• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Gå direkte til footer

europaeiskeundertekster.dk

europæiske undertekster

brudstykker til en samlet fortælling

  • Forside
  • Toner
  • Nutid
  • Ord
  • Blod
  • Billeder
  • Datid
  • Om
  • Privatlivspolitik
Du er her: Forside / Arkiv for Datid

Datid

Roman: “Den Uperfekte Flugt – Wroclaw 97”

15. juni 2022 By Europæiske Undertekster

De fleste forbinder givetvis kommunismens fald med ‘frihedens sejr’ over det totalitære. Med overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. For individets ret til selv at bestemme over egen skæbne. 

Nu her knap 33 år senere er der fortsat god grund til at nuancere ovenstående billede. I Polens tilfælde bør man således øve sig i at stille skarpt på den langvarige proces landet og dets borgere skulle igennem før konturerne om et ‘bedre’ Polen så småt kunne anes i horisonten. 

I ‘Den Uperfekte Flugt’ følger vi Bjørn Madsens ankomst til Polen midt i brydningsprocessen fra et system til et andet. Til et land hvor liberale fra 1989/90 havde indført markedsøkonomiske ‘chokterapier’. Princippet om at ‘enhver er sin egen lykkes smed’ havde kronede dage. På mange måder herskede de samme principper, som havde gjort det muligt at overleve kommunismens mangler og absurditeter. Eneste afgørende forskel var, at staten (og partiet) ikke længere kastede en form for sikkerhedsnet ud for dem, der intet havde at sælge/bytte med eller manglede afgørende forbindelser. 

Romanens danske hovedperson er hurtigt nødt til at anskaffe sig en omfattende indsigt i regler, forventninger, væremåder og forbindelser, hvis han vil forfølge sine mål om at opbygge en  forretning i Polen. Uden forudgående sproglige kundskaber. I et land hvor bankvæsen og toldetat langt fra minder om det han kom fra. På et tidspunkt hvor polsk og russisk mafia spiller en rolle, når der er penge og ejendom i spil. Hvor korruption er et dagligdags udbredt fænomen på stort set samtlige institutionelle niveauer. At blive en brik i dette sammensurium er hvad Hardenfelt udsætter Bjørn Madsen for. På blændende vis. 

Romanen er mere krimi end plat splatter. Selv om der slås på tæven og flyder blod. Læseren føres rundt i Wrocław og omegn, så man føler sig tilstede. Vigtigst af alt er dog, at persongalleriet består af personer, der portrætteres med alle de modsatrettede egenskaber, der nu engang er kendetegnende for ethvert individ. Selv om man – måske? – kan forudse eller gennemskue visse handlinger, så er forfatteren konstant i stand til at tilføje nye psykologiske og kulturelle aspekter, der gør læsningen til en både barsk og smuk fortælling. Intet og ingen er sort/hvidt. Nuancerne af grå, der ofte associeres med et fhv kommunistisk land, eroderer for øjnene af læseren. 

Bogens hovedperson famler sig frem i det ukendte landskab. Får i begyndelsen tvivlsom hjælp fra en fhv klassekammerat inden han vælger at stå på egne ben. Med sig i bagagen har han erfaringer, der sætter ham i stand til at handle. På finurlig vis foregår det parallelt med hele det Polen, der ligeledes famler sig frem gennem forhindringer mens det prøver at anvende erfaringer og uforløste evner. 

Som det skete i virkelighedens verden, så indtræffer en altødelæggende – nærmest apokalyptisk – hændelse, der frembringer et menneskeligt sammenhold i et hårdt plaget samfund, hvor jagten på individuel succes også har medført kiv og trøstesløshed. Selv det erotiske får et skær af gensidighed. 

Jeg kom selv til Polen for første gang lige før Solidaritets-strejkerne på den polske Østersø-kyst i 1980. Under mit faste ophold 1986-88 bestod mit polske netværk af dygtige mennesker, der kun i yderst begrænset omfang kunne omsætte deres viden og kunnen til en reel levevej. Privat foretagsomhed var allestedsnærværende, men i den officielle økonomi var der lagt så mange dæmpere på, så der ikke levnedes plads til egentlig iværksætteri. Langsomt men sikkert løsnede de hidtidige magthavere de snærende bånd. Først tog de selv for sig af retterne. Sidenhen mistede de selv førertrøjen og de nyvalgte politikere gjorde det muligt at handle frit på gader og stræder. Polske byers fortove og pladser blev fyldt til bristepunktet med ‘drømmesengskapitalisme’. På mange måder en fortsættelse af de utallige markeder og bazarer, der allerede var et etableret billede under kommunismen. Forskellen var nu at stort set alle og enhver frit kunne være med. Og at pornografi nu officielt var tilladt…

I min egen familie var der både en vis kapital og erfaringer med (legal) småhandel. For knap to årtier siden blev de millionærer og havde skabt arbejde til flere hundrede. Altsammen på legal vis uden mafiøse forbindelser og uden brug af korrupte tiltag. For de dygtige, arbejdsomme og innovative åbnede det nye Polen op for nye muligheder. Men der var også en stor del for hvem det ikke lykkedes. En endnu større del af befolkningen, der måtte døje med arbejdsløshed og kummerlige forhold i disse dramatiske omstillingsår. Først med medlemskabet af EU i 2004 begynder stadig bredere dele af den polske befolkning at få del i markedsøkonomiens velsignelser. Hvis det nu skal siges ultrakort…. 

Der var få øjeblikke, hvor jeg selv spejdede efter at etablere en form for forretning i Polen. Modsat bogens forfatter og hovedperson blev tankerne i hovedet og på skrivebordet. Til gengæld har jeg aldrig sluppet landet sidenhen. Jeg kan derfor stå fuldt og fast inde for det, man som læser bliver præsenteret for i romanen. Ja, faktisk vil jeg vove den påstand, at Hardenfelt leverer et suverænt og sylespidst portræt af 90’ernes Polen. Af et samfund i opbrud. Af mennesker der søger og agerer i de nye tider. Mellem nyt og gammelt. Navigation i ukendte og kendte farvande. Præget af fortidens vaner og nutidens udfordringer. 

Romanen er imidlertid mere end et portræt af en given periode i et givent land. Den har så absolut universel værdi. Intet samfund ændrer sig radikalt selv om et system afløses af et nyt. Politiske og økonomiske omvæltninger kan blive budt velkomne, men derfra og så til at opnå en vis konsensus om de stier, der skal føre til fremtidens fjerne mål, er der unægtelig lange og trange veje.  

Overalt foregår der veritable kulturkampe og intense debatter om fortidens synder. Uenigheder og konflikter om fremtiden splitter familier og skaber åbne sår. Sådan var det også i det genopstandne Polen i mellemkrigstiden. Sidenhen under kommunismen. Intet tyder foreløbig på, at Polen bevæger sig imod stabile og roligere forhold.

‘Den Uperfekte Flugt’ indeholder et informativt efterskrift om nutidens Wrocław. Historikerne Norman Davies og Roger Moorhouse udgav allerede i 2002 et mammutværk om byens omskiftelige historie. I de seneste årtier har Wroclaw gennemgået en forvandling, så den i dag fremstår som en levende europæisk metropol. Det er lykkedes for polske Wrocław at istandsætte ej blot resterne af det krigshærgede Breslau, men flere århundredes historie. En bemærkelsesværdig proces i en by, hvor befolkningen blev udskiftet efter 1945. Og hvor de nytilkomne i årtier udviklede en apatisk forestilling om en by, de nok alligevel en dag ville miste, når den igen ville blive tysk. Det skete som bekendt ikke. 

Vil man før afrejsen til Wroclaw danne sig et indblik i, hvordan byens utallige arkitektoniske perler i disse år undergår en veritabel forvandling til fordoms skønhed, så er der mange før/efter billeder på denne side

Jeg besøgte Wrocław kort i august 1997. Efter et længere ophold i det sydlige Polen. Erindrer de hjerteskærende billeder man som læser vil blive konfronteret med. Mere end nogensinde blev jeg sur, når jeg hørte c’et i byens navn udtalt som et ‘k’. Det gør jeg fortsat. Så meget desto mere er der grund til at anbefale Michael Hardenfelts nye bog. Forfatterens egen blog – “Hardenfelts Polen” – bidrager med regelmæssige alsidige indblik i nutidens Polen. Hans historiske værk, ‘Hvordan Polen blev Polen’, er tidligere blevet anmeldt her. Med ‘Den Uperfekte Flugt’ bliver læseren klædt suverænt og nuanceret på til mødet med polakker, der er vokset op i et turbulent årti. Romanen er medrivende. Kun yderst få ‘vestlige’ øjne formår at indfange Polen som Michael Hardenfelts. 

  • Michael Hardenfelt : ‘Den Uperfekte Flugt” 
  • Saxo Publish, 2022
  • ISBN: 9788740483901

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Datid, Kapitler, Nutid, Ord Tags: Anmeldelse, Michael Hardenfelt, Polen, Roman, Wroclaw

Alsidig og indsigtsfuld bog om Polen

18. april 2020 By Europæiske Undertekster

Michael Hardenfelt har skrevet en blændende bog om Polen. Jeg tager næppe fejl, hvis jeg fastslår, at det her i april, 2020, er det eneste værk (globalt set), der tegner et portræt af landet fra omvæltningerne i 1989 og helt frem til 2020. I tilgift kan læseren nyde godt af, at forfatteren spinder en lang række væsentlige røde tråde mellem nutid og fortid.

Illustrationerne her i artiklen er dels fra forlagets omtale, dels fra kulturelle stoppesteder i bogen. Håber de pirrer.

Forfatteren har slået sine rødder i Polen siden 1994 med forskellig foretagsomhed, som man kan læse mere om på hans hjemmeside. Et ganske imponerende cv der i sig selv nok er en del af forklaringen på hjemmesidens lettere retro-udseende. Hos Hardenfelt er det indholdet og ikke formen, der tæller. Hvis man vil få et indtryk af hans jævnlige større eller mindre formidling fra og om Polen, så bør facebook-siden, ‘Hardenfelts Polen‘, følges. Især er det her værd at lægge mærke til de længere indlæg om ‘året der gik i polsk politik’. Dem kan man også finde her.

