Europæiske Undertekster

I december 1991 anerkendte Polen som det første land i verden den nye uafhængige ukrainske stat. Frem til i dag er båndene mellem de to lande kontinuerligt blevet styrket. I Warszawa opfattes det venskabelige forhold overordnet set som et værn mod russiske interesser. I Kyiv som minimum et eksempel på gode naborelationer, der er nødvendige for at sikre Ukraines integritet som selvstændig nation.

Før udbruddet af Anden Verdenskrig og den Røde Hærs invasion af det østlige Polen – det vestlige nutidige Ukraine – forelskede unge polske piger sig i unge ukrainske mænd. Og omvendt. De blev gift. Tæt på 10% af samtlige nye ægteskaber blev indgået mellem polakker og ukrainere.

Filmen ‘Wołyń’ af den polske instruktør Wojciech Smarzowski indledes med en bryllupsfest. Ukrainske og polske familier fejrer en fælles fremtid for de nygifte. Tilligemed forelsker filmens unge polske heltinde sig i en af landsbyens unge ukrainere. Kærligheden er gensidig. Den polske pige snakker ukrainsk med sin tilbeder.

Wołyń er det polske navn for Volhynien. Et område i det daværende Polen, der i dag tilhører Ukraine. 

Med til festlighederne sidder områdets historie, tidens konflikter og forestillinger om fremtiden bænket i form af udefrakommende gæster.

I dette østlige område af Polen anno 1939 er vi ved filmens begyndelse kun få måneder fra først sovjetisk okkupation. Efterfulgt af tysk invasion. Fra deportation af polakker. Gennemført af russerne. Fra masseudryddelse af jøder. Udført af primært de tyske nazister med støtte fra fascistiske ukrainske styrker. Folkedrab på områdets polakker. Eksekveret af fascistiske ukrainske styrker. I området befinder der sig bevæbnede polske, russiske, ukrainske og tyske styrker. Hitlers Tyskland og Stalins Sovjet sætter den overordnede dagsorden. Lokalt forsøger ukrainske oprørsstyrker at skabe grobund for en fremtidig uafhængig og noget nær raceren ukrainsk stat.

I dag er det officielle Polen og skiftende regeringer i Kyiv enige om at være uenige om historiens gang. Både når det drejer sig om disse krigsår og i det hele taget om de seneste århundreders fælles historie. Man er overordnet set enige om både at fordømme den tyske nazisme og sovjetiske kommunisme. Man er enige om, at der er foregået fjendtlige handlinger mellem polakker og ukrainere. Polske og ukrainske historikere har nu i årtier fundet sammen i fora for at debattere landenes indbyrdes fortid. Når det kommer til spørgsmål om årsager og skyld er vandene ofte delte. I en grad der truer det officielt venskabelige forhold mellem nutidens Polen og Ukraine.

Filmen fejer intet ind under gulvtæppet

Filmen kan anskues som et partsindlæg i en til tider ophedet debat mellem polakker og ukrainere. Den er et bevidst forsøg på at se fortidens konflikter i øjnene. Indse at det ikke nytter noget at feje uhyrlige handlinger ind under gulvtæppet. Under fire årtiers kommunisme forsøgte magthaverne i Moskva og Warszawa at tabuisere enhver debat om det polsk-ukrainske forhold. Hertil skal lægges en ensidig russisk dominans i fremstillingen af russisk-ukrainske forhold gennem hele historien. En fremstilling der både rammer polakkerne og ukrainerne.

I Smarzowskis film handler det langt fra kun om onde ukraineres mord på gode polakker. Tværtimod. Man bliver som beskuer vidne til et væld af historisk betingede konflikter, der splitter sjælene i begge nationale lejre. Instruktøren har selv ved flere lejligheder understreget, at han har lavet filmen for at skabe debat og få folk til at reflektere. Det er en hjerteskærende og brutal film. Der kan ikke sættes en finger på filmens omgang med historien om selve folkedrabet. Til gengæld er det ikke en film, hvor alle årsager til den polsk-ukrainske konflikt belyses i detaljer. Den opmærksomme beskuer udsættes for et væld af detaljer, der er med til at tegne et nogenlunde nuanceret billede. Det er ikke filmens hensigt at kaste en kollektiv skyld på ukrainere eller den ukrainske nation. Tværtimod. Ligeledes mere end antyder filmen, at ikke alt var rosenrød uskyld på polsk side.

Jeg har vist filmen for danskere, der stort set intet anede om denne konflikt midt i den store Anden Verdenskrig. Filmen havde premiere i Polen i oktober 2016 og er udgivet på dvd og blu-ray med engelske undertekster. Det hjælper for forståelsen, hvis man som minimum kan få en fornemmelse af, hvornår der snakkes polsk eller ukrainsk. Det er dog ikke et ’must’.

