ANMELDELSE AF ”OSTEUROPA NO. 1&2 – 2016”
Polen har siden valget i 2015 sikret sig en prominent plads i de internationale medier.
Intet tyder på, at denne eksponering vil aftage i overskuelig fremtid.
Den første omfattende analyse og diskussion af udviklingen i Polen er udkommet på tysk.
På vej til 2016 opstod der hektisk jule – og nytårstravlhed i den polske Sejm. Først gennemtrumfede regeringen en lammelse af landets forfatningsdomstol. En forudsætning for dernæst en uge senere at fratage landets tv – og radioråd dets ledelseskompetencer til fordel for direkte ministeriel styring. To beslutninger der trak overskrifter overalt i verden.
I kølvandet på disse tiltag opstod den tværpolitiske oppositionelle massebevægelse, KOD (Komitet Obrony Demokracji), Komiteen til Forsvar for Demokratiet. Ledende kredse i EU kritiserede den polske regering i voldsomme vendinger. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) svarede igen ved at betegne deres hjemlige modstandere som de ”værste slags polakker”, der ikke kerer sig om den polske nations interesser. Thi PiS vandt jo valget. På fuldt ud demokratisk vis. Så hvad er der at komme efter? Hvad kan der være galt i, at gennemføre det man gik til valg på?
Tidsskriftet Osteuropa har indledt 2016 med en stor dobbeltudgave udelukkende helliget Polen. Med rette. For hvad der foregår i disse måneder i Polen medfører dels radikale ændringer i selve Polen, dels bærer det ved til et allerede ulmende bål under de møjsommeligt opbyggede borgerligt liberale demokratier i Europa. Eller er det at male fanden på væggen? Er det virkelig hvad polakkerne ønskede, da de afgav deres stemmer ved valget i 2015? Er det reelt perspektivet for de kommende måneder og år? Gennem 19 artikler og et par interviews forsøger polske og tyske forskere, publicister m.fl. at analysere forskellige sider af de seneste måneders udvikling i Polen.
Hvem stemte på PiS?
Man kan begynde med at konstatere, at kun ca. 18% af den samlede polske vælgermasse stemte på PiS. Knap halvdelen af vælgerne valgte sofaen. Over 15% af de afgivne stemmer er ikke repræsenteret i Sejmen (pga spærregrænser). Oppositionen er samlet set antagelig på størrelse med PiS-tilhængernes andel i befolkningen. Alle relevante tal kan nærstuderes i tidsskriftet. De er vigtige at kende. Hvordan man vil udlægge dem er som altid op til aktører og iagttagere. At valget gav et PiS-flertal i den polske Sejm kan der dog ikke rokkes ved.
Flere af artiklerne i temaudgaven beskæftiger sig med bevæggrundene bag vælgernes stemmeafgivning. Stort set alle hyppigt kolporteret “simple” forklaringer skydes ned. PiS har ikke især tiltrukket de unge, de arbejdsløse, de forholdsvis mange med tidsbegrænsede ansættelser og andre svagt stillede grupper i samfundet. Ej heller har de høstet nævneværdig tilslutning i det voksende højreradikale miljø.
PiS-vælgerne bor fortrinsvis på landet og i mindre provinsbyer. Endvidere mere mod øst end i vest. Men heller ikke her kan der drages sikre konklusioner om f.eks. modernitet (storby) vs. traditionalisme (provins). Billedet er broget. Alligevel forekommer det interessant at læse om overvejelser vedrørende det modernes rodfæstning – eller mangel på samme i Polen (og i andre sammenlignelige lande på vores kontinent).
Med tankevækkende betragtninger forsøger Klaus Bachmann at bibringe et indblik i en verden den vestlige læser hævdes yderst sjældent at kunne forstå. Endsige relatere sig til. En vesterlænding ser overfladisk noget der mere og mere ligner noget genkendeligt, men overser ofte, at mentalitet ikke forandres i samme tempo. Hvor det politiske kursskifte i Polen for udefrakommende kan forekomme som et skridt tilbage i tid, så er det for PiS-tilhængerne et spørgsmål om at fastholde en “polsk tid”. Konfliktlinjerne i Vesten og Polen forløber ganske enkelt ikke parallelt i flg. forfatteren.
PiS er med årene blevet et dygtigere parti. Som alle andre oppositionelle gik partiet til valg på “forandringer”. Men de tilføjede klogt det lille ord “gode” foran “forandringer”. Garnerede det med konkrete løfter om nedsættelse af pensionsalderen og stærkt forøgede børnepenge. Udgifter finansieret af bl.a. en supermarkedsafgift, der symbolsk og reelt viser, at PiS vil øge beskatningen af udenlandsk kapital. Enkelt og præcist med en god portion af fortællingen om “dem” og “os”. Eller positivt formuleret: For et solidarisk Polen.