En personlig beretning

Nu er det jo på ingen måde givet, at man bliver ‘ekspert’ udi et andet land blot fordi man bor og arbejder i det. Det rækker nødvendigvis heller ikke, at man behersker det lokale sprog flydende. Det er naturligvis potentielt gode forudsætninger, men hos Hardenfelt mærker man derudover en uudtømmelig lyst til at forstå Polen og polakkerne. I alt hvad der forener og adskiller nationen og dens befolkning.

Med bogen forærer han os et sjældent indblik i vores sydøstlige nabos holdninger og genvordigheder. Hvordan de kommer til udtryk. Og hvordan de er blevet formet af historiens gang. Han lægger vægt på, at det mere er en personlig beretning frem for et egentlig akademisk værk. Det er både korrekt og på sin vis beskedent. Visse akademikere præsenterer sig mindre ydmygt, selv om de måske slet ikke når ud i alle de krinkelkroge, som Hardenfelt boltrer sig i. Vel er der knaster undervejs i nogle af Hardenfelts historiske fortællinger, men når han bevæger sig rundt i samtidens mange komplekse emner flyder sproget og læseren oplyses detaljeret som kun få formår. Heldigvis fylder denne samtid mest i bogen.

Jeg har selv boet i Polen. Interesseret mig for landets omskiftelige historie og udvikling i samtiden. Under mit to-årige ophold blev jeg vidne til det kommunistiske systems sidste krampetrækninger. På utallige besøg – især i 90’erne – fulgte jeg den til tider besværlige og konfliktfyldte overgang til markedsøkonomien. På første parket så jeg både succes og nederlag. – Nøjagtig som Hardenfelt levende beskriver det i bogen, så blev jeg også tit konfronteret med polakkers undrende og overbærende blikke, når man konfronterede dem med, hvad de betegnede som ‘typiske vesterlandske’ spørgsmål. Svaret var som regel noget i retning af: ‘Gør selv en indsats for at få dine svar’. Sagt på anden vis: ‘Lær os at kende. Lyt efter. Når vi samtaler. Når vi digter’.

Forfatteren – fra forlagets omtale

Sidste sommer mødte jeg Michael Hardenfelt for første gang. Sammen konsumerede vi mere end en enkelt polsk fadøl af højeste kvalitet indenfor i gården omkranset af det fhv polske kommunistpartis hovedkvarter i Warszawa. Først og fremmest snakkede vi dog i timevis om livet og Polen. Undervejs i samtalen tænkte jeg flere gange i mit indre, at den mand om nogen burde skrive en bog om det Polen, der i dag befinder sig midt i en kulturkamp og i det hele taget i indædt infight mellem tilhængere og modstandere af det liberale demokrati. Inden jeg fik omsat tanken til ord bekendtgjorde Michael, at han rent faktisk allerede var igang med at skrive det, der nu er blevet til ‘Hvordan Polen blev Polen‘!

Bogens struktur og indhold

Undervejs i skriveprocessen fik jeg den ære at læse det første udkast til bogen. Da det var forholdsvis tæt på en deadline, valgte jeg derfor primært at koncentrere mig om sproglige raptusser og enkelte udvalgte emner, hvor jeg mente Michael gik galt i byen. Retfærdigvis må jeg jo så her blankt indrømme, at min nedenstående kritik af nogle af afsnittene i bogen ikke var nær så tydeligt formuleret, da Michael bad mig gennemlæse første udkast. Han har således ikke haft en chance for at reagere på den her fremførte kritik før bogen blev trykt. Det må man godt lige have in mente! – Decideret forsøg på at redigere valgte jeg bevidst at afholde mig fra, selv om det forekom mig at være nærliggende, da bogen er sammensat på en for læseren (eller nogle læsere) måske udfordrende måde. Kronologi er flettet sammen med diverse temaer på underfundig vis. Til det er der blot at sige: Man behøver ikke nødvendigvis at læse denne bog, som forfatteren har sat den op. Dog skal man begynde med den forrygende indledning!

Bogen giver først og fremmest et dyberegående indblik i Polen siden parlamentsvalget i 2015. Centralt står også en længere fremstilling af udviklingen siden omvæltningerne i 1989. For at forstå de seneste årtier har Hardenfelt valgt at krydre værket med forskellige historiske tilbageblik og udvalgte centrale emner. Meningen er dels, at fremhæve de røde tråde, der knytter nutidens problemstillinger sammen med fortiden, dels at oplyse læseren om forløb, der ledte frem til skelsættende begivenheder i polsk historie. Forfatteren plæderer altså for, at man sagtens kan finde en kontinuitet i Polens udvikling siden ‘længere og langt tilbage’ i polsk historie. Man kommer simpelthen hen ikke udenom et grundigt kendskab til
fortiden, hvis man vil forstå nutiden. Måske en universel sandhed, men i polsk sammenhæng skal den i den grad understreges med fede røde streger.

Kritik 1: Den Polske Folkerepublik

Set i det lys bliver det jo bl a uomgængeligt at beskæftige sig med kommunisttiden. Den Polske Folkerepublik fylder således sammenlagt ca ti procent af bogen. Selve gennemgangen af denne periode forekommer mig imidlertid ikke at være fuldt ud integreret i resten af bogen. De røde tråde fortoner sig, når der i dette afsnit i for ringe grad fokuseres på, hvordan den langt overvejende del af den polske befolkning på alle mulige og umulige måder – dag ud og dag ind – forsøgte at omgå stort set alle regler og forordninger i det sovjetisk inspirerede landskab af dominerende luftkasteller og potemkinkulisser. De kendte eksempler på arbejder – og studenterprotester – kulminerende med Solidaritet i 1980-81 –  omtales i bogen, men det ville efter min mening have klædt bogen at belyse befolkningens evne til f eks at

opretholde en grå-sort økonomi på markedsvilkår, dens evne til at undervise sig selv i polsk historie fritaget for Moskvas fordrejninger og fortielser samt alle de øvrige mulige og umulige måder, hvormed polakkerne legede kispus med systemet. På godt og ondt slæbtes alle disse folkelige erfaringer med ind i det Polen, der voksede frem efter 1989. Tilbageskuende kan man endog hævde, at disse udtryk for trods og overlevelsesevner havde rødder tilbage til krigens tid (og delvist til de 123 år uden en polsk stat) hvor ‘polskheden’ ligeledes overlevede bl a vha selvorganisering og omgåelse af magthaveres luner. Et større fokusering på disse historiske pendanter ville samtidig have åbnet dørene for en grundigere behandling af andre røde tråde. Nemlig dem der ville åbenbare, at uenighederne om vejene til – og udformningen af et selvstændigt og uafhængigt Polen også prægede debatterne i de mere bevidst oppositionelle miljøer under kommunismen. Som de gjorde under delingerne, i mellemkrigstiden og som de fortsat til en vis grad gør. Solidaritet var resultatet af et historisk kompromis mellem flere (normalt modsatrettede) holdninger. Selv de 21 postulater fra 1980-strejkerne var udtryk for meget mere end blot “utopisk socialisme” (noget Hardenfelt på side 85 lemfældigt afviser punkt 5-21 som). Der er antydninger undervejs om de interne debatter i oppositionen, men det burde nok have fyldt mere. Især på bekostning af spekulationer om, hvorvidt en “kommunistisk teknokrat” ville have været i stand til at redde landets økonomi og dermed konsolidere kommunismen (se side 86 og gentagelse heraf i anden sammenhæng på side 113). Her nærmer vi os noget, der kort kan sammenfattes som en contradiction in terms. Og dermed omsonst. 

Ovennævnte kritik skal på ingen måde afholde nogen fra at købe bogen. Hardenfelt indsnævrer trods alt ikke historien om Den Polske Folkerepublik til udelukkende at omhandle konflikten mellem magthaverne og den organiserede opposition. Fremstillingen krydres med eksempler fra kulturens verden og understreger iøvrigt også, at alt ikke var den rene elendighed under socialismen. Den slags nuancer er generelt et stort plus i bogen. Til gengæld skulle forfatteren have hældt flere godter ud over læseren fra det omfattende kildehav om dagliglivet. Se note.

Kommunismens dødskamp blev en langstrakt affære i den polske version. Hardenfelt bringer her en pæn portion spekulationer om hovedaktørernes ageren i spil. Måske endda i unødvendig overdreven grad. Her savner jeg en beskrivelse af Solidaritets udvikling fra massebevægelse til elitær politisk kraft. Mere specifikt om transformationen fra at være en bevægelse, der organiserede arbejderne, til primært at blive en politisk organisation, der nedtonede nødvendigheden af organiseret lønmodtagerinteresser. Måske en uundgåelig proces, men ikke desto mindre en udvikling, der efter min mening på sigt åbnede en ladeport for populisters og nationalkonservatives voksende vind i sejlene.

Kritik 2: Sovjets angreb på Polen, 1939

Decideret uenig er jeg sjældent i Hardenfelts mange betragtninger, der hele tiden engagerer og udfordrer læseren. Flere steder nævnes polakkernes mistro (og had) til russerne. Enkelte steder flirter han med tanker om, at antipatien til tider kan forekomme delvis grundløs eller overdrevet. En legitim problematisering. Her vil jeg dog gerne anholde en udlægning, der kommer til udtryk på siderne 278-80, hvor forfatteren indirekte afviser at kalde de nazityske og sovjetiske angreb på Polen i september 1939 for en deling af landet – populært kaldet “Polens fjerde deling”. Nazisterne udnævnes i bogen til hovedaggressoren, mens det fremføres, at Sovjets brud på aftaler med Polen bør (eller kan) ses i lyset af sovjetiske ønsker om at kunne modstå et fremtidigt tysk angreb. Uden at påpege, at Stalin selv via mord, udrensninger og degraderinger havde bidraget til den røde hærs sårbarhed. Nuvel. Man kan (og bør) naturligvis gøre sig disse overvejelser, men det betyder jo ikke, at man kan se bort fra, at Stalin med sin skånselsløse fremfærd bevidst gik efter at sønderknuse ethvert element af polsk statsmagt.

