europaeiskeundertekster.dk

europæiske undertekster

brudstykker til en samlet fortælling

Du er her: Forside / Arkiv for Europæiske Undertekster

Europæiske Undertekster

For 50 år siden: Rolling Stones i Warszawa

By

Marcin Jacobson: The Rolling Stones Warszawa ’67 ISBN 978-83-63037-06-2

 

Torsdag d. 13. april 1967 dannede Warszawas Kulturpalads rammen om to legendariske optrædener med Rolling Stones
Knap 6.000 unge fik deres livs oplevelse
Tusinder måtte gå forgæves
 
Det blev hurtigt forbundet med en vis anseelse at bekendtgøre sin tilstedeværelse på rette sted denne solskinsrige forårsdag for 50 år siden. Betydeligt flere end det faktiske antal koncertgængere har gennem årene påstået, at de også var der. Jeg erindrer selv en pudsig episode fra min skoletid, hvor en klassekammerat hårdnakket hævdede, at han havde overværet den gratis Stones-koncert i Hyde Park, 1969. Han vidste udmærket, at jeg var stor fan af gruppen. Med sin påstand forsøgte han givetvis både at skabe opmærksomhed og nok også en pæn portion misundelse. Billet kunne han jo dårligt fremvise. Det samme gør sig gældende i forbindelse med koncerterne i Warszawa, da de hverken var påtrykt artistnavne eller præcis dato.

Udover billeder og filmoptagelser samt få presseomtaler er det småt med tilgængelige kilder. De polske partistyrede medier gjorde ikke noget stort nummer ud af koncerterne. Kulørte tabloidaviser eksisterede ikke. Der var ingen snurrende kameraer i hælene på de fem musikere. Yderst få håndholdte mikrofoner under et kort pressemøde, der bagefter kun refereredes til. Kontrakten med Rolling Stones blev i starten af 1990’erne makuleret sammen med alle øvrige dokumenter fra det statslige kulturagentur, der blev lukket i forbindelse med systemskiftet i Polen. Vi er derfor stort set udelukkende henvist til at lytte til de mange mundtlige beretninger.

Efter 45 år: Ultimativ bogudgivelse

I anledning af 45-årsdagen for koncerterne udkom der i 2012 en bog (se billederne øverst og nederst) med interviews af en lang række mere eller mindre prominente polakker, der havde overværet en af koncerterne. En række af dem med forbindelser til selve organiseringen af denne ekstraordinære begivenhed i Den Polske Folkerepubliks historie. Bogen er imponerende rigt illustreret og indeholder en lang række gengivelser af artikler fra datidens polske medier samt en enkelt fra New Musical Express. Citeret er ligeledes senere udtalelser fra Keith Richards og den nu fhv. bassist i Rolling Stones, Bill Wyman. Bogen er både udgivet i almindelig udgave og i en luksusudgave med engelsk oversættelse af teksten samt kopi af miniplakaten (se billedet herunder). Der medfølger endvidere en række særtryk af billeder fra gruppens ophold i Warszawa.

 

Miniplakat der annoncerede koncerterne

 

Gennemgående slår det læseren, at næsten alle detaljer vedrørende Stones-besøget gengives yderst forskelligt. Det er et typisk problem for en historiker, at erindringer stort set altid er særdeles modsætningsfyldte. Bogens styrke er dog, at den evner at skelne mellem det sandsynlige og mere fantasifulde. Et vist kendskab hos læseren til tressernes Polen skader naturligvis heller ikke, men det er jo ej alle forundt at besidde sådan en viden. Denne artikel vil i al beskedenhed forsøge at kaste lidt mere lys over, hvad der rent faktisk foregik i de to dage, hvor Rolling Stones fik hejst jerntæppet en anelse højere op end hidtil.

Billetsalget

Alene den måde, som billetterne blev solgt på, har givet anledning til en del myter. Pressen i Polen anno 1967 bidrog dengang ikke med oplysninger om,  hvordan det i det hele taget blev til virkelighed, at Rolling Stones skulle optræde i Polen. Primært via mund til mund metoden blev det overhovedet kendt, at gruppen ville ankomme til Warszawa. Der var ingen annoncering af tid, sted og billetsalg. Dvs. ikke før stort set alle havde hørt om det. Og da alle billetter på nær yderst få var blevet solgt. Først da kunne man læse en lille bekræftende notits i det ungkommunistiske dagblad. Til gengæld vidste langt de fleste ægte fans, hvem man kunne stole på,  når det gjaldt om at få nys om begivenheden og især om, hvordan man kunne få fat i de eftertragtede billetter.

Det var imidlertid kutyme ved den slags begivenheder, at en pæn del af billetsalget foregik ved at distribuere billetter til et ikke nærmere angivet antal virksomheder og institutioner. I dette tilfælde skulle det dog vise sig at være langt hovedparten. Det gjaldt derfor om hurtigst muligt at få spurgt især forældre og venners forældre om der var billetter til salg på deres  – eller bekendtes arbejdspladser. Derudover var der naturligvis også et vist antal billetter, der pr. automatik blev tildelt diverse avis – og magasinredaktioner.

Priserne på billetterne lå på mellem ca 30 og 110 złoty. Umiddelbart ikke en komplet uoverskuelig udgift med en gennemsnitlig månedsløn på ca 2000 złoty. Efterspørgslen var dog i den grad større end udbuddet. Stones-billetterne blev derfor helt naturligt en oplagt kilde for mange til at tjene nogle ekstra skejser. Som det var tilfældet med en lang række andre varer og tjenesteydelser i det socialistiske mangelsamfund. Sortbørshandel med koncertbilletter var – og er – naturligvis også en god gesjæft i alle andre samfund, men chancen for at se Stones live forekom i datidens Warszawa i den grad som en once in a lifetime mulighed. Priserne eksploderede derfor op i nærheden af en god ugeløn på det sorte marked. Og der var ingen problemer med at få dem afsat. Utallige falske billetter var ligeledes i omløb. Især tilrejsende fans fra Ungarn og Tjekkoslovakiet blev ofre for kriminelles ublu transaktioner. Til gengæld kom mange ind i Kulturpaladset ved at bestikke vagter og kontrollører. Derfor nåede samlet ca 6000 at se gruppen selv om der kun var siddepladser til ca. 5500 og officielt ingen ståpladser.

Bill Wyman med en kopi af bl.a. bogen om koncerterne

Således har proceduren vedrørende billetsalget sammenholdt med en tillukket polsk partipresse kunnet bidrage til skabelsen af myter om hvem, der egentlig havde fået fat i billetterne. Overfor en godtroende vestlig læserskare kunne Stones egen kronikør, Bill Wyman, senere påstå at pladserne i Kulturpaladsets koncertsal – Sala Kongresowa – var besat af partiloyale. Senest blev det hævdet i hans i øvrigt fremragende bog ‘Rolling with the Stones’ fra 2002. Her skriver han bl.a:

”Once inside , we found that the tickets for our shows had not been put on sale. They were given to loyal party members. This meant that all real fans were outside, unable to get tickets, but the audience seemed to get into it as we went along”

Den 19. august 1971 udkommer magasinet Rolling Stone med et særdeles langt Keith Richards-interview. Her omtales opholdet i Polen også:

”We get there, behind the Iron Curtain, do the whole bit, all very uptight. There’s army at the airport. Get to the hotel which is very jail-like. Lots of security people about, a lot like America. And it gets even more like America as it goes along. We’re invited by the Minister of Culture, on a cultural visit, and we’re playing in the Palace of Culture. We get there to do our gig. We go on. Honksi-de-boyski, boysk. Zee Rolling Stones-ki. And who’s got the best seats in the house right down front? The sons and daughters of the hierarchy of the Communist Party. They’re sitting there with their diamonds and their pearls… and their fingers in their ears.