PiS-miljøet er også blevet dygtigere både mht. den trykte presse og i de sociale medier. Samtidig stod det over for en regering, der især blev svækket af Donald Tusks afgang og nye job i EU samt af diverse slibrige detaljer fremkommet ved hemmelige aflytninger af ministres samtaler på et fashionabelt spisested i Warszawa. Det hidtidige store regeringsparti – Borgerplatformen – nåede desuden aldrig at tage ved lære af dets nederlag ved præsidentvalget i maj 2015. Alle økonomiske indikatorer viste godt nok, at Polen var en succeshistorie i en global krisetid. Men de glemte, at der altid skal være et rum for forandringer. Og endnu værre: De udstillede intern splittelse. Et nyt stærkt liberalt parti – Nowoczesna (Det Moderne) – dannedes i valgkampens hede og stjal stemmer fra regeringspartiet, men svækkede samlet set chancen for at besejre PiS.
På vej mod det ”infantile autokrat”?
Alt efter humør og sympatier kan man more sig eller forarges over den årelange gensidige og tiltagende dæmonisering, der finder sted mellem de væsentligste fløje i polsk politik. Der skydes den ene giftpil efter den anden i et til tider både vulgært og krigerisk sprog. Flere indslag i tidsskriftet giver gode eksempler på dette aspekt. Anklager mod PiS for newspeak, der vækker minder om kommunisttiden, tages f.eks. under kærlig behandling.
I et interview med den internationalt kendte sociolog og hidtidige PiS-sympatisør, Jadwiga Staniszkis, advarer hun om, at Kaczyńskis parti kan være på vej til at afspore enhver form for fremtidig politisk samtale til fordel for, hvad hun betegner som “infantilt autokrati”. I et andet interview med en ledende PiS-ideolog, Krzysztof Szczerski, lægger han op til, at regeringen kun lige er begyndt med at rense ud i hvad der betegnes som mediernes besudling af den polske nation.
Med den såkaldte ”lille medielov” fra før nytår var det første lille skridt taget på vej mod at omforme de statslige medier fra public service funktioner til, hvad der foreslås at blive fremtidens “nationale” (læs: ”nationalt opdragende”) medier underlagt kulturministeriet. Første fase medførte hundredvis af afskedigelser og opsigelser. I næste fase forventes yderligere hoveder at ryge. Alt imens seere og lyttere flygter fra de statslige Telewizja Polska og Polskie Radio over til de private sendere som f.eks. tv-stationen, TVN. Katarina Bader og Tomasz Zapart redegør grundigt i deres artikel for denne radikale kulmination på en årelang politisk kamp om de statslige polske medier. En kamp som PiS agter at videreføre i et vist – men endnu ukendt – omfang på det private medieområde. Bl.a. for at mindske udenlandsk kapitals indflydelse.
Polen i Ungarns fodspor?
Er Polen ved at efterligne Orbans Ungarn? Spørgsmålet rejses og diskuteres både konkret og mere generelt i forhold til populismens væsen. Det sidstnævnte behandles kyndigt af Princeton professoren, Jan-Werner Müller. Bindet indledes af et uddrag fra hans seneste bog “Was ist Populismus?” (: fem stjerner hos Rune Lykkeberg i Politiken). Her havner partilederne Jarosław Kaczyński og Viktor Orban i en gyngende båd med typer som Chavez og Equadors Correa. Vigtigst af alt er dog Müllers gennemgang af kriterier for – og karakteristika ved populismen.
I en af de mest interessante artikler overhovedet redegør Kai-Olaf Lang for hele feltet af områder, hvor PiS og Orbans Fidesz tænker og handler ens. Det er bl.a. her man skal finde noget om den antiliberale økonomiske strategi, som de to partier har til fælles. Om deres ønsker om en stærk stat rodfæstet i egne historiske erfaringer og traditioner. Om deres stræben efter national suverænitet. Om deres opfattelse af et demokrati, hvor det parlamentariske flertal står over magtens tredeling. I et samfund hvor individets rolle skal vige for fællesskabet. Nationen. En artikel der for alvor viser læseren, at Kaczyński og Orban vil et på mange måder radikalt anderledes samfund. Men også en artikel, der peger på en række uoverensstemmelser, der besværliggør, at de tilsammen kan udgøre kernen i en nationalkonservativ alliance i området mellem Vesteuropa og Rusland. Begge tilstræber de dog hver for sig en lederrolle i Øst – og Centraleuropa. Forholdet til Rusland er blot et af flere punkter, hvor de to lande ikke deler identiske synspunkter. Perspektiverne i EU-samarbejdet vurderes tilsyneladende også pt. forskelligt. PiS proklamerer således fortsat at ville et ”solidarisk Europa”, mens ungarerne lægger mere vægt på ”nationalstaternes Europa”. Fine nuancer der dog ikke nødvendigvis afspejler den grad af pragmatisme, der forekommer at være mest udtalt hos Orban. Polen kan derfor sagtens ende med at havne i alvorligere konflikter med EU end det er tilfældet med Ungarn. Sammen vil de to lande sandsynligvis understøtte hinanden et langt stykke henad de europæiske veje.
