. En af Polens førende – og mest respekteret – historikere når det drejer sig om det 20. århundredes polsk-ukrainske forhold er Grzegorz Motyka. Han konkluderer i en bog fra 2011*, at mellemkrigstiden ikke gav ukrainerne mange gode erfaringer med den polske statsmagt. Endvidere at forholdene på det kulturelt-samfundsmæssige område faktisk forværredes for de ukrainerne, der tidligere havde levet i det østrigske område af det delte Polen. Karrierevejene for højtuddannede ukrainere var reelt lukkede, skriver Motyka. Brudte løfter om et ukrainsk universitet (i Lwów) og mere lokalt selvstyre sammenholdt med en stadigt voksende polsk støtte til de national-demokratiske ideer om assimilation, medførte en voksende frygt blandt ukrainerne for deres nationale beståen som folk og nation. En frygt der kun kunne overvindes ved at kæmpe for egen selvstændighed. Herfra var der kun få skridt til opbakning til mere radikaliserede bud på, hvordan kampen skulle føres, konkluderer Motyka.

Til ovenstående udlægning kan man tilføje, at den overvejende ukrainske del af befolkningen i østområderne i hele perioden vedblev med at være præget af forarmede og analfabetiske bønder. Forsøg på at skabe bedre vilkår via landreformer strandede gang på gang på modstand fra de – historisk set – indflydelsesrige og overvejende polske storgodsejere. I de meget tilbagestående områder blev der endvidere ikke investeret tilstrækkeligt i infrastruktur og industri, der kunne have givet nye muligheder for den fattige landbefolkning. Endelig skal det nævnes, at en del yngre polakker blev lokket østpå og tildelt jordlodder i landområder, hvor tidligere russiske adelsfolk havde været den dominerende faktor.

Befolkningssammensætningen 1931 i de østlige polske amter. Tallene er baseret på det talte modersmål. Vælger man tallene for erklæret trosretning er tallet for især jøder i Lwów dobbelt så stort som angivet under modersmål. Ellers er der ikke de store udsving.

  • Volhynien: Polakker 16,6% (346.600 personer), ukrainere 68,4% (1.426.900), jøder 9,9% (205.000), tyskere 2,3% (46.900), andre 2,8% (59.600)
  • Lwów: Polakker 57% (1.604.700), ukrainere 36,66% (1.031.800), jøder 5,6% (157.600), tyskere 0,34% (9.600)
  • Stanisławów: Polakker 22,44% (332.200), ukrainere 68,83% (1.018.900), jøder 7,39% (109.300), tyskere 1,1% (16.700)
  • Tarnopol: Polakker 49,3% (789.100), ukrainere 45,5% (728.100), jøder 4,93% (78.900), tyskere 0,17% (2.700).

Dannelsen af OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister

En radikal modstand voksede frem blandt især unge ukrainske intellektuelle i løbet 1920’erne. Som andre steder i Europa var det fascismen der fik vind i sejlene. En kommunistisk radikalisering var på forhånd dødsdømt, da alle ukrainere i Polen kunne se, hvad bolsjevikkerne foretog sig mod deres landsmænd i den ukrainske sovjetrepublik. Her kulminerede undertrykkelsen af alt ukrainsk i årene 1929-1933, hvor Stalin bevidst forvandlede over millioner af ukrainere til en sultens slavehær. Det anslås at over tre millioner ukrainere led sultedøden under sovjetstyrets tvangskollektiveringsprocesser i den nævnte periode. I dagens Ukraine karakteriseres dette forløb som et folkedrab og er kendt under betegnelsen “holodomor”.

I 1929 dannedes Organisationen af Ukrainske Nationalister – OUN. En af lederne var Stepan Bandera. OUN var en sammenslutning af diverse ekstreme nationalistiske  smågrupperinger i Ukraine. De organiserede sig som både antipolske og antikommunistiske (og dermed antirussiske). Antisemitismen var fra begyndelsen af ligeledes en del af organisationens dna. Både Sovjetrusland og Polen blev betragtet som besættelsesmagter. I utallige pamfletter og andre skrifter luftede OUNs ledere allerede fra starten tanker om nødvendigheden af etniske udrensninger af alle ikke-ukrainere som en nødvendig del af kampen for et uafhængigt Ukraine.

