europaeiskeundertekster.dk

europæiske undertekster

brudstykker til en samlet fortælling

Du er her: Forside / Arkiv for Europæiske Undertekster

Europæiske Undertekster

Litauen: Bestseller skaber voldsom debat

By

I hvor høj grad var litauerne selv skyldige i massemordet på deres egne jødiske medborgere under 2. verdenskrig?

Ny kontroversiel bog stiller spørgsmålet og kunderne strømmer til i stor stil.

For 16 år siden blev den polske landsby, Jedwabne, føjet til det store verdenhistoriske atlas. Her skulle byens jøder angiveligt været gennet ind i en lade d. 10. juli 1941 af deres polske naboer, som efterfølgende satte ild til laden. Sådan blev forløbet i hvert fald beskrevet i bogen “Sąsiedzi” – “Naboer” forfattet af Jan Tomasz Gross. Det er nærmest umuligt at overdrive omfanget af debatten, der fulgte i kølvandet på udgivelsen i Polen.

I disse måneder oplever Litauen en lignende heftig debat. Årsagen er bogen
“Mūsiškiai” “Vores egne”. Underforstået som: “Os litauere. Bødler og ofre”. Forfatteren er Rūta Vanagaitė. Kulturpolitiker, teaterleder, tv-vært og på det seneste forfatter til bestseller om et aktivt kvindeliv efter de 50 år. Bogen udkom i begyndelsen af året.

“Mūsiškiai” er den første samlede og sprogligt let tilgængelige fremstilling, der stiller skarpt på litauisk medvirken og skyld i holocaust. Første oplag blev revet væk på lidt over 24 timer. Ialt er bogen nu trykt i 19.000 eksemplarer. Over ti gange flere end et normaltoplag i landet med 2.8 mio indbyggere. En årtier lang tavshed er dermed ved at blive opblødt. Selv om Rūta Vanagaitės bog ikke som sådan afslører forhold, der overordnet set er ukendte.

Rūta Vanagaitė fik færden af, at der i hendes egen familie var personer, der var involveret i mord på jøder under krigen. Hun kontaktede nazijægeren og lederen af Simon Wiesenthal Centret, Efraim Zuroff, der i årevis har beskæftiget sig med jødernes skæbne i især Litauen. Som hun selv udtaler: ”Jeg spurgte mig selv om mit gamle vægur og sågar mit hus var erhvervet på retmæssig vis”.

Sammen med Zuroff kiggede forfatteren historikere over skuldrene og opsøgte nye vidnesbyrd og bevismaterialer. Besøgte over 30 steder, hvor der har fundet massehenrettelser sted. Man regner med, at der i alt findes over 200 steder med jødiske massegrave. Endelig undersøgte de fremstillingen af holocaust på diverse litauiske museer. For at kunne vurdere omfanget af Litauens aktive medvirken i holocaust. For mord på naboerne.

Siden 1990 har det officielle Litauen anerkendt, at ”nogle” litauere deltog i likvidering af jøder. Udadtil har det officielle Litauen tilkendegivet litaueres andel i mord på egne jødiske medborgere. I 1995 undskyldte Præsident Algirdas Brazauskas i generelle vendinger i det israelske Knesset for litaueres medskyld i mord på jøder. En tale der mødte kraftig kritik i Litauen, men ikke igangsatte en debat som den igangværende.

I selve Litauen er emnet derimod nærmest tabuiseret. Især det faktum, at litauere på egen hånd – uden tyskernes tilstedeværelse – myrdede tusinder. Rūta Vanagaitė nævner selv i interviews, at hun fra høj til lav konstant mødte en mur af tavshed, når det kom til dette prekære emne. Selv historikere frygter afskedigelser, hvis de åbent står frem med deres viden. I et tv-interview med forfatteren afkrævede værten endog, hun skulle fremvise sin fødselsattest for at bevise, at hun ikke var jøde.
Den officielle litauiske fremstilling – stadfæstet ved lov i 1991 – om det “dobbelte folkemord” står reelt for skud. Efter denne opfattelse medførte anden verdenskrig to folkemord på litauere. Et begået af russerne mod litauerne. Et begået af tyskerne mod fortrinsvis jøderne. Erkendelsen af at “vores egne” selvstændigt og i stort omfang slog “vores” ihjel er indtil nu lidet udbredt og anerkendt. Thi var jøderne nu i  virkeligheden “vores”? Og bærer jøderne ikke på en – sågar afgørende – medskyld i deportationer af litauere til Gulag? Samtidig understreges det fra officiel side, at man i Litauen både før og under krigen forsøgte at beskytte mange jøder.