 About 3 numbers, and I say, Fuckin’ stop playing, Charlie. You fuckin’ lot, get out and let those bastards in the back down front. So they went. About 4 rows just walked out. All the mamma and daddy’s boys. Outside, they’ve got water cannons… All the cops had white helmets and the big long batons… There were 2000 kids that couldn’t get in because of the sons and daughters. They wouldn’t have had a riot there if they’d let the kids in. Only later I found out Poland is one of the most corrupt countries in the world. There can’t be many bands that have played behind the Iron Curtain.”

Her bliver der for alvor smurt ekstra på. At Polen anno 1967 var et korrupt land kan der ikke herske to delte meninger om. Man var af indlysende grunde ofte nødt til at improvisere og kombinere sig gennem livet, hvis man ville have del i nogle af de goder, som det socialistiske fædreland officielt brystede sig af. Det indebar, at man måtte være i stand til at handle, når det var nødvendigt. Måske er det dog mere retvisende at henvise til en altomfattende bytteøkonomi eller naturalieøkonomi. Vittigheden var jo, at systemet lod som om de udbetalte løn og arbejderne lod som om de arbejdede. Det hjalp at være i besiddelse af penge og varer man umuligt kunne have erhvervet sig på normal vis. Man har ikke forstået livet under socialismen, hvis man ikke forstår baggrunden for, at en pæn stor del af befolkningen – både i og uden for partiet – var i besiddelse af flere penge end de på nogen måde kunne have tjent på deres arbejde. Naturligvis spillede gode forbindelser også en rolle. Derimod er det helt forkert, at publikum bestod af nomenklaturarens sønner og døtre. I hvert fald langt fra udelukkende. Ingen polske beretninger kan verificere dette. Ingen af billederne fra koncerterne tyder på, at de bedste pladser var optaget af de typer Keith Richards omtaler. Endelig er historien om, at han skulle have foranlediget de første fire rækker til at vige deres pladser, ren og skær fantasi. Der var dømt fest fra start til slut. Hele vejen rundt. Mange skulle naturligvis først lige komme sig over chokket over at se de farverigt klædte rullesten optræde på en måde, som ingen blandt publikum før havde oplevet i levende live. En chokbølge der også var gået igennem mangen et vestligt publikum tidligere i 60’erne.

En enkelt polsk journalist, Roman Waschko, påpegede dog i forholdsvis skarpe vendinger, at det ikke var god maner først at igangsætte annoncering af koncerter efter billetterne var solgt.  De kritiske ord blev trykt efter koncerterne i hans sin ugentlige rubrik, “Muzyka Nie-poważna” (:”Den ikke-klassiske musik”) i det ungkommunistiske dagblad Sztandar Mlodych.

Big Beat i Polen

Rock and roll var ikke et ukendt fænomen i datidens Polen. Kort efter stalinismens værste periode frem til ca. 1955 blomstrede kulturlivet i Polen på alle leder og kanter. Jazzen kom op fra undergrunden og blev en indbringende eksportartikel for det valutahungrende socialistiske Polen. De første spæde forsøg på at etablere en rock-scene blev mødt med en pæn portion skepsis af myndighederne. På typisk polsk vis fandt man dog ud af, at kalde det noget andet end rock and roll – der jo mindede for meget om vestlig påvirkning. Resultatet blev ironisk nok den engelsksprogede betegnelse ”Big Beat”. Simultant anvendtes også den polske sproglige ækvivalent ”stærke stød” (på polsk ”mocne uderzenie” – der senere blev titlen på en polsk musikalsk filmkomedie fra 1966 med medvirken af nogle kendte polske big beat-grupper).

Mange mennesker i Vesten tror fortsat, at den slags musik var bandlyst under socialismen. Intet er mere forkert. Nok havde den til at starte med svære vilkår i lande som DDR og Sovjetunionen, men i Polen (samt i Tjekkoslovakiet  og Ungarn) havde man et mere liberalt syn på musikken. Myndighederne var udmærket klar over, at ungdommen – som i Danmark – lyttede til Radio Luxembourg, der dengang var hovedkilden for de nye rytmer i æteren. Selv om man stolt promoverede landets egne grupper under overskriften ”Polsk ungdom synger polske sange”, så var man godt klar over, at det var de store navne vestpå, der ruskede mest i de unge kroppe og sjæle. Rolling Stones var således ikke det første vestlige rockband, der optrådte i Den Polske Folkerepublik. The Animals, The Hollies, Cliff Richard and the Shadows og Lulu havde alle været på besøg i årene op til de legendariske Stones-koncerter. Det altoverskyggende problem var dog, at systemet ikke havde råd til import af plader fra Vesten. De nyeste skiver med Beatles og Rolling Stones skulle derfor tilvejebringes af kontakter vestpå. Prisen for sådan en skive kunne løbe op i en hel månedsløn. Derfor samledes man i diverse ungdomsklubber og lyttede intenst til hver en tone. Var man i besiddelse af en rimelig østtysk båndoptager, kunne man få overspillet de eftertragtede udgivelser. Hvis man vel at mærke var en del af de rigtige netværk. Det hævdedes dengang i et polsk blad, at gruppen efter koncerterne uddelte eksemplarer af deres plader til de hungrende masser. Bill Wyman påstår også, at det var tilfældet. Ingen i Polen kan dog huske, at de nogensinde har hørt om en eneste, der fik fat i sådan en skive.

Der var dog een markant undtagelse, der skilte Polen fra den øvrige socialistiske blok. Radiostationen ” Rozgłośnia Harcerska” – ”Spejdernes Radiostation”. Den blev grundlagt i 1957 og var som den eneste radiostation ikke direkte underlagt den statslige partistruktur. Dermed ikke sagt at den frit kunne sende alt ud i æteren, men den blev i løbet af 60’erne stedet hvor ungdommens musik blev spillet. Også Rolling Stones. Der var med andre ord en vis plads at bevæge sig på for de mennesker, der dyrkede den vestlige populærkultur. Det blev efterhånden normalt, at radiostationen afspillede vestlige lp’er i deres fulde længde uden afbrydelser. Noget den polske statsradio tredje program også senere begyndte at praktisere. Endnu en kærkommen lejlighed for alle med en spolebåndoptager.