Med massakren i Katyn og diverse deportationer knækkede man systematisk og bevidst den polske nations rygsøjle. Nøjagtig på samme vis som Sovjets nazistiske alliancepartner. Det var kort sagt et kalkuleret angreb fra en imperialistisk magt uden iøvrigt blot skyggen af hensyntagen til de lokale indbyggeres ret til selvbestemmelse. Ingen bød russerne velkommen. Et angreb der skulle vise sig at bære frugt helt frem til 1991. Et angreb på det Polen, som den sovjetiske udenrigsminister, Molotov, omtalte som ‘Versailles-fredens monstrøse bastard’. Jeg tror godt man kan konkludere, at Sovjets optræden i september 1939 ikke just var befordrende for den senere så højt besungne 45 år lange propaganda om det ubrydelige (og historiske) venskab mellem det polske og sovjetrussiske folk. Tværtimod må man vel slå fast, at Sovjet med tæt på 50 års løgne om Katyn-likvideringerne i den grad bidrog med at fastholde og cementere de anti-russiske sentimenter i den polske befolkning. Tyskerne fik i det mindste sagt oprigtigt undskyld mere end en enkelt gang siden krigens afslutning. I dag hylder Ruslands Putin pagten med nazisterne og håner i samme åndedrag Polen. Han ærgrer sig åbenlyst over indskrumpningen af det russiske imperium. Dermed bekræftes polakkerne forståeligt nok i deres lange historiske mistro til magthaverne østpå. En mistro de iøvrigt deler med andre af Ruslands naboer.

Hardenfelts kontroversielle betragtninger

Bogen byder læseren på en lang række andre mere eller mindre kontroversielle betragtninger. Polen som en lidelseshistorie og Polen som kolonimagt er emner, der med garanti kan få den gennemsnitlige Kowalski til at slå korsets tegn for sig mere end en enkelt gang. Hardenfelt lægger klar afstand til den gængse historie om Polen som et evigt offer for brutale naboer. Landet optrådte selv i århundreder i rollen som bøddel overfor især mange folkeslag østpå. Det er en ilde hørt sandhed i Polen uden for snævre akademiske og intellektuelle kredse, konstaterer forfatteren. Jeg er sikker på, at en del danske læsere også vil blive overrumplet over disse udlægninger af polsk historie og polsk selvforståelse. Bedre sent end aldrig – vil jeg så blot tilføje. Hardenfelts refleksioner er i den grad relevante og bidrager til en mere nuanceret forståelse af Polen og polakkerne.

Inspirationskilde anno 1885-88

Prisen for at komme til bogtrykkeren til aftalte tid er desværre gået en del udover den endegyldige korrekturlæsning. 3. Maj Forfatningen bliver et sted til Første Maj og November-opstanden 1830-31 dateres i en overskrift et århundrede frem i tid. Dumme sprogfejl og gentagelser kan bogen heller ikke sige sig helt fri for. Altsammen ærgerlige pletter i en bog, der havde fortjent bedre. Men den slags sker nu engang og mon ikke læserne nøjes med lettere suk frem for at harcelere.

Jeg vil til sidst blot nøjes med at gentage mig selv: Michael Hardenfelt har skrevet en blændende bog. Køb den! Læs den! Kritiser den! Som Michael selv indledningsvis opfordrer læserne til at gøre. Det være hermed gjort. 


Forfatteren læser her afsnittet om, hvordan PiS vandt magten i 2015

  • Michael Hardenfelt : Hvordan Polen blev til Polen – myter og antimyter
  • Mr East Forlag, 2020
  • 351 sider, ill. og inkl. kort og navnefortegnelse
  • ISBN 9788799884285 (trykt bog)
  • ISBN 9788799884292 (ebog)

Note:

I Polen blev der i 80’erne og 90’erne lavet en glimrende serie-pendant til vores danske ‘Matador’. ‘Dom‘ (‘Hjemmet’ eller mere frit “Opgangen”) er titlen. I 25 afsnit følges dagliglivet hos familierne i en lejlighedsopgang i Warszawa. Nøjagtig som i ‘Matador’ afspejler serien fuldt ud samfundsudviklingens påvirkning af de enkelte individers personlige dramaer. Tidsintervallet er årene 1945-80. Serien findes på dvd med engelske undertekster og kan stærkt anbefales. 

Her i Danmark publicerede Forlaget Mr East, der udgiver Hardenfelts bog, sidste år Ota Tiefenböcks selvbiografiske værk om opvæksten i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. En i sandhed sjælden perle, der bringer læseren helt ind i den tilværelse og de rammer den enkelte borger måtte agere i – og var underlagt – under den “virkeliggjorte socialisme”. Det er en bog, der bør være pligtlæsning for enhver, der ønsker at vide mere end det de traditionelle danske (og vestlige) fremstillinger om de socialistiske lande som regel byder på. Selv om diverse historiske bøger og film kan være nok så oplysende og seriøse,  så er det typisk, at de overvejende nøjes med at tegne sort-hvide billeder, der helt neglicerer de enkelte borgeres daglige bestræbelser på at føre et “normalt” liv med dets op – og nedture. De præges ofte af en tendens til udelukkende at kigge på konflikterne mellem magthaverne og den organiserede opposition. Endelig lider mange af disse fremstillinger iøvrigt også under, at de skærer alle de socialistiske lande over en kam. Tiefenböcks bog ville med garanti modtage mange genkendende nik fra en polak eller en østtysker. Men de ville også flere steder undervejs bemærke, “at sådan var det ikke i Polen eller DDR”. Både i Polen, Tyskland og i andre af de fhv ‘østblok’-lande findes lignende udgivelser. – Ota Tiefenböck: På den anden side af jerntæppet (Mr East Forlag, 2019 – fås som trykt bog, ebog og lydbog – kan købes i enhver boghandel) 

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Datid, Nutid Tags: Kaczynski, Michael Hardenfelt, Pilsudski, PiS, Polen

På sporet af Centraleuropa

13. maj 2019 By Europæiske Undertekster

BOGANMELDELSE : Hidtil har læsere af Information og Weekendavisen nydt godt af Vibe Termansens journalistiske pen. I bogen ‘Kampen om Centraleuropa’ øser hun nu tilligemed gavmildt af sin viden fra det historiske værksted. Hun kombinerer det med en løftet demokratisk pegefinger. I solidaritet med de demokratiske kræfter i Polen og Ungarn. Vil man blive bedre til at navigere rundt i Europa, så er bogen et uundværligt kompas på rejsen.

2019 – et sted i nærheden af Centraleuropa

Tillad mig at indlede denne anmeldelse ad nogle østtyske omveje:

I 2019 er det 30 år siden Muren faldt. Allerede få uger senere – og før Tysklands formelle genforening – blev borgerne i Rostock, Erfurt og Dresden ikke længere betragtet som “østeuropæere”. Nu var de “blot” tyskere. Ovenikøbet vores naboer.

De umiddelbare begivenheder der førte til DDRs opløsning blev igangsat i to andre “østeuropæiske” lande henover sommeren i 1989. Nemlig i Polen (delvist frie valg) og Ungarn (gigantiske demokratiske manifestationer og klip i grænsehegnene). To lande der gerne ville med i den “europæiske familie”. I det mindste som “centraleuropæere”.

2019 byder på lokalvalg i tre østtyske forbundslande. Alt tyder på at vælgerne her vil gøre AfD – Alternative für Deutschland – til det største eller næststørste parti. Blandt de største partier vil man også finde Die Linke. Politiske partier der kan sammenlignes med Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Enhedslisten har med andre ord vind i sejlene i det område, der engang var det hedengangne “østeuropæiske” DDR. Så måske er de alligevel anderledes disse “Ossis”? Eller er det tilhængerne af det liberale demokrati i både vest og øst – nord og syd for den sags skyld også – der har misforstået noget og evt handlet forkert efter Murens fald?

“Nationalistisk Internationale”

Som i 1989 er Polen og Ungarn igen “forud” for en sandsynlig udvikling i det østlige Tyskland. Begge lande regeres for tiden som bekendt af stærkt nationalkonservative regeringer. Begge lande ses som spydspidser i den paradoksale al-europæiske kamp for et “nationernes Europa”. Som noget der forekommer at være en indre modsætning, forsøger en lang række nationalistiske partier at samle sig til en slags “nationalistisk internationale”. Ungarns Viktor Orbán optræder side om side med Italiens Matteo Salvini. Sidstnævnte side om side med AfD, Dansk Folkeparti og De Sande Finner. Og Marine Le Pen sender appeller om samarbejde til Polens stærke mand, partilederen Jarosław Kaczyński. Udviklingen i Warszawa og Budapest har givet nationalkonservative i alle europæiske lande blod på tanden. Og – potentielt – en reel chance for Orbán og Kaczyński til at udskifte rollen som pariaer i EU med rollen som katalysatorer for et “nationernes Europa”. Thi indtil videre ved vi kun, hvad der måtte gemme sig bag dette begreb, hvis vi kigger inden for i det nuværende Polen og Ungarn.

Kyndig rejseleder

Med på rejsen til Warszawa og Budapest kan man kun anbefale historikeren og journalisten, Vibe Termansen, som rejseleder. Med begge faglige baggrunde – som to der danser tango – udfolder hun i fuld flor selvoplevet øjenvidneberetninger og væver dem sammen med det allestedsnærværende nødvendige historiske bagtæppe.

Vibe Termansen har i bogen bevidst fravalgt at tage udgangspunkt i den traditionelt fortalte historie om de kommunistiske samfunds nedtur og det liberale demokratis sejrrige gang. Thi noget er jo helt klart gået anderledes end i de dage, da liberalismen vandt guld i verdenshistorien. Og for at forstå årsagerne skal der i følge Termansen søges længere tilbage i historien. Eller det skal der i hvert fald også. I det mindste længere tilbage i det 20. århundrede. Til især tiden før, under og efter 1. Verdenskrig. Men der kan sagtens søges endnu længere tilbage. Det gør forfatteren så også, hvor det er yderst relevant. Thi historien spiller en større rolle i de to lande end vi er vant til i Danmark. Den er en kampplads.

Fra mellemkrigstid til samtid

Den korte mellemkrigstid var perioden med de mange nye – og til dels genopstandne europæiske nationer, der fulgte i kølvandet på det habsburgske dobbeltmonarki, kejsertidens Tyskland og zarens Rusland. Det var i denne periode, at begrebet “Centraleuropa” blev vakt til live og havde potentialet til at blive indbegrebet af en magtfaktor i europæisk politik. Første halvdel af Termansens bog beskæftiger sig med de tre væsentligste “centraleuropæiske” visioner fra dengang.