Den umiddelbare menneskelige reaktion vil nok altid være noget i retning af: “Hvordan kan mennesker være så onde og bestialske?”. Vi vil ikke tro på det. Vi magter ikke at forstå det. Selv om de begåede massemord i filmen har oceaner af fortilfælde, samtidige pendanter og ligheder med senere uhyrligheder, så forsøger vi vel alle at holde fast i en tro på, at det ikke må gentage sig. Men tro og håb kan kun flytte bjerge, hvis vi som minimum prøver at sætte os ind i de mange mulige årsager til konflikters opståen. Svarene er altid mange og billedet sjældent sort/hvidt. Det kræver tilligemed en stor indsats for både ofre og bødler at tilgive og undskylde. Om sårene alligevel heles er altid et åbent spørgsmål. Thi der er mange, der vedvarende puster til ilden. Både i Ukraine og Polen er der en vilje og et ønske om forsoning. Men fortidens spøgelser rasler fortsat højlydt.

Denne artikel er blot et forsøg på at opridse nogle af de væsentligste begivenheder og momenter i den polsk-ukrainske konflikt. En konflikt hvis rødder går flere århundreder tilbage i historien. Her er den skåret ned til “kun” at omhandle udvalgte emner fra det 20. og 21. århundrede. Selv med dens længde er og bliver den blot et rids af en særdeles kompleks historie.

For at anskueliggøre de mange geografiske betegnelser er følgende kort blevet udvalgt. Samtlige kort er offentlige tilgængelige på wikipedia uden copyright. Der er ikke foretaget ændringer i selve kortene. 

• Kort 1: Polens grænser før og efter Anden Verdenskrig
• Kort 2: Polens administrative inddeling i mellemkrigstiden. Amterne der omtales i artiklen ligger i landets sydøstlige dele: Volhynien, Lwów, Tarnopol, Stanisławów og Lublin.
• Kort 3: Polens deling i 1939 mellem Tyskland og Sovjetunionen. Klik her for stor visning.
• Kort 4: Tyskernes administrative inddeling af Polen efter 1941. Klik her for stor visning. 
• Kort 5: Polens administrative inddeling lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. Omtalte amter i artiklen er Lublin og Rzeszów.

Det store europæiske billede

Jeg har allerede nu begået to fejl ifølge herskende ukrainsk historieopfattelse. Jeg har betegnet området som værende ”polsk”. Og drabet på flere hundrede tusinde polakker som et ”folkedrab”. Jeg har samtidig påkaldt mig nationalistiske polakkers vrede ved ikke at betegne folkedrabet som et ukrainsk folkedrab på polakker. Det er nærmest umuligt ikke at blive angrebet fra mindst en af siderne, når man skal opridse de historiske årsager til de polsk-ukrainske uoverensstemmelser.

Anden Verdenskrig starter med tysk-sovjetisk deling af det Polen, der opstod i 1918 som følge af fredsforhandlingerne i Versailles. Et land hvis østgrænser dels blev sikret via Riga-traktaten med Sovjetunionen i 1921, dels blåstemplet internationalt i 1923. Landets endelige grænser til Tyskland blev fastlagt efter nogle folkeafstemninger.

Som følge af delingen etableredes den polske eksilregering først i Paris og Angers for så at ende i London. I selve Polen var den repræsenteret dels af modstandsbevægelsen AK – Armia Krajowa (: Hjemmehæren) , dels af en politisk administrativ ledelse kaldet delegaturaen. Målet for polakkerne var i udgangspunktet at få befriet og genetableret den 2. Polske Republik. Resultatet blev som bekendt, at Polen mistede sine østlige amter til Sovjetunionen. Polske byer som Wilno og Lwów blev til Vilnius og Lviv i de hhv litauiske og ukrainske sovjetrepublikker. Til gengæld flyttedes landets grænser vestpå , hvor tyske byer som Breslau, Stettin og Allenstein blev til Wrocław, Szczecin og Olsztyn. Fristaden Danzig forvandledes til den polske by, Gdańsk.

Polsk-ukrainske forhold 1918-1939

Polen har i over 1000 år kontinuerligt været tilstede på verdenskortet som en statsdannelse. Med stærkt varierende grænser. Fra 1795 og frem til 1918 var Polen dog delt af Rusland, Prøjsen og Østrig (senere Østrig-Ungarn). Ukraine er derimod historien om en nation, der gennem århundreder forgæves har forsøgt at etablere en levedygtig ukrainsk statsdannelse. Med uafhængigheden i 1991 lykkedes det for første gang at samle alle ukrainere i en uafhængig ukrainsk stat.