Længere oppe i systemet herskede det statslige kulturagentur – Pagart – suverænt over hvem der kunne få tilladelse til at spille i udlandet og hvem der kunne inviteres til at give koncerter i Polen. Sådan var det helt frem til socialismens endeligt i slutningen af 80’erne.  Et mammutorgan hvor der herskede en pæn portion korruption. På den anden side også en institution, der havde en lang række dygtige mennesker ansat. Personer der rent faktisk brændte for at få internationalt kendte kunstnere til Polen. Tilligemed mennesker der evnede at lytte til ungdommens ønsker. Nok udviklede det polske kommunistiske system sig i en temmelig bornert retning i løbet af 60’erne. Censuren blev gradvist strammet efter den mere liberale tid i årene efter partitoppens udskiftning i 1956, hvor der for alvor blev gjort op med stalinismens mørkemænd. Under overfladen legede man dog kispus med systemet i det omfang det kunne lade sig gøre. Der blev i hele den polske folkerepubliks historie udviklet en fintfølende fornemmelse for, hvad der på et givet tidspunkt kunne være muligt. Problemet med at præsentere eftertragtede vestlige artister var dog også her af pekuniær karakter. Man havde simpelthen ikke de nødvendige valutamidler til at kunne honorere de vestlige kunstneres krav i særligt stort omfang. Man var dog klar over, at bl.a. Rolling Stones ønskede at spille bag jerntæppet. Så hvorfor ikke bare gøre forsøget?

Forhandlinger om koncerten

Forhandlinger med Stones management påbegyndtes via kontakter i Storbritannien. Hvornår vides ikke præcist. Alt peger på at det polske koncertagentur benyttede den ukrainskfødte (og senere britiske baron) Lew Grade som mellemmand. Der har i tidens løb været mange forlydender om, at Stones først og fremmest ønskede at spille i Moskva, men om der overhovedet har været forhandlinger desangående er yderst tvivlsomt. Til gengæld har disse spekulationer givet anledning til flere fantasifulde historier. F.eks. at koncerterne i Warszawa i sidste øjeblik blev presset ned over polakkerne af de sovjetiske myndigheder, da sidstnævnte på den ene side alligevel ikke selv ønskede at arrangere en optræden, men på den anden side heller ikke ønskede, at det skulle hedde sig, at det kommunistiske system ikke var åben over for den slags arrangementer. Så sent som i 2016 kunne man således stadig i en af Polens største aviser – Gazeta Wyborcza – genlæse den gamle skrøne om, at Rolling Stones landede i Warszawa direkte fra Moskva, hvor deres koncerter netop var blevet aflyst. Det rene vrøvl. De ankom fra Paris, hvor de to dage før havde givet koncerter i Olympia.

Flyselskabet, der bragte dem til den polske hovedstad, var det polske LOT. En af forudsætningerne for at man kunne betale sig fra at hyre gruppen var nemlig, at så mange omkostninger som muligt kunne dækkes ved udgifter i polske zloty. Udover at få flybilletterne betalt i zloty indvilgede man af simpel nød også i at betale samtlige omkostninger i forbindelser med selve besøget. Både til musikerne og hele deres følge. På den måde kunne man ifølge pålidelige kilder efter sigende nøjes med at anvende ca. 2000 US-dollars frem for at betale et honorar på mellem fem og titusinde dollars. Tilbage stod man dog med det problem, at en del af honoraret måtte udbetales i de polske zloty, der dengang ikke måtte udføres fra Polen. Og her er vi så ved en af de mest farverige og sejlivede myter, der opstod i kølvandet på opholdet i Polen. Mick Jagger skulle efter sigende have efterspurgt muligheden for at købe et større parti sweatre og pelse. Desværre måtte de polske arrangører fortælle ham, at den nærmeste butik lå flere hundrede kilometer sydpå i Zakopane. Jagger skulle derefter havde udtrykt et ønske om at få udbetalt resthonoraret i polsk vodka, hvilket man så skulle have enedes om. Pagart skulle herefter have indkøbt vodkaen, der fyldte en hel godsvogn, og afsendt den mod London. Da den ankom til Storbritannien gik det dog op for Stones’ management, at der skulle betales uhyrlige summer i told. Derfor blev godsvognen returneret og i de efterfølgende mange år kunne man få tilbudt et særligt glas Stones-vodka på kontorene i Warszawa. Herlig historie naturligvis. Men uden hold i virkeligheden. Der var andre muligheder og gruppen har helt sikkert modtaget et eller andet brugbart fra Polen. Ingen ved dog med sikkerhed hvad. Selv har Stones fortalt, at de absolut intet tjente ved besøget i Warszawa. Men deres management eller den ukrainskfødte impresario, der formidlede og underskrev kontrakten, gjorde sikkert.

Grå hovedstad med en ungdom fuld af farver.  

Koncerterne i Warszawa var en del af hvad der skulle vise at blive den sidste Rolling Stones turné med Brian Jones. Den begyndte i Helsingborg d. 25 marts og sluttede 17. april i Athen. I februar samme år var både Jagger og Richards blevet arresteret for besiddelse af narkotika. I mange lande blev de derfor udsat for en ekstra kontrol ved ankomsten. Ifølge diverse fantasifulde beretninger foregik det også i Warszawa, hvor politi og toldere efter sigende skulle have tilbageholdt dem i lufthavnen og endevendt alt i deres bagage. Selv deres tuber med tandpasta. Faktum er imidlertid, at de fik lov til at passere VIP-indgangen uden at blive antastet af en eneste uniformeret person. Der var nemlig ikke en eneste i det daværende Polen, der havde viden om hvad de skulle lede efter. LSD og lignende var ikke just på mode under socialismen.

Koncerterne i Warszawa var uden tvivl en både noget nær surrealistisk og fortryllende oplevelse for de polske fans  der fik adgang. På mange måder nøjagtig som for alle de fans, der så gruppen for første gang i Vesten. Hvordan det må have været at overvære gruppen dengang i Kulturpaladset kan man kun tilnærmelsesvis sætte sig ind i. Det Vesten man så gerne ville være en del af landede som en anden ufo pludselig i ens egen by. Den ungdommelige indre uro blev endelig forløst. Hvad der kun forekom at være en fjern drøm blev for enkelt dag til virkelighed.

 

Ekstase. Fotograf C. Langda. Kilde: iorr.org, Pinterest m.fl.

 

Selv for Rolling Stones var besøget i Polen en særegen oplevelse. Selv om de ovenstående citater fra Bill Wyman og Keith Richards vidner om, at visse ting med tiden fik et ekstra twist, så var mødet med Warszawa også et møde med en dengang ukendt og lukket del af Europa. Et møde mellem de længselsfulde og de nysgerrige. Nogle forestillinger blev bekræftet. Der var gråt og ingen Swinging Sixties over Polens hovedstad. Natteliv var der intet af udover natklubber a la den, der lå i forbindelse med Hotel Europejski, hvor bandet boede under opholdet. En natklub der normalt frekventeredes af ludere og sortbørshajer. Et hotel omringet af politi og uden tv på værelserne. Med en bar uden tequila, men med rigelige mængder af Wódka Wyborowa, der klart løftede stemningen. Til gengæld vidnede koncerterne om en ungdom i levende live. Ungdommen var fuld af farver.