Fysisk tilintetgørelse af modstandere gennem udførelse af terrorhandlinger blev OUNs kendetegn i Polen. Først og fremmest gik man efter at likvidere de polakker og ukrainere, der bestræbte sig på at finde fælles løsninger, der kunne bane vejen for en fredelig samhørighed. Ledende politikere blev myrdet side om side med et blandet udvalg af repræsentanter for den polske stat. Den første bølge af terrorhandlinger skyllede henover landet i 1930. Her blev der gennemført diverse sabotagehandlinger mod væsentlige dele af infrastrukturen (post, jernbaner, el, telefoni), afbrænding af større landbrug og korn samt angreb på polske myndighedpersoners ejendomme.  De polske myndigheder svarede igen med voldsomme aktioner, der ramte flere ukrainere end dem man i første omgang ville bekæmpe, dømme til døden eller sætte bag lås og slå. En af de mest bastante aktioner mod bl.a. ukrainere fandt senere sted i 1938, hvor 127 ortodokse kirker, kapeller og bedehuse enten blev lukket eller nedrevet i Lublin-amtet (se kort 2). En aktion der selv fik meget konservative polske kommentatorer til at protestere mod den af centralregeringens hårdhændede fremfærd, der ikke just bidrog til forbrødring og samhørighed. Selv det erklærede ateistiske sovjetstyre kunne trække veksler på begivenheder som disse. Og det endda selv om de selv sprængte ortodokse kirker i luften hjemme i Rusland.

OUN vejrer morgenluft

Med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og det klare varsel om en tysk angrebskrig følte de ukrainske fascister sig overbevist om, at de kun ved nazisternes hjælp kunne få skabt en selvstændig ukrainsk nation. De blev derfor fra krigens begyndelse Hitlers villige medhjælpere. De måtte dog forholde sig afventende to år som følge af venskabspagten mellem Hitler og Stalin.

Kort 3: Polens deling i 1939 mellem Tyskland og Sovjetunionen

Frem til 1941 var stort set al ukrainsk land besat af den Røde Hær. En periode der først og fremmest betød deportation af – og mord på titusindevis af polakker. En af de kendteste episoder fra perioden er nedskydningen af polske officerer i Katyn. Andre måtte tage turen til gulag i Sibirien eller fjerne steder som Kasakhstan. OUN holdt i den periode en lav profil, men kunne glæde sig over, at mange af dets fængslede ledere slap ud af de polske fængsler, da den polske stat blev tilintetgjort af de sovjetiske styrker.

Proklamation af ukrainsk stat, 1941

Med Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 vejrede de ukrainske nationalister igen morgenluft. OUN var sammen med tyskerne i februar 1941 nået til enighed om at oprette to ukrainske bataljoner (Nachtigall og Ronald), der dels skulle medvirke ved tilbageerobringen af de af russerne okkuperede ukrainske områder, dels udgøre kernen i en fremtidig ukrainsk hær. Et par uger inde i den tyske aktion Barbarossa proklamerede OUN oprettelsen af en uafhængig ukrainsk stat d. 30. Juni 1941. Forinden var OUN dog blevet splittet i to fraktioner. Den ene ledet af Bandera satsede på oprettelsen af en uafhængig stat. Den anden ledet af Melnyk foretrak at se tiden an i et tæt samarbejde med tyskerne. Efter den splittelse taler man om et OUN B (B for Bandera) og e OUN M (M for Melnyk). Med proklamationen fulgte en officiel erklæring, der med al tydelighed viste OUN Bs politiske ståsted. Her blev det således slået fast, at den nye ukrainske stat ville arbejde tæt sammen med det nationalsocialistiske Stor-Tyskland under Adolf Hitlers ledelse, der – som det formuleredes – ’baner vejen for en ny verdensorden, der muliggør det ukrainske folks frigørelse fra Moskvas herredømme’.