Historien ville det som bekendt anderledes, men fra 1980’erne bankede flere og flere ‘østeuropæere’ på Vesteuropas døre og bekendtgjorde, at de var “centraleuropæere”. For ligesom at gøre både os i vest og ‘dem’ i Moskva opmærksom på, at man ikke havde fået lov til – og mulighed for frit at videreudvikle de nationer, der trods svære fødselsveer, blev ofret og nedslagtet i deres historisk set spæde vorden i perioden 1938- 1949. En af de væsentligste grunde til anskaffe sig Vibe Termansens bog er netop, at hun – som desværre alt for få – ser en direkte sammenhæng mellem udviklingen i mellemkrigstiden og i årene efter 1989.

Kurre på tråden

I 2004 åbnede Vesteuropa – forstået som EU – endelig dørene for “centraleuropæerne”. Nu skulle alle bare være ‘europæere’. Nu skulle det, der retteligen hørte sammen også vokse sammen (som Willy Brandt med grådkvalt euforisk stemme allerede havde proklameret i Berlin, november 1989). I dag er der mildt sagt kurre på de tråde, der gnidningsløst skulle forbinde Warszawa og Budapest med Paris og Berlin. I selve Polen og Ungarn vokser de indre konflikter.

Orbán og Kaczyński slår sig op som de sande kristne riddere, der er garanter for Europas overlevelse. EUs liberal-demokratiske værdier har i følge d’herrer medført et knæfald for kosmopolitiske ideer, der vil fordærve europæernes sunde sjæle med “multi-kulti”, “anormale kønsforestillinger” og mange andre fortrædeligheder. Bag sig hævder de begge at have deres respektive “nationer” – deres knap så beskedne betegnelse for den del af vælgerne, der har stemt på dem. Fjenderne er populært og polemisk sagt enhver “politisk korrekt kulturmarxist”. En kategori der hertillands sågar ville omfatte gode liberale og konservative som Søren Pind og Per Stig Møller.

Landsforrædere og rollemodeller

På deres veje fejer Orbán og Kaczyński retsstaten til side. Magtens tredeling må vige for “nationens vilje”. Oppositionelle (sandsynligvis mindst halvdelen af befolkningerne) udskriges dagligt i de statslige medier som “nationens fjender” og “landsforrædere”. Vibe Termansen tager i bogen læseren med ned på de gader, hvor der demonstreres højtråbende mod den dekadente del af Europa. Mod de indre “fjender”. Mod den “forkerte slags ungarer og polakker”. Hun trækker trådene tilbage i historien og fremviser, hvem der er påtænkt rollen som rollemodeller for fremtidens polakker og ungarere. Og måske fremtidens europæere, hvis den “nationalistiske internationale” får yderligere vind i sejlene.

Tilbage står spørgsmålet om det liberale demokratis modsvar. Og tilbage står velsagtens også om det overhovedet er muligt at etablere et samarbejde mellem f eks de nuværende magthavere i Polen og et parti som det tyske AfD. Kaczyńskis regeringsparti kræver således tyske krigsskadeerstatninger i billion-klassen (ja, ‘billioner’). Et krav der med statsgaranti vil skabe grobund for lidet kammeratlige samtaler. For nu at formulere det så mildt som muligt. Vibe Termansen holder sig klogt nok til sobre overvejelser om det nuværende europæiske modsvar inden det evt går helt grassat.

En nødvendig bog

“Kampen om Centraleuropa” er både en læseværdig og nødvendig bog. Den handler i den grad om vor fælles fremtid. Vores fælles europæiske fremtid. Forfatteren formidler en kompleks verden på gennemgående finurlig vis, hvor det for denne anmelder er tydeligt, at hun har hentet fortælleinspiration hos en stor historiker som Norman Davies. Bare vent til du læser om Casanovas hæmorider. Bare vent til du møder Termansens bittesmå underfundige og bidende ironiske bemærkninger undervejs i bogen. Midt i den dybe alvor giver hun løbende læseren tiltrængte muligheder for at trække på smilebåndet. Historien og historierne præsenteres uden et konstant anstrengt flow af fodnoter, men læseren efterlades aldrig med tvivl om, hvor forfatteren har gravet efter kilderne. Prisværdigt hvis man vil have fat i et bredere publikum, hvilket bogen absolut fortjener.

Små hår i suppen

Malurt i bægeret? Åh, jo. Lidt skal der jo traditionen tro være plads til i en anmeldelse. Finansmanden George Soros – de nationalkonservatives altoverskyggende syndebuk – nævnes undervejs som en, der har betegnet Orbáns Ungarn som en “mafiastat”. Det er ikke decideret forkert, men måske er det lidt synd for den/de ungarere, der efter lang tids studier nåede frem til at karakterisere landet som “en postkommunistisk mafiastat”. De havde nok i højere grad fortjent at blive nævnt. Eller også at blive nævnt. Men man kan da læse om begrebet her. 

En anden og måske mere principiel kritik kunne være, at forfatteren – efter min smag – lægger for lidt vægt på de reelle og mulige fejltagelser, som blev begået af de regeringer, der måtte vige scenen til fordel for Orbán og Kaczyński. Der er antydninger og enkelte eksempler, men det emnekompleks kunne nu godt have fyldt en kende mere. Man skal jo helst lære af fortidens synder. Vibe Termansen påpeger selv, at Kaczyński f.eks. aldrig var kommet til magten uden også at love penge til visse socialt udsatte grupper i Polen. En væsentlig pointe som kunne have givet læseren en større forståelse for, hvorfor de nationalkonservative får mange stemmer. Måske en idé til en lettere revideret udgave? Eller en ny bog? Denne kritik skal dog på ingen måde forhindre, at jeg på det varmeste anbefaler bogen til enhver med et europæisk udsyn. Og for dem der sætter pris på at være up to date er bogen ajourført med kilder og referencer helt op til februar 2019. Bedre kan det ikke gøres.

Supplement I

Her i maj måned skrev Vibe Termansen en artikel til Zetland, som sagtens kunne have været med i bogen, hvis der nu engang ikke var en deadline hos forlag og trykker. Læs den som et supplement her


Supplement II

Skulle læseren mod forventning ikke straks stryge ud og købe bogen, så er der mulighed for at opleve forfatteren “live” på, hvad der i mine øjne ligner en særdeles spændende tur til Polen i august, 2019. Du kan se programmet her . Jeg kan berette fra andre rejsende, at DEOs rejser generelt er nogle af de mest lærerige overhovedet på markedet. Man bliver simpelthen klogere. Meget klogere.



“Kampen om Centraleuropa”
Af: Vibe Termansen 
1. udgave 2019 
ISBN: 9788712058946 
Antal sider: 216 sider 
Udgiver: Gads Forlag




© Kim Halling Mortensen




Skrevet i: Datid, Nutid Tags: Centraleuropa, DDR, EU, Fidesz, Kaczynski, Mafiastat, Orban, PiS, Polen, Ungarn, Vibe Termansen

Mini-guide til debat om ny polsk lov vedrørende nazisternes dødslejre

1. februar 2018 By Europæiske Undertekster

 

Illustration fra siden http://www.en.truthaboutcamps.eu/

 

I danske og internationale medier omtales og diskuteres ny lov i Polen vedrørende ‘korrekt’ betegnelse for bl.a. nazistiske dødslejre i Polen under 2. verdenskrig.

Loven har skabt kurrer på tråden mellem Israel og Polen.

Grundlæggende rejser loven spørgsmålet om, der skal være statsligt sanktioneret versioner af historien. Skal man kunne idømmes fængsel for ‘forkerte’ udtalelser eller er dialogens veje vigtigere at betræde? Udelukker de to indgange hinanden?

Europæiske Undertekster giver dig her en mini-guide til hvor du kan følge med i debatten, som den pt. foregår i Polen og mellem Polen og Israel. På mange måder er debatten en fortsættelse af årtiers heftige diskussioner om, hvorvidt nazisterne var eneansvarlige for holocaust. En debat der ikke blot vedrører Polen, men også en lang række andre lande i Øst – og Centraleuropa. Et emne der tidligere bl.a. har været berørt her på siden.

Om staters officielle udlægninger af historien kan bl.a. henvises til artiklen om ansvaret for massemord begået af ukrainske nationalister på polakker.

Den glimrende side, ‘Hardenfelts Polen’, har her på udmærket vis kort redegjort for loven.

Loven har ført til endnu en omgang skarp debat i selve Polen om polsk-jødiske forhold. En række polske videnskabsfolk, journalister, kunstnere og politikere har protesteret mod loven. Deres argumenter kan ses her – klik på “List po angielsku” for at se den engelske version.

Polens pt officielle syn på, hvordan historien skal udlægges kan ses på disse to engelsksprogede sider her og her.

Debatten mellem Polen og Israel kan bl.a. følges på den statslige (regeringsvenlige) polske radios engelske hjemmeside samt via det engelsksprogede israelske nyhedsmedie Haaretz.

Debatten i Polen kan ligeledes løbende følges via facebook-siden Notes from Poland, der også har egen hjemmeside, hvor følgende kommentar sætter hele problematikken ind i en større international kontekst. Yderligere kan man holde øje med den officielle polske udlægning af historien via IPN – Det Nationale Institut for Historisk Erindrings hjemmeside. Her på engelsk.

Link til selve loven og arbejdet med loven kan ses her. Indtil videre kan kun den polsksprogede lovtekst ses, men man må formode, at en engelsksproget version dukker op inden for overskuelig fremtid. Bemærk at loven først endelig kan træde i kraft, når den polske præsident har underskrevet den.

Det sidste ord bliver næppe nogensinde sagt og skrevet i denne debat. Vil man for alvor dykke dybt ned i det polsk-jødiske spørgsmål gennem historien kan man begynde her. Der er nok at gå igang med.