Historisk newsreel

Under koncerterne var der et stort opbud af sikkerhedsfolk. I selve salen og overalt i bygningen. Uden for var kampklædt politi linet op. Måske var det for voldsomt. Eller måske blev koncerterne derfor gennemført uden mange af de kaotiske forhold, som visse koncerter vestover udviklede sig til, hvor især koncerten i Vestberlins Waldbühne i september 1965 udviklede sig til langvarige og voldsomme kampe mellem politi og fans. Helt så galt gik det ikke i Warszawa, men det gik heller ikke stille for sig.

Der opstod optøjer foran Kulturpaladset. Tusindevis uden billet forsøgte et trænge sig ind i Stalins personlige gave til Polen. Der kunne givetvis have været afholdt Stones-koncerter i flere uger, hvis alle polske fans skulle have haft en chance for at opleve gruppen. Ordensmagten var ikke vant til den slags og der opstod stort besvær med at adskille dem uden fra dem med billetter. Der blev trukket politistave og til den sene koncert blev der indhentet forstærkninger i form af vandkanoner.

Enkelte af de polske aviser og magasiner skrev efter koncerterne om, hvad de betegnede som hooliganisme. Andre koncentrerede sig mere om selve koncerten, hvor Stones generelt blev rost for deres optræden. Det var ikke forsidehistorier. De fede typer var udelukkende reserveret til partiets beslutninger. Der eksisterede dengang ikke særskilte magasiner helliget rock – og popmusik i Polen. Men i biograferne kunne folket i ugerne efter se en newsreel om koncerterne i Polen. Stemmen fortæller om undtagelseslignende tilstande uden for Kulturpaladset. Om at der ikke var billetter nok til alle, der ønskede at se Stones. Om at man ikke kunne høre så meget, når man endelig var kommet inden for. Thi musikken skulle ikke først og fremmest høres. Hele begivenheden skulle udleves, som kommentatorstemmen siger. De lidt over to minutter er en unik dokumentation fra de to historiske koncerter. Se selv her.

Denne newsreel beviser vel, at de polske myndigheder havde en vis interesse i at vise ungdommen, at man var ”med på noderne”. Man kan også mene, at de med den slags koncerter bevidst forsøgte at dæmpe utilfredsheden med systemet.  Det er dog en sejlivet myte, at det skulle have været daværende partileder Gomulkas barnebarn, der havde plaget bedstefar om at få Stones til Polen. Karakteristisk for den skrøne er, at ingen angiver hvad hun hed(der). Intet interview forefindes med hende. Hvorom alting er, så optrådte Stones året før, der udbrød store studenterdemonstrationer overalt i Polen mod det kommunistiske regime. En revolte der blev slået ned af myndighederne ved dels at spille arbejdere ud mod de intellektuelle, dels vha omfattende antisemitiske kampagner. Tilført rå vold. Rockmusikken lagde aldrig den dæmper på ungdommen, som man muligvis havde håbet på i de øverste partiorganer. Tværtimod. Som historien skulle vise.

For et utal af polske musikere, der på forunderlig og snedig vis fandt en ledig plads backstage var koncerterne på mange måder også en øjenåbner. Ganske vist lod datidens grej sig stadig en del tilbage at ønske, men for en daværende polsk musikers øjne og ører var der meget både at kigge på og lære af. Nøjagtig som det også var tilfældet i årene forud for mangen en musiker og sanger vestpå. Rolling Stones var i de år – og i mange efterfølgende – selve referencen, når det gjaldt sceneoptræden. Den polske rockmusik udviklede sig stærkt i disse år. Stones-koncerterne gav givetvis endnu flere kunstnere blod på tanden. De blev i hvert fald samtaleemne nummer et blandt musikerne. En af landets helt store rockstjerner indspillede netop i samme uge i april 1967 megahittet Dziwny jest ten świat. Navnet var Czesław Niemen. Han blev kendt langt ud over Polens grænser. Selve nummeret indledes med korte sprøde toner fra et orgel. Komponeret og spillet af Marian Zimiński. Efter sigende lige efter han var blevet afvist med en falsk billet til en af de to Stones-koncerter.

 

Opvarmningsbandet Czerwono-Czarny gjorde ikke synderligt væsen af sig. Nok var de populære i Polen, men de spillede fortrinsvis sødsuppe pop. Tilsyneladende blev de valgt, fordi det var “deres tur” til et job a la dette. Mange andre daværende polske bands kunne nok have sat lidt mere gang i løjerne før Stones tog over. I den ovenfor nævnte artikel af Roman Waschko kritiserede skribenten ligeledes de alment dårlige vilkår for den rytmiske musik i Polen. Han opfordrede lokale myndigheder til at skabe flere steder, hvor ungdommen kunne høre og danse til lokale grupper. “Kun på den måde kunne det påståede problem med beat-musikken måske delvist løses”. En slet skjult kommentar både mht magthavernes valne holdninger til ungdommens musik og samtidig også en indirekte kritik af, at grupperne havde særdeles svært ved at anskaffe sig det nødvendige udstyr. Forhold der kun langsomt og delvist blev bedre med tiden i det kommunistiske Polen.

Setlist og to yderligere polske koncerter

Rolling Stones spillede i ca. 45 minutter. Ca. 20 minutter længere end ved de foregående års koncerter. Ingen kan med sikkerhed huske deres setlist. Men meget tyder på at de spillede følgende:

  • The Last Time
  • Paint It Black
  • 19th Nervous Breakdown
  • Lady Jane
  • Get Off Of My Cloud-Yesterday’s Papers
  • Under My Thumb
  • Ruby Tuesday
  • Let’s Spend The Night Together
  • Goin’ Home
  • Satisfaction

Der findes en bootleg med en lydmæssigt fremragende optagelse fra en fransk radiostation, hvor man kan høre, hvordan det lød ved en af koncerterne i Paris få dage før gruppens polske visit. Jeg kan ikke tillade mig at linke direkte til optagelsen her, men kan da hjælpe lidt på vej. Det er absolut værd at lægge ører til. Samme optagelse findes i en elendig udgave på youtube. Den bør undgås.

Positiv – og længste anmeldelse. Fra magasinet Przekroj, april 1967

Der skulle gå 31 år før de igen optrådte i Polen. Denne gang i Chorzów. En koncert jeg selv overværede få meter fra scenen og anmeldte her. I 2007 vendte Rolling Stones tilbage til Warszawa for at give deres tredje og indtil videre sidste koncert i Polen. Få dage inden koncerten havde den polske præsident udråbt tre dages landesorg som følge af 26 polske pilgrimmes død i en busulykke i Frankrig. Det blev overvejet at starte koncerten efter midnat lige efter udløbet af den sidste landesorgsdag. Af logistiske årsager valgte man at gennemføre koncerten som planlagt. Med et minuts stilhed. 45.000 begejstrede fans mødte frem til den udsolgte koncert. Rolling Stones erklærede, at de ville donere et (stort – men ukendt) beløb til den katolske hjælpeorganisation, Caritas. Sidstnævnte nægtede dog at tage imod hvad de kaldte “beskidte” penge. I stedet gik beløbet til en verdslig hjælpefond. Desuden undlod Rolling Stones at spille ‘Sympathy for the Devil’, der ellers var – og er – en del af deres faste repertoire ved de store udendørskoncerter. En sang der har givet anledning til mangen en misforståelse – også uden for Polens grænser.