Hitler havde imidlertid ikke det fjerneste ønske om en oprettelse af en ukrainsk stat. Området var udelukkende tiltænkt en status som koloni for fremtidig tysk bosættelse. OUN havde fejlfortolket situationen og dets ledere måtte betale prisen for det i form af fængselsstraffe. Stepan Bandera fik frem til 1944 et ydmygende – men eksklusivt – ophold i KZ-lejren Sachsenhausen. Mange lavererangerende medlemmer af begge de to OUN grupperinger fortsatte dog deres aktive indsats i nazisternes politistyrker, hvor de aktivt deltog i nedslagtningen af især jøder. De var ligeledes særdeles aktive i Generalguvernementet Polen (se kort 4), hvor de i det tidligere Lublin-amt indgik aftaler med de nazistiske myndigheder om at fordrive polakker for så til gengæld selv at overtage dele af konfiskerede polske landbrug. Det førte til de første alvorlige væbnede modangreb på OUN udført af den polske modstandsbevægelse, der desværre også medførte kollektiv afstraffelse i enkelte situationer. Målet forblev dog fra polsk side at forhindre fordrivelsen ved at gå efter bevæbnede ukrainere i tysk tjeneste.

Kort 4: Tyskernes administrative inddeling af Polen efter 1941

OUN begyndte efter slaget ved Stalingrad i 1943 langsomt at indse, at nazisterne næppe ville vinde krigen. Nu satsede de i stedet på at vinde freden ved at vokse sig stærke og etablere en situation, hvor det internationale samfund ville anerkende kravet om oprettelse af en selvstændig ukrainsk stat. Problemet var naturligvis her, at de vestlige allierede var i forbund med Sovjetunionen mod nazisterne. De vestlige lande var gået i krig for Polen, og Sovjetunionen kæmpede for reetableringen af den ukrainske sovjetrepublik.

OUN valgte at kalde til nationalt oprør mod tyskere, polakker og sovjetiske partisaner. Man opfordrede samtlige ukrainere i aktiv tysk tjeneste til at desertere og tilslutte sig et væbnet ukrainsk oprør. Tyskerne kunne man i en del tilfælde slå tilbage ude på landet, men man havde ikke styrken til at angribe deres stillinger omkring større byer og andre strategisk vigtige positioner. Til gengæld kunne man for alvor på egen hånd igangsætte uddrivelse og nedslagtning af de resterende mindretal. Beriget af erfaringer med at slå jøderne ihjel udviklede det ukrainske oprør sig nu primært mod de tilbageblevne naboer ude i landsbyerne. I Volhynien folkedrabet på polakkerne. Det ansås ikke længere som værende tilstrækkeligt at anmode polakker (og andre mindretal) om at rejse bort fra de områder, der efter OUNs mening kun skulle bebos af ukrainere.

Fra landsby til landsby hærgede bevæbnede ukrainske paramilitære bander og partisaner under navnet Den Nationale Ukrainske Oprørshær – UPA – hele det polsksindede samfund. Landsbyer blev brændt ned. Polakker blev nedslagtet med økser, leer, spader, høtyve og knivvåben. Uanset alder og køn blev alle og enhver mejet ned eller gennet sammen i lader eller kirker, som der så blev sat ild til. Alternativt kunne man blive kastet levende ned i en brønd eller få sin krop flænset. Der var ingen grænser for den bestialske brutalitet mod de stort set totalt ubevæbnede landsbyboere.  Polakkernes ukrainske naboer intimideredes af UPAs lokale ledere til at deltage i myrderierne. Det var med livet som indsats, hvis man nægtede at tage del i drabene. Frem til 1944 måtte i alt op mod 100.000 polakker betale med deres liv. De fleste historikere anslår at mellem 50 og 60 tusinde polakker blev slået ihjel i Volhynien. Hertil kommer 40-50 tusinde polakker i de tre øvrige østlige polske amter. Hertil skal lægges ca. 10-15 tusinde ukrainere, der enten blev slået ihjel af OUN-UPA eller af polske selvforsvarsstyrker. Den polske eksilregering i London og dens polske repræsentation i form af den største europæiske modstandsbevægelse – Hjemmehæren (AK – Armia Krajowa) – forsøgte at få en fredsaftale i stand med ukrainerne. Man tillod i et vist omfang begrænsede hævnangreb længere vestpå for at forhindre at de ukrainske myrderier skulle sprede sig. Selv om det lykkedes at nå frem til en overenskomst, så viste den sig skrøbelig og den forhindrede ikke yderligere grove handlinger fra radikaliserede elementer på både ukrainsk og polsk side. I et sidste desperat forsøg på at vende krigslykken indgik tyskerne en aftale med OUN B om oprettelsen af enheden SS-Halychyna (eller på dansk : SS-Galicien). I ellevte time fandt de to parter således igen hinanden i de sidste forgæves krampetrækninger.