Opdatering d. 4. februar 2018: Her er link til side, hvor diverse kommentarer fra europæiske aviser & magasiner vises

 

© Kim Halling Mortensen

Skrevet i: Blod, Datid, Nutid Tags: holocaust, Israel, Polen

Volhynien 1943: Film, folkedrab og kontroverser

14. januar 2018 By Europæiske Undertekster

 

I december 1991 anerkendte Polen som det første land i verden den nye uafhængige ukrainske stat. Frem til i dag er båndene mellem de to lande kontinuerligt blevet styrket. I Warszawa opfattes det venskabelige forhold overordnet set som et værn mod russiske interesser. I Kyiv som minimum et eksempel på gode naborelationer, der er nødvendige for at sikre Ukraines integritet som selvstændig nation.

Før udbruddet af Anden Verdenskrig og den Røde Hærs invasion af det østlige Polen – det vestlige nutidige Ukraine – forelskede unge polske piger sig i unge ukrainske mænd. Og omvendt. De blev gift. Tæt på 10% af samtlige nye ægteskaber blev indgået mellem polakker og ukrainere.

Filmen ‘Wołyń’ af den polske instruktør Wojciech Smarzowski indledes med en bryllupsfest. Ukrainske og polske familier fejrer en fælles fremtid for de nygifte. Tilligemed forelsker filmens unge polske heltinde sig i en af landsbyens unge ukrainere. Kærligheden er gensidig. Den polske pige snakker ukrainsk med sin tilbeder.

Wołyń er det polske navn for Volhynien. Et område i det daværende Polen, der i dag tilhører Ukraine. 

Med til festlighederne sidder områdets historie, tidens konflikter og forestillinger om fremtiden bænket i form af udefrakommende gæster.

Officiel filmplakat. Teksten øverst betyder: “Om kærlighed i umenneskelige tider”

 

I dette østlige område af Polen anno 1939 er vi ved filmens begyndelse kun få måneder fra først sovjetisk okkupation. Efterfulgt af tysk invasion. Fra deportation af polakker. Gennemført af russerne. Fra masseudryddelse af jøder. Udført af primært de tyske nazister med støtte fra fascistiske ukrainske styrker. Folkedrab på områdets polakker. Eksekveret af fascistiske ukrainske styrker. I området befinder der sig bevæbnede polske, russiske, ukrainske og tyske styrker. Hitlers Tyskland og Stalins Sovjet sætter den overordnede dagsorden. Lokalt forsøger ukrainske oprørsstyrker at skabe grobund for en fremtidig uafhængig og noget nær raceren ukrainsk stat.

I dag er det officielle Polen og skiftende regeringer i Kyiv enige om at være uenige om historiens gang. Både når det drejer sig om disse krigsår og i det hele taget om de seneste århundreders fælles historie. Man er overordnet set enige om både at fordømme den tyske nazisme og sovjetiske kommunisme. Man er enige om, at der er foregået fjendtlige handlinger mellem polakker og ukrainere. Polske og ukrainske historikere har nu i årtier fundet sammen i fora for at debattere landenes indbyrdes fortid. Når det kommer til spørgsmål om årsager og skyld er vandene ofte delte. I en grad der truer det officielt venskabelige forhold mellem nutidens Polen og Ukraine.

Filmen fejer intet ind under gulvtæppet

Filmen kan anskues som et partsindlæg i en til tider ophedet debat mellem polakker og ukrainere. Den er et bevidst forsøg på at se fortidens konflikter i øjnene. Indse at det ikke nytter noget at feje uhyrlige handlinger ind under gulvtæppet. Under fire årtiers kommunisme forsøgte magthaverne i Moskva og Warszawa at tabuisere enhver debat om det polsk-ukrainske forhold. Hertil skal lægges en ensidig russisk dominans i fremstillingen af russisk-ukrainske forhold gennem hele historien. En fremstilling der både rammer polakkerne og ukrainerne.

I Smarzowskis film handler det langt fra kun om onde ukraineres mord på gode polakker. Tværtimod. Man bliver som beskuer vidne til et væld af historisk betingede konflikter, der splitter sjælene i begge nationale lejre. Instruktøren har selv ved flere lejligheder understreget, at han har lavet filmen for at skabe debat og få folk til at reflektere. Det er en hjerteskærende og brutal film. Der kan ikke sættes en finger på filmens omgang med historien om selve folkedrabet. Til gengæld er det ikke en film, hvor alle årsager til den polsk-ukrainske konflikt belyses i detaljer. Den opmærksomme beskuer udsættes for et væld af detaljer, der er med til at tegne et nogenlunde nuanceret billede. Det er ikke filmens hensigt at kaste en kollektiv skyld på ukrainere eller den ukrainske nation. Tværtimod. Ligeledes mere end antyder filmen, at ikke alt var rosenrød uskyld på polsk side.

Jeg har vist filmen for danskere, der stort set intet anede om denne konflikt midt i den store Anden Verdenskrig. Filmen havde premiere i Polen i oktober 2016 og er udgivet på dvd og blu-ray med engelske undertekster. Det hjælper for forståelsen, hvis man som minimum kan få en fornemmelse af, hvornår der snakkes polsk eller ukrainsk. Det er dog ikke et ’must’.

Den umiddelbare menneskelige reaktion vil nok altid være noget i retning af: “Hvordan kan mennesker være så onde og bestialske?”. Vi vil ikke tro på det. Vi magter ikke at forstå det. Selv om de begåede massemord i filmen har oceaner af fortilfælde, samtidige pendanter og ligheder med senere uhyrligheder, så forsøger vi vel alle at holde fast i en tro på, at det ikke må gentage sig. Men tro og håb kan kun flytte bjerge, hvis vi som minimum prøver at sætte os ind i de mange mulige årsager til konflikters opståen. Svarene er altid mange og billedet sjældent sort/hvidt. Det kræver tilligemed en stor indsats for både ofre og bødler at tilgive og undskylde. Om sårene alligevel heles er altid et åbent spørgsmål. Thi der er mange, der vedvarende puster til ilden. Både i Ukraine og Polen er der en vilje og et ønske om forsoning. Men fortidens spøgelser rasler fortsat højlydt.

Denne artikel er blot et forsøg på at opridse nogle af de væsentligste begivenheder og momenter i den polsk-ukrainske konflikt. En konflikt hvis rødder går flere århundreder tilbage i historien. Her er den skåret ned til “kun” at omhandle udvalgte emner fra det 20. og 21. århundrede. Selv med dens længde er og bliver den blot et rids af en særdeles kompleks historie.

For at anskueliggøre de mange geografiske betegnelser er følgende kort blevet udvalgt. Samtlige kort er offentlige tilgængelige på wikipedia uden copyright. Der er ikke foretaget ændringer i selve kortene. 

  • Kort 1: Polens grænser før og efter Anden Verdenskrig
  • Kort 2: Polens administrative inddeling i mellemkrigstiden. Amterne der omtales i artiklen ligger i landets sydøstlige dele: Volhynien, Lwów, Tarnopol, Stanisławów og Lublin.
  • Kort 3: Polens deling i 1939 mellem Tyskland og Sovjetunionen. Klik her for stor visning.
  • Kort 4: Tyskernes administrative inddeling af Polen efter 1941. Klik her for stor visning. 
  • Kort 5: Polens administrative inddeling lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. Omtalte amter i artiklen er Lublin og Rzeszów.

 

Kort 1: Polens grænser før og efter anden verdenskrig

Det store europæiske billede

Jeg har allerede nu begået to fejl ifølge herskende ukrainsk historieopfattelse. Jeg har betegnet området som værende ”polsk”. Og drabet på flere hundrede tusinde polakker som et ”folkedrab”. Jeg har samtidig påkaldt mig nationalistiske polakkers vrede ved ikke at betegne folkedrabet som et ukrainsk folkedrab på polakker. Det er nærmest umuligt ikke at blive angrebet fra mindst en af siderne, når man skal opridse de historiske årsager til de polsk-ukrainske uoverensstemmelser.

Anden Verdenskrig starter med tysk-sovjetisk deling af det Polen, der opstod i 1918 som følge af fredsforhandlingerne i Versailles. Et land hvis østgrænser dels blev sikret via Riga-traktaten med Sovjetunionen i 1921, dels blåstemplet internationalt i 1923. Landets endelige grænser til Tyskland blev fastlagt efter nogle folkeafstemninger.

Som følge af delingen etableredes den polske eksilregering først i Paris og Angers for så at ende i London. I selve Polen var den repræsenteret dels af modstandsbevægelsen AK – Armia Krajowa (: Hjemmehæren) , dels af en politisk administrativ ledelse kaldet delegaturaen. Målet for polakkerne var i udgangspunktet at få befriet og genetableret den 2. Polske Republik. Resultatet blev som bekendt, at Polen mistede sine østlige amter til Sovjetunionen. Polske byer som Wilno og Lwów blev til Vilnius og Lviv i de hhv litauiske og ukrainske sovjetrepublikker. Til gengæld flyttedes landets grænser vestpå , hvor tyske byer som Breslau, Stettin og Allenstein blev til Wrocław, Szczecin og Olsztyn. Fristaden Danzig forvandledes til den polske by, Gdańsk.

Polsk-ukrainske forhold 1918-1939

Polen har i over 1000 år kontinuerligt været tilstede på verdenskortet som en statsdannelse. Med stærkt varierende grænser. Fra 1795 og frem til 1918 var Polen dog delt af Rusland, Prøjsen og Østrig (senere Østrig-Ungarn). Ukraine er derimod historien om en nation, der gennem århundreder forgæves har forsøgt at etablere en levedygtig ukrainsk statsdannelse. Med uafhængigheden i 1991 lykkedes det for første gang at samle alle ukrainere i en uafhængig ukrainsk stat.

Polen fremstilles ofte som et land, der gennem historien har lidt under tyske og russiske hærers hærgen. Det er en sandhed med modifikationer. Polen var frem til delingerne af landet i slutningen af det 18. århundrede selv en stormagt, der bidrog til mange slag – mod især russere og ukrainere – om overherredømmet i det vi i dag kender som Ukraine. Med den endelige deling af Polen i 1795 kom det vestlige Ukraine under både russisk og østrigsk(-ungarsk) administration.