Rolling Stones besøgte det kommunistiske Jugoslavien i 1976. Kina for første gang i 2006. Cuba blev i 2016 det fjerde kommunistiske land, der fik besøg af gruppen. Til gengæld var Den Polske Folkerepublik flere årtier forud for f.eks. landene i Latinamerika, hvor de først optrådte overfor et ekstatisk publikum i 1995. I Europa har de spillet op til flere gange i de fleste lande. Undtagelserne er Island, Albanien, Moldova, Slovenien, Bosnien, Makedonien, Bulgarien, Hviderusland, Slovakiet (dog i Tjekkoslovakiet), Letland, Litauen, Georgien, Armenien og Cypern.

Specialudgave af bogen. ISBN: 978-83-63037-06-2

 

 

© Kim Halling Mortensen

Fra samleje til samlege: Polsk film om Elskovskunsten

By

 

Den polske film ‘Elskovskunsten’ handler om en kvinde, der viede sit liv til oplysning om alt det, man ikke turde spørge om.

Hun kæmpede for at udbrede en viden, der permanent vil være behov for. Og stor efterspørgsel på.

I 1978 udkom bogen ‘Elskovskunsten’ i Polen. I en sand lidenskabelig rus ilede millioner af polakker hen til landets boghandlere. Utallige gange måtte værket genoptrykkes. Piratkopiering og det gråsorte marked måtte i sving for at mætte eksplosionen af begær. Trangen og lysten til at vide noget om det der “svinske dernede”, som man sagde på polsk, viste sig større end den moral, der prædikede tavshedens dyder. Værket blev i alt officielt solgt i syv millioner eksemplarer. I de andre folkedemokratier og sågar i Kina udkom bogen også i mindre oplag.

Nu skriver vi 2017. En film om bogens forfatter fik premiere i begyndelsen af året. Den er til dags dato set af næsten to millioner i de polske biografer. Til gengæld har Polen aldrig fået en fornuftig seksualundervisning op at stå. I følge filmens instruktør, Maria Sadowska, står unge polakker i dag over for de samme problemer, som deres (bedste)forældre gjorde, da de købte bogen.

Stillbillede fra filmen. Kilde : Filmens officielle facebook-side

Under den nuværende polske PiS-regering er seksualundervisning reelt afskaffet til fordel for vejledning i et korrekt familieliv. Regeringen – understøttet af landets katolske kirke – hævder ligefrem, at seksualundervisning potentielt kan føre til, hvad der kategoriseres som utålelige debatter om kønsroller. Desuden fremhæves det, at den slags undervisning nemt kan udmønte sig i dyrkelse af en hedonistisk livsstil, accept af homoseksualitet og andre divergerende afarter. Den mindste antydning af spørgsmålstegn ved heteroseksuelle ægteskabelige bånd velsignet i kirken skal bandlyses fra offentlige undervisningslokaler.

Bøger om kønsdriften var frem til udgivelsen af Elskovskunsten fyldt med fremmedartede latinske udtryk og kønsløse illustrationer. De sidste større offentlige debatter og skriverier om seksualitet var foregået i 1920’erne og i årene op til 2. verdenskrig. Kommunismen forsøgte groft forenklet sagt at frigøre kvinderne ved at gøre dem til førere af traktorer og kraner. Thi som under kapitalismen var der jo brug for arbejdskraft. Den såkaldte seksuelle revolution der skyllede henover Vesten i 50’erne og 60’erne blev – hvis overhovedet omtalt – officielt stemplet og afvist som ren dekadence.

Et er dog hvad magthaverne ønskede at åbne op for. Noget andet er hvad der rørte sig under overfladen. De forbjudne frugter i form af “farlig” viden fandt deres egne veje gennem jerntæppet til en stadig bedre uddannet befolkning. Det vil imidlertid være at skyde over målet, hvis man hævder, at de ændrede synderligt på oplysningsniveauet og kønsrollerne. At se er som bekendt ikke at røre. Og langt fra at få erfaringer og blive klogere. I et land med en kommunistisk propaganda og et rodfæstet katolsk moralkodeks var der ikke levnet megen plads til divergerende meninger eller eksperimenter. Hverken offentligt eller hjemme i sengen. Ikke desto mindre var der ildsjæle, som viste sig i stand til at bryde isen. De stramme rammer kunne også udvides i et konservativt socialistisk land som Polen.

Michalina Wisłocka

Filmens heltinde er bogens kvindelige forfatter, Michalina Wisłocka. Filmens titel er den samme som bogens. Med tilføjelsen : Historien om Michalina Wisłocka. På polsk: Sztuka kochania. Historia Michaliny Wisłockiej.

Hendes livshistorie er i sig selv en erotisk rejse af de mere spektakulære. Med mørke og sørgelige skygger som evige ledsagere. Filmens hovedvægt er koncentreret om problemerne med i det hele taget at få udgivet bogen i det både kommunistiske og stærkt katolske Polen. Her stod snerpede kræfter i begge lejre last og brast om at bevare tabuet om sex. I hvert fald når det drejede sig om at gå i mere intime detaljer. Karakteristisk er det, at man fra partikredse udtrykte frygt for, at en sådan bog ville kunne provokere kirken. Omvendt var visse progressive kredse inden for kirken bange for, at en støtte til bogens udgivelse kunne få negative konsekvenser for den skrøbelige dialog mellem det kommunistiske parti og den katolske kirke. Begge spillere gik med andre ord på listefødder. Som altid under kommunismen blev de afgørende debatter og beslutninger taget bag kulisserne.

Omslaget til 1. udgaven. Det var et krav fra myndighederne, at der skulle optræde et gift par.

Nogle af de stærkeste modstandere skulle desuden især findes blandt konservative mandlige sexologer, der indså at de potentielt ville være oppe mod en seriøs konkurrent, når og hvis bogen ville lande på hylderne. Disse typer havde længe et vist ord at skulle have sagt i partiets ledende organer. Michalina Wisłocka havde dog selv andre forbindelser inden for partiet (uden i øvrigt selv at være medlem). Både i den statslige forlagsverden og medieverden vrimlede det med partimedlemmer, der godt kunne se et potentiale i bogen. Under et system med statslig censur skulle hvert et ord dog op at vende hos den statslige censurinstitution. Når det drejede sig om seksualitet krævedes et stempel fra selve Centralkomiteen i det kommunistiske parti.

Et farverigt liv

Michalina Wisłocka havde allerede inden bogudgivelsen et mildt sagt farverigt liv bag sig. Først med sin ekstremt sexhungrende mand, Stanisław Wisłocki. En fuldblods Don Juan. Deres gensidige kærlighed formåede dog aldrig at formindske de fysiske smerter Michalina følte, når Stanisław trængte ind i hende. Ægteskabet kunne i første omgang kun overleve takket være veninden Wandas velvillige indsats med at tilfredsstille manden. Ja, hun flyttede sågar ind i ægteparrets lille lejlighed.