Mindet og erindringerne om den sovjetrussiske undertrykkelse fylder mere end holocaust i Litauen. Problemet er blot, at mange antisovjetiske helte agerede bødler over for deres jødisk-litauiske medborgere. Som forfatterens egen bedstefar. Som hævn for Stalins terror. I håbet om at vinde tyskernes gunst. Samt af den helt simple og primitive grund: At berige sig. I alt er der kendskab til 2055 navngivne personer, der potentielt bærer på et direkte ansvar for mord på jøder.

Man antager, at der ialt blev dræbt 212.000 litauiske jøder i krigen. Ud af et anslået antal på ca. 220.000. Dermed den højeste procentandel dræbte blandt de største jødiske samfund i førkrigstids Europa. Ca. 8.000 overlevede. Alene fra juni til december 1941 døde 137.000 jøder. Resten døde i ghettoer og kz-lejre. Vilnius havde før krigen (hvor byen lå i Polen) tilnavnet “Nordens Jerusalem”. Ca. 800 jøder var der tilbage i byen, da kamphandlingerne stoppede.

Der er kan ikke herske tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til både bog og emne. Den er ved at blive oversat til – og udgivet på engelsk. Mr. East vender naturligvis tilbage, når konkrete information foreligger. Indtil videre kan man holde sig løbende opdateret om artikler og debatter via bl.a. dette link.

Rūta Vanagaitė: Mūsiškiai. 304 sider. Ugivet af forlaget Alma Littera, januar 2016. ISBN: 9786090122082 Kan bl.a. købes online her : https://www.knygos.lt/lt/knygos/musiskiai/

Man besøge museer i Vilnius og her selv vurdere, hvordan ”det dobbelte folkemord” fremstilles. Størst er Museet for Folkemords Ofre.  De jødiske museer kan findes her. 

Opdatering, juni 2020: Bogen er nu udgivet på engelsk. Se https://rowman.com/9781538133033/Our-People-Discovering-Lithuanias-Hidden-Holocaust

© Kim Halling Mortensen

Polen – et spadestik dybere

By

 

 

ANMELDELSE AF ”OSTEUROPA NO. 1&2 – 2016”

Polen har siden valget i 2015 sikret sig en prominent plads i de internationale medier.

Intet tyder på, at denne eksponering vil aftage i overskuelig fremtid.

Den første omfattende analyse og diskussion af udviklingen i Polen er udkommet på tysk.

 

På vej til 2016  opstod der hektisk jule – og nytårstravlhed i den polske Sejm. Først gennemtrumfede regeringen en lammelse af landets forfatningsdomstol. En forudsætning for dernæst en uge senere at fratage landets tv – og radioråd dets ledelseskompetencer til fordel for direkte ministeriel styring. To beslutninger der trak overskrifter overalt i verden.

I kølvandet på disse tiltag opstod den tværpolitiske oppositionelle massebevægelse, KOD (Komitet Obrony Demokracji), Komiteen til Forsvar for Demokratiet. Ledende kredse i EU kritiserede den polske regering i voldsomme vendinger. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) svarede igen ved at betegne deres hjemlige modstandere som de ”værste slags polakker”, der ikke kerer sig om den polske nations interesser. Thi PiS vandt jo valget. På fuldt ud demokratisk vis. Så hvad er der at komme efter? Hvad kan der være galt i, at gennemføre det man gik til valg på?

Tidsskriftet Osteuropa har indledt 2016 med en stor dobbeltudgave udelukkende helliget Polen. Med rette. For hvad der foregår i disse måneder i Polen medfører dels radikale ændringer i selve Polen, dels bærer det ved til et allerede ulmende bål under de møjsommeligt opbyggede borgerligt liberale demokratier i Europa. Eller er det at male fanden på væggen? Er det virkelig hvad polakkerne ønskede, da de afgav deres stemmer ved valget i 2015? Er det reelt perspektivet for de kommende måneder og år? Gennem 19 artikler og et par interviews forsøger polske og tyske forskere, publicister m.fl. at analysere forskellige sider af de seneste måneders udvikling i Polen.