Polen fremstilles ofte som et land, der gennem historien har lidt under tyske og russiske hærers hærgen. Det er en sandhed med modifikationer. Polen var frem til delingerne af landet i slutningen af det 18. århundrede selv en stormagt, der bidrog til mange slag – mod især russere og ukrainere – om overherredømmet i det vi i dag kender som Ukraine. Med den endelige deling af Polen i 1795 kom det vestlige Ukraine under både russisk og østrigsk(-ungarsk) administration.

De polsk-ukrainske konflikter frem til – og under anden verdenskrig udspillede sig primært i de sydøstlige områder af Polen. Politiske uoverensstemmelser og etniske udrensninger foregik især i fire amter, Volhynien (polsk: Wołyń), Lwów, Tarnopol og Stanisławów (se kort 2). Folkedrabet på polakker begyndte og antog størst omfang i amtet Volhynien. I juli 1943. Det er her filmen tager os hen.

Der var i det genopstandne Polen overordnet set to fremherskende retninger, når det gjaldt om at definere nationen. Den ene opfattelse var, at Polen skulle være en multinational nation, hvor polakker kunne leve side om side med jøder, ukrainere, tyskere, litauere og hviderussere. For fortalerne af denne retning var det vigtigste, at samtlige nationale grupper svor troskab til den polske stat. De politiske kræfter – med Józef Piłsudski i spidsen – bag denne holdning støttede samtidig, at der blev oprettet en rand af selvstændige stater fra Baltikum i nord til Sortehavets kyst. Stater som skulle fungere som en buffer mellem Polen og Rusland. Vel at mærke stater der respekterede Polens krav på områder, hvor den polske befolkning var i mindretal.

Józef Piłsudski skabte ikke just allierede ved at indlemme Vilnius i Polen. Nok var byen altovervejende polsk, men for litauerne var det deres historiske hovedstad. Den nye litauiske stat var dog efter første verdenskrig ikke i stand til hverken diplomatisk eller militært at gennemtrumfe en ændret status for Vilnius. I det vestlige Ukraine forsøgtes det ad militær vej at få etableret en uafhængig stat. Først forgæves af ukrainerne selv. Omfattende områder som polakkerne (og russerne) anså for deres. Senere uden held med polsk hjælp at etablere en uafhængig ukrainsk stat længere mod øst med Kyiv som hovedstad på russernes bekostning. Selv om der havde udviklet sig en vis ukrainsk nationalfølelse i løbet af det 19. århundrede, så var den ikke stærk nok til for alvor at kunne sætte sig igennem hverken nationalt eller internationalt. Både Polen og Rusland (Sovjetunionen fra 1922) endte dermed – som tidligere i historien – at huse den ukrainske befolkning. For polakkerne skulle det vise sig at få fatale følger, fordi de bedst organiserede ukrainske selvstændighedsbevægelser befandt sig i de østlige polske amter. I området som polakkerne – uanset politisk ståsted – betragtede som deres. Hermed var kimen lagt til en potentiel konflikt mellem ukrainere og polakker.

I begge lande voksede nationalistiske kræfter frem, der ikke delte Piłsudskis tanker om at realisere en multinational polsk stat. I Polen udgjorde den såkaldt  national-demokratiske lejr en betydelig politisk kraft. I disse kredse mente man, at Polen kun kunne eksistere, hvis samtlige mindretal lod sig assimilere. Det var ikke tilstrækkeligt at sværge troskab over for den polske stat. Samme type grundholdninger var fremherskende hos de væsentligste ukrainske politiske partier, der var repræsenteret i det polske parlament. Dog med den afgørende forskel, at man var parat til at indgå kompromisser med polakkerne for at opnå en form for ukrainsk autonomi inden for rammerne af den polske stat. De ukrainske partier støttede således mere eller mindre op om Pilsudskis forestillinger. Også selv om de på sigt nærede ønsker om en selvstændig ukrainsk stat.

Faktum er imidlertid at ukrainerne med tiden fik indskrænket deres muligheder på en lang række områder. En af Polens førende – og mest respekteret – historikere når det drejer sig om det 20. århundredes polsk-ukrainske forhold er Grzegorz Motyka. Han konkluderer i en bog fra 2011*, at mellemkrigstiden ikke gav ukrainerne mange gode erfaringer med den polske statsmagt. Endvidere at forholdene på det kulturelt-samfundsmæssige område faktisk forværredes for de ukrainerne, der tidligere havde levet i det østrigske område af det delte Polen. Karrierevejene for højtuddannede ukrainere var reelt lukkede, skriver Motyka. Brudte løfter om et ukrainsk universitet (i Lwów) og mere lokalt selvstyre sammenholdt med en stadigt voksende polsk støtte til de national-demokratiske ideer om assimilation, medførte en voksende frygt blandt ukrainerne for deres nationale beståen som folk og nation. En frygt der kun kunne overvindes ved at kæmpe for egen selvstændighed. Herfra var der kun få skridt til opbakning til mere radikaliserede bud på, hvordan kampen skulle føres, konkluderer Motyka.