Husbond og frue uddannede sig begge efter krigen. Meningen var, at han skulle blive forsker og Michalina hans assistent. Men hun var mere ærgerrig. Ville ikke nøjes med rollen som sin mands professionelle vedhæng. Børn ville de også have. Og to blev født. Officielt – via bestikkelse – fødte Michalina Wisłocka tvillinger. Reelt fødte konen og elskerinden hver deres barn – en pige og en dreng – ude på landet med en måneds mellemrum.

Herefter begyndte trekanten imidlertid at krakelere. Wanda reduceredes til hushjælp og børnepasser. En rolle hun ikke fandt sig til rette i. Hun forlod hjemmet. Fandt sin egen mand og overlod dermed hjemmet til mand, kone og børn. Dermed sluttede dramaet dog ikke. Stanisławs seksuelle begær var på ingen måde reduceret. Tværtimod havde han permanent flere elskerinder. Resultatet blev en dramatisk skilsmisse, hvor Stanisław i bryske vendinger informerer børnene om, at de godt kan glemme alt om, at de har haft og har en far. For sønnen bliver det begyndelsen på en nedtur af dimensioner og en alt for tidlig afslutning på livet. For datteren bliver livet turbulent. Dog uden at det knækker hende. Hun ender med en uddannelse og lever endnu.

Michalina Wisłocka uddanner sig til læge, gynækolog, bioanalytiker og sexolog. Hun møder kvinder og tilbyder dem mere end en kold og klinisk behandling. Der sættes tid af til samtaler om seksualitet og prævention. Sideløbende indleder hun forhold til en lang række mænd. Både længerevarende og i form af engangsknald. Hun stiller frit sin krop til rådighed for forsøg med præventionsmidler. Uheldigvis virker de ej alle efter hensigten. Resultatet er tre aborter.

Wisłocka tjener godt på bogen. Der bliver råd til gode boligforhold, rejser og diverse forlystelser. Sygdomme lænker hende dog ofte til længerevarende hospitalsophold. Og efter kommunismens fald, pornografiens frigivelse og fremkomsten af et væld af mere eller mindre lødig seksuallitteratur synker hun langsomt ud i både glemsel og knap så stor rigdom. Hun kommer til at opleve, at den polske folkepension er lav.

Fra bog til film i et forandringernes Polen

Bogen Elskovskunsten blev genudgivet i fjor. Umiddelbart vil man vel som dansker tænke, at værket var den polske udgave af ‘Kvinde, kend din krop‘. Et langt stykke hen vejen er det også en rimelig sammenligning. Men der er også forskelle, thi med Wisłockas bog blev der trods alt ikke sat grundlæggende spørgsmålstegn ved de dengang herskende kønsroller. Sproget var derimod dagligdags og let tilgængeligt. Der kom navne på “det dernede”. Der blev nu for alvor talt åbent om prævention, hvilket gav Michalina øgenavnet ”Hitler i nederdel” i de mest konservative klerikale kredse. For de polske kvinder åbnedes orgasmens mysterier sig. Mangen et soveværelse blev fra nu af forsøgt forvandlet fra de få minutters maskuline pumpeøvelser til virkelige samlege. Med mere g end j.

Stillbillede fra filmen. Kilde: Filmens officielle facebook-side

Filmen er blevet udgivet på dvd med engelske undertekster. Den er medvirkende til at debatten om seksualundervisning ikke nødvendigvis lider en krank skæbne i nutidens Polen på trods af den nuværende regerings forsøg på reelt at afskaffe undervisningen. Filmen er som bogen med til at sætte fokus på de konsekvenser det har for især kvinder, hvis der lægges låg på samtaler om seksualitet . ‘Elskovskunsten’  er nu blot en blandt utallige kilder til viden og oplysning. Fortidens seksualmoral med dens tien og afvisning af alt andet end den heteroseksuelle kernefamilie har dog igen sat sig til bords i landets ledende organer. De murer det lykkedes at bryde ned under det kommunistiske system er nu langsomt ved at blive genopbygget af stærkt religiøse nationalkonservative kræfter.

Pornografi  og katolsk familiepolitik

I takt med det kommunistiske systems fald i 1988-89 oversvømmedes Polen af pornografiens overvejende forsimplede sexfremstillinger, hvor konstant liderlige kvinder som bekendt primært tørster efter at opfylde mænds umættelige behov og samtidig får kolossale orgasmer i løbet af ingen tid. I en verden hvor der overhovedet ingen grænser eksisterer for mænds formåen. Der forekommer naturligvis også mere lødige former for pornografi, men spørgsmålet er om denne del af underholdningsindustrien skal være de især unges primære kilde til viden og oplysning om seksualitet. Det kan meget nemt blive resultatet, når skoleelever ikke længere kan forvente at få svar på seksualitetens mangfoldige spørgsmål og problemstillinger. Michalina Wisłocka anså selv pornografi for at være en dehumanisering af mennesket.

Er man som ung fanget i krydsfeltet mellem katolsk familielære og pornografi kunne det jo være en udvej at lede efter Wisłockas ord i (bedste)forældrenes bogreoler. Mere sandsynligt er det nok, at man søger svar på anden vis. Her står en lang række organisationer og grupperinger parate med råd og vejledning. Det statskontrolleret mediemonopol under kommunismen er forlængst erstattet af åben adgang til at anskaffe sig en nuanceret viden om – eller svar på helt basale spørgsmål udi seksualitetens mangfoldige mysterier. Wisłocka arbejdede undertiden selv på et uanseligt kontor i Warszawa, hvor unge stod i kø for at få svar på alskens spørgsmål. I dagens Polen sidder nutidens seksologer parate på de sociale medier og ved døgnåbne telefoniske hjælpelinjer. De herskende katolsk- nationalkonservative kræfter har dog også forlængst fået øjnene op for, at man når længere ud, hvis man ikke begrænser sig til prædikener og højthævede talerstole. På den vis bidrager de moralsk konservative kredse til at vedligeholde en debat de reelt helst så kvalt. Fra at være tabubelagt er sex blevet til noget nær en veritabel kampplads, hvor Wisłockas indsats for viden og oplysning som forudsætning for et godt sexliv så sandelig ikke har mistet sin aktualitet.

Til ære for – og i mindet om Michalina Wisłocka åbnedes der i 2012 en ‘Kærlighedens Park’ i den lille polske by Lubniewice (syd for Gorzów Wielkopolski). Det var nemlig her, at en mand (mere skal ikke røres her) evnede at skænke hende hendes livs første gnistrende eksplosive orgasme.

Og hvis den ærede læser nu tror, at alle enkeltheder er serveret her, så tro venligst om. Både film og seksualitet har mere at byde på. Sidstnævnte endog i uendelig grad.

DVD-udgaven med engelske undertekster kan bedst (med billig fragt) via denne polske onlineshop: dvdmax.pl

Annoncering af filmens visning i Cinemateket lørdag. d. 18. november 2017 kl. 19

© Kim Halling Mortensen

 

Budapest har verdens længste sporvogn

By

 

 

Den 31. marts 2016 kørte verdens længste sporvogn ud på nye skinner.
Åbnede dørene for tusindevis af passagerer ved udvidede stoppesteder på en 16,6 km lang strækning.
56 m lang. Plads til 562 passagerer.
Til sammenligning er et københavnsk metrotog 39 m langt og har plads til 300 passagerer.