Fra folkedrab til folkeflytninger

Grænserne efter krigen blev som bekendt fastlagt af de sejrrige magter. Hverken polakker eller ukrainere fik her deres ønsker opfyldt. Polen endte med at blive flyttet vestpå og i øvrigt for første gang i historien at blive et noget nær etnisk rent polsk land. Hele Ukraine blev inkorporeret i Sovjetunionen, hvor OUN-UPA forsøgte at føre væbnet kamp mod sovjetmagten helt frem til starten af tresserne. Med krigens afslutning og de nye grænser forestod der dog en lang række tvangsforflytninger af hele nationale grupper. Tyskerne blev fordrevet fra Polens nyvundne vestområder, hvor de blev erstattet af polakker, der måtte forlade deres hjem i de nu tidligere østlige områder af Polen. Ukrainerne blev enten tvangsforflyttet til Sovjet-Ukraine eller med tvang spredt ud over store dele af Polen.

Kort 5: Polens administrative inddeling lige efter anden verdenskrigs afslutning

Tvangsforflyttelserne dikteret af Stalin medførte, at i alt ca. 1.1 millioner polakker og ca. 630.000 ukrainere måtte forlade den jord de i generationer havde boet på. Første fase af tvangsforflyttelserne afsluttedes 1. juli 1946. Tilbage i det nye folkedemokratiske Polen befandt der sig imidlertid fortsat ca. 140.000 ukrainere samt mindre bevæbnede lommer, hvor OUN-UPA opererede. De polske kommunistiske magthavere iværksatte derfor en ”Operation Wisła”, der en gang for alle skulle pacificere og tilintetgøre de ukrainske partisaner. Det skulle primært ske ved at tvangsforflytte samtlige ukrainere (inklusive dem i blandede polsk-ukrainske ægteskaber og selv dem der under krigen havde kæmpet i den kommunistiske modstandsbevægelse) til de nyerhvervede vestlige områder. I alt ca. 140.000 ukrainere fra Rzeszów – og Lublinamterne (på kort opført med de polske navne ‘Rzeszowkie’ og ‘Lubelskie’) blev godt og grundigt spredt ud i så små enheder som overhovedet muligt, for at forhindre, at de ikke på ny sluttede sig kollektivt sammen i modstandsgrupper. “Operation Wisła” kan kun karakteriseres som en kollektiv afstraffelse af ukrainere.

Folkedrabet og den nye ukrainske identitet

I dagens Ukraine er man bestandigt på jagt efter at opbygge en samlet national historie. Noget der især er blevet accentueret af konflikten med Rusland efter annekteringen af Krim og det russisk-inspireret løsrivelsesforsøg i det østlige Ukraine, hvor russerne slet skjult yder deres til at svække Ukraine. I konflikten med Rusland er det naturligvis nødvendigt for ukrainerne at have opbakning i den vestlige verden. I EU og NATO. Siden 1991 har Polen været en af Ukraines bedste og mest trofaste allierede. Polakkerne har dog for at sige det mildt meget svært ved at acceptere et Ukraine, der bygger sin nationale identitet op på bl.a. dyrkelse af nationale helte, der har polsk blod på deres hænder. En ting er at have fuld forståelse for en fælles kamp mod kommunismen, men når nogle af de hyldede antikommunister også var ansvarlige for etnisk udrensning af polakker, så siger langt størsteparten af den polske befolkning fra.

Skiftende polske regeringer har siden kommunismens afslutning gentagende gange fordømt anti-ukrainske handlinger begået både før, under og efter anden verdenskrig. Polske og ukrainske præsidenter har ved flere lejligheder sammen mødt op på begge sider af grænser for at mindes ofrene for diverse blodige begivenheder, men fra polsk side venter man fortsat forgæves på fordømmelser og erkendelse af ansvar fra ukrainsk side. I de senere år er polakkerne derimod i stigende grad blevet mødt med ukrainske anklager om, at der i Polen foregår en anti-ukrainsk hetz. Polen forsøges endog sidestillet med Nazi-Tyskland og Sovjetunionen som en besættelsesmagt, selv om førkrigsgrænserne var fuldt ud anerkendte internationalt set. Polske historikere affærdiges som værende tendentiøse og ulødige. Anklager der mildt sagt gør det vanskeligt at videreføre den nødvendige dialog mellem de to europæiske nationer.