Til ovenstående udlægning kan man tilføje, at den overvejende ukrainske del af befolkningen i østområderne i hele perioden vedblev med at være præget af forarmede og analfabetiske bønder. Forsøg på at skabe bedre vilkår via landreformer strandede gang på gang på modstand fra de – historisk set – indflydelsesrige og overvejende polske storgodsejere. I de meget tilbagestående områder blev der endvidere ikke investeret tilstrækkeligt i infrastruktur og industri, der kunne have givet nye muligheder for den fattige landbefolkning. Endelig skal det nævnes, at en del yngre polakker blev lokket østpå og tildelt jordlodder i landområder, hvor tidligere russiske adelsfolk havde været den dominerende faktor.

Befolkningssammensætningen 1931 i de østlige polske amter. Tallene er baseret på det talte modersmål. Vælger man tallene for erklæret trosretning er tallet for især jøder i Lwów dobbelt så stort som angivet under modersmål. Ellers er der ikke de store udsving.

• Volhynien: Polakker 16,6% (346.600 personer), ukrainere 68,4% (1.426.900), jøder 9,9% (205.000), tyskere 2,3% (46.900), andre 2,8% (59.600)
• Lwów: Polakker 57% (1.604.700), ukrainere 36,66% (1.031.800), jøder 5,6% (157.600), tyskere 0,34% (9.600)
• Stanisławów: Polakker 22,44% (332.200), ukrainere 68,83% (1.018.900), jøder 7,39% (109.300), tyskere 1,1% (16.700)
• Tarnopol: Polakker 49,3% (789.100), ukrainere 45,5% (728.100), jøder 4,93% (78.900), tyskere 0,17% (2.700).

Dannelsen af OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister

En radikal modstand voksede frem blandt især unge ukrainske intellektuelle i løbet 1920’erne. Som andre steder i Europa var det fascismen der fik vind i sejlene. En kommunistisk radikalisering var på forhånd dødsdømt, da alle ukrainere i Polen kunne se, hvad bolsjevikkerne foretog sig mod deres landsmænd i den ukrainske sovjetrepublik. Her kulminerede undertrykkelsen af alt ukrainsk i årene 1929-1933, hvor Stalin bevidst forvandlede over millioner af ukrainere til en sultens slavehær. Det anslås at over tre millioner ukrainere led sultedøden under sovjetstyrets tvangskollektiveringsprocesser i den nævnte periode. I dagens Ukraine karakteriseres dette forløb som et folkedrab og er kendt under betegnelsen “holodomor”.

I 1929 dannedes Organisationen af Ukrainske Nationalister – OUN. En af lederne var Stepan Bandera. OUN var en sammenslutning af diverse ekstreme nationalistiske  smågrupperinger i Ukraine. De organiserede sig som både antipolske og antikommunistiske (og dermed antirussiske). Antisemitismen var fra begyndelsen af ligeledes en del af organisationens dna. Både Sovjetrusland og Polen blev betragtet som besættelsesmagter. I utallige pamfletter og andre skrifter luftede OUNs ledere allerede fra starten tanker om nødvendigheden af etniske udrensninger af alle ikke-ukrainere som en nødvendig del af kampen for et uafhængigt Ukraine.

Fysisk tilintetgørelse af modstandere gennem udførelse af terrorhandlinger blev OUNs kendetegn i Polen. Først og fremmest gik man efter at likvidere de polakker og ukrainere, der bestræbte sig på at finde fælles løsninger, der kunne bane vejen for en fredelig samhørighed. Ledende politikere blev myrdet side om side med et blandet udvalg af repræsentanter for den polske stat. Den første bølge af terrorhandlinger skyllede henover landet i 1930. Her blev der gennemført diverse sabotagehandlinger mod væsentlige dele af infrastrukturen (post, jernbaner, el, telefoni), afbrænding af større landbrug og korn samt angreb på polske myndighedpersoners ejendomme.  De polske myndigheder svarede igen med voldsomme aktioner, der ramte flere ukrainere end dem man i første omgang ville bekæmpe, dømme til døden eller sætte bag lås og slå. En af de mest bastante aktioner mod bl.a. ukrainere fandt senere sted i 1938, hvor 127 ortodokse kirker, kapeller og bedehuse enten blev lukket eller nedrevet i Lublin-amtet (se kort 2). En aktion der selv fik meget konservative polske kommentatorer til at protestere mod den af centralregeringens hårdhændede fremfærd, der ikke just bidrog til forbrødring og samhørighed. Selv det erklærede ateistiske sovjetstyre kunne trække veksler på begivenheder som disse. Og det endda selv om de selv sprængte ortodokse kirker i luften hjemme i Rusland.