Kort 2: Polens administrative inddeling i mellemkrigstiden

De polsk-ukrainske konflikter frem til – og under anden verdenskrig udspillede sig primært i de sydøstlige områder af Polen. Politiske uoverensstemmelser og etniske udrensninger foregik især i fire amter, Volhynien (polsk: Wołyń), Lwów, Tarnopol og Stanisławów (se kort 2). Folkedrabet på polakker begyndte og antog størst omfang i amtet Volhynien. I juli 1943. Det er her filmen tager os hen.

Der var i det genopstandne Polen overordnet set to fremherskende retninger, når det gjaldt om at definere nationen. Den ene opfattelse var, at Polen skulle være en multinational nation, hvor polakker kunne leve side om side med jøder, ukrainere, tyskere, litauere og hviderussere. For fortalerne af denne retning var det vigtigste, at samtlige nationale grupper svor troskab til den polske stat. De politiske kræfter – med Józef Piłsudski i spidsen – bag denne holdning støttede samtidig, at der blev oprettet en rand af selvstændige stater fra Baltikum i nord til Sortehavets kyst. Stater som skulle fungere som en buffer mellem Polen og Rusland. Vel at mærke stater der respekterede Polens krav på områder, hvor den polske befolkning var i mindretal.

Józef Piłsudski skabte ikke just allierede ved at indlemme Vilnius i Polen. Nok var byen altovervejende polsk, men for litauerne var det deres historiske hovedstad. Den nye litauiske stat var dog efter første verdenskrig ikke i stand til hverken diplomatisk eller militært at gennemtrumfe en ændret status for Vilnius. I det vestlige Ukraine forsøgtes det ad militær vej at få etableret en uafhængig stat. Først forgæves af ukrainerne selv. Omfattende områder som polakkerne (og russerne) anså for deres. Senere uden held med polsk hjælp at etablere en uafhængig ukrainsk stat længere mod øst med Kyiv som hovedstad på russernes bekostning. Selv om der havde udviklet sig en vis ukrainsk nationalfølelse i løbet af det 19. århundrede, så var den ikke stærk nok til for alvor at kunne sætte sig igennem hverken nationalt eller internationalt. Både Polen og Rusland (Sovjetunionen fra 1922) endte dermed – som tidligere i historien – at huse den ukrainske befolkning. For polakkerne skulle det vise sig at få fatale følger, fordi de bedst organiserede ukrainske selvstændighedsbevægelser befandt sig i de østlige polske amter. I området som polakkerne – uanset politisk ståsted – betragtede som deres. Hermed var kimen lagt til en potentiel konflikt mellem ukrainere og polakker.

I begge lande voksede nationalistiske kræfter frem, der ikke delte Piłsudskis tanker om at realisere en multinational polsk stat. I Polen udgjorde den såkaldt  national-demokratiske lejr en betydelig politisk kraft. I disse kredse mente man, at Polen kun kunne eksistere, hvis samtlige mindretal lod sig assimilere. Det var ikke tilstrækkeligt at sværge troskab over for den polske stat. Samme type grundholdninger var fremherskende hos de væsentligste ukrainske politiske partier, der var repræsenteret i det polske parlament. Dog med den afgørende forskel, at man var parat til at indgå kompromisser med polakkerne for at opnå en form for ukrainsk autonomi inden for rammerne af den polske stat. De ukrainske partier støttede således mere eller mindre op om Pilsudskis forestillinger. Også selv om de på sigt nærede ønsker om en selvstændig ukrainsk stat.

Faktum er imidlertid at ukrainerne med tiden fik indskrænket deres muligheder på en lang række områder. En af Polens førende – og mest respekteret – historikere når det drejer sig om det 20. århundredes polsk-ukrainske forhold er Grzegorz Motyka. Han konkluderer i en bog fra 2011*, at mellemkrigstiden ikke gav ukrainerne mange gode erfaringer med den polske statsmagt. Endvidere at forholdene på det kulturelt-samfundsmæssige område faktisk forværredes for de ukrainerne, der tidligere havde levet i det østrigske område af det delte Polen. Karrierevejene for højtuddannede ukrainere var reelt lukkede, skriver Motyka. Brudte løfter om et ukrainsk universitet (i Lwów) og mere lokalt selvstyre sammenholdt med en stadigt voksende polsk støtte til de national-demokratiske ideer om assimilation, medførte en voksende frygt blandt ukrainerne for deres nationale beståen som folk og nation. En frygt der kun kunne overvindes ved at kæmpe for egen selvstændighed. Herfra var der kun få skridt til opbakning til mere radikaliserede bud på, hvordan kampen skulle føres, konkluderer Motyka.

Til ovenstående udlægning kan man tilføje, at den overvejende ukrainske del af befolkningen i østområderne i hele perioden vedblev med at være præget af forarmede og analfabetiske bønder. Forsøg på at skabe bedre vilkår via landreformer strandede gang på gang på modstand fra de – historisk set – indflydelsesrige og overvejende polske storgodsejere. I de meget tilbagestående områder blev der endvidere ikke investeret tilstrækkeligt i infrastruktur og industri, der kunne have givet nye muligheder for den fattige landbefolkning. Endelig skal det nævnes, at en del yngre polakker blev lokket østpå og tildelt jordlodder i landområder, hvor tidligere russiske adelsfolk havde været den dominerende faktor.

Befolkningssammensætningen 1931 i de østlige polske amter. Tallene er baseret på det talte modersmål. Vælger man tallene for erklæret trosretning er tallet for især jøder i Lwów dobbelt så stort som angivet under modersmål. Ellers er der ikke de store udsving.

  • Volhynien: Polakker 16,6% (346.600 personer), ukrainere 68,4% (1.426.900), jøder 9,9% (205.000), tyskere 2,3% (46.900), andre 2,8% (59.600)
  • Lwów: Polakker 57% (1.604.700), ukrainere 36,66% (1.031.800), jøder 5,6% (157.600), tyskere 0,34% (9.600)
  • Stanisławów: Polakker 22,44% (332.200), ukrainere 68,83% (1.018.900), jøder 7,39% (109.300), tyskere 1,1% (16.700)
  • Tarnopol: Polakker 49,3% (789.100), ukrainere 45,5% (728.100), jøder 4,93% (78.900), tyskere 0,17% (2.700).

Dannelsen af OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister

En radikal modstand voksede frem blandt især unge ukrainske intellektuelle i løbet 1920’erne. Som andre steder i Europa var det fascismen der fik vind i sejlene. En kommunistisk radikalisering var på forhånd dødsdømt, da alle ukrainere i Polen kunne se, hvad bolsjevikkerne foretog sig mod deres landsmænd i den ukrainske sovjetrepublik. Her kulminerede undertrykkelsen af alt ukrainsk i årene 1929-1933, hvor Stalin bevidst forvandlede over millioner af ukrainere til en sultens slavehær. Det anslås at over tre millioner ukrainere led sultedøden under sovjetstyrets tvangskollektiveringsprocesser i den nævnte periode. I dagens Ukraine karakteriseres dette forløb som et folkedrab og er kendt under betegnelsen “holodomor”.

I 1929 dannedes Organisationen af Ukrainske Nationalister – OUN. En af lederne var Stepan Bandera. OUN var en sammenslutning af diverse ekstreme nationalistiske  smågrupperinger i Ukraine. De organiserede sig som både antipolske og antikommunistiske (og dermed antirussiske). Antisemitismen var fra begyndelsen af ligeledes en del af organisationens dna. Både Sovjetrusland og Polen blev betragtet som besættelsesmagter. I utallige pamfletter og andre skrifter luftede OUNs ledere allerede fra starten tanker om nødvendigheden af etniske udrensninger af alle ikke-ukrainere som en nødvendig del af kampen for et uafhængigt Ukraine.

Fysisk tilintetgørelse af modstandere gennem udførelse af terrorhandlinger blev OUNs kendetegn i Polen. Først og fremmest gik man efter at likvidere de polakker og ukrainere, der bestræbte sig på at finde fælles løsninger, der kunne bane vejen for en fredelig samhørighed. Ledende politikere blev myrdet side om side med et blandet udvalg af repræsentanter for den polske stat. Den første bølge af terrorhandlinger skyllede henover landet i 1930. Her blev der gennemført diverse sabotagehandlinger mod væsentlige dele af infrastrukturen (post, jernbaner, el, telefoni), afbrænding af større landbrug og korn samt angreb på polske myndighedpersoners ejendomme.  De polske myndigheder svarede igen med voldsomme aktioner, der ramte flere ukrainere end dem man i første omgang ville bekæmpe, dømme til døden eller sætte bag lås og slå. En af de mest bastante aktioner mod bl.a. ukrainere fandt senere sted i 1938, hvor 127 ortodokse kirker, kapeller og bedehuse enten blev lukket eller nedrevet i Lublin-amtet (se kort 2). En aktion der selv fik meget konservative polske kommentatorer til at protestere mod den af centralregeringens hårdhændede fremfærd, der ikke just bidrog til forbrødring og samhørighed. Selv det erklærede ateistiske sovjetstyre kunne trække veksler på begivenheder som disse. Og det endda selv om de selv sprængte ortodokse kirker i luften hjemme i Rusland.

OUN vejrer morgenluft

Med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og det klare varsel om en tysk angrebskrig følte de ukrainske fascister sig overbevist om, at de kun ved nazisternes hjælp kunne få skabt en selvstændig ukrainsk nation. De blev derfor fra krigens begyndelse Hitlers villige medhjælpere. De måtte dog forholde sig afventende to år som følge af venskabspagten mellem Hitler og Stalin.

Kort 3: Polens deling i 1939 mellem Tyskland og Sovjetunionen

Frem til 1941 var stort set al ukrainsk land besat af den Røde Hær. En periode der først og fremmest betød deportation af – og mord på titusindevis af polakker. En af de kendteste episoder fra perioden er nedskydningen af polske officerer i Katyn. Andre måtte tage turen til gulag i Sibirien eller fjerne steder som Kasakhstan. OUN holdt i den periode en lav profil, men kunne glæde sig over, at mange af dets fængslede ledere slap ud af de polske fængsler, da den polske stat blev tilintetgjort af de sovjetiske styrker.