Fra mere moderat ukrainsk side høres oftest et argument om, at ukrainere og polakker var lige gode om at begå forbrydelser mod hinanden. Mange ukrainske historikere anerkender, at der blev begået overgreb på den polske befolkning, men de sætter samtidig lighedstegn med forbrydelser begået af både den polske modstandsbevægelse og af den polske regering efter anden verdenskrig. Sidestillingen af AK og OUN finder man ingen accept af hos en eneste polak. Heller ikke internationalt er OUN på noget tidspunkt blevet accepteret som en legitim repræsentant for den ukrainske nation. ”Operation Wisła” gennemført af det kommunistiske styre efter anden verdenskrig blev allerede i 1990 officielt fordømt af Polen.

Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, at der under de mest pro-vestlige kræfters regeringer i Ukraine siden uafhængigheden samtidig findes den mest ukritiske hyldest til OUN-UPAs rolle i historien. Under de to ukrainske præsidenter Viktor Jusjtjenko (præsident 2005-2010) og Petro Porosjenko (nuværende præsident, valgt 2014) er Stepan Bandera og andre ledende kadrer fra OUN-UPA blevet kanoniseret som officielle ukrainske nationalhelte. Det er sket samtidig med oprettelse af et Nationalt Institut for Historisk Erindring, der hvidvasker OUN-UPAs fascistiske og antisemitiske fortid. Man forsøger endog at fremstille organisationen som en demokratisk og anti-nazistisk organisation, hvor mange jøder blev budt velkommen. Instituttet blev først oprettet under Jusjtjenko. Efterfølgende nedlagt under Viktor Janukovitj (efter i første omgang at være forsøgt videreført under en kommunistisk historiker) og senest genoprettet under Porosjenko. I to omgange har det ukrainske parlament endog vedtaget love, der direkte har gjort det kriminelt at sætte spørgsmålstegn ved dele af den ukrainske historie. Love der dog er blevet modificeret i en vis grad efter mange internationale protester. Ingen udenfor Ukraine billiger for alvor denne ensidige fremstilling af landets historie.

Stepan Bandera monument i Ternopil, Ukraine. Foto: Mykola Vasylechko, wikimedia

Der hersker ingen tvivl om, at en sådan promovering og fortolkning af den ukrainske historie er vand på den russiske propagandamølle, der dag efter dag kværner løs om de fascistiske magthavere i Kyiv. Ukrainerne klager over, at man fra polsk side puster liv i den russiske propaganda ved at kritisere OUN og UPAs rolle i historien. Polen står dog fortsat side om side med Ukraine i fordømmelsen af Ruslands annektering af Krim og overgrebene i det østlige Ukraine. Kyiv styrker næppe sin internationale position ved at fare for hårdt frem mod Polen, der som medlem af både NATO og EU kan forhale (eller forhindre) den af Ukraine ønskede integration i vestlige strukturer.

Man er dog nok nødt til at anskue det hele på mere pragmatisk vis. Vestligsindede politikere har brug for opbakningen i den vestlige del af Ukraine. Støtte fra de områder, hvor OUN-UPA stod stærkest og deres umiddelbare efterfølgere står stærkest. Den umiddelbare gevinst for disse nyfascistiske kræfter er rejsning af heltestatuer, navngivelse af gader og en semi-officiel historierevisionisme. Intet tyder dog på, at disse tiltag har stor opbakning i den ukrainske befolkning. Snarere tværtimod. Landet er imidlertid både i krig og befinder sig samtidig i en dyb krise. Forhold der altid vil skærpe retorikken. Flertallet af indbyggerne i Ukraine har givetvis andet at tænke på end kampen om fortiden. Partier på den yderste ukrainske højrefløj, der vedkender sig arven fra Bandera, har en særdeles ringe vælgerstilslutning. Det skal ligeledes påpeges, at der parallelt med de officielle tiltag også foregår en ophedet debat ukrainske historikere imellem. At skære alle over en kam er at se bort fra, at Ukraine i dag trods alt er et pluralistisk samfund med plads til flere meninger.