OUN vejrer morgenluft

Med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og det klare varsel om en tysk angrebskrig følte de ukrainske fascister sig overbevist om, at de kun ved nazisternes hjælp kunne få skabt en selvstændig ukrainsk nation. De blev derfor fra krigens begyndelse Hitlers villige medhjælpere. De måtte dog forholde sig afventende to år som følge af venskabspagten mellem Hitler og Stalin.

Frem til 1941 var stort set al ukrainsk land besat af den Røde Hær. En periode der først og fremmest betød deportation af – og mord på titusindevis af polakker. En af de kendteste episoder fra perioden er nedskydningen af polske officerer i Katyn. Andre måtte tage turen til gulag i Sibirien eller fjerne steder som Kasakhstan. OUN holdt i den periode en lav profil, men kunne glæde sig over, at mange af dets fængslede ledere slap ud af de polske fængsler, da den polske stat blev tilintetgjort af de sovjetiske styrker.

Proklamation af ukrainsk stat, 1941

Med Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 vejrede de ukrainske nationalister igen morgenluft. OUN var sammen med tyskerne i februar 1941 nået til enighed om at oprette to ukrainske bataljoner (Nachtigall og Ronald), der dels skulle medvirke ved tilbageerobringen af de af russerne okkuperede ukrainske områder, dels udgøre kernen i en fremtidig ukrainsk hær. Et par uger inde i den tyske aktion Barbarossa proklamerede OUN oprettelsen af en uafhængig ukrainsk stat d. 30. Juni 1941. Forinden var OUN dog blevet splittet i to fraktioner. Den ene ledet af Bandera satsede på oprettelsen af en uafhængig stat. Den anden ledet af Melnyk foretrak at se tiden an i et tæt samarbejde med tyskerne. Efter den splittelse taler man om et OUN B (B for Bandera) og e OUN M (M for Melnyk). Med proklamationen fulgte en officiel erklæring, der med al tydelighed viste OUN Bs politiske ståsted. Her blev det således slået fast, at den nye ukrainske stat ville arbejde tæt sammen med det nationalsocialistiske Stor-Tyskland under Adolf Hitlers ledelse, der – som det formuleredes – ’baner vejen for en ny verdensorden, der muliggør det ukrainske folks frigørelse fra Moskvas herredømme’.

Hitler havde imidlertid ikke det fjerneste ønske om en oprettelse af en ukrainsk stat. Området var udelukkende tiltænkt en status som koloni for fremtidig tysk bosættelse. OUN havde fejlfortolket situationen og dets ledere måtte betale prisen for det i form af fængselsstraffe. Stepan Bandera fik frem til 1944 et ydmygende – men eksklusivt – ophold i KZ-lejren Sachsenhausen. Mange lavererangerende medlemmer af begge de to OUN grupperinger fortsatte dog deres aktive indsats i nazisternes politistyrker, hvor de aktivt deltog i nedslagtningen af især jøder. De var ligeledes særdeles aktive i Generalguvernementet Polen (se kort 4), hvor de i det tidligere Lublin-amt indgik aftaler med de nazistiske myndigheder om at fordrive polakker for så til gengæld selv at overtage dele af konfiskerede polske landbrug. Det førte til de første alvorlige væbnede modangreb på OUN udført af den polske modstandsbevægelse, der desværre også medførte kollektiv afstraffelse i enkelte situationer. Målet forblev dog fra polsk side at forhindre fordrivelsen ved at gå efter bevæbnede ukrainere i tysk tjeneste.

OUN begyndte efter slaget ved Stalingrad i 1943 langsomt at indse, at nazisterne næppe ville vinde krigen. Nu satsede de i stedet på at vinde freden ved at vokse sig stærke og etablere en situation, hvor det internationale samfund ville anerkende kravet om oprettelse af en selvstændig ukrainsk stat. Problemet var naturligvis her, at de vestlige allierede var i forbund med Sovjetunionen mod nazisterne. De vestlige lande var gået i krig for Polen, og Sovjetunionen kæmpede for reetableringen af den ukrainske sovjetrepublik.

OUN valgte at kalde til nationalt oprør mod tyskere, polakker og sovjetiske partisaner. Man opfordrede samtlige ukrainere i aktiv tysk tjeneste til at desertere og tilslutte sig et væbnet ukrainsk oprør. Tyskerne kunne man i en del tilfælde slå tilbage ude på landet, men man havde ikke styrken til at angribe deres stillinger omkring større byer og andre strategisk vigtige positioner. Til gengæld kunne man for alvor på egen hånd igangsætte uddrivelse og nedslagtning af de resterende mindretal. Beriget af erfaringer med at slå jøderne ihjel udviklede det ukrainske oprør sig nu primært mod de tilbageblevne naboer ude i landsbyerne. I Volhynien folkedrabet på polakkerne. Det ansås ikke længere som værende tilstrækkeligt at anmode polakker (og andre mindretal) om at rejse bort fra de områder, der efter OUNs mening kun skulle bebos af ukrainere.