Proklamation af ukrainsk stat, 1941

Med Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 vejrede de ukrainske nationalister igen morgenluft. OUN var sammen med tyskerne i februar 1941 nået til enighed om at oprette to ukrainske bataljoner (Nachtigall og Ronald), der dels skulle medvirke ved tilbageerobringen af de af russerne okkuperede ukrainske områder, dels udgøre kernen i en fremtidig ukrainsk hær. Et par uger inde i den tyske aktion Barbarossa proklamerede OUN oprettelsen af en uafhængig ukrainsk stat d. 30. Juni 1941. Forinden var OUN dog blevet splittet i to fraktioner. Den ene ledet af Bandera satsede på oprettelsen af en uafhængig stat. Den anden ledet af Melnyk foretrak at se tiden an i et tæt samarbejde med tyskerne. Efter den splittelse taler man om et OUN B (B for Bandera) og e OUN M (M for Melnyk). Med proklamationen fulgte en officiel erklæring, der med al tydelighed viste OUN Bs politiske ståsted. Her blev det således slået fast, at den nye ukrainske stat ville arbejde tæt sammen med det nationalsocialistiske Stor-Tyskland under Adolf Hitlers ledelse, der – som det formuleredes – ’baner vejen for en ny verdensorden, der muliggør det ukrainske folks frigørelse fra Moskvas herredømme’.

Hitler havde imidlertid ikke det fjerneste ønske om en oprettelse af en ukrainsk stat. Området var udelukkende tiltænkt en status som koloni for fremtidig tysk bosættelse. OUN havde fejlfortolket situationen og dets ledere måtte betale prisen for det i form af fængselsstraffe. Stepan Bandera fik frem til 1944 et ydmygende – men eksklusivt – ophold i KZ-lejren Sachsenhausen. Mange lavererangerende medlemmer af begge de to OUN grupperinger fortsatte dog deres aktive indsats i nazisternes politistyrker, hvor de aktivt deltog i nedslagtningen af især jøder. De var ligeledes særdeles aktive i Generalguvernementet Polen (se kort 4), hvor de i det tidligere Lublin-amt indgik aftaler med de nazistiske myndigheder om at fordrive polakker for så til gengæld selv at overtage dele af konfiskerede polske landbrug. Det førte til de første alvorlige væbnede modangreb på OUN udført af den polske modstandsbevægelse, der desværre også medførte kollektiv afstraffelse i enkelte situationer. Målet forblev dog fra polsk side at forhindre fordrivelsen ved at gå efter bevæbnede ukrainere i tysk tjeneste.

Kort 4: Tyskernes administrative inddeling af Polen efter 1941

OUN begyndte efter slaget ved Stalingrad i 1943 langsomt at indse, at nazisterne næppe ville vinde krigen. Nu satsede de i stedet på at vinde freden ved at vokse sig stærke og etablere en situation, hvor det internationale samfund ville anerkende kravet om oprettelse af en selvstændig ukrainsk stat. Problemet var naturligvis her, at de vestlige allierede var i forbund med Sovjetunionen mod nazisterne. De vestlige lande var gået i krig for Polen, og Sovjetunionen kæmpede for reetableringen af den ukrainske sovjetrepublik.

OUN valgte at kalde til nationalt oprør mod tyskere, polakker og sovjetiske partisaner. Man opfordrede samtlige ukrainere i aktiv tysk tjeneste til at desertere og tilslutte sig et væbnet ukrainsk oprør. Tyskerne kunne man i en del tilfælde slå tilbage ude på landet, men man havde ikke styrken til at angribe deres stillinger omkring større byer og andre strategisk vigtige positioner. Til gengæld kunne man for alvor på egen hånd igangsætte uddrivelse og nedslagtning af de resterende mindretal. Beriget af erfaringer med at slå jøderne ihjel udviklede det ukrainske oprør sig nu primært mod de tilbageblevne naboer ude i landsbyerne. I Volhynien folkedrabet på polakkerne. Det ansås ikke længere som værende tilstrækkeligt at anmode polakker (og andre mindretal) om at rejse bort fra de områder, der efter OUNs mening kun skulle bebos af ukrainere.

Fra landsby til landsby hærgede bevæbnede ukrainske paramilitære bander og partisaner under navnet Den Nationale Ukrainske Oprørshær – UPA – hele det polsksindede samfund. Landsbyer blev brændt ned. Polakker blev nedslagtet med økser, leer, spader, høtyve og knivvåben. Uanset alder og køn blev alle og enhver mejet ned eller gennet sammen i lader eller kirker, som der så blev sat ild til. Alternativt kunne man blive kastet levende ned i en brønd eller få sin krop flænset. Der var ingen grænser for den bestialske brutalitet mod de stort set totalt ubevæbnede landsbyboere.  Polakkernes ukrainske naboer intimideredes af UPAs lokale ledere til at deltage i myrderierne. Det var med livet som indsats, hvis man nægtede at tage del i drabene. Frem til 1944 måtte i alt op mod 100.000 polakker betale med deres liv. De fleste historikere anslår at mellem 50 og 60 tusinde polakker blev slået ihjel i Volhynien. Hertil kommer 40-50 tusinde polakker i de tre øvrige østlige polske amter. Hertil skal lægges ca. 10-15 tusinde ukrainere, der enten blev slået ihjel af OUN-UPA eller af polske selvforsvarsstyrker. Den polske eksilregering i London og dens polske repræsentation i form af den største europæiske modstandsbevægelse – Hjemmehæren (AK – Armia Krajowa) – forsøgte at få en fredsaftale i stand med ukrainerne. Man tillod i et vist omfang begrænsede hævnangreb længere vestpå for at forhindre at de ukrainske myrderier skulle sprede sig. Selv om det lykkedes at nå frem til en overenskomst, så viste den sig skrøbelig og den forhindrede ikke yderligere grove handlinger fra radikaliserede elementer på både ukrainsk og polsk side. I et sidste desperat forsøg på at vende krigslykken indgik tyskerne en aftale med OUN B om oprettelsen af enheden SS-Halychyna (eller på dansk : SS-Galicien). I ellevte time fandt de to parter således igen hinanden i de sidste forgæves krampetrækninger.

Fra folkedrab til folkeflytninger

Grænserne efter krigen blev som bekendt fastlagt af de sejrrige magter. Hverken polakker eller ukrainere fik her deres ønsker opfyldt. Polen endte med at blive flyttet vestpå og i øvrigt for første gang i historien at blive et noget nær etnisk rent polsk land. Hele Ukraine blev inkorporeret i Sovjetunionen, hvor OUN-UPA forsøgte at føre væbnet kamp mod sovjetmagten helt frem til starten af tresserne. Med krigens afslutning og de nye grænser forestod der dog en lang række tvangsforflytninger af hele nationale grupper. Tyskerne blev fordrevet fra Polens nyvundne vestområder, hvor de blev erstattet af polakker, der måtte forlade deres hjem i de nu tidligere østlige områder af Polen. Ukrainerne blev enten tvangsforflyttet til Sovjet-Ukraine eller med tvang spredt ud over store dele af Polen.

Kort 5: Polens administrative inddeling lige efter anden verdenskrigs afslutning

Tvangsforflyttelserne dikteret af Stalin medførte, at i alt ca. 1.1 millioner polakker og ca. 630.000 ukrainere måtte forlade den jord de i generationer havde boet på. Første fase af tvangsforflyttelserne afsluttedes 1. juli 1946. Tilbage i det nye folkedemokratiske Polen befandt der sig imidlertid fortsat ca. 140.000 ukrainere samt mindre bevæbnede lommer, hvor OUN-UPA opererede. De polske kommunistiske magthavere iværksatte derfor en ”Operation Wisła”, der en gang for alle skulle pacificere og tilintetgøre de ukrainske partisaner. Det skulle primært ske ved at tvangsforflytte samtlige ukrainere (inklusive dem i blandede polsk-ukrainske ægteskaber og selv dem der under krigen havde kæmpet i den kommunistiske modstandsbevægelse) til de nyerhvervede vestlige områder. I alt ca. 140.000 ukrainere fra Rzeszów – og Lublinamterne (på kort opført med de polske navne ‘Rzeszowkie’ og ‘Lubelskie’) blev godt og grundigt spredt ud i så små enheder som overhovedet muligt, for at forhindre, at de ikke på ny sluttede sig kollektivt sammen i modstandsgrupper. “Operation Wisła” kan kun karakteriseres som en kollektiv afstraffelse af ukrainere.

Folkedrabet og den nye ukrainske identitet

I dagens Ukraine er man bestandigt på jagt efter at opbygge en samlet national historie. Noget der især er blevet accentueret af konflikten med Rusland efter annekteringen af Krim og det russisk-inspireret løsrivelsesforsøg i det østlige Ukraine, hvor russerne slet skjult yder deres til at svække Ukraine. I konflikten med Rusland er det naturligvis nødvendigt for ukrainerne at have opbakning i den vestlige verden. I EU og NATO. Siden 1991 har Polen været en af Ukraines bedste og mest trofaste allierede. Polakkerne har dog for at sige det mildt meget svært ved at acceptere et Ukraine, der bygger sin nationale identitet op på bl.a. dyrkelse af nationale helte, der har polsk blod på deres hænder. En ting er at have fuld forståelse for en fælles kamp mod kommunismen, men når nogle af de hyldede antikommunister også var ansvarlige for etnisk udrensning af polakker, så siger langt størsteparten af den polske befolkning fra.

Skiftende polske regeringer har siden kommunismens afslutning gentagende gange fordømt anti-ukrainske handlinger begået både før, under og efter anden verdenskrig. Polske og ukrainske præsidenter har ved flere lejligheder sammen mødt op på begge sider af grænser for at mindes ofrene for diverse blodige begivenheder, men fra polsk side venter man fortsat forgæves på fordømmelser og erkendelse af ansvar fra ukrainsk side. I de senere år er polakkerne derimod i stigende grad blevet mødt med ukrainske anklager om, at der i Polen foregår en anti-ukrainsk hetz. Polen forsøges endog sidestillet med Nazi-Tyskland og Sovjetunionen som en besættelsesmagt, selv om førkrigsgrænserne var fuldt ud anerkendte internationalt set. Polske historikere affærdiges som værende tendentiøse og ulødige. Anklager der mildt sagt gør det vanskeligt at videreføre den nødvendige dialog mellem de to europæiske nationer.