Hvem stemte på PiS?

Man kan begynde med at konstatere, at kun ca. 18% af den samlede polske vælgermasse stemte på PiS. Knap halvdelen af vælgerne valgte sofaen. Over 15% af de afgivne stemmer er ikke repræsenteret i Sejmen (pga spærregrænser). Oppositionen er samlet set antagelig på størrelse med PiS-tilhængernes andel i befolkningen. Alle relevante tal kan nærstuderes i tidsskriftet. De er vigtige at kende. Hvordan man vil udlægge dem er som altid op til aktører og iagttagere. At valget gav et PiS-flertal i den polske Sejm kan der dog ikke rokkes ved.

Flere af artiklerne i temaudgaven beskæftiger sig med bevæggrundene bag vælgernes stemmeafgivning. Stort set alle hyppigt kolporteret “simple” forklaringer skydes ned. PiS har ikke især tiltrukket de unge, de arbejdsløse, de forholdsvis mange med tidsbegrænsede ansættelser og andre svagt stillede grupper i samfundet. Ej heller har de høstet nævneværdig tilslutning i det voksende højreradikale miljø.

PiS-vælgerne bor fortrinsvis på landet og i mindre provinsbyer. Endvidere mere mod øst end i vest. Men heller ikke her kan der drages sikre konklusioner om f.eks. modernitet (storby) vs. traditionalisme (provins). Billedet er broget. Alligevel forekommer det interessant at læse om overvejelser vedrørende det modernes rodfæstning – eller mangel på samme i Polen (og i andre sammenlignelige lande på vores kontinent).

Med tankevækkende betragtninger forsøger Klaus Bachmann at bibringe et indblik i en verden den vestlige læser hævdes yderst sjældent at kunne forstå. Endsige relatere sig til. En vesterlænding ser overfladisk noget der mere og mere ligner noget genkendeligt, men overser ofte, at mentalitet ikke forandres i samme tempo. Hvor det politiske kursskifte i Polen for udefrakommende kan forekomme som et skridt tilbage i tid, så er det for PiS-tilhængerne et spørgsmål om at fastholde en “polsk tid”. Konfliktlinjerne i Vesten og Polen forløber ganske enkelt ikke parallelt i flg. forfatteren.

PiS er med årene blevet et dygtigere parti.  Som alle andre oppositionelle gik partiet til valg på “forandringer”. Men de tilføjede klogt det lille ord “gode” foran “forandringer”. Garnerede det med konkrete løfter om nedsættelse af pensionsalderen og stærkt forøgede børnepenge. Udgifter finansieret af bl.a. en supermarkedsafgift, der symbolsk og reelt viser, at PiS vil øge beskatningen af udenlandsk kapital. Enkelt og præcist med en god portion af fortællingen om “dem” og “os”. Eller positivt formuleret: For et solidarisk Polen.

PiS-miljøet er også blevet dygtigere både mht. den trykte presse og i de sociale medier. Samtidig stod det over for en regering, der især blev svækket af Donald Tusks afgang og nye job i EU samt af diverse slibrige detaljer fremkommet ved hemmelige aflytninger af ministres samtaler på et fashionabelt spisested i Warszawa. Det hidtidige store regeringsparti – Borgerplatformen – nåede desuden aldrig at tage ved lære af dets nederlag ved præsidentvalget i maj 2015. Alle økonomiske indikatorer viste godt nok, at Polen var en succeshistorie i en global krisetid. Men de glemte, at der altid skal være et rum for forandringer. Og endnu værre: De udstillede intern splittelse. Et nyt stærkt liberalt parti – Nowoczesna (Det Moderne) – dannedes i valgkampens hede og stjal stemmer fra regeringspartiet, men svækkede samlet set chancen for at besejre PiS.

På vej mod det ”infantile autokrat”?

Alt efter humør og sympatier kan man more sig eller forarges over den årelange gensidige og tiltagende dæmonisering, der finder sted mellem de væsentligste fløje i polsk politik. Der skydes den ene giftpil efter den anden i et til tider både vulgært og krigerisk sprog. Flere indslag i tidsskriftet giver gode eksempler på dette aspekt. Anklager mod PiS for newspeak, der vækker minder om kommunisttiden, tages f.eks. under kærlig behandling.