Fra landsby til landsby hærgede bevæbnede ukrainske paramilitære bander og partisaner under navnet Den Nationale Ukrainske Oprørshær – UPA – hele det polsksindede samfund. Landsbyer blev brændt ned. Polakker blev nedslagtet med økser, leer, spader, høtyve og knivvåben. Uanset alder og køn blev alle og enhver mejet ned eller gennet sammen i lader eller kirker, som der så blev sat ild til. Alternativt kunne man blive kastet levende ned i en brønd eller få sin krop flænset. Der var ingen grænser for den bestialske brutalitet mod de stort set totalt ubevæbnede landsbyboere.  Polakkernes ukrainske naboer intimideredes af UPAs lokale ledere til at deltage i myrderierne. Det var med livet som indsats, hvis man nægtede at tage del i drabene. Frem til 1944 måtte i alt op mod 100.000 polakker betale med deres liv. De fleste historikere anslår at mellem 50 og 60 tusinde polakker blev slået ihjel i Volhynien. Hertil kommer 40-50 tusinde polakker i de tre øvrige østlige polske amter. Hertil skal lægges ca. 10-15 tusinde ukrainere, der enten blev slået ihjel af OUN-UPA eller af polske selvforsvarsstyrker. Den polske eksilregering i London og dens polske repræsentation i form af den største europæiske modstandsbevægelse – Hjemmehæren (AK – Armia Krajowa) – forsøgte at få en fredsaftale i stand med ukrainerne. Man tillod i et vist omfang begrænsede hævnangreb længere vestpå for at forhindre at de ukrainske myrderier skulle sprede sig. Selv om det lykkedes at nå frem til en overenskomst, så viste den sig skrøbelig og den forhindrede ikke yderligere grove handlinger fra radikaliserede elementer på både ukrainsk og polsk side. I et sidste desperat forsøg på at vende krigslykken indgik tyskerne en aftale med OUN B om oprettelsen af enheden SS-Halychyna (eller på dansk : SS-Galicien). I ellevte time fandt de to parter således igen hinanden i de sidste forgæves krampetrækninger.

Fra folkedrab til folkeflytninger

Grænserne efter krigen blev som bekendt fastlagt af de sejrrige magter. Hverken polakker eller ukrainere fik her deres ønsker opfyldt. Polen endte med at blive flyttet vestpå og i øvrigt for første gang i historien at blive et noget nær etnisk rent polsk land. Hele Ukraine blev inkorporeret i Sovjetunionen, hvor OUN-UPA forsøgte at føre væbnet kamp mod sovjetmagten helt frem til starten af tresserne. Med krigens afslutning og de nye grænser forestod der dog en lang række tvangsforflytninger af hele nationale grupper. Tyskerne blev fordrevet fra Polens nyvundne vestområder, hvor de blev erstattet af polakker, der måtte forlade deres hjem i de nu tidligere østlige områder af Polen. Ukrainerne blev enten tvangsforflyttet til Sovjet-Ukraine eller med tvang spredt ud over store dele af Polen.

Tvangsforflyttelserne dikteret af Stalin medførte, at i alt ca. 1.1 millioner polakker og ca. 630.000 ukrainere måtte forlade den jord de i generationer havde boet på. Første fase af tvangsforflyttelserne afsluttedes 1. juli 1946. Tilbage i det nye folkedemokratiske Polen befandt der sig imidlertid fortsat ca. 140.000 ukrainere samt mindre bevæbnede lommer, hvor OUN-UPA opererede. De polske kommunistiske magthavere iværksatte derfor en ”Operation Wisła”, der en gang for alle skulle pacificere og tilintetgøre de ukrainske partisaner. Det skulle primært ske ved at tvangsforflytte samtlige ukrainere (inklusive dem i blandede polsk-ukrainske ægteskaber og selv dem der under krigen havde kæmpet i den kommunistiske modstandsbevægelse) til de nyerhvervede vestlige områder. I alt ca. 140.000 ukrainere fra Rzeszów – og Lublinamterne (på kort opført med de polske navne ‘Rzeszowkie’ og ‘Lubelskie’) blev godt og grundigt spredt ud i så små enheder som overhovedet muligt, for at forhindre, at de ikke på ny sluttede sig kollektivt sammen i modstandsgrupper. “Operation Wisła” kan kun karakteriseres som en kollektiv afstraffelse af ukrainere.