Der er ingen tvivl om, at PiS nøje har fulgt og ladet sig inspirere af udviklingen i Ungarn. Både Fidesz og PiS deler som udgangspunkt ønsket om et opgør med hvad de ser som forfejlede kompromisser mellem tidligere kommunistiske magthavere og liberal-kosmopolitiske kredse. Sidstnævnte spiller i dagens Ungarn en ubetydelig rolle, hvorimod PiS fører politik under kolossale protester fra en særdeles slagkraftig opposition.
PiS og retsopfattelsen
Tilbage til udgangsspørgsmålet. Hvad er problemet, når en demokratisk valgt flertalsregering gerne vil gennemføre sin politik? I en lang række lande er det jo ikke en situation, der giver anledning til næserynken. I Polen lige nu er det imidlertid anderledes. Der eksisterer på ingen måde en konsensus om selve det politiske system. Først og fremmest fordi PiS hylder en holdning, der hæver “nationen” og “folket” over loven. Over forfatningen. Som partiet næppe kan skaffe det nødvendige 2/3 deles flertal til at ændre. Og netop derfor var det allerførste og helt essentielle træk fra PiS-regeringen at sætte en kæp i hjulet på Polens forfatningsdomstol. Den eneste forfatningsforankret instans der – udover præsidenten og senatet – er i stand til at forhale eller forkaste lovforslag. Hvad der helt præcist foregik lillejuleaften i den polske Sejm kan man kvit og frit læse online på Osteuropas hjemmeside. I Marta Bucholcs og Maciej Komorniks fremragende artikel “Die PiS und das Recht”. En artikel der sætter PiS’ opfattelse af retssamfundet op mod gældende og historisk funderet retsopfattelse i Europa og det øvrige Vesten. Absolut anbefalelsesværdig og velsagtens i virkeligheden pligtlæsning. Hvis man vil forstå udviklingen i Polen. I Ungarn. Måske endda hvis man vil forstå hele den populistiske nationalkonservative bølge i Europa. Det påstås i hvert fald, at jura på højt plan er blevet en nødvendig hobby for mange polakker.
Jeg kan på det varmeste anbefale hele denne udgave af Osteuropa. Ingen af artiklerne har endnu mistet deres aktualitet. Gennem læsning af dette nummer udrustes man med den nødvendige baggrundsviden, så de daglige nyheder bedre kan forstås. Desværre blev der ikke plads til alle aspekter i hæftet (og heller ikke i denne anmeldelse). Især savner man uddybende artikler om den økonomiske politik. Jeg er dog sikker på, at det emne nok vil blive nærmere belyst i nær fremtid i det sobre og kompetente tidsskrift. Vigtigst af alt er det imidlertid, at artiklerne gennemgående oplyser, diskuterer og analyserer på en værdig og nøgtern måde. Man bliver for en sjælden gangs skyld præsenteret for de anskuelser, der ligger bag ved PiS’ politik. Samtidig får man undervejs et indtryk af et Polen, hvor tidligere regeringer heller ikke har veget tilbage for at anvende ”ufine metoder” . Måske kommer vi alle til at lære os nye begreber i forsøget på at beskrive udviklingen i Polen. ”Neotraditionalisme” og ”flertalsdiktatur” skal måske supplere begreber som ”populisme” og ”nationalkonservatisme”. Højre og venstre kommer man ikke så langt med. Og så vi skal nok alle tilbage til historiebøgerne for at få genopfrisket tiden under Polens store leder i mellemkrigstiden, Józef Piłsudski. Utvivlsomt en del af Jarosław Kaczyńskis politisk-ideologiske DNA. Der er nok at gå ombord i.
Osteuropa 1-2/2016 Gegen die Wand- Konservative Revolution in Polen
256 Seiten – ISBN: 978-3-8305-3653-6
http://www.zeitschrift-osteuropa.de/hefte/2016/1-2/
Hæftet kan bestilles online eller ved henvendelse til boglader tilknyttet de højere læreanstalter i Danmark eller hos andre med egenimport fra Tyskland.
(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 9. juni 2016 på mreast.dk)
© Kim Halling Mortensen