I et interview med den internationalt kendte sociolog og hidtidige PiS-sympatisør, Jadwiga Staniszkis, advarer hun om, at Kaczyńskis parti kan være på vej til at afspore enhver form for fremtidig politisk samtale til fordel for, hvad hun betegner som “infantilt autokrati”. I et andet interview med en ledende PiS-ideolog, Krzysztof Szczerski, lægger han op til, at regeringen kun lige er begyndt med at rense ud i hvad der betegnes som mediernes besudling af den polske nation.

Med den såkaldte ”lille medielov” fra før nytår var det første lille skridt taget på vej mod at omforme de statslige medier fra public service funktioner til, hvad der foreslås at blive fremtidens “nationale” (læs: ”nationalt opdragende”) medier underlagt kulturministeriet. Første fase medførte hundredvis af afskedigelser og opsigelser. I næste fase forventes yderligere hoveder at ryge. Alt imens seere og lyttere flygter fra de statslige Telewizja Polska og Polskie Radio over til de private sendere som f.eks. tv-stationen, TVN. Katarina Bader og Tomasz Zapart redegør grundigt i deres artikel for denne radikale kulmination på en årelang politisk kamp om de statslige polske medier. En kamp som PiS agter at videreføre i et vist – men endnu ukendt – omfang på det private medieområde. Bl.a. for at mindske udenlandsk kapitals indflydelse.

Polen i Ungarns fodspor?

Er Polen ved at efterligne Orbans Ungarn? Spørgsmålet rejses og diskuteres både konkret og mere generelt i forhold til populismens væsen. Det sidstnævnte behandles kyndigt af Princeton professoren, Jan-Werner Müller. Bindet indledes af et uddrag fra hans seneste bog “Was ist Populismus?” (: fem stjerner hos Rune Lykkeberg i Politiken). Her havner partilederne Jarosław Kaczyński og Viktor Orban i en gyngende båd med typer som Chavez og Equadors Correa. Vigtigst af alt er dog Müllers gennemgang af kriterier for – og karakteristika ved populismen.

I en af de mest interessante artikler overhovedet redegør Kai-Olaf Lang for hele feltet af områder, hvor PiS og Orbans Fidesz tænker og handler ens. Det er bl.a. her man skal finde noget om den antiliberale økonomiske strategi, som de to partier har til fælles. Om deres ønsker om en stærk stat rodfæstet i egne historiske erfaringer og traditioner. Om deres stræben efter national suverænitet. Om deres opfattelse af et demokrati, hvor det parlamentariske flertal står over magtens tredeling. I et samfund hvor individets rolle skal vige for fællesskabet. Nationen.  En artikel der for alvor viser læseren, at Kaczyński og Orban vil et på mange måder radikalt anderledes samfund. Men også en artikel, der peger på en række uoverensstemmelser, der besværliggør, at de tilsammen kan udgøre kernen i en nationalkonservativ alliance i området mellem Vesteuropa og Rusland. Begge tilstræber de dog hver for sig en lederrolle i Øst – og Centraleuropa. Forholdet til Rusland er blot et af flere punkter, hvor de to lande ikke deler identiske synspunkter. Perspektiverne i EU-samarbejdet vurderes tilsyneladende også pt. forskelligt. PiS proklamerer således fortsat at ville et ”solidarisk Europa”, mens ungarerne lægger mere vægt på ”nationalstaternes Europa”. Fine nuancer der dog ikke nødvendigvis afspejler den grad af pragmatisme, der forekommer at være mest udtalt hos Orban. Polen kan derfor sagtens ende med at havne i alvorligere konflikter med EU end det er tilfældet med Ungarn. Sammen vil de to lande sandsynligvis understøtte hinanden et langt stykke henad de europæiske veje.

Der er ingen tvivl om, at PiS nøje har fulgt og ladet sig inspirere af udviklingen i Ungarn. Både Fidesz og PiS deler som udgangspunkt ønsket om et opgør med hvad de ser som forfejlede kompromisser mellem tidligere kommunistiske magthavere og liberal-kosmopolitiske kredse. Sidstnævnte spiller i dagens Ungarn en ubetydelig rolle, hvorimod PiS fører politik under kolossale protester fra en særdeles slagkraftig opposition.