 

Scenen er Linje 1 i Budapest. Byen med flest sporvognspassagerer i verden. 396 millioner om året. En stigning på 3 millioner bare inden for de seneste fem år. Ca. 100 millioner flere end byens fire metrolinjer. Budapest er et af de utallige eksempler på, at letbaneløsninger er vejen frem, hvis man vil reducere privatbilismen.

I 1990’erne var der ikke meget, der tydede på, at sporvogne ville få en glorværdig fremtid i Budapest. Vognpark og skinner var slidte. Som konsekvens nedlagdes en række linjer. Fornyelsen i Budapest siden kommunismen har indtil for ti år siden primært bestået i indkøb af brugte sporvogne fra Hannover og Den Haag.

Linje 1 er ikke den linje de fleste turister stifter bekendtskab med. På mere turistbesøgte linjer som f.eks. 4 og 6 kører moderne seksleddet 54 m lange sporvogne af typen Siemens-Combino siden 2006. De nye nileddet sporvogne på linje 1 er af typen CAF-Urbos. Der ankommer ialt 12 af denne lange udgave her i 2016. Alle indsættes de på linje 1. Andre udvalgte linjer er fra efteråret 2015 blevet fornyet med 25 kortere femleddet udgaver af denne spanske model. Flere kan være på vej. CAFs egen præsentation kan ses her.

Da sporvogne har en betydelig længere levetid end busser vil der dog fortsat på enkelte linjer være mulighed for en nostalgisk køretur på det ialt 157 km lange skinnenet, hvor linjerne tilsammen pt. tilbagelægger 349 km. Der vil endnu gå en årrække før de gamle ungarnsk byggede Ganz sporvogne fra 60’erne og 70’erne samt de tjekkiske Tatra vogne indkøbt i 80’erne er helt udfaset. Man kan dog altid stå på nogle af byens museumslinjer, hvis det er en nostalgisk sporvognsoplevelse man er på jagt efter.

De overjordiske fornyelser følger i kølvandet på åbningen af den dybt liggende metrolinje, M4, der endelig åbnede i 2015 efter utallige års forsinkelse. Langsomt men sikkert begynder den offentlige transport dermed at hænge bedre sammen i Budapest. Arbejdet er imidlertid ikke færdigt. Linje 1 skal forlænges yderligere frem til Kelenföld banegården. Nord-syd forbindelserne på Buda-siden er et andet godt eksempel på løbende forbedringer. Et aktuelt turistvenlig kort kan ses her.

Opgraderingerne i den offentlige transport i Budapest ville ikke have været mulig uden betydelige EU-midler. Moderniseringsprocessen har i de senere år været knyttet sammen med en ambitiøs helhedsorienteret nytænkning på det trafikale område i Budapest. Til fordel for både den offentlige transport og cyklismen. Medaljens bagside har været en række korruptionssager og en til tider både langsommelig og dårlig planlægning med forsinkelser til følge. Dertil kommer et tiltagende tovtrækkeri mellem lokale og nationale myndigheder mht finansieringen af driften.

Med støtte fra EU er et nyt elektronisk billetsystem nu på vej til Budapest. I mellemtiden kan byen være stolt over at have vundet det netop afholdte EM for sporvognsførere i Berlin, hvor en af disciplinerne var bowling for sporvogne, som det ses her i disse reportager (lang udgave) & (ultrakort udgave).

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort på mreast.dk d. 5. maj 2016)

© Kim Halling Mortensen

Grænseløst forført af Raduza

By

 

 

I 1993 stod en ung 20 årig pige på Karlsbroen i Praha. Med sin guitar.

En dag blev hun blev opdaget af en kendt sangerinde.

Tre dage efter optrådte hun til koncerten “Konec České Kultury – ne!” (: “Nej til tjekkisk kulturs endeligt”).

Samme år begyndte hun på at studere populærmusik på konservatoriet.

Og en skønne dag blev hun forelsket. I en smuk harmonika.

 

Tillad mig at introducere læseren til Radka Vrankova. Med kunstnernavnet Radůza. I hendes selskab befinder man sig ved en stille rislende bjergbæk, der svulmer på uhæmmet vis. De første toner og ord sender os i retning af chansons, litterære – og poetisk sange. Udødeliggjort af Edith Piaf, Jacques Brel, Vladimir Vysotskij og et langt stykke henad vejen også af Tom Waits. Herfra føres man ind i et sjældent afvekslende musikalsk univers. Fremført med en hjerteskærende glød.

I 2012 udgives live-optagelsen Ocelový Město (: Byen af Stål), både på cd og dvd. På mange måder det bedste bud på alt, hvad den utroligt alsidige kunstner formår. Ikke en kavalkade over tidligere indspilninger, men derimod fortrinsvis nye originale sange. Hun spiller selv klaver, harmonika, guitar, fløjte, waldhorn, mundharmonika og sækkepibe under koncerten. Tre særdeles habile musikere lægger på de fleste af numrene den musikalske tyngde i et tæt sammenspil med bas, kontrabas, guitar, steel guitar, violin og diverse slagtøjsinstrumenter. Genremæssigt bevæger musikken sig gennem folkemusik, chanson, blues, rock, reggae og latinamerikansk uden på noget tidspunkt at ende med at være en rodet forestilling. Radůza binder nemlig selv det hele sammen til hudløs ærlig stemningsmættede poetiske udtryk.


Radůza har til sine albums selv på nær enkelte undtagelser skrevet al musik og tekster. Tjekkisk er det foretrukne sprog, men da hun taler polsk, russisk, fransk, italiensk, engelsk og en smule tyrkisk udover modersmålet, så viger det tjekkiske i enkelte tilfælde. Få af sangene er fortolkede udgaver. Af f.eks. Vladimir Vysotskij. På Ocelový Město har hun komponeret musik til en tekst af Jan Neruda(tjekkisk poet og feuilletonist i d. 19. århundrede). En af sangene fremføres sågar på bantusproget nyanja. En anden på et islandsk inspireret ikke-eksisterende sprog.Som en anden Bob Dylan delte vandene i 1965 ved at sætte elektricitet til guitaren, så findes der også enkelte puritanere, der synes at Radůza ikke er den de oprindeligt faldt for. I de første mange år optrådte hun nemlig næsten udelukkende solo. Sang og spillede på harmonika, guitar eller klaver. I de år faldt jeg selv pladask for Radůza. Personligt kan jeg dog sagtens finde den røde tråd hos en kunstner, der aldrig går på kompromis med kvalitet. Selv når hendes stemme maler i stadig flere farver og klangbilledet forøges med flere instrumenter efterlades lytteren altid med indtrykket af en umådelig intens kunstner. Med sange fortrinsvis i mol. Hendes krop og sjæl er fyldt til bristepunktet af kogende poetisk musikalsk lava.