Folkedrabet og den nye ukrainske identitet

I dagens Ukraine er man bestandigt på jagt efter at opbygge en samlet national historie. Noget der især er blevet accentueret af konflikten med Rusland efter annekteringen af Krim og det russisk-inspireret løsrivelsesforsøg i det østlige Ukraine, hvor russerne slet skjult yder deres til at svække Ukraine. I konflikten med Rusland er det naturligvis nødvendigt for ukrainerne at have opbakning i den vestlige verden. I EU og NATO. Siden 1991 har Polen været en af Ukraines bedste og mest trofaste allierede. Polakkerne har dog for at sige det mildt meget svært ved at acceptere et Ukraine, der bygger sin nationale identitet op på bl.a. dyrkelse af nationale helte, der har polsk blod på deres hænder. En ting er at have fuld forståelse for en fælles kamp mod kommunismen, men når nogle af de hyldede antikommunister også var ansvarlige for etnisk udrensning af polakker, så siger langt størsteparten af den polske befolkning fra.

Skiftende polske regeringer har siden kommunismens afslutning gentagende gange fordømt anti-ukrainske handlinger begået både før, under og efter anden verdenskrig. Polske og ukrainske præsidenter har ved flere lejligheder sammen mødt op på begge sider af grænser for at mindes ofrene for diverse blodige begivenheder, men fra polsk side venter man fortsat forgæves på fordømmelser og erkendelse af ansvar fra ukrainsk side. I de senere år er polakkerne derimod i stigende grad blevet mødt med ukrainske anklager om, at der i Polen foregår en anti-ukrainsk hetz. Polen forsøges endog sidestillet med Nazi-Tyskland og Sovjetunionen som en besættelsesmagt, selv om førkrigsgrænserne var fuldt ud anerkendte internationalt set. Polske historikere affærdiges som værende tendentiøse og ulødige. Anklager der mildt sagt gør det vanskeligt at videreføre den nødvendige dialog mellem de to europæiske nationer.

Fra mere moderat ukrainsk side høres oftest et argument om, at ukrainere og polakker var lige gode om at begå forbrydelser mod hinanden. Mange ukrainske historikere anerkender, at der blev begået overgreb på den polske befolkning, men de sætter samtidig lighedstegn med forbrydelser begået af både den polske modstandsbevægelse og af den polske regering efter anden verdenskrig. Sidestillingen af AK og OUN finder man ingen accept af hos en eneste polak. Heller ikke internationalt er OUN på noget tidspunkt blevet accepteret som en legitim repræsentant for den ukrainske nation. ”Operation Wisła” gennemført af det kommunistiske styre efter anden verdenskrig blev allerede i 1990 officielt fordømt af Polen.

Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, at der under de mest pro-vestlige kræfters regeringer i Ukraine siden uafhængigheden samtidig findes den mest ukritiske hyldest til OUN-UPAs rolle i historien. Under de to ukrainske præsidenter Viktor Jusjtjenko (præsident 2005-2010) og Petro Porosjenko (nuværende præsident, valgt 2014) er Stepan Bandera og andre ledende kadrer fra OUN-UPA blevet kanoniseret som officielle ukrainske nationalhelte. Det er sket samtidig med oprettelse af et Nationalt Institut for Historisk Erindring, der hvidvasker OUN-UPAs fascistiske og antisemitiske fortid. Man forsøger endog at fremstille organisationen som en demokratisk og anti-nazistisk organisation, hvor mange jøder blev budt velkommen. Instituttet blev først oprettet under Jusjtjenko. Efterfølgende nedlagt under Viktor Janukovitj (efter i første omgang at være forsøgt videreført under en kommunistisk historiker) og senest genoprettet under Porosjenko. I to omgange har det ukrainske parlament endog vedtaget love, der direkte har gjort det kriminelt at sætte spørgsmålstegn ved dele af den ukrainske historie. Love der dog er blevet modificeret i en vis grad efter mange internationale protester. Ingen udenfor Ukraine billiger for alvor denne ensidige fremstilling af landets historie.

Der hersker ingen tvivl om, at en sådan promovering og fortolkning af den ukrainske historie er vand på den russiske propagandamølle, der dag efter dag kværner løs om de fascistiske magthavere i Kyiv. Ukrainerne klager over, at man fra polsk side puster liv i den russiske propaganda ved at kritisere OUN og UPAs rolle i historien. Polen står dog fortsat side om side med Ukraine i fordømmelsen af Ruslands annektering af Krim og overgrebene i det østlige Ukraine. Kyiv styrker næppe sin internationale position ved at fare for hårdt frem mod Polen, der som medlem af både NATO og EU kan forhale (eller forhindre) den af Ukraine ønskede integration i vestlige strukturer.