PiS og retsopfattelsen

Tilbage til udgangsspørgsmålet. Hvad er problemet, når en demokratisk valgt flertalsregering gerne vil gennemføre sin politik? I en lang række lande er det jo ikke en situation, der giver anledning til næserynken. I Polen lige nu er det imidlertid anderledes. Der eksisterer på ingen måde en konsensus om selve det politiske system. Først og fremmest fordi PiS hylder en holdning, der hæver “nationen” og “folket” over loven. Over forfatningen. Som partiet næppe kan skaffe det nødvendige 2/3 deles flertal til at ændre. Og netop derfor var det allerførste og helt essentielle træk fra PiS-regeringen at sætte en kæp i hjulet på Polens forfatningsdomstol. Den eneste forfatningsforankret instans der – udover præsidenten og senatet – er i stand til at forhale eller forkaste lovforslag. Hvad der helt præcist foregik lillejuleaften i den polske Sejm kan man kvit og frit læse online på Osteuropas hjemmeside. I Marta Bucholcs og Maciej Komorniks fremragende artikel “Die PiS und das Recht”. En artikel der sætter PiS’ opfattelse af retssamfundet op mod gældende og historisk funderet retsopfattelse i Europa og det øvrige Vesten. Absolut anbefalelsesværdig og velsagtens i virkeligheden pligtlæsning. Hvis man vil forstå udviklingen i Polen. I Ungarn. Måske endda hvis man vil forstå hele den populistiske nationalkonservative bølge i Europa. Det påstås i hvert fald, at jura på højt plan er blevet en nødvendig hobby for mange polakker.

Jeg kan på det varmeste anbefale hele denne udgave af Osteuropa. Ingen af artiklerne har endnu mistet deres aktualitet. Gennem læsning af dette nummer udrustes man med den nødvendige baggrundsviden, så de daglige nyheder bedre kan forstås. Desværre blev der ikke plads til alle aspekter i hæftet (og heller ikke i denne anmeldelse). Især savner man uddybende artikler om den økonomiske politik. Jeg er dog sikker på, at det emne nok vil blive nærmere belyst i nær fremtid i det sobre og kompetente tidsskrift. Vigtigst af alt er det imidlertid, at artiklerne gennemgående oplyser, diskuterer og analyserer på en værdig og nøgtern måde. Man bliver for en sjælden gangs skyld præsenteret for de anskuelser, der ligger bag ved PiS’ politik. Samtidig får man undervejs et indtryk af et Polen, hvor tidligere regeringer heller ikke har veget tilbage for at anvende ”ufine metoder” . Måske kommer vi alle til at lære os nye begreber i forsøget på at beskrive udviklingen i Polen. ”Neotraditionalisme” og ”flertalsdiktatur” skal måske supplere begreber som ”populisme” og ”nationalkonservatisme”. Højre og venstre kommer man ikke så langt med. Og så vi skal nok alle tilbage til historiebøgerne for at få genopfrisket tiden under Polens store leder i mellemkrigstiden, Józef Piłsudski. Utvivlsomt en del af Jarosław Kaczyńskis politisk-ideologiske DNA. Der er nok at gå ombord i.

Osteuropa 1-2/2016 Gegen die Wand- Konservative Revolution in Polen

256 Seiten – ISBN: 978-3-8305-3653-6

http://www.zeitschrift-osteuropa.de/hefte/2016/1-2/

Hæftet kan bestilles online eller ved henvendelse til boglader tilknyttet de højere læreanstalter i Danmark eller hos andre med egenimport fra Tyskland.

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 9. juni 2016 på mreast.dk)

 

© Kim Halling Mortensen

 

Radim Hladík: En af de største guitarister er ikke mere

By

 

 

Søndag morgen d. 4. december 2016 døde en af verdens bedste guitarister.

Sandsynligvis en af de største musikalske begavelser  du ville have ønsket at opleve.

Radim Hladík var hans navn.

Han blev blot 69 år.

Optrådte til det sidste, men kæmpede forgæves mod en langvarig lungesygdom.

 

Listen over fænomenale guitarister i den rytmiske musik er forholdsvis lang. Vi har sikkert hver især nogle favoritter. Jeg er næsten sikker på, at du efter denne beskedne mindeartikel vil føje tjekkiske Radim Hladík til din egen personlige liste.  Selv blev han mest inspireret af Jimi Hendrix, som ifølge Hladík gav ham den improvisatoriske frihed han tørstede efter som guitarist. En frihed der gav ham styrke til at optræde uafbrudt siden han var 15 år.