Stemmer der forstummede

I filmen klippes der flere gange mellem prædikener af ukrainske gejstlige. En præst velsigner oprørernes primitive våben i en kirke. En anden præst taler om, at kristne ikke kan myrde i Guds navn. Sidstnævnte var i den daværende virkelighed overhovedet for den ukrainske græsk-katolske kirke, Andrey Sheptytsky. Han forsøgte forgæves at mane til besindighed. Han førte lange og mange korrespondancer med højtstående repræsentanter for den katolske kirke i Polen. Fælles fodslag fandt de aldrig officielt, men det var tæt på. Om det ville have haft nogen reel betydning er tvivlsomt. I nyere tid har de to kirker dog fundet sammen i en fælles erklæring, hvor samtlige forbrydelser fordømmes, men hvor der nok så afgørende også lægges et hovedansvar på OUN-UPAs rolle i folkedrabet i Volhynien. Det er den hidtil eneste fælles polsk-ukrainske erklæring, der går så vidt.

Filmen viser flere gange med alt tydelighed, at der – naturligvis – også blandt ukrainerne var en modstand mod de blodige handlinger iværksat af OUN-UPA. I den ene af udgaverne på dvd er der interviews med mænd og kvinder, der har set filmen. Ukrainske mænd gift med polske kvinder. Eller omvendt. Dybt bevæget og rystet appellerer de til, at det aldrig må gentage sig. Med lige dele budskaber til både yderliggående polakker og ukrainere, der gensidigt anskuer den andens nation som roden til al ondskab. Antallet af polsk-ukrainsk ægteskaber er i øvrigt stærk stigende i Polen. I en tid hvor mere end 1 million ukrainere arbejder og studerer  hos deres vestlige nabo.

 

Mindesmærke i Wrocław til ære for de af OUN-UPAs myrdede polakker. Indskrift med citat af Adam Mickiewicz: “Jeśli zapomne o nich, Ty, Boże na niebie, zapomnij o mnie.” (“Hvis jeg glemmer dem, må Du, Gud i himmelen, glemme mig.”). Privatbillede fra et polsk netforum.

 

Ligegyldigt hvor mange årsager man kan grave frem og hvor mange vinkler historien kan anskues fra, så har jeg endnu ikke fundet en eneste grund til, at folkedrabet på nogen måde var en forståelig reaktion endsige kunne retfærdiggøres. Og så er det sådan set ligegyldigt om man vil karakterisere det som et folkedrab, etnisk udrensning eller massemord.** Folkedrab er betegnelsen vedtaget af det polske parlament i juli  2016. I en resolution hvor der udtrykkes taknemmelighed overfor de ukrainere, der redede polske liv. I samme tekst udtrykker det polske parlament sin solidaritet med det Ukraine, der kæmper mod den udefrakommende aggression som truer landets territoriale integritet. Resolutionen afsluttes med, at parlamentet udrykker sin overbevisning om, at kun den fulde sandhed om historien er vejen frem til forsoning og gensidig tilgivelse.

Filmen har endnu ikke været vist i ukrainske biografer. Selv en lukket fremvisning for historikere, filmfolk og andre udvalgte blev i sidste øjeblik aflyst af de ukrainske myndigheder.

Det er mit håb, at ovenstående historiske rids har skabt en interesse for at se filmen. Det er en yderst kompleks historie, der har flere aspekter end dem, der har fundet vej til denne artikel.

  • *Grzegorz Motyka: Od rzezi wołyńskiej do akcji Wisła, Kraków 2011
  • **Vedrørende definition af folkedrab henvise til denne side.

Jeg har til artiklen bl.a. benyttet mig af følgende litteratur om emnet:  

  • Grzegorz Motyka: Od rzezi wołyńskiej do akcji Wisła (2011) & Wołyń ’43 (2016)
  • David R. Marples: Heroes and Villains: Creating National History in Contemporary Ukraine (2007)
  • Per Anders Rudling: The OUN, the UPA and the Holocaust: A Study in the Manufacturing of Historical Myths (2011)
  • Diverse særtillæg og interviews med polske og ukrainske historikere i polske magasiner som Tygodnik Powszechny, Polityka, Newsweek samt diverse online-medier.

 

 

© Kim Halling Mortensen