Man er dog nok nødt til at anskue det hele på mere pragmatisk vis. Vestligsindede politikere har brug for opbakningen i den vestlige del af Ukraine. Støtte fra de områder, hvor OUN-UPA stod stærkest og deres umiddelbare efterfølgere står stærkest. Den umiddelbare gevinst for disse nyfascistiske kræfter er rejsning af heltestatuer, navngivelse af gader og en semi-officiel historierevisionisme. Intet tyder dog på, at disse tiltag har stor opbakning i den ukrainske befolkning. Snarere tværtimod. Landet er imidlertid både i krig og befinder sig samtidig i en dyb krise. Forhold der altid vil skærpe retorikken. Flertallet af indbyggerne i Ukraine har givetvis andet at tænke på end kampen om fortiden. Partier på den yderste ukrainske højrefløj, der vedkender sig arven fra Bandera, har en særdeles ringe vælgerstilslutning. Det skal ligeledes påpeges, at der parallelt med de officielle tiltag også foregår en ophedet debat ukrainske historikere imellem. At skære alle over en kam er at se bort fra, at Ukraine i dag trods alt er et pluralistisk samfund med plads til flere meninger.

Stemmer der forstummede

I filmen klippes der flere gange mellem prædikener af ukrainske gejstlige. En præst velsigner oprørernes primitive våben i en kirke. En anden præst taler om, at kristne ikke kan myrde i Guds navn. Sidstnævnte var i den daværende virkelighed overhovedet for den ukrainske græsk-katolske kirke, Andrey Sheptytsky. Han forsøgte forgæves at mane til besindighed. Han førte lange og mange korrespondancer med højtstående repræsentanter for den katolske kirke i Polen. Fælles fodslag fandt de aldrig officielt, men det var tæt på. Om det ville have haft nogen reel betydning er tvivlsomt. I nyere tid har de to kirker dog fundet sammen i en fælles erklæring, hvor samtlige forbrydelser fordømmes, men hvor der nok så afgørende også lægges et hovedansvar på OUN-UPAs rolle i folkedrabet i Volhynien. Det er den hidtil eneste fælles polsk-ukrainske erklæring, der går så vidt.

Filmen viser flere gange med alt tydelighed, at der – naturligvis – også blandt ukrainerne var en modstand mod de blodige handlinger iværksat af OUN-UPA. I den ene af udgaverne på dvd er der interviews med mænd og kvinder, der har set filmen. Ukrainske mænd gift med polske kvinder. Eller omvendt. Dybt bevæget og rystet appellerer de til, at det aldrig må gentage sig. Med lige dele budskaber til både yderliggående polakker og ukrainere, der gensidigt anskuer den andens nation som roden til al ondskab. Antallet af polsk-ukrainsk ægteskaber er i øvrigt stærk stigende i Polen. I en tid hvor mere end 1 million ukrainere arbejder og studerer  hos deres vestlige nabo.

Ligegyldigt hvor mange årsager man kan grave frem og hvor mange vinkler historien kan anskues fra, så har jeg endnu ikke fundet en eneste grund til, at folkedrabet på nogen måde var en forståelig reaktion endsige kunne retfærdiggøres. Og så er det sådan set ligegyldigt om man vil karakterisere det som et folkedrab, etnisk udrensning eller massemord.** Folkedrab er betegnelsen vedtaget af det polske parlament i juli  2016. I en resolution hvor der udtrykkes taknemmelighed overfor de ukrainere, der redede polske liv. I samme tekst udtrykker det polske parlament sin solidaritet med det Ukraine, der kæmper mod den udefrakommende aggression som truer landets territoriale integritet. Resolutionen afsluttes med, at parlamentet udrykker sin overbevisning om, at kun den fulde sandhed om historien er vejen frem til forsoning og gensidig tilgivelse.

Filmen har endnu ikke været vist i ukrainske biografer. Selv en lukket fremvisning for historikere, filmfolk og andre udvalgte blev i sidste øjeblik aflyst af de ukrainske myndigheder.

Det er mit håb, at ovenstående historiske rids har skabt en interesse for at se filmen. Det er en yderst kompleks historie, der har flere aspekter end dem, der har fundet vej til denne artikel.

• *Grzegorz Motyka: Od rzezi wołyńskiej do akcji Wisła, Kraków 2011
• **Vedrørende definition af folkedrab henvise til denne side.

Jeg har til artiklen bl.a. benyttet mig af følgende litteratur om emnet:  

• Grzegorz Motyka: Od rzezi wołyńskiej do akcji Wisła (2011) & Wołyń ’43 (2016)
• David R. Marples: Heroes and Villains: Creating National History in Contemporary Ukraine (2007)
• Per Anders Rudling: The OUN, the UPA and the Holocaust: A Study in the Manufacturing of Historical Myths (2011)
• Diverse særtillæg og interviews med polske og ukrainske historikere i polske magasiner som Tygodnik Powszechny, Polityka, Newsweek samt diverse online-medier.

© Kim Halling Mortensen