Fra mere moderat ukrainsk side høres oftest et argument om, at ukrainere og polakker var lige gode om at begå forbrydelser mod hinanden. Mange ukrainske historikere anerkender, at der blev begået overgreb på den polske befolkning, men de sætter samtidig lighedstegn med forbrydelser begået af både den polske modstandsbevægelse og af den polske regering efter anden verdenskrig. Sidestillingen af AK og OUN finder man ingen accept af hos en eneste polak. Heller ikke internationalt er OUN på noget tidspunkt blevet accepteret som en legitim repræsentant for den ukrainske nation. ”Operation Wisła” gennemført af det kommunistiske styre efter anden verdenskrig blev allerede i 1990 officielt fordømt af Polen.

Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, at der under de mest pro-vestlige kræfters regeringer i Ukraine siden uafhængigheden samtidig findes den mest ukritiske hyldest til OUN-UPAs rolle i historien. Under de to ukrainske præsidenter Viktor Jusjtjenko (præsident 2005-2010) og Petro Porosjenko (nuværende præsident, valgt 2014) er Stepan Bandera og andre ledende kadrer fra OUN-UPA blevet kanoniseret som officielle ukrainske nationalhelte. Det er sket samtidig med oprettelse af et Nationalt Institut for Historisk Erindring, der hvidvasker OUN-UPAs fascistiske og antisemitiske fortid. Man forsøger endog at fremstille organisationen som en demokratisk og anti-nazistisk organisation, hvor mange jøder blev budt velkommen. Instituttet blev først oprettet under Jusjtjenko. Efterfølgende nedlagt under Viktor Janukovitj (efter i første omgang at være forsøgt videreført under en kommunistisk historiker) og senest genoprettet under Porosjenko. I to omgange har det ukrainske parlament endog vedtaget love, der direkte har gjort det kriminelt at sætte spørgsmålstegn ved dele af den ukrainske historie. Love der dog er blevet modificeret i en vis grad efter mange internationale protester. Ingen udenfor Ukraine billiger for alvor denne ensidige fremstilling af landets historie.

Stepan Bandera monument i Ternopil, Ukraine. Foto: Mykola Vasylechko, wikimedia

Der hersker ingen tvivl om, at en sådan promovering og fortolkning af den ukrainske historie er vand på den russiske propagandamølle, der dag efter dag kværner løs om de fascistiske magthavere i Kyiv. Ukrainerne klager over, at man fra polsk side puster liv i den russiske propaganda ved at kritisere OUN og UPAs rolle i historien. Polen står dog fortsat side om side med Ukraine i fordømmelsen af Ruslands annektering af Krim og overgrebene i det østlige Ukraine. Kyiv styrker næppe sin internationale position ved at fare for hårdt frem mod Polen, der som medlem af både NATO og EU kan forhale (eller forhindre) den af Ukraine ønskede integration i vestlige strukturer.

Man er dog nok nødt til at anskue det hele på mere pragmatisk vis. Vestligsindede politikere har brug for opbakningen i den vestlige del af Ukraine. Støtte fra de områder, hvor OUN-UPA stod stærkest og deres umiddelbare efterfølgere står stærkest. Den umiddelbare gevinst for disse nyfascistiske kræfter er rejsning af heltestatuer, navngivelse af gader og en semi-officiel historierevisionisme. Intet tyder dog på, at disse tiltag har stor opbakning i den ukrainske befolkning. Snarere tværtimod. Landet er imidlertid både i krig og befinder sig samtidig i en dyb krise. Forhold der altid vil skærpe retorikken. Flertallet af indbyggerne i Ukraine har givetvis andet at tænke på end kampen om fortiden. Partier på den yderste ukrainske højrefløj, der vedkender sig arven fra Bandera, har en særdeles ringe vælgerstilslutning. Det skal ligeledes påpeges, at der parallelt med de officielle tiltag også foregår en ophedet debat ukrainske historikere imellem. At skære alle over en kam er at se bort fra, at Ukraine i dag trods alt er et pluralistisk samfund med plads til flere meninger.

Stemmer der forstummede

I filmen klippes der flere gange mellem prædikener af ukrainske gejstlige. En præst velsigner oprørernes primitive våben i en kirke. En anden præst taler om, at kristne ikke kan myrde i Guds navn. Sidstnævnte var i den daværende virkelighed overhovedet for den ukrainske græsk-katolske kirke, Andrey Sheptytsky. Han forsøgte forgæves at mane til besindighed. Han førte lange og mange korrespondancer med højtstående repræsentanter for den katolske kirke i Polen. Fælles fodslag fandt de aldrig officielt, men det var tæt på. Om det ville have haft nogen reel betydning er tvivlsomt. I nyere tid har de to kirker dog fundet sammen i en fælles erklæring, hvor samtlige forbrydelser fordømmes, men hvor der nok så afgørende også lægges et hovedansvar på OUN-UPAs rolle i folkedrabet i Volhynien. Det er den hidtil eneste fælles polsk-ukrainske erklæring, der går så vidt.

Filmen viser flere gange med alt tydelighed, at der – naturligvis – også blandt ukrainerne var en modstand mod de blodige handlinger iværksat af OUN-UPA. I den ene af udgaverne på dvd er der interviews med mænd og kvinder, der har set filmen. Ukrainske mænd gift med polske kvinder. Eller omvendt. Dybt bevæget og rystet appellerer de til, at det aldrig må gentage sig. Med lige dele budskaber til både yderliggående polakker og ukrainere, der gensidigt anskuer den andens nation som roden til al ondskab. Antallet af polsk-ukrainsk ægteskaber er i øvrigt stærk stigende i Polen. I en tid hvor mere end 1 million ukrainere arbejder og studerer  hos deres vestlige nabo.

 

Mindesmærke i Wrocław til ære for de af OUN-UPAs myrdede polakker. Indskrift med citat af Adam Mickiewicz: “Jeśli zapomne o nich, Ty, Boże na niebie, zapomnij o mnie.” (“Hvis jeg glemmer dem, må Du, Gud i himmelen, glemme mig.”). Privatbillede fra et polsk netforum.

 

Ligegyldigt hvor mange årsager man kan grave frem og hvor mange vinkler historien kan anskues fra, så har jeg endnu ikke fundet en eneste grund til, at folkedrabet på nogen måde var en forståelig reaktion endsige kunne retfærdiggøres. Og så er det sådan set ligegyldigt om man vil karakterisere det som et folkedrab, etnisk udrensning eller massemord.** Folkedrab er betegnelsen vedtaget af det polske parlament i juli  2016. I en resolution hvor der udtrykkes taknemmelighed overfor de ukrainere, der redede polske liv. I samme tekst udtrykker det polske parlament sin solidaritet med det Ukraine, der kæmper mod den udefrakommende aggression som truer landets territoriale integritet. Resolutionen afsluttes med, at parlamentet udrykker sin overbevisning om, at kun den fulde sandhed om historien er vejen frem til forsoning og gensidig tilgivelse.

Filmen har endnu ikke været vist i ukrainske biografer. Selv en lukket fremvisning for historikere, filmfolk og andre udvalgte blev i sidste øjeblik aflyst af de ukrainske myndigheder.

Det er mit håb, at ovenstående historiske rids har skabt en interesse for at se filmen. Det er en yderst kompleks historie, der har flere aspekter end dem, der har fundet vej til denne artikel.

  • *Grzegorz Motyka: Od rzezi wołyńskiej do akcji Wisła, Kraków 2011
  • **Vedrørende definition af folkedrab henvise til denne side.

Jeg har til artiklen bl.a. benyttet mig af følgende litteratur om emnet:  

  • Grzegorz Motyka: Od rzezi wołyńskiej do akcji Wisła (2011) & Wołyń ’43 (2016)
  • David R. Marples: Heroes and Villains: Creating National History in Contemporary Ukraine (2007)
  • Per Anders Rudling: The OUN, the UPA and the Holocaust: A Study in the Manufacturing of Historical Myths (2011)
  • Diverse særtillæg og interviews med polske og ukrainske historikere i polske magasiner som Tygodnik Powszechny, Polityka, Newsweek samt diverse online-medier.

 

 

© Kim Halling Mortensen

 

Skrevet i: Billeder, Blod, Datid, Nutid Tags: Armia Krajowa, Folkedrab, OUN, Polen, Stepan Bandera, Ukraine, UPA, Wojciech Smarzowski, Wolyn

  • Go to page 1
  • Go to page 2
  • Go to Next Page »

Primær Sidebar

Seneste indlæg

  • Roman: “Den Uperfekte Flugt – Wroclaw 97”
  • ‘Engang blev solen så træt’: 58 års morgenrøde med Omega
  • Alsidig og indsigtsfuld bog om Polen
  • På sporet af Centraleuropa
  • Det måtte gå galt i Polen. Podcast med David Ost
  • Philemon Arthur and The Dung: Udødelig svensk kult
  • Amputeret demokrati i Orbans Ungarn. Ny bog og links
  • Mini-guide til debat om ny polsk lov vedrørende nazisternes dødslejre
  • Volhynien 1943: Film, folkedrab og kontroverser
  • Større end julen: Sinterklaas, Sorte Peter, Speculaas. Tilsat bismag

Tags

Anmeldelse Armia Krajowa Belgien Blue Effect Budapest Centraleuropa City David Ost DDR EU Fidesz holocaust illiberalt demokrati Israel Kaczynski Karat Litauen Mafiastat Michael Hardenfelt Modry Efekt Omega Orban OUN Paul Lendvai Philemon Arthur and the Dung Pilsudski PiS Polen Puhdys Radim Hladek Radůza Rock Legenden Roman Sinterklaas Skåne sporvogne Stepan Bandera Sverige Tjekkiet Ungarn UPA Vibe Termansen Wojciech Smarzowski Wolyn Wroclaw

Facebook

  • Facebook

Footer

Redaktør

Kim Halling Mortensen - BA i Historie. Studier ved Københavns Universitet og Uniwersytet Warszawski. Rødder i Sønderjylland og København. Har undervist i nyere polsk historie. Fhv. boghandler på KU og dataredaktør i Boghandlerforeningen. Forfatter til alle artikler med mindre andet er angivet.

Copyright : Kim Halling Mortensen - https://europaeiskeundertekster.dk
sponsored