Radim Hladík gik oprindelig i den klassiske musikskole som barn, men nærmede sig som teenager rockmusikken i 1960’erne. Først i gruppen Komety og frem til 1968 i gruppen Matadors. I en tid hvor det var tilladt at have et engelsk gruppenavn – og endda synge på engelsk i Tjekkoslovakiet. Hladíkdannede efter den sovjetiske invasion i 1968 gruppen Blue Effect, der dog hurtigt måtte skifte til den tjekkiske ækvivalent  Modrý Efekt (eller ofte blot M. Efekt). Selv om myndighederne efter 1968 rensede ud i anglicismerne, så var gruppens navn dog alligevel et kækt hint til det ”blå dokument”, der frigjorde visse unge for to års militærtjeneste.

Det blev til i alt 7 forrygende studioalbums med Blue Effect/M. Efekt i løbet af 70’erne og 80’erne. I begyndelsen var gruppens musik præget af datidens rhythm and blues med tydelige referencer til bl.a. tidlige Jethro Tull og Led Zeppelin. Men der var langt mere og meget originalt i gruppens repertoire. I resten af diskografien nærmer sig gruppen sig en unik blanding af jazz-rocken og den progressive art-rock. Med vægt på den jazzende del til at begynde med. Gruppens andet album er således indspillet med jazzkvartetten Jazz Q Praha (med bl.a. den verdenskendte Martin Kratochvíl ). Et eksempel fra den tid er denne fremragende og musikalsk sprudlende optagelse fra Prahas berømte Lucerna Palads i 1971, hvor gruppen optræder sammen med Prahas Jazz Orkester.

Alle syv albums plus diverse bonusmateriale blev i 2009 genudgivet i en box med titlen Blue Effect 1969-1989. Al materialet er naturligvis og heldigvis blevet remixet, så instrumenterne står tydeligt i lydbilledet.

Blue Effect kunne uden tvivl være blevet et stort internationalt kendt navn, men de blev desværre ikke anset for gode musikalske ambassadører for det kommunistiske Tjekkoslovakiet selv om de fik mange henvendelser fra vesten og kunne have hjemført hård valuta til hjemlandet.

Efter fløjlsrevolutionen i 1989 skiftede Hladík den elektriske guitar ud til fordel for den akustiske. Han begyndte at optræde i de næste mange år med sin gamle musikerven, visesangeren Jaroslav Hutka,der havde levet i eksil i Nederlandene siden 1978 efter mange års chikaner fra myndighederne. Et resultat af at Hutka bl.a. var en af medunderskriverne på Charter 77. Hladík møder man også på en lang række plader med andre kunstnere i 90’erne og 00’erne

I 2004 genopstår Blue Effect med Radim Hladík og nogle unge særdeles talentfulde musikere. D. 26. marts 2007 afholdes den måske bedste rockkoncert nogensinde med tjekkiske musikere. Igen er det Lucerna Palads, der åbner dørene for en næsten to timers tour de force gennem Hladíks tro tjeneste i rockmusikkens navn.  Der er gæsteoptrædener undervejs fra alle tidligere konstellationer. Musikken bevæger sig i mange retninger og gør koncerten til noget af det mest alsidige jeg har været vidne til med seriøse rockmusikere.

Den røde tråd er naturligvis Hladíks uovertrufne og hjertegribende guitarspil. Dele af koncerten findes på cd og hele koncerten på en dobbelt dvd-udgivelse, der også indeholder liveoptagelser med Hladíkfra årene 1966-2007. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale alle rockfans at tænde for tv’et, sætte anlægget til og nyde denne koncert. Den kan ses her  – men er du begejstret, så køb venligst den officielle dvd.

Jeg har ladet mig fortælle, at det 10. nummer i koncerten – Čajovna – er en del af enhver tjekkes og slovaks musikalske dna.  Derfor får du her dette instrumentalnummer fra koncerten i et særligt klip. En simpel smuk melodi. Men udført overbevisende og indfølt. Af den store mester. Født d. 13. december 1946 i Praha. Må hans guitarspil forsøde hvert et musikalsk hjerte verden over i generationer fremover.

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 5. december 2016 på mreast.dk)

 

© Kim Halling Mortensen