Tro mig kære læser: Der er en endog stor chance for, at du straks vil fornemme konturerne og dybderne i Radůzas univers efter blot få lytninger. Selv uden kendskab til tjekkisk (som overtegnede heller ikke har i tilstrækkelig grad). Jeg vil næsten love, at selv den mest kræsne musikelsker vil overgive sig undervejs, når vedkommende ser koncert-dvd’en. Radůza optræder yderst sjældent for mere end et par hundrede mennesker ad gangen. Selv om anmeldere falder i svime og hendes plader sælger stort. Selv om hun har vundet mange af musikindustriens trofæer i sit hjemland. Hun foretrækker simpelthen at være steder, hvor hun kan mærke og se alle de tilstedeværende. På Ocelový Město er man selv vidne til en intim sal fyldt med publikums forventninger, længsler og de følelser Radůza øser af i ord og musik.Radůzas tekstunivers kredser om kærligheden i alle dens smukke længselsfulde og bedrøvelige øjeblikke. Som den uundgåelige ledsager på livets uransalige og virkelige veje. Vi møder skæbner hærget og hærdet af varme og kulde. Med lommer tynget af opsamlet og indsamlet liv. I sammenstyrtende bibelske bjerge, hvorfra kærlighedens gløder funkler hos den der leder og søger. I byen af stål hvor dagdrømme faldbydes. Lytteren konfronteres med sange, hvor tilværelsens glæder og smerter aldrig viger til fordel for en utopisk harmoni uden emotionelle udsving. En tilværelse på det knivsæg, der enten frelser eller dræber. Hun evner finurligt at lege med sproget. I en grad som igen og igen bemærkes af de tjekkiske anmeldere. I sproglige lege hvor der også levnes plads til forløsende smil.  Langt fra traditionel fællessang, men ofte med fængende melodier.

Den smukke harmonika hos musikforhandleren i Praha vandt hendes hjerte. Det var usædvanligt, at en kvinde begyndte at spille harmonika i et land, som i flere årtier havde forbundet dette instrument med sovjetiske soldatersange. I dag ejer hun den eneste tjekkiske sækkepibe ombygget til mol. Hun spiller klaver med den ene hånd, mens hun med den anden spiller waldhorn. Hun har lavet musik til teater og film. Skrevet børnebøger. Er mor til to børn. Ugift. Forleden optrådte hun sammen med Plzeň Filharmonikerne. En ny cd er på vej. Den seneste udgivelse fra i fjor omhandlede menneskedens konflikter og kampe fra slaget ved Marathon til uddrivelsen af tyskere fra Sudeterlandet efter 2. verdenskrig. Udgivet i bogform med både musik – og oplæsnings-cd’er.

Radůza har høstet bifald og vundet hjerter i Frankrig, Italien og Polen. Hun tjente sine første penge på en skoleudflugt til Moskva som 15-årig ved at spille guitar på gaden. Nok til at købe et ur. Som hun siden tabte i Vltava. Radůza er tidløs.

Besøg Radůzas hjemmeside for bl.a. diskografiske oplysninger, tekster, enkelte videoklip og en introduktion på engelsk.

Hvis du ikke lige er på vej til Tjekkiet, så kan dvd’er og cd’er kan bestilles online bl.a. her.

Du kan også streame de fleste af hendes cd’er via de mest gængse tjenester.

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort d. 16. juni 2016 på mreast.dk)

 

© Kim Halling Mortensen

Muren faldt – Musikken lever. DDRs Rock Legenden

By

Rock Legenden 2016

 

 

DDR – Rock Legenden :
Allerede i en tidlig voksenalder vender de fleste tilbage til ungdomsårene og mindes den musik de både blev forelsket i og til.
Er det blot simpel (n)ostalgi, når titusindetallige skarer tropper op til koncerter med rockgrupper fra det hedengangne DDR

 

Karat, City og Puhdys fejrer for tiden triumfer sammen på tur som “Rock Legenden”. Dette fælles projekt blev født i 2014 med 10 koncerter i det gamle DDR. I 2016 omfattede en ny tur 24 stort set udsolgte koncerter. Denne gang også i syv store vesttyske byer.

Rolling Stones gav to koncerter i Warszawa i 1967. Polsk rock og jazz blomstrede på samme tid. Der var forår i Prag og tøvejr i Budapest. Først i de tidlige 70’ere vendte den officielle tommelfinger opad til rocken i DDR.

Puhdys, Karat, City, Silly og Pankow var de største navne i DDR-rockens forholdsvis korte levetid. De fem grupper solgte millioner af plader i øst og vest. De modtog officiel hæder og priser i DDR. Ingen af dem underlagde sig dog ukritisk systemets luner. De indtjente hård valuta til DDRs slukne pengekasse og var med til at forbedre landets renommé. Sammenholdt med deres umådelige popularitet opnåede de en vis magtposition, der gjorde det vanskeligt for DDRs kulturfunktionærer at holde dem i en kort og stram snor.

Grupperne legede konstant kispus med systemet. Udnyttede ethvert hul i den ideologiske mur. De forblev ungdommens talerør ved hjælp af subtile tekster, der gav modvægt til den voksende perspektivløshed i DDR. Disse grupper leverede lydsporet til begyndelsen på enden for DDR-udgaven af den virkeliggjorte socialisme.

Efter Murens fald gennemlevede DDR-rocken en veritabel krise. Publikum kastede sig over den vestlige musik og tog for en stund afsked med deres DDR-rødder. Musikerne stod over for en hidtil ukendt konkurrence i et nyt system, hvor spillereglerne først skulle læres.

Næsten alle de kendte navne fik dog kæmpet sig tilbage og kom for nogles vedkommende til at udgive deres bedste skiver i det genforenede Tyskland. Størst forblev deres popularitet i de østtyske forbundslande, hvor folket efter den første eufori endte med at sidde tilbage med blandede – og mere nuancerede følelser i forhold til fortid, nutid og fremtid.

Så svaret på det indledende spørgsmål er både et ja og et nej. Genhøret og gensynet spiller en rolle. Sangene er imidlertid af så rig lyrisk og universel karakter, at de også taler til nutiden. Dertil kommer så, at de gamle koryfæer skriver nye sange, der binder de skiftende tiders livsvilkår sammen. En særlig dimension i teksterne kan stadig kun afkodes af folk, der har boet i den socialistiske lejr, men ingen er derudover udelukket.

Inden for det seneste år har både City’ s Toni Krahl og Puhdys’ Dieter ‘Maschine’ Birr udgivet deres selvbiografier. Begge sande perler for enhver, der vil erhverve sig et indlik i modsætningsfyldte musikerliv i både DDR og det genforenede Tyskland.

 

Toni Krahls Rocklegenden ISBN 978-3-355-01840-1
Dieter Birr, Wolfgang Martin: Maschine ISBN 978-3-355-01818-0

 

 

 

 

Rock Legenden Live er udgivet på både på cd og dvd. Live-optagelserne kan ses i uddrag på youtube ved at søge på ”Puhdys, City, Karat – Rocklegenden”.

(denne artikel blev oprindelig offentliggjort på mreast.dk d. 1. april 2016)

 

© Kim Halling Mortensen